Spørgsmål, hvor svarene er indlysende for de fleste mennesker, er ofte dårlige spørgsmål. På spørgsmål som: "Hvem styrer finans, handel og produktion?" er svaret indlysende for de fleste: Bankdirektørerne styrer finansen, forskellige grossister, import/eksportfirmaer og ejerne af de store detailkæder styrer handelen. Produktionen, ja den styrer aktionærerne.

Men det samme spørgsmål udløser ikke altid det samme svar. I en anderledes situation vil mange være tilbøjelige til at svare ganske anderledes. En sådan situation er en generalstrejke.


Hvad er en generalstrejke?

Kort fortalt er en generalstrejke en situation, hvor så godt som alle arbejdere, offentligt såvel som privat ansatte, nedlægger arbejdet. Samfundet går i stå. Hjulene stopper deres snurren.

Spørgsmålet fra før: "Hvem styrer finans, handel og produktion" bliver pludselig aktuelt. For alle virksomheder står lukket under en generalstrejke. Arbejderne bestemmer altså, hvad der skal laves (og hvad der ikke skal laves). Dette giver grund til yderligere (meget grundlæggende) spørgsmål: Har arbejderne brug for aktionærerne, for spekulanterne, for pamperne, for kapitalisterne? Svaret er nej.

Erkendelsen af, at arbejderklassen kan køre samfundet selv, uden levebrødspolitikerne og kapitalisterne, er en revolutionær erkendelse. For det næste skridt må være at tage konsekvensen af denne erkendelse: Afskaffe kapitalismen og erstatte den med en demokratisk planlagt økonomi under arbejdernes egen kontrol.


Arbejderklassens magt

Selv under store strejker, der endnu ikke er blevet til generalstrejker, dukker den slags spørgsmål op. Under storkonflikten i 1998 skete der bla. det, at Handel og Service (arbejdsgiverforeningen inden for handel) truede med at lockoute deres ansatte. Til dette svarede fagforeningsinitiativet (som ledte konflikten), at man ville lade FDB-kæden holde åbent, og da Elinstallatørerne ville lave lockout, gjorde elektrikernes fagforening klart, at alle, der havde alvorlige problemer med deres elektricitet, bare kunne ringe til fagforeningen, som så ville sende elektrikere ud. Dette gjorde, at ingen af lockouterne blev fuldført, og det viste den store magt, arbejderklassen har, hvis dens ledelse tør bruge den. Det viste klart, hvem det er, der egentlig får tingene til at virke i samfundet.


På tillidmandsmøder under konflikten var der blandt arbejderne stor opbakning til marxisternes krav om generalstrejke, ligesom det også var tilfældet under de omfattende strejker i 1985 mod den daværende borgerlige regering. Men begge gange svigtede både den socialdemokratiske og "kommunistiske" ledelse for arbejderbevægelsen, og nedtrappede kampen og sendte folk hjem til "lokal" kamp.


Klassekampen er i fuld gang

Kapitalisterne er hunderædde for en generalstrejke. De er klar over, at deres egen position som ledelse i samfundet er truet, når der er massive bevægelser i arbejderklassen. Derfor prøver de at latterliggøre fagforeningerne som et levn fra en fjern fortid. Samtidig gør Fogh-regeringen alt, hvad den kan for at smadre fagbevægelsen med nye love: Deltidsloven, statslig A-kasse, afskaffelse af eksklusivret osv. Listen er lang.

Hvis det forholdt sig sådan, at klassekampen var død, så ville regeringen naturligvis ikke bruge tid og kræfter på at angribe de faglige organisationer. Men sandheden er, at klassekampen langt fra er død, den er tværtimod lyslevende.

Hvis ledelsen for arbejderbevægelsen ville mobilisere til en 24-timers generalstrejke med trussel om yderligere optrapning, ville man så let som ingenting kunne tvinge de borgerlige tilbage med det samme. En kampklar arbejderbevægelse ville kunne mobilisere til kæmpe modstand og tvinge regeringen til at trække alle angrebene på velfærden og arbejderbevægelsen tilbage. Med det korrekte program kunne vi få en arbejderregering til magten, men det kræver et opgør med den højredrejede ledelse for parti og fagbevægelse.

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.