Lørdag den 11. maj 2002 udgav meningsmålingsinstituttet Vilstrup en ny måling for tilslutningen til partierne, hvis der var valg nu. Denne måling bekræftede fuldstændigt, hvad vi tidligere har hævdet - at de borgerliges nedskæringspolitik uden tvivl ville fremprovokere reaktioner i arbejderklassen. På det seneste har vi set et væld af reaktioner, med arbejdsnedlæggelser, massedemonstrationer og protester fra arbejdere og unge, senest mod loven om tvungen deltid.

Nu slår det altså også igennem i meningsmålingerne, at opbakningen til regeringen hænger i en tynd tråd! Ifølge den nye meningsmåling står Venstre til at miste 6 mandater, hvis der var valg i morgen. Socialdemokratiet står til en fremgang på 7 mandater, og SF til en fremgang på 4. Samlet set betyder det, at situationen mellem blokkene er 88 mod 87 mandater i de borgerliges favør. Ved valget i november 2001 var resultatet 98 mod 77.

Godt nok er meningsmålinger ofte svingende i deres statistiske rigtighed, men alligevel kan man konkludere et klart signal. At opbakningen til den borgerlige regering er faldet markant. Dette viser, at arbejdere og unge ikke vil finde sig i de nedskæringer, som med hård hånd er blevet gennemført af de borgerlige. Og det er kun begyndelsen. Hvis de borgerlige fortsætter deres arbejderfjendske politik, vil vi se en optrapning af protesterne og øget modstand mod regeringen.

Men meningsmålingen viser også, at mange arbejdere er gået tilbage til deres traditionelle parti, Socialdemokratiet. Der er en historisk lov, der siger at når masserne bevæger sig, vil de først og fremmest gå til deres traditionelle organisationer. Denne lov har endnu engang vist sig at være korrekt.

Efter valget har Socialdemokratiet oven i købet fået over 5000 nye medlemmer. Socialdemokratiets ledere udførte under den tidligere regering en politik, der på mange måder minder om de borgerliges. Nemlig en politik der indebar nedskæringer, privatiseringer og andre reaktionære tiltag. Det var derfor de borgerlige kunne komme til magten - pga. den enorme utilfredshed med den gamle regering og mangelen på et alternativ.

Men nu er Socialdemokratiet blevet presset til at gå imod nedskæringerne – i det mindste i ord. De har kritiseret finansloven voldsomt, de har deltaget i demonstrationer mod nedskæringerne, og på 1.maj i Fælledparken kunne man høre Poul Nyrup holde tale for første gang i mange år. Ledelsen af Socialdemokratiet kan blive presset til at gå forrest i kampen, selvom de konstant prøver at lægge bånd på kampen. De vil helst lade Venstre side perioden ud, indtil folk også er blevet trætte af dem – de er dødsensræd for eventuelt at komme tilbage til magten på en bølge af protester. Men de vil ikke kunne bremse bevægelsen for evigt. De nye medlemmer i Socialdemokratiet vil stå i modsætning til ledelsen. De har jo ikke meldt sig ind, fordi de vil føre den samme politik som de borgerlige – tværtimod!

Der må og vil på sigt ske en venstredrejning i Socialdemokratiet. For det kan jo ikke nytte noget, at det parti, der er opbygget for at tjene arbejderklassen, gang på gang vender ryggen til den. Det danske velfærdssamfund har ikke råd til flere nedskæringer og mere markedsgørelse, det er forbedringer der er brug for! Det får vi desværre ikke uden kamp. Bureaukraterne i toppen af partiet og fagbevægelsen ønsker ikke at kæmpe for deres medlemmer længere. De har helt glemt hvor hårdt det er at producere værdierne i samfundet, samtidig med at man ser velfærdssamfundet gennemgå den ene forringelse efter den anden.

Derfor må vi kæmpe for et Socialdemokrati, der fører en politik til arbejdere og unges bedste!

Vi må kæmpe for en socialistisk politik!