Kampen mod arbejdsloven (Loi Travail) er gået ind i en ny, afgørende fase. Udviklingen af tidsubegrænsede strejker og blokader i flere vigtige sektorer i økonomien har ændret dynamikken i bevægelsen. Alt accelererer. Efter en række “aktionsdage” i de seneste to måneder – som regeringen reagerede på med politivold og 49-3 (en særlig artikel i forfatningen, som gør det muligt for regeringen at omgå parlamentet og lovgive per dekret) – er bevægelsens umiddelbare logiske mål nu blevet at lamme økonomien. Det er den eneste vej til at opnå sejr.
Ligesom strejkebevægelsen, som fandt sted i efteråret 2010, er transportarbejdere og arbejdere i oliesektoren i front for bevægelsen. Regeringen mobiliserede straks uropolitiet til at angribe blokaderne af brændstof-depoterne. Men som modsvar, stemte arbejderene i flere raffinaderier for at stoppe produktionen. Stillet over for en beslutsom og kollektiv aktion fra arbejderne, vil politiundertrykkelse give bagslag for regeringen. Faktisk har denne formået at radikalisere kampen. I kølvandet på lukningen af Total-raffinaderiet i Feyzin, nær Lyon, forklarede Eric Sellini (fra CGT-fagforeningen på Total) til nyhedsbureauet AFP: “Arbejderne er mere motiverede end nogensinde, selv dem, der oprindeligt var ret tilbageholdende. Vi er nået et nyt niveau i mobiliseringen. ” (Vores fremhævelse)
Læren af efteråret 2010
Fagforeningerne i hovedforbundet (CGT, Solidaires, FO, FSU, UNEF, UNL, LDIFs) opfordrer til en ny national “aktionsdag” den 26. maj og en anden den 14. juni. Men i de nye omstændigheder kan disse dage aktionsdage kun være interessante, hvis de er direkte relateret til den igangværende strejkebevægelse; hvis de har som mål at støtte og især at udvide denne bevægelse. Bevægelsen har bevæget sig ud over fasen med én-dags mobiliseringer: Det er klart, at i sig selv, vil én-dags mobiliseringer ikke kunne få regeringen til at bøje sig. Omdrejningspunktet for kampen er nu flyttet til de tidsubegrænsede strejker. Der er nu to muligheder: Enten vil strejken vokse og udvide sig til nye sektorer – eller bevægelsen vil blive besejret.
I efteråret 2010 startede en løbende strejkebevægelse, som svar på endnu en offensiv fra regeringens side imod pensionerne. Strejkerne fandt sted indenfor flere kritiske områder: på raffinaderier, havne, offentlig- og vejtransport og i renovationssektoren blandt andre. På deres højdepunkt, havde disse strejker en betydelig indvirkning på økonomien, men lykkedes ikke i at vende. Årsagerne var manglende konsekvens fra ledelsens side. Den offentlig transport, for eksempel, blev kun delvist stoppet. Lederne af fagforeningerne – herunder Bernard Thibault (CGT) – opfordrede ikke til at udvide de tidsubegrænsede strejker som var startet. Lederne var tilfredse med at opfordre til nye “aktionsdage!” (Der var 14 i alt). Tre gange (Den 12., 16. og 19. oktober) gik mellem 3 og 3,5 millioner mennesker på gaden. Men regeringen gav sig ikke. På grund af isolation, fordi de stod alene, vendte de strejkende arbejdere tilsidst tilbage arbejdet. Pensions ”reformen” blev vedtaget.
Siden 2010, har virkningerne af den kapitalistiske krise og nedskæringspolitikken skabt en eksplosiv situation. I de seneste seks år har spændingerne har været stigende. Dette fremgår klart af Nuit Debout-bevægelsens mobilisering af unge. Potentialet for den nuværende bevægelse er derfor endnu større end i 2010. Men ligesom i 2010, er dens akilleshæl fagforeningsledernes tilgang og strategi.
