Vi hører det dag ud og dag ind. Arbejderklassen er et forældet ord, som man ikke må bruge mere. Medierne, politikerne og forskerne fortæller os, at denne betegnelse ikke er korrekt, fordi arbejderklassen simpelthen ikke eksisterer længere. Ifølge de borgerlige er klassekampen "stendød", og vi er kommet forbi den historiske periode, hvor man kan tillade sig at tale om et "klassesamfund".


Alligevel ser vi en borgerlig regering, der fører politik til arbejdsgivernes fordel, og som gang på gang forringer forholdene for den arbejdende befolkning. Men hvis klassekampen er død, hvorfor bruger de borgerlige så tid på at angribe fagbevægelsen og skære ned på arbejdende menneskers forhold?


Sandheden er, at den borgerlige regering lige præcis gør det, som de benægter eksisterer. De fører aktiv klassekamp, på arbejdsgivernes side, mod arbejderne.


Altså eksisterer klassekampen. Men klassekampen er, som ordet i sig selv siger, en kamp mellem klasser. Hvis man erkender, at klassekampen eksister, må man også erkende, at vi stadig har et klassesamfund i Danmark. Derfor er det vigtigt at forstå, hvad en klasse egentligt er.


Hvad er en klasse?

For marxister er en klasse en gruppe mennesker, der har den samme rolle i økonomien, og det samme forhold til produktionsmidlerne (fabrikkerne, maskinerne, virksomhederne). I de mere industrialiserede lande, som f.eks. Danmark, har vi primært to klasser: Den ene klasse består af en meget lille gruppe mennesker, der ejer produktionsmidlerne og ansætter folk til at arbejde for at producere produkter, som kan sælges på markedet og skaffe profit til ejeren. Det er grundlaget for, at dem, der ejer produktionsmidlerne, kan tjene penge, og derfor er de væsentligt rigere end resten af befolkningen. Den klasse, der ejer produktionsmidlerne, kalder marxister for kapitalister, fordi de ejer, kontrollerer og lever af den kapital, som arbejderklassen frembringer.


Den anden klasse er det store flertal, som ikke ejer produktionsmidlerne og derfor er nødt til at være ansat hos kapitalisterne og sælge deres arbejdskraft til gengæld for en løn. Men bare fordi en arbejder måske får 100 kroner i timen, siger det jo ikke noget om, hvor meget han kan producere på en time. Der kan han måske lave værdier for 150 kr., 200 kr. eller endnu mere. Men fordi han har indgået en kontrakt med kapitalisten, tilfalder denne forskel kapitalisten - det kaldes merværdi. Det er dybest set det, der er grundlaget for de enorme forskelle der er på rig og fattig, i hele verden. Den klasse, som sælger sin arbejdskraft til kapitalisterne for at overleve, kaldes for arbejderklassen.


Arbejderklassen før og nu

Nogle tror, at det kun er folk, der arbejder på en fabrik, der er en del af arbejderklassen. Men det er ikke et krav, at man skal gå i blå kedeldragt for at være arbejder. Arbejderklassen består af dem, der ikke lever af at eje produktionsmidlerne og udnytte andres arbejdskraft, men må sælge deres arbejdskraft for en løn, og er afhængige af det for at overleve. Om man bruger en hammer eller en computer som redskab i løbet af sin arbejdsdag, om man står på en fabrik, i en børnehave, på et kontor, eller sidder derhjemme, er ligegyldigt i den sammenhæng. Kapitalisterne bliver pga. deres interne konkurrence nødt til hele tiden at udvikle ny teknik, og i takt med det ændrer arbejderklassens konkrete opgaver sig selvfølgelig også, ligesom store dele af arbejderklassen er blevet beskæftiget i den offentlige sektor, efterhånden som arbejderbevægelsen har fået tilkæmpet sig et mere og mere omfattende velfærdssamfund. Men arbejdernes grundlæggende stilling i samfundet røres der ikke ved.


