Trotskij – Et politisk liv
Hvor der i 1880’ernes Rusland havde været en anarkistisk tendens blandt de aktive politiske lag, krystalliseret i organisationen Narodnaya Volya, var 1890’erne i meget højere grad præget af store strejkebevægelser og marxistiske ideer blandt Ruslands arbejdere. Trotskijs fascinerende politiske liv begyndte i marts 1897, hvor han organiserede den illegale organisation ”Det Sydrussiske Arbejderforbund”. Et par år senere blev han, blot 19 år gammel, anholdt og sendt i eksil i Sibirien. Han flygtede senere til London ved at bruge navnet på en vagt i det sibiriske fængsel, som han senere skulle blive verdenskendt under – nemlig Trotskij.
Hele Trotskijs liv var dedikeret til, ikke kun at udvikle socialismen teoretisk, men også at kæmpe for massernes befrielse i praksis. Han var leder af revolution i Rusland i 1905, og senere var han – sammen med Vladimir Lenin – med til at lede oktoberrevolutionen til sejr i 1917. Under borgerkrigen i Sovjetunionen (1917-1922) opbyggede han og var leder af den Røde Hær.
Efter Lenins død i 1924 kæmpede Trotskij for at opbygge socialisme i den unge sovjetstat, og ikke mindst for at bryde revolutionens isolation. På grund af revolutions isolation i Rusland, dets økonomiske tilbageståenhed og befolkningens udmattelse efter en lang borgerkrig, begyndte en negativ udvikling. Det var under disse betingelser, at Stalin kunne komme til magten og først ekskludere Trotskij fra partiet i 1927, derefter sende ham i eksil og til sidst helt udvise ham fra landet. Trotskij rejste fra land til land og endte den sidste del af sit liv i Mexico, hvor han hele vejen igennem organiserede en venstreopposition indenfor den socialistiske bevægelse, og til stadighed bidrog teoretisk til at udvikle marxismen. En af hans vigtigste bidrag er teorien om den permanente revolution.
Udvikling af teorien
Den grundlæggende tese i teorien om ”den permanente revolution” er, at borgerskabet i de tilbagestående lande er for svagt til at udføre dets historiske opgave, såsom at indføre borgerlige frihedsrettigheder (ytringsfrihed, forsamlings – og organiseringsfrihed etc.), fordele jorden til bønderne og indføre borgerlig parlamentarisme. Det nationale borgerskab i disse tilbagestående kapitalistiske og halvfeudale lande var så at sige kommet for sent ind på ”historiens scene”. Deres progressive potentiale er dermed lig nul, og de vil som klasse ikke kunne fuldføre disse historiske opgaver. Derfor vil arbejderklassen træde i deres sted, og påbegynde fuldførelse af disse opgaver i en revolutionær bevægelse. Men arbejderklassen vil under de rigtige omstændigheder, og under et socialistisk partis ledelse med en korrekt marxistisk forståelse, også kunne gå videre udover de borgerlige rammer, og påbegynde opbyggelsen af et samfund mod socialisme.
Både Lenin og Trotskij anerkendte, at den borgerlige revolutions klassiske opgaver med fordeling af jorden, opgør med adelens privilegier og borgerligt demokrati ikke var løst, og at det var det, der var den første opgave. Men borgerskabet var kommet så langsomt i gang med deres udvikling, at de var blevet helt viklet ind i det gamle samfunds privilegerede lag og samtidig underlagt kapitalisterne i de lande, der allerede havde indført kapitalismen fuldt ud. Det russiske borgerskab kunne ikke gøre op med godsejernes privilegier og kontrol med jorden og give jord til bønderne, fordi de selv i høj grad var bundet til adelen med tusindvis af forskellige forbindelser. Lenin og Trotskij argumenterede for, at det kun var arbejderklassen, der kunne stille sig i spidsen for en succesrig kamp mod det gamle samfund.
Trotskij begyndte allerede på udviklingen af den teori i 1904 sammen med Alexander Parvus. Under revolutionen 1905 blev han formand af Skt. Petersborg sovjetten(sovjet betyder råd på russisk). Det der startede som en politisk kamp, gik hurtigt hen og blev til politiske strejker og til sidst til opstand. Opstanden blev dog slået ned, og Trotskij kom for retten og blev deporterede.
Ujævn og kombineret udvikling
Karl Marx og Freidrich Engels’ metode var ikke at basere deres teori på abstraktioner eller hvordan de godt ville have realiteten til at se ud, men på den konkrete virkelighed og de erfaringer, man kan drage deraf. Samme metode brugte Trotskij. Ligesom at Marx først udvidede sin teori om staten, efter begivenhederne i Pariserkommunen i 1871 havde udspillet sig, så skrev Trotskij et længere sammenhængende værk om den permanente revolution i bogen Resultater og Udsigter i 1906, netop på baggrund af de store begivenheder i 1905.