Presset fra bunden i fagforeningerne
På grund af CGT centrale position i arbejderbevægelsen, er organisationens tilgang afgørende. Dens kongres i midten af april var præget af indlæg fra mange delegerede der krævede at den nationale ledelse for alvor gik i gang med at forberede en større strejkebevægelse. Strategien med at organisere “aktionsdage” er blevet kritiseret gentagne gange. Som reaktion på dette pres fra bunden, har ledelsen vedtaget en resolution, der opfordrer til “afholdelse af stormøder på virksomheder og i offentlige institutioner, hvor medarbejderne kan beslutte deres krav og vedtage at strejke samt hvordan bevægelsen skal forløbe, for at få trukket Arbejdsloven tilbage og indlede reelle forhandlinger om sociale fremskridt.”
I et interview med La Provence den 21. april, udtalte generalsekretær for CGT, Philippe Martinez: “Vi er åbne overfor alle slags kampformer, herunder tidsubegrænset strejke, men det er medarbejderne forsamlet i stormøderne, der bestemmer, og det første skridt er at organisere stormøder.”
Det er selvfølgelig umuligt at starte en seriøs længerevarende strejkebevægelse imod flertallet af arbejdere i enhver virksomhed. Behovet for at organisere stormøder er også indlysende. Alle fagforeningsaktivister forstår dette. Men hvad de har brug for er en klar, offensiv og beslutsom attitude fra deres nationale ledelse.
Når de faglige aktivister indkalder til et stormøde for arbejderne på deres arbejdsplads, har de brug for at vise dem, at CGT – startende med den nationale ledelse – ikke lade dem i stikken, og at CGT vil foretage en systematisk, energisk og massiv kampagne for at mobilisere så mange sektorer som muligt i bevægelsen.
Stillet over for arbejdsloven, er den tidsubegrænsedes trejke ikke bare én “form for kamp” blandt mange, som Martinez sagde; det er nu den eneste form for kamp, der kan føre til sejr. Det er dette budskab, der skal slås helt fast fra toppen af CGT. Uden dette, vil arbejderne til et stormøde kigge nervøst over skulderen på deres fagligt aktive kolleger, mod ledelsen af CGT. Og hvis det de ser er en tøvende, vaklende holdning, vil de sige: “Hvis vi går i strejke, risikerer vi at blive overladt til os selv.”
I kølvandet på CGT-kongressen, forsatte presset fra medlemmerne med at stige, især siden de tidsubegrænsede strejker startede i sidste uge. Lørdag den 20. maj tog Martinez ud for at støtte de strejkende i Valenciennes-området. Omringet af arbejdere der råbte “Generalstrejke!” sagde Martinez: “Strejken spreder sig. Ansatte i fire raffinaderier er i strejke. (…) CGT foreslår at sprede strejkerne. (…) De må sprede sig til metalindustrien samt til detailhandelen.” Dette er præcis, hvad CGT ledelsen bør sige! Og de må forkynde dette, ikke kun når de er i en forsamling af strejkende arbejdere, som denne lørdag, men systematisk i alle medier, med alle CGTs til rådighed stående midler, ved at organisere en stor agitationskampagne på landsplan og gennem en veludviklet plan.
Ingen tid at spilde!
I sagens natur skal udvidelse af en igangværende strejke ske hurtigt. Hver dag tæller. Man kan ikke bede transport- og raffinaderiarbejderne om at vente på støtte fra arbejdere i andre sektorer på ubestemt tid. Aktionsdagen den 26. maj, som blev annonceret af hovedforbundet, kan spille en rolle i at støtte og udvide strejkebevægelsen. Men hvad med aktionsdag den 14. juni? Det er om tre uger. På det tidspunkt, vil den tidsubegrænsede strejke have spredt sig til andre sektorer, eller bevægelsen vil være ebbet ud. Det er i hvert fald det mest sandsynlige – og i overensstemmelse med erfaringen fra 2010.
