Første del af vores artikelserie om Argentina og peronismen endte med statskuppet i 1955. ”La revolución libertadora”, som kupmagerne selv døbte kuppet, var især rettet imod arbejderklassen, og peronistbevægelsen blev forbudt. Det blev sågar forbudt at have portrætter af Péron og Evita hængende i private hjem. Men trods skiftende militærregeringer og enkelte civile regeringer, som udgiver sig for at være demokratiske, men i virkeligheden er under militær dominans, led arbejderklassen ikke for alvor et nederlag. Tværtimod ser vi op igennem 1950’erne en udvikling med vigtige fagforeningskampe og en klassekampsorienteret fagbevægelse, især i byerne Cordoba og Rosario, som gennemgår en proces med industrialisering i denne periode. Et ny lag af arbejdere trådte ind på scenen og mange fagforeninger blev demokratiseret. På arbejdspladserne blev der demokratisk valgt tillidsrepræsentanter og andre tillidsposter. I 1968 fik det et konkret udtryk med oprettelsen af CGT de los Argentinos – en venstreorienteret udsplitning fra det peronistiske CGT.

1969: El Cordobazo og andre opstande
I 1968-69, på toppen af et økonomisk opsving, blev verden rystet af den ene revolutionære bevægelse efter den anden. Den mest kendte fandt sted i Frankrig i maj-juni 1968, med den enorme generalstrejke og de studenterprotester der ledte op til den. Men også i andre afkroge af kloden skete der ting og sager; I Pakistan var der opstand og revolution. I Mexico kæmpe studenterprotester. I Italien var der det ”varme efterår” (”autunno caldo”) i 1969, hvor fabriksbesættelser og generalstrejker rystede landet. I Tjekkoslovakiet i foråret 1968 rejste tusinder sig imod det stalinistiske Sovjet-diktatur, men blev mødt af kampvogne fra Moskva.

Det var i denne internationale kontekst, at der i 1969 var ikke bare én, men adskillige opstande i argentinske storbyer. I maj 1969 begyndte massemobiliseringer i Buenos Aires-provinsen, som hurtigt bredte sig til andre byer. I byen Corrientes demonstrerede studerende imod prisstigninger i universitetets kantine. Ved denne demonstration greb politiet voldeligt ind og dræbte en studerende. Dette fik tingene til at eksplodere. Fagforeningen CGT gennemførte generalstrejke i hele byen. Byen blev erklæret i undtagelsestilstand og militæret sat ind.

Vreden spredte sig lynhurtigt til de andre storbyer i Argentina. I Rosario – en storby tæt på Buenos Aires – demonstrerede 4.000. Politiet dræbte ved denne lejlighed en demonstrant – en blot 15-årig metallærling. Dette fik de studerende til at sætte barrikader op i byen og besætte universiteterne. CGT gik med og erklærede generalstrejke. Rosario bliver ligesom Corrientes sat i undtagelsestilstand, og militæret blev sat ind.

Det var i denne situation, at begge fraktioner af CGT i Córdoba indkaldte til 37-timers generalstrejke de 29. maj. Demonstrationerne var massive og blev igen mødt med repression fra politiet, hvor der i første omgang blev dræbt én demonstrant. Dette fik arbejdernes vrede til at kamme over. Omkring 50.000 arbejdere og unge deltog i en masseopstand. Alle strategiske bygninger, hospitaler, regeringskontorer og så videre blev besat af arbejderne. Nogle af de mest forhadte multinationale selskaber blev brændt ned til grunden. Militæret blev sat ind, og omkring 100 blev dræbt, 400 såret og 2.000 anholdt. Men i nogle arbejderkvarterer opretholdt arbejderne modstanden i helt op til 4-5 dage derefter. Det er denne masseopstand, der er kendt som ‘El Cordobazo’.

En revolutionær situation
‘El Cordobazo’ åbner op for en klassisk revolutionær situation, som varer helt op til militærkuppet i marts 1976. I Cordoba, Rosario og Cipoletti var der fabriksbesættelser, massemobiliseringer og voldelige sammenstød imellem demonstranter og politi i de følgende år. I 1972 var der generalstrejker i både Tucuman og Mendoza.

På dette tidspnkt var det kapitalistiske system Argentina inde i en yderst ustabil periode. Det stod mere og mere klart, at borgerskabet ikke kunne regere på samme måde som før. Der var en mere og mere udbredt mistillid til kapitalismen iblandt arbejderne, hos de fattige bønder, hos ungdommen og sågar hos dele af småborgerskabet.

