Den krise, verdensøkonomien nu er på vej ind i, er en klassisk overproduktionskrise. Marx forklarede i sin tid den kapitalistiske økonomis kriser som en følge af overproduktion. De fleste kriser siden har været overproduktionskriser.


Overproduktionen viser, hvor fuldstændig grotesk det kapitalistiske samfund er. Ifølge FN lever 1,2 mia. mennesker i absolut fattigdom (for under 1 $ om dagen). Der lever 4,4 mia. (ca 2/3 af verdensbefolkning) i de ex-koloniale lande. 30% af disse har ikke rent drikkevand og 25% ingen bolig. Nu i Sydafrika står millioner overfor hungersnød, ikke fordi der ikke er mad, men fordi de ikke har råd til at købe den. Også i Vesten begynder krisen at kradse. Flere og flere bliver arbejdsløse, og der skæres ustandseligt ned på velfærden, altså på de svageste; børn, syge og gamle, samtidig med at arbejdspresset på arbejderne forøges til det ekstreme.


Mens børn sulter i Afrika og flere og flere over hele verden får sværere og sværere ved at dække deres daglige behov, er der store lagre af varer; mad, telefoner, medicin osv, som ikke bliver brugt. Mens masser af mennesker står uden tag over hovedet, går bygningsarbejdere arbejdsløse rundt, og dyre kontorbygninger, der er blevet bygget, står tomme. Kapitalismen virker ekstremt ulogisk, men der er en forklaring på galskaben.


Hvorfor kommer der overproduktion

Overproduktionen opstår som følge af kapitalismens natur. En overproduktionskrise kommer, fordi kapitalismen bygger på profit (overskud). En kapitalist investerer, fordi han kan få et overskud. Den eneste måde, han kan få et overskud er, fordi han har folk til at arbejde for sig. Når en kapitalist skal producere noget, skal han både bruge maskiner, fabrikker (eller andre bygninger) og mennesker.


En arbejder er måske på arbejde 8 timer om dagen, her producerer han værdier for lad os sige 1000 kr., men hans løn er fastsat til 500 kr. for en 8 timers arbejdsdag. Dvs. at der er 500 kr. tilbage, hvoraf der skal afbetales maskiner og husleje mm., resten går til kapitalisten. Der produceres altså værdier for 1000 kr, men arbejderen kan kun købe værdier for 500 kr. Og selvom kapitalisterne ofte har et stort luksusforbrug, kan de trods alt ikke opsuge al denne overskydende produktion. Det betyder, at der på et tidspunkt bliver et lager af varer, der ikke kan afsættes (borgerlige økonomer kalder det overkapacitet). Dette lager bliver på et tidspunkt så stort, at kapitalisterne må sætte priserne ned for at komme af med det, men det betyder også, at det ikke længere giver profit at investere. De svageste virksomheder går under, og tusindvis af arbejdere fyres. Dette betyder igen, at endnu færre har penge til at købe for, og der kan sælges endnu mindre, der startes altså en nedadgående spiral.


I en sådan situation får staten færre penge, færre skatteindtægter fra arbejdere og virksomheder og flere udgifter til arbejdsløse. Staten er altså mere eller mindre tvunget til at skære ned.


Den økonomiske udvikling svinger mellem krise og opsving. Så længe kapitalismen er i stand til at udvide markederne og finde nye investeringsområder, kan opsvinget fortsætte. Det er derfor, der er en konstant kamp for markeder i nye områder, Sydøstasien, Kina, Rusland o.l. Problemet opstår, når disse markeder også begynder at producere og lede efter nye markeder.


Nogle såkaldte "marxister" har ment, at kapitalismen vil bukke under i en endelig krise, men dette er ikke rigtigt. Konsekvensen af en krise er, at firmaer bukker under og kapital ødelægges. Kapitalismen er altid i stand til at komme ud af en krise igen, når tilstrækkelig mange virksomheder er bukket under, lagrene af varer er væk osv., så kan økonomien igen gå fremad – på arbejderklassens bekostning og ved at lægge grunden for endnu dybere kriser i fremtiden. Kapitalismen kan kun fjernes ved arbejdernes bevidste kamp for at omstyrte systemet.


Alle kan få mad nok

Det groteske i hele denne situation er, at krisen kommer, ikke fordi der er for lidt mad, medicin og andre varer, men fordi arbejderne og de fattige i den tredje verden ikke har penge til at købe dem. Så mens man mangler mad, vand, skoler og hospitaler bliver flere og flere arbejdsløse. Som socialister er det dette galimatias, vi går imod.


Vi kæmper for et samfund, hvor produktionen planlægges efter, hvad der er behov for, og ikke efter om kapitalister kan tjene profit. Hvis dette blev gjort, ville der sagtens være råd til en ordentlig levestandard til alle mennesker i verden. The Economist (en førende borgerlig økonomisk avis) indrømmer dette: "hvis alt uddeltes, ville alle have mad nok". Der produceres masser, men de fattige kan ikke købe, hvilket betyder, at der ødelægges store mængder af mad. I et socialistisk samfund vil en øget produktion føre til øget levestandard og kortere arbejdstid, i stedet for sult, øget arbejdspres og arbejdsløshed.

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.