"Middelklasse"

At mange arbejdere i dagens Danmark bor i villahus og har både fryser, tv og måske en bil, har fået mange til at konkludere, at så er de "middelklasse". For det første er det klart, at de fleste arbejdere ikke ejer f.eks. deres hus ? det gør banken. For det andet er middelklasse en klar definition på det lille mellemlag, der befinder sig mellem arbejdere og kapitalister. Middelklassen er på den ene side små selvstændige, der har et par ansatte, og på den anden side et lille mindretal af højerelønnede kontrollanter, chefer, akademikere osv., som er blevet hævet op over arbejderklassen. Denne gruppe er ret lille ? de selvstændige og bønderne, som før i tiden gjorde, at middelklassen var stor, bliver hele tiden trængt mere og mere tilbage af de store firmaer. Og mennesker i stillinger, som førhen blev opfattet som "privilegerede" og over arbejderklassen, bliver også i højere og højere grad udsat for nedskæringer og pres, og deres situation bliver mere og mere sådan, at de også selv må erkende, at de tilhører arbejderklassen. Inden for IT-virksomheder havde mange en vis tro på, at man var noget særligt, så længe det gik fremad for fuld fart, men nu ser vi en sand syndflod af fyringer inden for dette område, og mange må sande, at de står i præcis de samme forhold som andre arbejdere. Og vejen frem, faglig organisering og fælles kamp, er også den samme, hvad enten man er fabriksarbejder, pædagog, håndværker eller højtuddannet IT-arbejder.


Arbejderklassen er lyslevende

På trods af al snakken om at "arbejderklassen ikke findes", så er fakta, at antallet af industriarbejdere i OECD-landene (dvs. de mest industrialiserede lande), er steget fra 112 mio. i 1973 til 113 mio. i 1995. I ulandene er tallet for industriarbejdere steget fra ca. 285 mio. i 1980 til 407 mio. i 1995! (kilde: labornotes.org). Dertil kommer alle de andre dele af arbejderklassen, som ikke er inden for industri, og alle deres børn og familier. Det viser sig hurtigt, at arbejderklassen udgør flertallet i befolkningen på verdensplan. Og i Danmark tilhører det store flertal også arbejderklassen ? alene LO organiserer 1.449.348 arbejdere (i år 2000). Derudover kommer arbejdere, der er organiserede i andre forbund, eller som ikke er organiserede, og alle disses børn og unge.


Men hvorfor benægter de borgerlige så, at arbejderklassen eksisterer? Af den ganske simple grund, at de frygter en samlet arbejderklasse. De borgerlige partier er instrumenter for kapitalisterne til at varetage deres interesser. Kapitalisternes hovedinteresse er, at de kan beholde magten, og skovle en masse profit til sig. Derfor vil de for hver en pris prøve at splitte og underminere den klasse, der kan true deres magtposition.


Marxister har altid lagt stor vægt på arbejderklassens ledende rolle, når det gælder at gøre noget ved kapitalismens uretfærdigheder og bygge et nyt socialistisk samfund op. Det er kun arbejderklassen, der kan lave den socialistiske revolution og opbygge et sundt samfund. Ingen anden klasse kan klare den opgave. Hvorfor egentligt det? Det er ikke bare en tilfældig påstand grebet ud af den blå luft - den bygger på arbejdernes rolle i produktionen og det faktum, at deltagelse i den kollektive (sociale) produktion udvikler en socialistisk (kollektiv) bevidsthed hos arbejderklassen. Det er arbejderklassen, der er drivkraften i det moderne samfund. Uden arbejderklassen er der intet der kører, alt går i stå. I strejkesituationer får man et tydeligt eksempel på arbejderklassens enorme magt.


Når først arbejderklassen opdager sin egen styrke og er klar til at bruge den, er der intet på jorden, der kan stoppe den.