I Grækenland er ungdommen og arbejderklassen i kamp imod en stat, der har et af Europas største militærbudgetter, men ingen folkelig legitimitet. 80 procent af befolkningen er imod de voldsomme angreb på levestandarden, som bliver dikteret af bankerne i Tyskland og Frankrig via institutioner som EU og IMF, og gennemført af den socialdemokratiske regering.

Man siger gerne, at demokratiet blev opfundet i Grækenland. Alligevel handler regeringen i direkte modstrid med det store flertals ønsker. De græske arbejdere og unge føler ganske korrekt, at de ikke bærer ansvaret for krisen i det kapitalistiske system. Deres protester bliver mødt af et massivt opbud af politi og tåregas, der skal sikre, at diktaterne fra de europæiske kapitalister kan blive vedtaget i parlamentet, uden at folket får et ord at skulle have sag om, hvad der skal ske med deres lands fremtid. Grækerne får sig for tiden en vigtig lektie i, hvad borgerligt demokrati betyder: ”I kan sagtens stemme hvert fjerde år, men i alle vigtige spørgsmål er det bankerne og kapitalisterne, der bestemmer, hvad der skal ske.” Det er en besked, der ikke er til at misforstå.

Det er i bund og grund den samme besked, der kommer fra de hjemlige politikere, når de fortæller, at der ”ikke er råd” til at bevare de elementer af en civiliseret tilværelse, som arbejderklassen vandt gennem kamp i 1960’erne. Alle åh-så ansvarlige politikere fortæller, at vi skal indstille os på, at retten til gratis uddannelse forsvinder, at retten til en ordentlig alderdom forsvinder, og at retten til fri lægehjælp forsvinder. De fortæller os, at vi skal indstille os på kronisk høj arbejdsløshed kombineret med øget arbejdspres og længere arbejdstid for de, der er i arbejde. De fortæller os, at vi skal være ”ansvarlige” over for ”konkurrenceevnen”. Altså bankerne og de store virksomheders profit.

Hvis nogen havde den opfattelse, at byrden med ”ansvarlighed” er ligeligt fordelt i samfundet, kan de godt tro om igen. En rapport fra finanshuset Merill Lynch i juni konkluderede, at der på verdensplan er blevet flere såkaldte dollarmillionærer. Samtidig vokser deres formuer sig større og større. I dag er værdien højere, end da finanskrisen for alvor tog fat i 2008. En dollarmillionær er defineret, som en der har mere end fem millioner kroner i fri formue uden for boligen. Rapporten viser blandt andet, at én procent af verdens befolkning ejer 40 procent af alle formuer. Det er en stigning i forhold til før krisen. Heraf tilhører langt de fleste penge de anslået 103.000 ultra-rige.

For Danmarks vedkommende viser rapporten, at Danmark er et af de lande i verden med flest dollarmillionærer per indbygger. I 2009 var der 36.000 danskere, som kunne betegnes som dollarmillionærer. I 2010 var det tal steget til 45.000. De har grund til at glæde sig på lystyacherne i Rungsted, mens de nyder lyden af bølgernes skvulp og smagen af hummer.

I skolerne lærer vi, at vi lever i et demokrati, hvor det er befolkningen, der bestemmer. Men hvem har stemt for, at 200.000 danskere skal leve under EU’s fattigdomsgrænse, og at et lignende tal skal være arbejdsløse? Hvem har stemt for, at overklassens profit skal stige og stige, mens fyringer og nedskæringer griber om sig på fabrikker, skoler og på sygehuse? Sandheden er, at beslutningerne bliver taget af bankerne og de store virksomheder i deres jagt på profit. Det hedder borgerligt demokrati, men det har en fæl stank af finanshusenes diktatur.

Betydningen af det græske oprør er, at det viser fremtiden for hele Europa. I forsvaret for sine sociale rettigheder og for retten til at bestemme over egne skæbne, bliver arbejderklassen nødt til at konfrontere det kapitalistiske systems grænser. Indenfor systemets grænser venter kun fortsatte angreb. Det er netop derfor, at kampen for socialisme er mere relevant i dag, end den nogensinde tidligere har været.

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.