Selvom Marx havde forventet, at den socialistiske revolution først ville komme i et avanceret kapitalistisk land, så blev det kapitalismens svageste led, der knækkede i 1917: Rusland. Landet var økonomisk tilbagestående, dets arbejderklasse var på ingen måde i flertal, som den er i mange lande i dag, og var præget af det, Trotskij kaldte en ”ujævn og kombineret udvikling” Det vil sige, at der i landets storbyer var nogle af verdens mest avancerede industricentre, mens man andre steder levede i de samme primitive stammesamfund som man havde gjort de sidste tusind år.
Marx’ prognose
Teorien om den permanente revolution er ikke en modsætning til Marx’ prognose, men snarere en tilføjelse og udvikling af marxismen under moderne forhold i de tilbagestående lande. Trotskij beskriver det også selv i Resultater og Udsigter: ”Tilbagestående lande kan, under visse omstændigheder, nå hurtigere frem til proletariatets diktatur end mere udviklede lande, men de vil nå senere frem til socialismen end de sidstnævnte.”. Kapitalismen skaber uudholdelige betingelser for arbejderklassen og andre undertrykte grupper overalt i verden, men i de tilbagestående er disse betingelse bare tifold værre end i de mere udviklede kapitalistiske lande. Derfor vil gnisten til verdensrevolutionen godt kunne tændes i sådan et land, men på grund af dets tilbagestående karakter vil overgangen til socialisme (forstået som et klasseløst samfund, hvor al materiel nød og statslig tvang er fortid) blive en lang og smertefuld proces.
I det overstående citat er det vigtigt at skelne mellem betydningen af proletarisk diktatur og socialisme. Selvom det proletariske diktatur i moderne ører kan lyde totalitært, dækker Marx’ begreb egentlig bare over den fase, man træder ind i umiddelbart efter revolutionen. Proletariatets diktatur erstatter bare ”borgerskabets diktatur”(dvs. borgerlig demokrati eller parlamentarisme), og vil derfor betyde en arbejderklassens demokratiske kontrol med økonomien og staten. Socialisme derimod er det næste skridt mod det klasseløse samfund, kommunisme. Under socialismen vil staten lige så stille ”visne væk” og modsætningerne som man har overtaget fra kapitalismen (både de økonomiske og de bevidsthedsmæssige) vil blive mindre og mindre.
Rusland i starten af det 20. århundrede
Rusland var i starten af 1900-tallet langt bagefter de vesteuropæiske lande, og lignede på flere punkter de semikoloniale og koloniale lande. Den industri, man havde i Rusland, var bygget op på baggrund af to ting. For det første, fordi man var presset af de vesteuropæiske stormagter, og for ikke at blive hægtet af rent militært, var tsaren tvunget til at investeret i industrien for at kunne følge med, især, den europæiske oprustning. For det andet, så det var det finanskapital fra Europa, der investerede på grund af den billige arbejdskraft og for at udvide deres marked.
Denne styring af et andet lands økonomi gennem finanskapital er også noget Lenin omtaler i Imperialismen som kapitalismen højeste stadium fra 1916. Her viser han blandt andet, hvorfor de borgerliges frase om et frit marked er en joke i vores tid med kæmpe monopoler, men vigtigere i denne sammenhæng, viser han, hvordan finans- og industrikapital bliver smeltet fuldstændigt sammen. Det så man tydeligt i Ruslands tilfælde, og det gjorde, at det russiske borgerskab var i lommen på udenlandske kapitalister.
Borgerskabet i Rusland var altså utrolig svagt og havde ingen selvstændig rolle at spille. De var simpelthen bundet på hænder og fødder, fordi de på den ene side havde kæmpegæld til de udenlandske kapitalister, og på den anden side havde tusinder af bånd til godsejerne, herremændene og tsar-regimet. Monarkiet havde man ikke afskaffet, som det var sket i Frankrig, eller gjort konstitutionelt som i Danmark. I Rusland havde man op til 1917 stadig tsaren som enevældig kejser.
1905
Man ser altså en række hæmmende faktorer for en mere ”sund” udvikling af den russiske kapitalisme. Denne kombination af en økonomi, der ikke bliver videreudviklet af interne og eksterne årsager, og den ufattelige undertrykkelse og repression udført af det tsaristiske regime, lagde grunden for revolutionære massebevægelse – først i 1905 og senere i 1917.
