VK-regeringen indgik natten mellem 4. og 5. februar som bekendt forlig med Dansk Folkeparti om finansloven for 2002. I store dele af pressen blev forliget fremstillet som en "redning", hvor DF heltemodigt frelste uddannelserne fra VK's bebudede voldsomme nedskæringer og sørgede for, at finansloven blev mere social. Dette er imidlertid langt fra korrekt.

Her følger først en gennemgang af væsentlige dele af regeringens og DFs planer.

Uddannelsesområdet

I regeringens oprindelige finanslovsforslag var der bebudet besparelser på over 1 mia. kroner på uddannelserne, herunder bla. nedskæringer på universiteterne, den frie ungdomsuddannelse og daghøjskolerne. Efter hårdt pres fra voksende utilfredshed og omsiggribende protester, der stadig udvikler sig blandt ungdommen, har regeringen trukket sig lidt tilbage. Med det nye forlig er besparelser for 650 mio. tilsyneladende taget midlertidigt af bordet. Men selvom nogle af de mest iøjnefaldende angreb er trukket tilbage (dvs. udskudt indtil chancen byder sig), så betyder det ikke, at de uddannelsessøgende kan ånde lettet op. Der er stadig besparelser på 1,2% over hele uddannelsessystemet – og det beløber sig til rigtig mange penge. Desuden tages mange af de penge, der nu ikke skal spares på uddannelse, alligevel stadigvæk fra uddannelserne fra den såkaldte aktivitetspulje, som uddannelsessteder med ekstraordinære behov kunne få penge fra. Det nye forlig og "redningen" af uddannelsesområdet er mest af alt et røgslør, der skal skjule angrebene.

Arbejdsmarkedsuddannelsesområdet er ifølge LO også undtaget fra DFs "redning". Der mangler 221 mio. kroner på finanslovsforslaget for at opretholde den eksisterende standard på voksen- og efteruddannelsesområdet. LO har også hæftet sig ved, at de tekniske skoler ikke får økonomisk genopretning, selvom en del af de udmeldte besparelser på det område er blevet trukket tilbage.

Man må konkludere, at selv med regeringens tilbagetrækning er det slet, slet ikke godt nok! Forholdene i hele det danske undervisningssystem lader meget tilbage at ønske, og mange steder er de decideret elendige. Der er brug for en ordentlig indsprøjtning af flere ressourcer, og ikke nedskæringer og laden-stå-til. Med de borgerlige ved magten, kan vi desuden se frem til en finanslov for næste år, som sandsynligvis vil indeholde endnu flere angreb.

Hospitaler og "frit valg"

Forliget tilfører sygehusene en ekstra engangsbevilling på 1,5 mia. kroner. Det kan man sige er positivt, men det er heller ikke godt nok. Pengene målrettes (ifølge DR-tv) til "effektive" sygehusafdelinger – kun de afdelinger, der er effektive, får penge. Men er formålet med de ekstra penge ikke at gøre de dårlige afdelinger bedre? Åbenbart ikke. Det er et middel til at "effektivisere", dvs. presse ansatte til det yderste.

Desuden indføres der fra 1. juli 2002 "frit valg". Det betyder, at hvis det offentlige ikke kan behandle en patient tids nok, kan vedkommende blive sendt på privathospital. Dette er en åbning for private firmaers adgang til sundhedsvæsenet, og vil kunne blive en bekvem undskyldning for ikke at putte flere penge i det offentlige sundhedssystem. I stedet for at udbygge en ordentlig offentlig pleje vil de borgerlige altså nu overføre ressourcer til privathospitalerne, som naturligt nok allerede glæder sig over udviklingen. Otte ud af landets ti privathospitaler planlægger at udvide i den kommende periode.

Arbejdsmiljøet

Mange i fagbevægelsen har også kritiseret finansloven for at se stort på arbejdsmiljøet. Ifølge LO bliver udbygningen af Bedriftssundhedstjenesten stoppet, og Arbejdsmiljøinsituttets og Arbejdstilsynets aktiviteter begrænses kraftigt. Hvordan dette hænger sammen med regeringens flotte ord om bedre sundhed, står hen i det uvisse.

Ældreområdet

De ældre skal med finanslovsforliget i højere grad selv kunne sammensætte deres hjemmehjælp og kunne vælge, hvem der skal udføre arbejdet. Dvs. endnu engang yderligere åbning for private firmaers indtog på et velfærdsområde og dermed en sikker vej til forringede forhold for både ældre og de ansatte og ødelæggelse af den offentlige ældreomsorg. Regeringens ekstra-bevilling på en halv mia. kroner er hverken helt eller halvt nok til at skaffe ordentlige forhold på området.

