Denne gang har Socialistisk Standpunkt talt med Ken Fischer, fællestillidsmand i Kastrup Lufthavn.
Ken Fischer er en ud af mange tusinde ansatte i lufthavnen. Han arbejder i et af de to cateringfirmaer, der laver flymad. Ken Fischer er fælledstillidsmand for dem af firmaets ansatte, der er medlem af SID.
Ken Fischer fortæller, at hans arbejdsdag har ændret sig meget de sidste år. “90% af vores produktion går til SAS, og det firma jeg tidligere var ansat i, Gate Gourmet, tabte ordren til SAS. Det betød at et nyt firma, LSG, overtog cateringen. Vi skrev et brev til LSG, om at vi ville have de samme arbejds- og lønvilkår, som før, og at de måtte ansætte os alle sammen. Det fik vi faktisk igennem, og det gav fra starten af vores faglige klub mere indflydelse, end vi havde haft i det gamle firma. Før skulle vi slås for selv den mindste ting, men i det nye firma er der mere dialog om tingene. Det har selvfølgelig også givet mere arbejde til klubben, så min hverdag har ændret sig meget”.
Ken Fischers dagligdag går med på den ene side at besvare spørgsmål fra kollegaerne og på den anden side at være med i planlægningen af arbejdet på fabrikken. “Den gang vi blev ansat her i det nye firma, var vi 640 ansatte, nu er vi 1100. Det har også betydet, at selve fabrikken har været igennem en voldsom omstillingsfase med store udbygninger. Ledelsen var klog at tage klubben med på råd, ellers havde omstillingen aldrig kunnet lade sig gøre”.
Omkring det faglige arbejde siger Ken Fischer: “Vi er lige nu tre tillidsmænd på fuldtid, fra tre forskellige fagforeninger; SiD, KAD (kvindeligt arbejderforbund) og RBF (Resturationbranchen). Vi i SiD organiserer alle de ufaglærte mænd, KAD alle de ufaglærte kvinder og RBF de faglærte (især kokkene). Men det er ikke noget problem, for vi har et tæt samarbejde. SiD og KAD ligner jo hinanden. RBF er lidt anderledes, fordi de er faglærte, men det betyder ikke så meget. I dagligdagen tager vi os af hinandens kollegaer, og vi har fået et fælles aftalesæt. Før havde vi forskellige overenskomster, hvilket gav nogle tvister. Men nu da vores aftaler er ens, er der ingen uoverensstemmelser”.
På mit spørgsmål om Ken Fischer er glad for sit arbejde svarer han: “Ja… men min drøm eller vision er, at man som tillidsvalgt kan skifte måske en gang om måneden for at være i selve produktionen. Hvis man bare render til møder hele tiden, kan man godt glemme, hvordan det er. Kollegaerne fortæller selvfølgelig, hvordan de har det, men det er ikke det samme, man må selv se, hvor kollegaerne er, og hvad de slås med. Der har desværre ikke været tid til det endnu, men måske kunne det blive f.eks. en uge i kvartalet”.
Jeg spørger ham, hvad han mener om rygterne om en sammenlægning mellem SiD og KAD og TiB: “Mine følelser omkring det er blandede. Jeg er bange for, at traditionen i SiD går tabt. Vi har en struktur, så vi er tilstede i alle kommuner, også selvom de måske ikke kan løbe rundt. Hvis forbundet bliver for stort, er jeg også bange for, at der kan blive for langt til toppen. .. men samtidig kan man sige, at det er tåbeligt med to forbund som SiD og KAD, der kæmper for det samme. Det, jeg vender mig stærkest imod i denne sammenhæng, er det, som Børge Frederiksen fra SiD har snakket om. Han har sagt, at hvis ikke sammenlægningen kommer i hus, så må vi lave et samlet industriforbund. Men det, jeg synes er godt ved SiD, er forskellen og tværfagligheden, som er en af SiDs største styrker. Hvis vi lavede et storforbund, ville vi få en masse specialiserede enheder, og det ville højst sandsynligt gå ud over de ufaglærte. Samtidig ville det måske også betyde, at de offentligt ansatte trak sig ud, hvilket ville være tåbeligt”.
