Det sidste års udvikling i den danske og internationale økonomi har til fulde, og fortsætter med, at bekræfte det perspektiv vi har fremført de senere år: den kapitalistiske verdensøkonomi har nu bevæget sig ind i en alvorlig krise. Vi må opfordre vores læsere til at læse vores dokument Dansk Perspektiv 2008, der grundlæggende forklarer baggrunden for den nuværende krise.

Angreb og økonomisk nedgang

Den borgerlige regering og Dansk Folkeparti har angrebet velfærden og arbejderklassens forhold siden den kom til magten i 2001. Den har hævet pensionsalderen, forringet efterlønnen, lanceret angreb på dagpengene, særligt de unge arbejdsløse, afskaffet Skolepraktikordningen og skåret ned på hospitaler, skoler, børnehaver og resten af velfærden. Kort sagt, udover at kaste Danmark i krig og stramme udlændingepolitikken har de angrebet unge, gamle og arbejdere på deres leveforhold – og dette var under et opsving!

Økonomien er vendt. Arbejderklassen er mere forgældet end nogensinde før i historien. Renteudgifterne stiger og priserne på basale varer eksploderer. Resultatet er reallønstilbagegang. Det er et spørgsmål om kort tid, før arbejdsløsheden igen stiger.

Kapitalisterne, med deres politiske repræsentanter i de borgerlige partier, gør sig klar til at rive alt, hvad arbejderklassen har vundet tilbage. De vil lægge byrden for deres økonomiske krise på arbejderklassens skuldre. Klassekampen vil uden tvivl gå ind i en mere bitter og hård periode.

Enhed er arbejderklassens styrke

Det er altså klart at den borgerlige regering er den første forhindring for ordentlige arbejds- og levevilkår for arbejderklassen og ungdommen. Men hvordan skal vi bekæmpe den offensiv, som borgerskabet har igangsat, og som de vil intensivere i den kommende periode? Hvilken kraft kan vi stille imod den samlede kapitalistklasses angreb? Kun én – arbejderklassens enhed! Ikke enhed for enhver pris, men enhed omkring en socialistisk politik. Nemlig enhed mellem de tre arbejderpartier, Socialdemokratiet(S), Socialistisk Folkeparti (SF) og Enhedslisten, på et fælles kampprogram om at lægge krisens byrde på kapitalisterne. På de som har skabt den!

Socialdemokratiet

Arbejderklassens største parti er Socialdemokraterne, med de stærkeste bånd til fagbevægelsen og med tusinder af klassebevidste arbejdere som medlemmer. Derfor er Socialdemokraterne afgørende i kampen mod den borgerlige regering. Den socialdemokratiske ledelse har dog ført en politik der har ført partiet ud i en historisk krise. De var bl.a. med til at gennemføre den såkaldte kvalitetsreform og velfærdsforliget, der i virkeligheden betød at pensions- og efterlønsalderen blev hævet. Én ting er at socialdemokratiets ledelses politik betyder at de går tilbage i stemmetal, men langt værre er det, at de med denne politik er med til at legitimere regeringens angreb på arbejderklassen og sløre klassemodsætningerne, i stedet for at afsløre regeringens arbejdsgiverpolitik.

Den yderste konsekvens af den politisk som den socialdemokratiske ledelse fører nu, er at de ender i en regering, hvor de gennemfører arbejdsgivernes diktater, som vi har set det med Blair og New Labour i England og Schröder og SPD i Tyskland. Begge regeringer har været en katastrofe for arbejderklassen, og deres politik med angreb på arbejderklassen som f.eks. Hartz-reformen har medført en demoralisering blandt de aktive lag, og dermed forberedt vejen tilbage for nye og endnu mere aggressive borgerlige regeringer. Det samme fænomen så vi også herhjemme med Nyrup-regering i 90’erne.

Med en lurende krise, er der ingen tvivl om, at hvis den borgerlige regering viser sig ude af stand til at angribe den danske arbejderklasse hårdt nok, vil det danske borgerskab forsøge at bruge en regering ledt af socialdemokratiets højrefløj til at gennemføre sine nedskæringer.

Venstresving er afgørende

Netop derfor må enhed mellem arbejderpartierne ikke være baseret på højrefløjen i arbejderbevægelsens politik med klassesamarbejde, men på et program til forsvar for arbejderklassen og dens interesser. Hvad der er brug for, er at dreje arbejderbevægelsen til venstre.

Dette sving til venstre kommer ikke af sig selv. Det er kun arbejderklassen og ungdommen, der har styrken til at tvinge arbejderbevægelsen til venstre. De seneste år har vist en stigende radikalisering med strejker og massedemonstrationer. Hvert opsving i klassekampen er blevet fulgt af et sving til venstre i arbejderklassens organisationer.

Der er to hovedorganisationer til venstre for Socialdemokratiet, der har muligheden for at fremføre et politisk alternativ til den socialdemokratiske ledelses politik, og for at rejse kravet om en samlet arbejderbevægelse omkring et socialistisk kampprogram. Det er SF og Enhedslisten.