Den økonomiske situation spillede en afgørende rolle i denne situation. Officielle tal fra 1973 viste en hyperinflation på 80 procent. Det betød, at leveomkostningerne for argentinske arbejderfamilier steg dramatisk. Samtidig var landets møntfod i dyb krise. På få måneder gik den fra en kurs på 4-5 pesos per dollar til 10 per dollar. I oktober 1972 indkaldte CGT endnu engang til generalstrejke.

Under dette pres blev militæret splittet, og en general ved navn Lanusse kom til magten og udskrev valg til marts 1973. Han fastholdt, at militæret insisterede på at være repræsenteret i den nye regering, uanset hvem der vandt. Men med peronismens overvældende sejr blev dette midlertidigt taget af bordet.

1973: Péron tilbage til magten
Det lå hele tiden i kortene at borgerskabets sidste udvej ville være at sætte Péron på magten igen i et desperat forsøg på at dæmpe den revolutionære stemning og forvirre massebevægelsen. Péron havde igennem årene i eksil bibeholdt relationer med meget forskellige folk i Argentina, der alle proklamerede sig som en del af peronistbevægelsen. Hans støtter talte lige fra Che Guevara-inspirerede unge til folk med semi-fascistiske sympatier. Men så snart han kom tilbage skulle det vise sig sværere end som så at opretholde denne ”enhed”.

Ved valget i marts 1973 stemte det overvældende flertal på Héctor Cámpora, der var kandidat for det peronistiske parti. Men planen var hele tiden, at Péron selv skulle tilbage for at ”redde” Argentinas krise. Derfor trådte Cámpero tilbage allerede i juli 1973, således at Péron i september 1973 kunne vinde et nyt præsidentvalg med 62 procent af stemmerne.

Den 20. juni 1973 landede Péron i Ezeiza lufthavn, nær Buenos Aires. Op imod tre millioner var mødt op for at modtage ham. De enorme modsætninger imellem de forskellige fløje i peronistbevægelsen kom allerede til udtryk ved denne massedemonstration. Bevæbnede bander med tilknytning til den ekstreme højrefløj i peronistbevægelsen skød med skarp ammunition imod venstreorienterede fra peronistbevægelsens ungdom. 13 døde og 365 blev sårede.

Argentina anno 1973 var slet ikke det samme som Argentina anno 1946, hverken økonomisk, politisk eller socialt. I sin første periode havde Péron haft et økonomisk råderum til at give indrømmelser til arbejderklassen, samtidig med at han kunne tilfredsstille en del af borgerskabet. Men i 1973 var situationen helt ændret, og Péron var ude af stand til at balancere imellem klasserne, og således også imellem de forskellige fløje indenfor peronistbevægelsen. Han valgte lynhurtigt side og begyndte at ekskludere venstreperonisterne fra sit eget parti. Dette kulminerede i juni 1974, da han officielt udelukkede tilhængere af den venstreorienterede guerilla-bevægelse, Los Montoneros, fra sit parti.

Fra Cámpora-Pérons valgsejr i marts 1973 til Pérons død i juli 1974, fortsatte den enorme uro i landet. Péron genoptog Argentinas relationer med Cuba, foreslog forandringer i Organisationen af Amerikanske Stater (OAS) for at den kunne blive til gavn for Latinamerika, meldte Argentina ind i de alliancefri landes bevægelse og øgede samhandelen med de ”socialistiske” lande. Men på trods af enkelte økonomiske foranstaltninger, såsom ekspropriering af mellemstore banker, viste Péron sig ude af stand til både at varetage arbejderklassens og det rige oligarkis interesser.

I Pérons sidste leveår var spændingerne imellem Péron og flertallet af de aktive i hans ungdomsbevægelse, Juventud Peronista (JP), taget til. For eksempel gik formanden for JP i efteråret 1973 ud og sagde, at det var nødvendigt at oprette ”arbejder- og folkemilitser” for at forsvare sig imod et eventuelt statskup. Dette gik Péron åbent imod, og i maj-juni 1974 ekskluderede han store dele af de venstreorienterede unge fra sit parti, herunder Los Montoneros, den peronistiske venstreorienterede guerilla.