Ifølge Politiken er det nye "frie valg" for de ældre faktisk en forringelse af deres ret til selv at vælge. Før havde man ret til at vælge en plejehjemsplads uden for ens egen kommune, hvis det var for at være tættere på sine børn, men med de nye regler kan ældre, der vil have plejehjemsplads i en anden kommune, nu afvises af pågældende kommune.

"Effektiviseringer" og fyringer

Regeringens "forbedringer" på sundheds- og ældreområdet mm. skal bla. finansieres gennem det, de kalder "effektiviseringer" af den offentlige sektor for 1 mia. kroner. Det betyder på almindeligt dansk nok noget i retning af, at de offentligt ansatte skal til at løbe endnu hurtigere. Desuden er der bebudet omfattende fyringer og lukninger af adskillige råd og nævn, ligesom der skal skæres i tilskud og puljer for 2,2 mia. kroner.

Udviklingsbistanden beskæres, flere penge til "terrorbekæmpelse"

Der skal efter planen spares over 1 mia. kroner på udviklingsbistanden. Samtidig gives der ekstra penge til militærets internationale opgaver, f.eks. i Afghanistan og på Balkan. Dvs. penge tages fra støtten til verdens fattigste mennesker og gives til indsatser, der skal hjælpe til med at opretholde USA, verdens rigeste imperialistiske magts dominans over hele verden.

Penge til kapitalisterne

Mens finansloven som beskrevet nærmest flyder over med forringelser for almindelige mennesker, indeholder den også en "lille" gave til "det danske erhvervsliv" – dvs. de danske kapitalister. Der gives en halv mia. kroner til det, der kaldes "forbedring af erhvervslivets konkurrenceevne". Det betyder bla. lavere skatter og afgifter for virksomhederne, som nu kan se frem til at tjene endnu flere penge på os andre.

Selvom Anders Fogh har erklæret, at klassekampen er død, deltager han og hans regering altså overmåde aktivt i den som kapitalisternes repræsentanter imod den danske arbejderklasse.

Dansk Folkeparti som socialt parti?

Dansk Folkeparti ynder at fremstå som et socialt parti, der forsvarer velfærden for de almindelige danskere. Med deres fremturen oven på forliget med regeringen har de forsøgt at styrke dette "image", godt hjulpet af mediedækningen af forliget.


Men som det fremgår, er der ikke meget velfærd i finanslovsforliget. Og hvad mere er, har DF måttet indvillige i ikke at fremføre egne udgiftskrævende forslag indtil næste finanslov. De har fået et par af de sager, de har slået sig op på, igennem i forliget – bla. et opgør med den såkaldte dødepakke og flere hospicepladser til døende. Men de vil ikke længe kunne skjule sig bag deres "sociale" dække. DFs racistiske hetz og deres midlertidige succes hænger tæt sammen med det faktum, at de har kunnet udnytte den socialdemokratiske ledelses ekstreme svigt over for velfærdssamfundet til at kritisere manglende velfærd og score stemmer på at love at rette op på dette, hvis bare de kan få gennemført nogle love mod indvandrere og flygtninge. Men de vil snart blive fanget af deres egen kritik. DF er ikke et arbejderparti - de er et borgerligt parti, og de skal være grundlag for en borgerlig regering. Det betyder, at inden længe vil de komme til at stå som medansvarlige for et haltende velfærdssamfund og yderligere forringelser, ligesom alle andre partier, der påtager sig den rolle at skulle administrere et sygt system som det kapitalistiske. Deres "sociale" retorik vil miste al troværdighed for dem, der før troede på den.


Hvorfor skæres der ned?

Arbejdere i Danmark arbejder hver dag hårdt, og der bliver produceret masser af værdier. Den danske arbejderklasse kan sagtens producere nok til at sikre et godt velfærdssamfund. Hvis ikke arbejdsgiverne skulle tjene deres profitter, og hvis ikke statens udgifter blev presset af, at økonomien er på vej i krise med flere arbejdsløse, mindre skatteindtægter osv. til følge, så ville vi kunne bruge ressourcerne til at udbygge et samfund med stadig mere velfærd og bedre forhold for alle.

Men kapitalismen er et samfundssystem, der i bund og grund er sygt. Formålet med produktionen under kapitalismen er ikke at bygge et ordentligt og velfungerende samfund og forbedre befolkningens levestandard. Det primære formål er at tjene profit ind til dem, der ejer virksomhederne. Et sådant samfund, der er bygget på profitjagt, konkurrence og det "frie" marked, kan ikke styres. Det er umuligt at planlægge forud, og man kan aldrig regne med varig fremgang og vækst. Systemet vil altid komme i krise.