Enhedslisten og Socialistisk UngdomsFront

Socialistisk Standpunkt er den marxistiske stemme i arbejderbevægelsen. Vi mener ikke at man som socialist kan stå på sidelinien. De tre eksisterende arbejderpartier er skabt for at forsvare arbejderklassens interesser. Det arbejderklassen har brug for er ikke flere partier, men at de partier der repræsenterer arbejderklassen fører en socialistisk politik. De marxistiske ideer som Socialistisk Standpunkt står for, fik et ekko indenfor Enhedslisten og især SUF. Men de seneste eksklusioner af det meste af venstrefløjen i SUF, deriblandt mange der støtter Socialistisk Standpunkt, viste at ledelsen ikke ville tillade en reel venstredrejning i organisationen.

Men vigtigst af alt har ledelsen i SUF og Enhedslisten, på grund af en forfejlet politik, overhovedet ikke formået at komme ud med en selvstændig linje under de seneste strejker og demonstrationer. I modsætning hertil blev den største organisation til venstre for Socialdemokraterne, SF/SFU, et samlingspunkt for de fleste af de arbejdere og unge som ville kæmpe imod nedskæringerne og angrebene, fordi de har stillet sig i spidsen for de seneste års mobiliseringer mod regeringens politik.

Muligheder og farer

Men alle forventninger fra nytilkomne og gamle medlemmer af SF/SFU, om at kunne opbygge et virkeligt alternativ til kapitalismens krise vil blive knust, hvis SF/SFU ikke viser sig i stand til at udvikle sig til et revolutionært alternativ til den reformistiske politik, som ledelsen for fagforeningerne og socialdemokratiets højrefløj fører. Mest tydeligt træder denne fare frem i forhold til samarbejdet med det borgerlige parti Radikale Venstre (R). De Radikale er et erklæret borgerligt parti der aldrig vil acceptere en socialistisk politik. Derfor vil en koalition mellem S, SF og R nødvendigvis betyde at arbejderpartierne skal underlægge sig en borgerlig dagsorden om nedskæringer og angreb på arbejderklassens forhold.

Der vil uundgåeligt udvikle sig en debat inden i SF og SFU om vejen frem for partiet og arbejderbevægelsen. Og vi opfordrer vores læsere og sympatisører, og alle klassebevidste arbejdere og unge til at tage del i denne debat.

SF har fremsat en lang række gode krav om bl.a. flere ansatte i den offentlige sektor, øgede investeringer i uddannelse og resten af velfærden, billigere offentlig transport og ligeløn. Men alle disse krav støder direkte sammen med kapitalisternes og de borgerliges interesser. Og de Radikale repræsenterer netop disse interesser.

Overfor SF’s i sig selv gode krav, står nedgangen i kapitalismen på verdensplan og i Danmark. Den dikterer kraftige nedskæringer i det offentlige forbrug. Den kræver reducering af arbejderklassens uddannelse til det absolutte krævede minimum, for at kunne indgår i produktionen. Den kræver tilbagerulning af alle arbejderklassens tilkæmpede rettigheder. Den kræver splittelse af arbejderklassen over køn og nationale linjer, for at sænke lønningerne og øge profitten.

En konsekvent politik er nødvendig

Det betyder, at hvis kravene skal gennemføres kræver det, at en regering bestående af arbejderpartierne, er parat til at lægge sig ud med kapitalisterne. Det kræver at man er parat til at brandbeskatte kapitalisterne der har tjent styrtende de sidste mange år. Det kræver at man er parat til at nationalisere Nordsø-olien. Og i sidste ende, at staten må overtage kontrollen over de vigtigste dele af økonomien, dvs. de største virksomheder og bankerne, så økonomien kan planlægges demokratisk og overskuddene bruges til forbedringer af arbejderklassens forhold. Det er den politik, den marxistiske tendens står for.

Ind i SF/SFU

Derfor opfordrer vi vores læsere og sympatisører til at gå ind i SF/SFU for at lære fra de klassekæmpere der har stået forrest i kampene, og for at bidrage med deres erfaringer som marxister. Vi opfordrer dem til at deltage i de demokratiske diskussioner i partiet og ungdomsorganisationen, at argumentere for de marxistiske ideer og nødvendigheden af en kæmpende enhedsfront mellem de tre arbejderpartier, uden de Radikale, imod borgerskabets angreb.

Den danske arbejderbevægelse og ungdom vil i den kommende periode stå overfor de største udfordringer i årtier. Men det giver ikke grund til pessimisme. Tværtimod. Som socialister, som klassekæmpere er der grund til optimisme. Vi står nemlig samtidig overfor de største muligheder i arbejderbevægelsen og ungdommen. Vi har dels muligheden for at opbygge et stærkt SF og et stærkt SFU med en klar og utvetydig socialistisk politik og med baser overalt på landets skoler og ikke mindst arbejdspladser.

Men frem for alt må det momentum, som SF og SFU har opbygget, udnyttes til at skabe en kæmpende enhedsfront imellem arbejderpartierne. Arbejderklassens har én fjende: borgerskabet. Kun samlet og med en klar socialistisk politik kan det besejres!

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.