Den første maj 1974, ved et kæmpe massemøde på Plaza de Mayo, gik Péron frem på balkonen fra Casa Rosada (præsidentpaladset), ledsaget af Isabel Péron og José López Rega (den yderst højreorienterede socialminister), hvortil tusinder af medlemer af JP begyndte at råbe; “¿Qué pasa, qué pasa, qué pasa general? Que está lleno de gorilas el gobierno popular” (Hvad sker der, hvad sker der, General? Den folkelige regering er fyldt med gorillaer [reference til kupmagerne i 1955, red.] ). På den måde øgedes skellet imellem højre- og venstrefløj indenfor peronistbevægelsen for hver dag der gik.

Guerilla-taktikkens rolle
En utrolig skadelig rolle blev i denne periode spillet af de forskellige venstreorienterede guerilla-bevægelser, som opstod fra 1970. Vigtigst iblandt dem var Los Montoneros, som udsprang fra peronistbevægelsens ungdom og ERP (folkets revolutionære hær), som var den væbnede del af PRT, den officielle sektion af den ”trotskistiske” Fjerde Internationale helt op til august 1973.

Los Montoneros var den største guerillahær. Den havde sin oprindelse i peronistbevægelsens ungdom og organiserede tusinder af guerilla-soldater, fortrinsvis i byerne. Fra 1970 foretog de en lang række bombespringninger, mord på udvalgte politikere og repræsentanter for storkapitalen og ikke mindst kidnapninger, såsom medlemmer af familien bag den enorme Bunge and Born koncern og også et medlem af Exxon-koncernen. Konflikten mellem Péron og Los Montoneros tog til efter Ezeiza-massakren. I september 1973 bortførte og henrettede Montoneros José Ignacio Rucci, den daværende formand for CGT (det peronistiske fagforbund), da de så ham som repræsentant for den yderste højrefløj indenfor peronismen og som medansvarlig for mordene i Ezeiza.

ERP (folkets revolutionære hær) var den anden store guerillahær, dens mest kendte leder var Mario Roberto Santucho. Den blev oprettet i 1970, som den de-facto væbnede gren af PRT (Det revolutionære arbejderparti), som var den officielle sektion af USFI (Fjerde Internationales Forenede Sekretariat, den såkaldte ”trotskistiske” internationale, under ledelse af blandt andre Ernest Mandel). ERP udførte omfattende operationer, stjal ammunition og våben fra kaserner, trænede sine styrker i bjergene, udførte kidnapninger af rige folk fra overklassen, angreb militæret og erobrede strategiske bygninger, osv. Men alt sammen fuldstændigt isoleret fra arbejderklassen og ungdommens massekampe, fra strejkerne og protestbevægelserne i byerne.

Samtidig skal det bemærkes, at PRT-ERP havde en meget sekterisk holdning overfor peronist-bevægelsen og i arrogante vendinger opfordrede til at Montoneros og andre venstreperonister skulle lægge deres illusioner til Péron til side og gå med i den ”virkelige” (væbnede) kamp imod regeringen og for socialisme.

Det kan synes absolut ubegribeligt, at en gruppe som Fjerde Internationale, der på papiret fulgte Leon Trotskijs idéer, skulle tolerere at deres argentinske sektion baserede sig på guerilla-strategi. Men Fjerde Internationale var efter krigen degenereret i en sådan grad, at den på væsentlige punkter havde kastet al Trotskijs politik overbord. I 1969 havde USFI’s verdeskongres således vedtaget en meget tolerant attitude overfor guerilla-strategi, hvilket var et grønt lys til ERP i Argentina og til en lignende ”trotskistisk” guerilla-gruppe i Bolivia.

Denne fatale politik udgjorde en direkte afvigelse fra marxismens mest basale principper. Allerede på det tidspunkt blev den kritiseret skarpt af de revolutionære marxister, som i England udgav avisen The Militant. I en artikel kaldet ”Internationalens program” fra maj 1970, skrev Ted Grant følgende:

Det er i hele dette miljø, og med den endnu større mistillid til kommunistpartierne og reformisterne i Latinamerika, at guerillakrigens program i landområderne og, endnu værre, ”by-guerillaen”, er blevet udviklet”. Unge og svage trotskistiske kræfter, forvirrede efter de sidste 25 års siksak-kurs, er blevet kastet ind i dette rod. I Latinamerika burde de udbrede de grundlæggende og elementære marxistiske ideer blandt de bevidste dele af de intellektuelle, studenterne og, frem for alt, arbejderklassen. Bevægelsen for national og social frigørelse i Latinamerika, i Brasilien, Argentina, Uruguay, Chile, Guatemala og Latinamerikas øvrige lande kan kun opstå af en massebevægelse blandt arbejdere og bønder. Desperate dueller og kidnapninger, bankrøverier mm., vil kun resultere i, at unge, modige og ærlige kræfter udslettes til ingen nytte. Det er ikke deres sag at kæmpe alene mod den herskende klasses styrker, mod hæren og politiet, uden kontakt med den virkelige kamp for at styrte oligarkiets og politiets korrupte kliker.
(Tedgrant.org)

Men USFI tillod denne skadelige politik helt op til februar 1974. Således gav de grønt lys til en sand katastrofe, ikke kun i Argentina og Bolivia, men også i lande som Uruguay og Guatemala.