For nogle er det måske svært at sætte sig ind i, hvad arbejdet konkret går ud på, på sådan en fabrik, men Ken Fischer forklarer: “Altså, helt konkret er det jo maden til flyene, vi laver – den mad, I alle spiser, når I er oppe og flyve. Som sagt går 90% af det, vi laver, til SAS. Udover maden står vi også for spiritussen om bord, både det, man kan købe, og det, der udleveres. Men reelt er det kun 10% af produktionen, der omhandler selve maden. Resten af arbejdet omhandler udstyret, som bakker o.l. Der er nogle ansat til at lave maden, til at portionere og anrette den, nogle der kører den på køl, og nogle der tjekker den efter, og så skal den jo køres ud og hæves op til flyene. Derudover har vi et stort toldlager til spiritussen, fordi lufthavnen jo er toldfrit område. Og det at maden bliver lavet, er jo ikke nok – der skal også tages fra. Vi har en kæmpe vaskehal, hvor der også sorteres ting fra til genbrug. Vi i klubben synes, det er fint af hensyn til miljøet, firmaet af hensyn til pengene”.
Omkring krisen i flybranchen og hos SAS fortæller Ken Fischer, at det har de i høj grad kunnet mærke. “Grunden til at der ansat så mange er først og fremmest, at man ikke havde styr på det. SAS’ tal er raslet ned, før producerede vi 110.000 måltider om ugen, nu er vi nede på kun 90.000. Lige nu bliver 50 kollegaer fyret – så jeg har haft rimelig travlt. I klubben håber vi, at firmaet får kontrakter med andre end SAS, så vi ikke er så afhængige af ét selskab. Men det vil nok betyde nedgang for det andet cateringfirma i lufthavnen. Derfor har vi lavet en aftale om, at hvis et firma skal ansætte flere, overtager man dem først og fremmest fra det andet firma”.
Lufthavnsfolkene har i de seneste år været i en del strejker: “Tidligere var vi tit uenige med ledelsen, men det er som sagt blevet meget bedre. Men vi kan da godt mærke det nu, hvor der er nedgang i SAS, at ledelsen er presset. Da vi var ansat i det gamle firma blev folk til sidst lidt trætte af de mange arbejdsnedlæggelser, det sker når man ikke kan se et perspektiv med dem. Men der har da også været lidt på det sidste i lufthavnen. Der er nedsat et aktionsudvalg for alle ansatte, som stimler sammen for at drøfte tingene, når der er optræk til nye arbejdsgivere, og hvis regeringen fremkommer med tiltag, der kunne vedrøre os. Når hele det netværk går sammen er vi ret stærke. Der er en uskreven regel om at alle i lufthavnen skal være organiseret, og vi er næsten oppe på 100% organisationsgrad. Vi har også en fælles aftale om, at arbejdet bør ligne hinanden så meget som muligt i arbejdsvilkår, så vi ikke slås internt om det”.
Men der er jo ikke bare sket ting i lufthavnen, der er fx oprettet nye tillidsmandsnetværk i København. Ken Fischer fortæller, at man her orienterer hinanden og udformer krav sammen, det giver nye samspil. “Vi udformer kravene, og de partier, der vil støtte de krav, opfordrer vi til, at man stemmer på. Vi prøver at se bort fra de politiske forskelle i netværket, for det kan give problemer under en socialdemokratisk regering, det er derfor, vi opstiller vores krav og ikke retter os efter nogen regering”.
Ken Fischer fortæller, at opbygningen af netværket har været svært, især pga. de mange forskellige faglige baggrunde: “Os i lufthavnen, jord- og betonarbejderne o.l. har en lang tradition for fagligt arbejde, og det kan være svært at vente på de andre, hvis der er noget, vi er utilfredse med. Mit eget bagland var med til at starte netværket, men en gang imellem er LO-Storkøbenhavn kommet til at sige at det er deres – men det er det altså ikke! Før dette netværk blev oprettet var der også et, som var mere venstreorienteret, men mange af os er gået med i det nye netværk – vi må finde fælles veje til en ordentlig arbejderpolitik!”