Arbejderklassen var vokset meget hurtigt i slutningen af 1800-tallet, men mange ledende skikkelser indenfor tsar-regimet betragtede dem stadig som bønder, da de var kommet direkte ude fra landet, og vidste ikke helt hvordan man skulle håndtere de problemer der opstod rundt om på arbejdspladserne. I 1904 og i starten af 1905 begyndte små strejker for bedre løn- og arbejdsforhold. Det udviklede sig til en fredelig demonstration til Vinterpaladset den 9. januar, hvor man ville overrække tsaren, eller ”den lille far” som han blev kaldt, nogle ydmyge krav. Demonstrationerne blev mødt af soldater der beskød dem. ”Den blodige søndag”, som den senere er blevet kaldt, rystede mange arbejderes bevidsthed radikalt.
Denne begivenhed sendte bølger igennem hele landet og skabte storstrejker landet over. Igennem et helt år bølgede kampen frem og tilbage igennem alle Ruslands 11 tidszoner. Alle lag i samfundet blev ramt af denne kamp, men hvad der er værd at lægge mærke til er hvem der var de mest konsekvente i denne kamp. Proletariatet var drivkraften i alle dele af denne kamp og gik forrest med kapitalistklassen, småborgerskabet, bønderne og dele af hæren bag sig. Men borgerskabet gik kun så langt at det ikke truede deres position. Da tsaren begyndte at give små indrømmelser (for eksempel blev de borgerlige partier tilladt), vendte borgerskabet arbejderklassen, som stadig var ude på barrikaderne, ryggen. De sidste opstande blev brutalt knust i december med hjælp fra hærens artilleri.
Mange ledere blev enten fængslet eller henrettet. De minimale indrømmelser var kun kommet borgerskabet til gode, og de 40-50 arbejderråd (sovjetter), der var blevet oprettet over hele landet, blev lukket ned af politiet. Trotskij, som selv havde været en af de ledende skikkelser, analyserede grundigt baggrunden for, at borgerskabet havde forrådt revolutionen. Dette forræderi beviste denne klasse inhabilitet. Men selvom arbejderklassen i led nederlag i revolutionen i 1905, blev den en generalprøve for revolutionen i 1917.
To-stadie teori
Et af de vigtigste ideologiske stridspunkter efter Lenins død handlede om teorien om den permanente revolution. Bureaukratiet, som Stalin stod i spidsen for, angreb teorien og sagde, at socialisterne i de tilbagestående lande overalt skulle alliere sig med det ”progressive borgerskab” – en idé, de havde overtaget fra mensjevikkerne (højrefløjen i det russiske socialdemokrati). Det var den stik modsatte politik end den, Lenin havde stået for, og som Trotskij var den tydeligste fortaler for.
Stalinisternes politik blev kendt som den såkaldte ”to-stadie teori”. Overalt, hvor den har været anvendt i praksis har denne politik været en katastrofe. I Kina allierede kommunisterne sig under revolutionen 1925-27 med den borgerlige nationalist Chiang Kai-Shek, der kvitterede ved at massakrere arbejderne i Shanghai og slagte kommunisterne. En lignende katastrofe udspillede sig under revolutionen og borgerkrigen i Spanien i 1930’erne, hvilket førte til at fascisterne kom til magten. Den samme politik førte til, at en million kommunister blev myrdet i Indonesien i 1965 og at Iraks kommunistparti i 1960’erne hyldede general Kassem som den store befrier indtil han begyndte at skyde dem og tvinge dem under jorden. Det banede vejen for, at Saddam Hussein senere kunne komme til. I det ene land efter det andet har den stalinistiske ”to-stadie teori” været brugt – bevidst eller ubevidst – til at holde arbejderne fra at tage magten, og ført til nederlag og blodbad.
Ud af elendigheden
Borgerskabet i de tidligere kolonilande har haft mange år og årtier til at udvikle landene. Resultatet kan ses i lande som Pakistan, Nigeria, Haiti og Bolivia. De har ikke været i stand til at spille en progressiv rolle. De revolutionære begivenheder i Latinamerika peger imidlertid fremad. Hugo Chávez har korrekt sagt, at kapitalismen skal nedbrydes for at virkelige forbedringer skal opnås. Han har selv peget på Trotskijs skrifter som en inspiration. Teorien om den permanente revolution er uundværlig i en forståelse af processerne i de tilbagestående lande – og ikke mindst af, hvordan man finder en vej ud af blindgyden, som disse samfund befinder sig i.
Vi bringer her første del, Teorien om den permanente revolution, af en artikelserie om Trotskijs liv og den politik, han kæmpede for. I næste uge bringer vi artikler om Trotskijs kamp mod stalinismen i Sovjetunionen, og slutter efterfølgende af med en artikel om Venstreoppositionens kamp i “Kommunistisk Internationale” og trotskismen efter Trotskijs død. I kan godt glæde jer.