Marxisme og individuel terrorisme
I denne forbindelse er det værd at citere, hvad Trotskij selv mente om guerilla-strategi. I en artikel fra 1909 kaldet ”Hvorfor marxister er imod individuel terrorisme”, skrev han følgende:

En strejke, selv af mindre størrelse, har sociale konsekvenser: den styrker arbejdernes selvtillid, styrker fagforeningen og medfører ikke sjældent en forbedring af produktionsteknologien. Mordet på en fabriksejer medfører kun politi-relaterede effekter, eller en ny fabriksejer, hvilket ikke har nogen social betydning. Om en terroristisk handling, selv en “succesfuld” en, kaster den herskende klasse ud i forvirring, afhænger af de konkrete politiske betingelser. I hvert tilfælde kan forvirringen kun blive kort; den kapitalistiske stat baserer ikke sig selv på regeringens ministre og kan ikke elimineres med dem. Klasserne, den tjener, vil altid finde nye folk; mekanismen forbliver intakt og fortsætter med at fungere.
(…)
I vore øjne er individuel terror utilladeligt fordi det nedtoner massernes rolle i deres egen bevidsthed, overlader dem til deres magtesløshed og retter deres øjne mod en stor helt og befrier, der en dag vil komme og udføre missionen. De anarkistiske profeter for ”handlingens propaganda” kan plædere alt de vil om terroristiske handlingers stimulerende og opløftende effekt på masserne. Teoretiske overvejelser og politisk erfaring viser det modsatte. Des mere ”effektive”, terrorhandlingerne er, des mere reducerer de massernes interesse i selvorganisering og selvuddannelse. Men forvirringens røg letter, panikken forsvinder og den myrdede ministers efterfølger gør sin entre, livet går atter sin vante gang, den kapitalistiske udbytnings hjul drejer ligesom før; kun politiets undertrykkelse vokser sig større og mere brutal. Og resultatet bliver, at alle de tændte håb og kunstigt opløftede stemning erstattes af desillusionering og apati.
(marxister.dk)

Guerilla-taktikken, under dækket af ”by-guerilla”-kamp, spillede en absolut skadelig rolle i den revolutionære situation i Argentina i 1970’erne. Tusindvis af heltemodige unge revolutionære, som med en ægte marxistisk politik og metode kunne have spillet en afgørende rolle i klassekampen, blev kastet ud i isolerede kampe mod ordensmagten og attentatforsøg på embedsmænd og ministre, hvilket blot gav anledning til yderligere repression. Ifølge egne tal, mistede ERP-PRT alene 5.000 af deres medlemmer i 1970’erne, som enten døde i åben kamp, eller blev fængslet, tortureret og myrdet af dødspatruljerne, eller også ”forsvandt” de simpelthen sporløst under militærdiktaturet. En hel generation af revolutionære unge blev således udslettet, og omkring 1977 var både ERP’s og Los Montonos guerilla-apparat tilintetgjort af junta-styrets repression.

Isabel Péron og starten på AAA-dødspatruljerne
Da Péron i juli 1974 døde, blev den siddende vice-præsident, Isabel Péron (hans tredje kone), sat på magten. Hun viste sig fra dag ét at være styret af socialministeren, José López Rega, som repræsenterede den yderste højrefløj indenfor peronismen. Han oprettede bl.a. AAA (Argentinas anti-kommunistiske alliance) – de berygtede dødspatruljer, som blev sat i værk for at stoppe venstrefløjens stigende indflydelse. Allerede i denne periode begyndte den berygtede taktik med ”forsvindinger” (”desparecidos”), hvor tusinder af venstreorienterede blev bortført og aldrig dukkede op igen.

