Forside nr14 webLeder, Revolution nr. 14, november 2015: Lederne for EU-landene er mødtes til topmøde efter topmøde for at diskutere, hvordan de kan håndtere de mange flygtninge.  Det eneste, som de ser ud til at kunne enes om, er at udlicitere problemet og forsøge at fralægge sig ethvert ansvar.

Reglen om, at flygtninge skal registreres, så snart de kommer ind i EU, har længe været belejlig for lederne af de rigere EU-lande: lad de fattigste lande i Syd- og Østeuropa klare grænsekontrollen og håndteringen af de mange flygtninge, mens lederne af de rigeste lande undgår at få beskidte hænder og behageligt kan sidde og kritisere deres inhumane behandling.

I forsøget på at skubbe ansvaret fra sig har EU-lederne forsøgt at nå en aftale med Tyrkiet om, at landet skal lukke grænserne for de mange flygtninge fra især Syrien, der flygter gennem Tyrkiet til Europa. Derudover vil EU have, at Tyrkiet tager imod flere af de flygtninge, der afvises i EU, men som er kommet gennem Tyrkiet.

Ved udsigten til 2 millioner flygtninge ser EU's toppolitikere pludselig med meget mildere øjne på tyrkernes ønske om, at EU slækker på visumreglerne for tyrkere, og at genoptage forhandlingerne om Tyrkiets medlemskab af EU. EU-lederne er endda parate til at få pengepungen op af lommen og forsøge at bestikke sig fra at skulle tage sig af de problemer, som de selv har skabt gennem militære interventioner i Irak, Afghanistan og indblandingen i den syriske borgerkrig for slet ikke at tale om den økonomiske politik, der har skabt massiv fattigdom i store dele af verden.

”Det er et meget, meget flot resultat, som kommissionen har nået. Det er udtryk for fornuft. Der er gensidige interesser hos Tyrkiet og os, der bliver kombineret, og som jeg personligt ikke er i tvivl om vil yde et væsentligt bidrag til at tage presset af Europas grænser” sagde statsminister Lars Løkke, der betegnede aftalen som et ”substantielt fremskridt.”

Spanien har allerede afprøvet det, som EU-lederne forsøger nu. I 2007 ankom 32.000, der flygtede fra især Afrika til de spanske kyster. I 2010 var det antal nede på 200, et antal, der har holdt siden på trods af, at der ikke er blevet færre grunde til at flygte fra Afrikas militære konflikter, fattigdom, sult og sygdomme.

Spanien opnåede dette resultat, som de andre EU-ledere drømmer om, ved at indgå aftaler med transitlande som Senegal, Mauretanien og Marokko om bl.a. fælles patruljer på havet og ikke mindst at stoppe bådene med flygtninge endnu før, at de forlader de afrikanske landes territorialfarvand. Spanien betaler det lokale afrikanske politi med penge og udstyr for at gøre det beskidte arbejde for landet. Det er samme måde, som EU tidligere samarbejdede med Gadaffis regime, indtil han pludselig blev et ”problem”. Historierne om, hvordan flygtninge behandles i Afrika, hvor de holdes i lejre, tortureres og lever under umenneskelige forhold, kommer sjældent frem i medierne i Europa.

Ligesådan er der ingen der taler om hvordan forholdene vil være for de 2 millioner flygtninge, som EU håber at holde ude med Tyrkiets hjælp. Lars Løkke fremfører, at Tyrkiet ifølge aftalen skal give flygtninge bedre adgang til sundhedsbehandling og uddannelse samt arbejdstilladelse. Det kommer fra et EU, der ikke engang er i stand til at skabe arbejdspladser til sine indbyggere, endsige sikre sundhed og uddannelse, og som da slet ikke er parate til at give det til flygtninge. Det er belejligt, for ikke at sige hyklerisk, for EU-toppen at lade som om, at den bekymrer sig om flygtninges ve og vel, når EU-lederne gang på gang har bevist, at forholdene for flygtninge ikke rører dem en papand.

Et par tal illustrerer klart EU-ledernes hykleri. EU-lederne ønsker, at Tyrkiet skal tage sig af 2 millioner flygtninge, mens EU mellem januar og september i år har modtaget 698.000 - langt under halvdelen. Det skal ses på baggrund af, at EU-landenes befolkning på 742 mio. (i 2013) er ti gange større end Tyrkiets indbyggertal på lige under 75 mio. Det er åbenlyst, at flygtninge ikke vil få bedre forhold i Tyrkiet end i EU!

Og hvad er det for en person, som EU-lederne fedter for og beder om at tage humanitære hensyn? Tyrkiets præsident Erdogan er bl.a. kendt for brutal undertrykkelse af bevægelsen omkring Gezi-parken for nogle år siden, og han har de seneste måneder startet en de facto borgerkrig mod sin egen befolkning, primært den kurdiske del. Men EU -ederne lukker øjne og ører.

Ligeså lukker lederne for de nord- og vesteuropæiske EU-lande, som er de rigeste i EU, og som ikke har nogen direkte grænser til andet end andre EU lande, øjne og ører for den umenneskelige behandling, der foregår i Østeuropa, hvor mange flygtninge først kommer ind i EU. Her behandles flygtningene brutalt af grænsepolitiet og sendes i lejre, mens der bygges høje mure og pigtrådshegn.