Da velfærdssamfundet blev opbygget, gav det mange illusioner til reformismen – at kapitalismen kunne tvinges til at give stadig bedre forhold for arbejderklassen. Men den nuværende økonomiske situation, hvor hele verden inklusiv Danmark er på vej i krise, og hele den sidste periode, hvor velfærdssamfundet er blevet pillet mere og mere fra hinanden, må bringe alle, der havde den slags illusioner, tilbage til virkeligheden. Den nye finanslov er kun det seneste eksempel på angreb på velfærden, og det bliver ikke det sidste. Så længe kapitalismen eksisterer kan vi aldrig føle os sikre. Efter kapitalistisk målestok var den lange opsvingsperiode i efterkrigstiden, hvor velfærden blev opbygget, en absolut undtagelse. Det, der sker nu, er blot en tilbagevenden til mere normale forhold – med nedskæringer, privatiseringer og øget ulighed og fattigdom.

For en arbejderregering på et socialistisk program!

Hvordan kan vi få et samfund, hvor vi ikke skal nøjes med nedskæringer eller minimale forbedringer af enkelte områder? Hvordan kan vi få et samfund, hvor der er fremgang, vækst og forbedringer for almindelige mennesker? Det er noget, der kræver kamp.


Den nuværende borgerlige regering kunne komme til magten, fordi Socialdemokratiets ekstremt højredrejede ledelse har ført en politik, der ikke gik ud på andet end at administrere kapitalismen så godt som muligt. De har stået i spidsen for nedskæringer og forsømmelse af velfærden, og et samfund med stadig mere pres og stress på arbejdspladserne. Mange mennesker har vendt sig fra dem i foragt og stemt på det eneste alternativ, der var.


Den borgerlige regerings finanslovsforslag og hele deres politik vil uundgåeligt bringe dem på kollisionskurs med stadig større dele af den danske ungdom og arbejderklasse. Et Socialdemokrati i opposition vil måske blive tvunget til at kritisere nedskæringer og føre en mere "venstredrejet" politik, men så længe der ikke sker en fundamental ændring, er det ikke nok. Vi må huske på, at partiledelsen selv har ført borgerlig nedskæringspolitik, og det vil de komme til igen, hvis de får regeringsmagten igen og stadig vælger at følge kapitalismens regler.


Hvis vi skal have stoppet de borgerlige og fjernet højreblokken fra magten, må vi have et klart alternativ. Vi må kæmpe for, at Socialdemokratiet og de andre arbejderpartier går i kamp mod alle de borgerliges nedskæringer og udfordrer dem med et socialistisk program. Hvis Socialdemokratiet gik til valg på et program for tilbagetrækning af alle de nedskæringer, der har været på velfærden i den sidste periode, og for en massiv opbyggelse af mere velfærd, ville vi kunne mobilisere hele den kæmpende arbejderbevægelse og ungdom.


Hvordan skulle et sådant program finansieres, er der nogle, der spørger.

Allerede under den nuværende ueffektive, kapitalistiske økonomi, produceres der enorme værdier. Hvis de store kapitalisters formuer brandbeskattes, og de største virksomheder overtages af arbejderregeringen og køres demokratisk af arbejderklassen, vil vi kunne få adgang til umådelige ressourcer. Jamen, så stikker kapitalisterne jo bare af til udlandet, kunne man indvende. Jamen, så lad dem gøre det, men deres fabrikker, formuer osv. bliver her – de retmæssige ejere af virksomhederne er den danske arbejderklasse, som har bygget dem og driver dem.


Når man bryder helt med det kapitalistiske system og indretter økonomien og samfundet efter en demokratisk, socialistisk plan, vil ressourcerne blive yderligere mangedoblet. En omfattende arbejdstidsnedsættelse vil kunne få alle i arbejde og samtidig sikre, at alle har tid til at deltage i styringen af samfundet. Når alle arbejderklassens produktive evner sættes i sving efter en samlet plan befriet for kapitalisternes snylteri og krise, vil vi kunne opbygge et samfund, som vil få det gamle "velfærdssamfund" til at blegne i sammenligning. En sådan udvikling i Danmark vil uundgåeligt sprede sig til vores nabolande og længere væk, og lægge grunden til opbygningen af demokratiske, socialistiske arbejderstater i mange lande.


Den danske arbejderbevægelse har en enorm styrke og en lang tradition for kamp. Hvis denne mægtige kraft samles og sættes i bevægelse for et kampklart program imod de borgerliges angreb og for opbygningen af et socialistisk velfærdssamfund, vil den være uovervindelig. Den største hindring på vejen er den nuværende ledelse i arbejderbevægelsen, som blokerer og ødelægger al kritik og modstand, der kan true deres magelige positioner. Arbejderklassen vil igen og igen gå i kamp, med eller uden ledelsen. Vi må kæmpe for, at Socialdemokratiet og fagbevægelsen får en ledelse, der er opgaven voksen – vi må kæmpe for et socialistisk program i en kæmpende arbejderbevægelse.

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.