Men helt op til 1976 fortsatte arbejderklassen og ungdommens modstand. Hvis der på dette tidspunkt havde eksisteret en ægte revolutionær marxistisk massetendens, med solid forankring på de vigtigste fabrikker og universiteter og med en venlig tilgang til masserne i peronistbevægelsen, havde den socialistiske revolution uden tvivl været gennemført. Især i peronistbevægelsens ungdom, JP, var der store lag af radikaliserede unge, som ledte efter et alternativ og som kunne have været vundet over til en socialistisk linje.

Men de eksisterende venstrefløjsgrupper, som kaldte sig selv for marxister og trotskister, havde alle en fuldstændigt forfejlet strategi. Nogle grupper (som ERP-PRT) satsede alt på guerilla-strategien, hvilket isolerede dem fuldstændigt fra den virkelige klassekamp, hvorimod andre som PTS (en anden ”trotskistisk” gruppe, under ledelse af Nahuel Moreno), havde en komplet sekterisk tilgang til peronistbevægelsen. Alle disse grupper talte tusindvis af medlemmer, men i de afgørende øjeblikke var dette nyttesløst. Med en forkert politik var de ude af stand til at gøre en forskel.

På dette tidspunkt var det uden tvivl nødvendigt for en marxistisk gruppe, og for enhver arbejderorganisation for den sags skyld, at have sin egen selvforsvars-milits. Men for marxister er det ABC, at våbenmagt altid må være underlagt massebevægelsens kontrol og ikke bare et lille mindretal af heltemodige aktivister.

1976: nyt statskup og junta-diktatur
På trods af, at Isabel Péron og José López Rega havde etableret starten på et terrorregime rettet imod venstrefløjen, var deres styre ikke tilstrækkelig stor. I oktober 1975 blev situationen yderligere tilspidset, da der var generalstrejke i hele Argentina imod regeringens økonomiske plan, kendt som ”El Rodrigazo”. Dette var den første generalstrejke under en peronistisk regering – et klart tegn på, at Isabel Péron-regeringen stod svagt.

Det argentinske borgerskab ville derfor have fuld kontrol over situationen. Under stort pres fra USA-imperialismen blev der den 23. marts 1976 gennemført et statskup under ledelse af Jorge Videla. Kuppet var et af de blodigste i Latinamerikas historie, og mindet om dette historiske nederlag sidder stadig dybt i den argentinske arbejderklasses hukommelse.

Kuppet kunne lade sig gøre på grund af, at massernes bevægelse var ved at ebbe ud. Masserne kan ikke være i bevægelse for evigt. Især i en situation, hvor der ikke eksisterer en reel ledelse, der kan vise en vej frem til sejr, er der fare for, at brede lag bliver demoraliserede over de manglende resultater og falder hen i passivitet. Under sådanne betingelser – træthed og udmattelse i masserne som følge af en periode med massemobiliseringer uden resultat – er det muligt for de reaktionære kræfter at vinde. Det er en alvorlig advarsel til situationen i dag i en række latinamerikanske lande, især Venezuela.

Under diktaturet forsvandt over 30.000 mennesker. Et lignende antal blev udsat for tortur, og deres familier blev ført til hemmelige koncentrationslejre i junglen. Terroren gik ud over venstreperonister, marxister, kommunister, fagbevægelsen og oppositionen i øvrigt. Det er siden påvist, at alt dette skete med USA’s viden og støtte. Junta-diktaturet varede helt op til slutningen af 1983, hvor junta’en måtte udskrive valg, som en konsekvens af den økonomiske krise og nederlaget i krigen om Falklandsøerne. Men op igennem 1990’erne blev der ført en ekstrem neo-liberalistisk politik under præsident Menem, som førte til et komplet kollaps i landets økonomi. Det var denne fejlslagne økonomiske politik, som i 2001 eksploderede i et nyt masseoprør – ”El argentinazo”, hvor præsidenter blev væltet på stribe.

Læren i dag
I denne korte artikelserie har vi kun set på nogle af de vigtigste begivenheder i Argentinas nyere historie, uden at kunne give en længere historisk udredning. De vigtigste karakteristika er arbejderklassens enorme revolutionære bevægelse, især fra 1968-1976. En bevægelse, som satte selve det kapitalistiske system i fare, og som kun kunne stoppes igennem det blodige kup i 1976; en komplet ødelæggelse af fagforeninger, arbejderpartier og venstre-peronistbevægelsen og henrettelse af alle disse organisationers revolutionære kadrer.

