I weekenden 25.-27. januar afholdt Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU) deres årlige træf for grundskoleelever, der gerne vil diskutere politik. En ung marxist var til stede og beretter i denne reportage om træffet, deltagerne og de politiske diskussioner.


Mange engagerede unge

Markant var det, at DSU havde formået at samle op i mod 150 unge mennesker i alderen 14-16 år. Det er utroligt positivt, at så mange unge ønsker at diskutere politiske emner. DSU har trods ledelsens svingende, vage og til tider ligefrem borgerlige politik, stadig meget gode kontakter rundt omkring i landet. Kun få deltagere var medlemmer af DSU i forvejen, mens størstedelen var blevet inviteret til træffet igennem elevrådene. De unge, der deltog på træffet, og som var medlemmer i forvejen, fortalte positivt om deres indmeldelsesgrunde. "Ville gerne diskutere politik, og havde frihed til det i DSU", "Ville gerne tage et standpunkt for solidaritet", "Var imod de borgerliges nedskæringer", "Vil kæmpe mod at de rige bliver rigere, og at de fattige bliver fattigere", osv. De unge medlemmer er altså ikke med i DSU, fordi de ønsker at smadre velfærden og danne en minimalstat, som den politik Nyrup og co. har ført, snarere tværtimod.


DSU må kæmpe i elevbevægelsen.

En hel del af deltagere var også aktive i DEO, Danmarks Elev Organisation, der samler elevråd fra hele landet i én organisation. DEO havde også hængt et banner op med teksten "Elevdemokrati – Ja tak!". DEO's tilstedeværelse ser marxisterne som en rigtig positiv ting. Elevbevægelsen er det vigtigste instrument for unge til at kæmpe imod de nedskæringer og elendige forhold, som de gang på gang møder blandt andet på de danske folkeskoler. Elevbevægelsen er i øjeblikket involveret i kampen mod den borgerlige regerings planer om at spare 1 mia. kroner på uddannelse generelt, og samtidig har flere tusinde folkeskoleelever i København strejket og demonstreret imod en besparelse fra Københavns kommune på 225 mio. kroner på folkeskolerne.


Hvis DSU har intentioner om at komme i kontakt med endnu flere unge og få dem til at blive medlemmer af DSU, så må den altså være aktiv i DEO og føre an i kampen mod nedskæringerne og for ordentlige forhold på folkeskolerne. DSU har manglet en planlagt indsats i hele elevbevægelsen. Bemærkelsesværdigt er det, at DSU har rimelig gode kontakter i DEO, men slet ikke har et ordentligt politisk program for deres arbejde dér. Det bør organisationen have.


Traditionen tilsidesættes

Lørdag formiddag havde DSU inviteret fagforbundenes ungdomsafdelinger til at møde op og holde oplæg om deres arbejde, samt have en stand. Desværre var oplæggene meget korte, og indholdet i de forskellige boder bar mere præg af smarte materialer, frisbees, postkort, quiz, osv. Boderne og oplæggene manglede fuldstændigt at fortælle om den danske arbejderbevægelses tradition, historie, strejker, arbejdskampe, osv.


Lige præcis traditionen var fuldstændig udryddet i den sangbog, som deltagerne på træffet modtog. Ingen af arbejderklassens traditionelle sange var med, ikke engang "Når jeg ser et rødt flag smælde", som ellers er DSU og Socialdemokratiets vigtigste kampsang. Det er ikke et tilfælde! På den måde får ungdommen ikke et indtryk af den kultur og tradition som arbejderne i Danmark har, og som har tilkæmpet os den velfærd, vi har i dag.


Kaffeklub eller politisk ungdomsorganisation?

To erfarne DSU'ere skulle lørdag eftermiddag fortælle grundlæggende om, hvad DSU er. Der blev fortalt en masse om, hvad DSU laver, og hvem der er medlemmer af organisationen, osv. De to DSU'ere betegnede organisationen som "mulighedernes legeplads". Som de sagde: "Har man lyst til at tage i biografen – er det det, man gør. Har man lyst til at diskutere politik, er det det, man gør". Derfor var det egentligt ikke underligt, at det første af spørgsmålene fra tilhørerne lød: "Hvilke meninger har I egentligt i DSU?". Først her begyndte de to DSU'ere at fortælle om, hvad DSU egentligt står for politisk. Havde man kun hørt det, de selv havde forberedt at fortælle, skulle man tro, at DSU var en kaffeklub, hvor folk mødtes for at være sociale. Selvfølgelig skal der være plads til fester og sociale aktiviteter i en politisk ungdomsorganisation, men det må gå hånd i hånd med det politiske, og må aldrig være det grundlag, som man ene og alene præsenterer sin organisation på.


Klassekampen lever!

Efter weekendens diskussioner står det helt tydeligt, at ledelsen af DSU har afskrevet al snak om klassekamp og socialisme. Man mener, at der ikke findes modstridende klasser, der har forskellige interesser. Alligevel har den borgerlige regering fremlagt planer om at forbyde fagforeningernes demokratiske beslutningsret til at støtte et parti økonomisk, og samtidig er de borgerlige ved at udføre omfattende besparelser, bla. 1 mia. kr. på uddannelse bl.a. for at få folk hurtigere i arbejde. Hvis det ikke er klassekamp, så skylder lederne af DSU os vist en forklaring på, hvad det så er. Påstanden om, at der ikke findes klasser i Danmark, har heller ikke hold i virkeligheden. De 10% rigeste familiers andel af den samlede indkomst steg fra 1990 til 1997 fra 22% til 24% efter skat og de ejer 79,8% af al formue – de rigeste 20% ejer stort set al formue, som er i landet, plus en pæn del af den gæld, de fattige har. De fattigste 40% tjener 16,6% af alle indkomster og har en gæld på 22,4% af formuen.. Den rigeste femtedel tjener 7,2 gange mere end den fattigste femtedel, hvilket er det største skel mellem rig og fattig i Norden. Der var 1600 familier med en formue på over 20 mil. kr. i 1996 mod blot 1200 i 1994. Det er fakta, der i allerhøjeste grad beviser, at der stadig eksisterer klasser.


For arbejderpolitik!

Nogle "venstreorienterede" mener, at Socialdemokratiet og DSU har spillet fallit som arbejdernes organisationer, og at man nu skal danne nye partier. Det er ganske korrekt, at Socialdemokratiet og DSU har en ledelse, der fører alt andet end arbejderpolitik. Men vender man disse organisationer ryggen, så vender man samtidig ryggen til hele den traditionelle arbejderbevægelse, og de tusinder af arbejdere, der stadig opfatter DSU og Socialdemokratiet som deres organisationer. Et arbejderparti må ikke bare defineres ud fra dets nuværende politiske linje, men også ud fra dets historie, tradition og vigtigst af alt hvilken tilknytning det har til arbejderklassen. Det er tydeligt, at DSU stadig har mange kontakter og stor tilknytning til elev- og fagbevægelsen. Det blev bekræftet på folkeskoletræf 2002. At DSU og disse bevægelser ikke fører politik, der tjener deres medlemmers interesser, kan kun føre til den konklusion, at der er brug for en opposition, der kæmper for, at de skal føre en sådan politik. Det er sådan en opposition, som Socialistisk Standpunkt kæmper for at opbygge.

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.