Efter lang tids utilfredshed og intern uro i Socialdemokratiet måtte Poul Nyrup Rasmussen endelig gå af som formand tirsdag den 19. november. Efter det store valgnederlag sidste år har ledelsen desperat forsøgt at "forny" partiet, og samtidig har forskellige ledelsesmedlemmer manøvreret for selv at komme fremad. Og nu er turen altså kommet til formanden. I de sidste dage har ledende socialdemokrater anonymt udtrykt ønske om, at Nyrup skulle træde tilbage, og han har konkluderet, at "Socialdemokratiet er ikke tjent med, at den nuværende diskussion om ledelsen fortsætter". Der skal nu indkaldes til ekstraordinær kongres, hvor der skal vælges en ny formand. Mogens Lykketoft har allerede meldt sig som kandidat. Andre mulige kandidater, der er blevet nævnt i pressen, er bl.a. Frank Jensen, Henrik Dam Kristensen, Anker Boye og Jan Trøjborg. Flere lokale folk har ligefrem krævet kampvalg, men ingen har endnu meldt sig klart som modkandidat til Lykketoft.

I anledning af Nyrups beslutning har SiD's formand Poul Erik Skov Christensen udsendt en pressemeddelelse, der bl.a. siger, at "Poul Nyrup Rasmussen vil gå over i historien som en af Socialdemokratiets helt store personligheder, og står som arkitekten bag genopbygningen af vores velfærdssamfund efter årtier med arbejdsløshed og tilbagegang. Som regeringsleder stod han i spidsen for det økonomiske mirakel, der fik hele Europa til at vende blikket mod Danmark. I den forbindelse er det værd at bemærke, at Poul Nyrup Rasmussen - bortset fra efterlønnen - har opfyldt sine løfter til vælgerne".

Dette er vel nok en sandhed med væsentlige modifikationer. Det er korrekt, at Nyrup som statsminister var så heldig, at store dele af hans periode faldt sammen med et økonomisk opsving, som gjorde at stigningen i arbejdsløsheden kunne bremses. Men genopbygning af velfærdssamfundet var der langt fra tale om – tværtimod var det netop under Nyrup-regeringen, at der virkelig blev sat fart på nedrivningen af de fremskridt, som arbejderbevægelsen tidligere havde tilkæmpet sig, men som nu var blevet for dyre for kapitalismen, selv under et opsving. Der blev udliciteret og privatiseret til stor skade for de ansatte på de berørte områder – indtægterne fra privatisering var 37 mia. kr. under Nyrup-regeringen, næsten otte gange så meget som de borgerlige privatiserede i perioden '82-'93; Efterlønnen blev - som Poul Erik Skov selv skriver - angrebet på trods af Nyrups løfter om det modsatte; Arbejdsløse, især unge, blev udsat for angreb og stærkt stigende pres; Regeringen greb ind imod den strejkende arbejderklasse i storkonflikten i '98; Den truede og svindlede sig – forgæves – gennem euro-afstemningen; Selskabsskatten blev sænket, samtidig med at der kom flere og stigende usolidariske afgifter til skade for almindelige arbejdere; Der var generelt forfald på mange områder af velfærdssamfundet – ventelister på sygehuse, dårlig behandling af ældre, faldefærdige skoler og generel mangel på vedligeholdelse. Alt dette på trods af det økonomiske opsving, som i det store og hele ikke var til at mærke i særlig grad for almindelige lønmodtagere. Det var netop Nyrup-regeringens politik med stadige angreb på velfærden og arbejderklassen, som førte til det svidende nederlag ved valget i 2001. Hvis Nyrup var sådan en stor socialdemokrat, der havde kæmpet for velfærden, så er og bliver det helt uforståeligt, hvorfor folk skulle stemme på Fogh og de borgerlige.

Der er altså ingen speciel grund til at være ked af Nyrups afgang – med det rejser selvfølgelig spørgsmålet om, i hvilken grad et formandsskifte vil føre til en ændring af den førte politik.

Som Nyrup selv udtaler i forbindelse med sin beslutning, så er det hans fulde overbevisning, "at såfremt socialdemokraterne skal udgøre et troværdigt alternativ til den borgerlige regering, så er denne samlede fornyelse af partiet både rigtig og nødvendig. (…) Vi skal være det stærke, folkelige alternativ til VK-regeringen med en klar, bedre vej for Danmark". Personer kan spille en stor rolle, men i sidste ende er det politikken og de klasseinteresser, som ligger bag, der tæller. Hvis Socialdemokratiet fortsætter med at føre borgerlig politik, støtte det meste af regeringens nedskæringspolitik og kun komme med små indvendinger en gang imellem, så betyder det mindre, om formanden hedder Poul eller Mogens. Enhedslistens Pernille Rosenkrantz-Theil skriver i en pressemeddelelse, at Socialdemokratiet jo kunne prøve med kollektiv ledelse ligesom Enhedslisten. Men det er andet og mere end bare en udskiftning af personer eller organisatoriske ændringer, der skal til. Om der er én eller ti formænd spiller ingen rolle, når man ikke fører en klar arbejderpolitik. Der er brug for et Socialdemokrati, der holder op med slavisk at følge en skrantende kapitalismes krav om nedskæringer og forringelser af velfærden. Et parti, der tør udfordre de borgerlige med et socialistisk alternativ, og som tør mobilisere arbejderklassen og ungdommen for en politik for virkelig genopbygning af velfærdssamfundet. Det kræver, at partiledelsen ikke får lov til at køre videre som før bare med en anden frontfigur - at aktive arbejdere og unge tvinger en helt anden kurs igennem i hele arbejderbevægelsen.

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.