Vi har også analyseret peronismen, som den argentinske variant af borgerlig nationalisme. I nogle tilfælde kan vi endda sige, at Péron antog bonapartistiske træk, i og med at han forsøgte at balancere sig imellem klasserne og søge opbakning i én ”nationalistisk” del af borgerskabet og i arbejderklassen på samme tid. Men som vi har set, var dette kun muligt, med den specielle økonomiske situation som Argentina stod i fra 1945 til 1950. De sidste fem år af Pérons første regeringstid, fra 1950-55, var han i defensiven i og med at han ikke længere kunne balancere sig imellem klasserne. Dette er en vigtig lære, som viser, at der ikke kan eksistere et borgerskab, som er i stand til at gennemføre den nationale befrielse af de koloniale og halvkoloniale lande. Under moderne forhold kan denne opgave ikke gennemføres uden et radikalt brud med kapitalismen. Den eneste klasse, som kan befri Argentina og de andre latinamerikanske lande fra imperialismens dominans, er arbejderklassen, i alliance med bønderne og de fattige i byerne.

Der er nogle, som har forsøgt at sammenligne Péron med nogle af de nye venstreorienterede regeringsledere i Latinamerika, især med Hugo Chávez, præsident og leder af den bolivariske revolution i Venezuela. Denne analogi kan på overfladen se meget rigtig ud, men er i praksis meget vildledende. I modsætning til Péron har Chávez aldrig haft nogen opbakning i borgerskabet. I Venezuela eksisterer der intet borgerskab som midlertidigt har ”nationalistiske” interesser. Tværtimod bakkede det enorme flertal af arbejdsgiverne op om det mislykkede statskup imod Chávez i april 2002, som blev anført af ingen mindre end Pedro Carmona, formanden for arbejdsgivernes landsorganisation, Fedecamaras. Også ved arbejdsgivernes lockout i december samme år, beviste det venezuelanske borgerskab sit had til Chávez-regeringen.

Hvad der til gengæld er rigtigt er, at Chávez ligesom Péron begyndte med et national-demokratisk standpunkt – altså idéen om at gennemføre den national-demokratiske revolution. Men igennem årene har Chávez indset, at dette er umuligt indenfor rammerne af kapitalismen. Det var lige præcis derfor, han i februar 2005 meldte ud, at socialisme er den eneste vej fremad. Om socialismen vil blive opbygget i Venezuela i praksis er stadig usikkert – det afhænger af den venezuelanske revolutions udvikling.

Kigger vi tilbage på den tidsperiode vi har dækket i denne anden del af artiklen, står det klart at peronismen i 1970’erne var splittet internt imellem en højre- og venstrefløj. Som vi har set, havde alle de forskellige venstrefløjsgrupper en forfejlet strategi og en mangel på forståelse for at udnytte denne splittelse i peronistbevægelsen, hvilket resulterede i dette frygtindgydende nederlag. Der er ingen tvivl om, at de tusinder af aktive i peronistbevægelsen, i venstrefløjsgrupperne og i guerrilla-bevægelserne var heltemodige revolutionære. Men ikke desto mindre er det nødvendigt, som vi har gjort i denne artikel, at analysere de fejl og mangler, som de forskellige partier og grupper begik. For som ordsproget siger; ”Den der ikke lærer af historien, er dømt til at gentage den”.

Den dag i dag, 33 år efter militærkuppet i 1976, har der ikke været noget omfattende retsopgør med de ansvarlige for torturen, ”forsvindingerne” og henrettelserne. De argentinske kapitalister har ingen interesse i at stille de ansvarlige for en domstol, eftersom at det var disse militærfolk som reddede selve det kapitalistiske system. Det vil være op til den nye generation af arbejdere og unge, at skabe retfærdighed for de tusinder af revolutionære argentinere der omkom i 1970’erne, ved at vælte det kapitalistiske system og indføre demokratisk socialisme i Argentina, Sydamerika og resten af verden.

Kilder:
Ernesto Gonzalez: ”Ascenso y caida del peronismo”, Antidoto, Buenos Aires, 1986
Ted Grant: The Argentinean Revolution, 1973
Ted Grant: Programme of the International, 1970
Trotskij, Leon: Hvorfor Marxister går imod individuel terrorisme, 1909
Leksikon.org: Argentina
Materialer fra marxists.org om trotskismens historie i Argentina og om debatten i USFI om væbnet kamp, (1970-74)
Sergio González: ”Cordobazo, Rosariazo y otros -azos”, El Militante, 2009
El Militante (Argentina): ”A 30 años del golpe militar y del genocidio capitalista: ¡Ni olvido, ni perdón! ”, El Militante, 2009