For et år siden blev 25-års jubilæet for Berlinmurens fald fejret verden over, ikke mindst i Nordeuropa. Her et år efter er murene igen ved at rejse sig i Europa. Det gælder ikke kun på den ydre grænse - Østrig er også begyndt at bygge en mur på grænsen til Slovenien, og i alle lande øges grænsekontrollen. Hele projekt ”Europa”, med de europæiske lederes løfter om evig fred og fremgang, er ved at smuldre. De nationale modsætninger kommer op til overfladen i takt med, at krisen kradser. Med murene kommer alt det andet barbari tilbage: elitens forargelse over, at folk blev skudt i forsøget på at krydse fra Øst til Vest over Berlinmuren var stor, men i oktober i år blev en afghansk flygtning skudt og dræbt på grænsen til Bulgarien. 

Politikerne står magtesløse: de taler og taler, men kan intet gøre for at løse problemerne. Det er deres system, der har skabt problemerne i første omgang, og de kan ikke se anden vej end de samme midler, som har skabt problemerne: militære interventioner, mure og hegn, øget grænsekontrol og racisme. De er magtesløse, fordi krisen ikke er en flygtningekrise, men en kapitalismekrise. En krise, der har betydet mere end 25 millioner arbejdsløse i EU alene, og en krise, der betyder nedskæringer på sundhed, uddannelse osv. over hele Europa. En krise, der skaber en krise i selve det politiske system, hvor tilliden aldrig har været lavere til politikerne.

På højrefløjen vokser nationalistiske og racistiske kræfter frem, der skyder skylden for arbejdsløshed og nedskæringer på flygtninge og indvandrere. Det er begyndt at få udtryk af direkte terrorhandlinger rettet mod flygtninge som f.eks brandattentaterne mod svenske flygtningecentre. Men den ekstreme højrefløj legitimeres af resten af det politiske etablissement, der gladeligt er hoppet med på højredrejningen på udlændingespørgsmålet: i årtier har det været et politisk mantra, at skulle man vinde vælgere, så krævede det en stram udlændingepolitik.

Hvor mainstream racismen er blevet, ser man tydeligt i fraværet af ramaskriget over DF’s folketingsmedlem, Dorthe Ullemose, der i et læserbrev udtrykte forståelse for afbrændingen af asylcentre i Sverige, bl.a. et center, der husede uledsagede flygtningebørn: ”Selvfølgelig skal man ikke brænde bygninger af. Og det er aldrig det første, man tyr til. Men det sker, når man bliver desperat. Og så må politikerne jo lytte. Hvis politikerne ikke lytter, ser de jo konsekvenserne”. Højrefløjen vokser i det tomrum, der skabes af fraværet af et klart socialistisk alternativ fra venstrefløjen. Kun et revolutionært socialistisk program kan give en løsning på de problemer, som krisen skaber med mangel på arbejde, boliger og massive nedskæringer. Kampen mod højrefløjens racisme er en kamp for et revolutionært program i spidsen for venstrefløjen og arbejderbevægelsen.

Men mens den politiske elite står magtesløse, ser vi folk tage sagen i egen hånd. I Danmark og andre lande begyndte tusindvis spontant at tage sagen i egen hånd og samle mad og tøj ind, køre flygtninge i biler gennem landet og på anden måde hjælpe. Titusindvis samledes til demonstrationer for at protestere mod politikernes flygtningepolitik. Det samme billede er fremkommet i hele Europa. Den politiske elite står i stigende grad udstillet som en del af problemet frem for en del af løsningen.

Lederne af EU kan ikke løbe fra det faktum, at det er dem og det system, som de forsvarer, der har skabt problemerne. Lige meget hvor høje mure de bygger, kan de ikke forhindre problemerne i at trænge sig på. De kalder flygtningestrømmen for en krise, men det er misvisende, fordi ”krisen” er i virkeligheden en krise i kapitalismen. Det behøvede langt fra at være sådan.

I et socialistisk samfund vil produktionen blive planlagt demokratisk efter flertallets behov. I et sådant samfund vil immigration blot betyde, at man kan fordele arbejdet og sætte arbejdstiden ned. Under kapitalismen kan flygtninge og indvandrere tilslutte sig den millionstore arbejdsløshedskø. Kapitalismen har nået en blindgyde, hvor systemet end ikke kan udnytte de eksisterende ressourcer, for slet ikke at tale om at bringe samfundet fremad.

Overalt i verden er arbejdere og unge begyndt at kæmpe for at forandre verden. I det arabiske forår gik masserne på gaden i kampen for en værdig fremtid. Den samme kamp har vi set i Spanien, Grækenland og mere og mere selv i de nordeuropæiske lande. Det er den samme kamp i hele verden. Det er en kamp mod et system, der skaber krige og sult, og hvor den rigeste ene procent nu ejer halvdelen af jordens rigdomme. De flygtninge, der kommer til Europa, ønsker ligeså meget et bedre liv som de europæiske arbejdere og unge. Vi skal ikke se flygtningene som stakkels ofre, men som allierede i kampen mod kapitalisterne og deres politiske elite. 

Bragt i Revolution Nr. 14, november 2015.

Tegn abonnement på Revolution, fra 100kr/år

Yderligere information