Den 20. maj, i en resolution der indkaldte til mobiliseringen den 14. juni, den forklarede hovedforbundet: “Organisationerne har besluttet at styrke deres indsats ved en én-dags strejke med en national demonstration i Paris den 14. juni, dagen hvor debatten i Senatet starter. De opfordrer til en mangedobling af mobiliseringer i mangfoldige former op til dette.” Her finder vi den farlige ide om” mobiliseringer i mangfoldige former “, mens det eneste effektive våben nu er den åbne strejke og dens forlængelse. Hovedforbundet bør koncentrere alle sine og sine medlemmers kræfter omkring dette mål. Vi må ikke miste tid, vi må udvide bevægelsen “til metalindustrien, til detailhandlen” som Martinez sagde lørdag. Vi må begynde med de mest aktive lag, de mest kampklare sektorer og lede de andre efter dem.
Datoen 14. juni blev valgt, fordi den falder sammen med åbningen af “debatten i Senatet.” Men hvordan kan tempoet i mobiliseringen afhænge af den parlamentariske kalender? Hvis en kraftfuld tids-ubegrændset strejke vokser hurtigt, vil Senatet ikke diskutere noget, fordi regeringen vil kapitulere. Ideen om at “lægge pres” på parlamentarikerne er så meget desto mere foruroligende, i det at regeringen har anvendt artikel 49-3 til at presse loven igennem udenom parlamentet! I øvrigt har denne episode vist, at de såkaldte “oprørske” socialister ønsker at “modsætte” sig arbejdsloven, men ikke nok til at vælte regeringen – de vil ikke stemme for et mistillidsvotum. Regeringen vil kun ty til den parlamentariske arena igen, hvis dynamikken i kampen kræver det, og kun for at redde loven ved at ofre den ene eller anden paragraf. Nu søger de at inddrage fagforeningsledere i denne manøvre. Lørdag, gentog Martinez: “Vi kæmper for tilbagetrækning” af loven, intet mindre. Denne linje bør fastholdes til den bitre ende.
Den samme resolution fra hovedforbundet annoncerer “en stor folkeafstemning i virksomheder, forvaltninger og universiteter, som vil finde sted i de kommende uger parallelt med den parlamentariske debat for at fortsætte debatten om arbejdsloven blandt arbejdere og unge, for at opnå tilbagetrækning af forslaget, for at vinde nye rettigheder og for udvikling af stabile arbejdspladser af høj kvalitet.” Igen er der en uoverensstemmelse i strategien med den reelle dynamik i kampen på jorden. Der er ikke længere behov for “en stor afstemning” for at vise, at det overvældende flertal af arbejderne er imod arbejdsloven: Alle meningsmålinger viser allerede dette. De fleste arbejdere behøver ikke at blive overbevist om den reaktionære karakter af denne lov. De skal overbevises om, at deres mobilisering kan føre til sejr. De har brug for en strategi og et klart, offensivt perspektiv.
Er formålet med denne “store folkeafstemning” at overbevise regeringen? Det ville være absurd. Regeringen ved, at størstedelen af arbejderne er imod arbejdsloven. Men regeringen får sine ordrer fra MEDEF (red. Den største arbejdsgiverføderation i Frankrig), ikke fra en “stor folkeafstemning” af arbejdere. Og regeringe vil kun trække sig tilbage, når den står ansigt til ansigt med en stærk tidsubegrænset strejkebevægelse. Alle kræfter i arbejderbevægelsen må derfor fokusere på dette mål. Der er ikke mere tid at spilde: De kommende dage bliver afgørende.
Endelig, “udviklingen af stabile arbejdspladser af høj kvalitet”, omtalt i meddelelsen af hovedforbundet er et prisværdigt mål, men uopnåeligt under en kapitalisme i krise, tværtimod betyder konstant social tilbagegang. Vi er nødt til at forklare denne sandhed til arbejderne. Hvis de virkelig ønsker at kæmpe for “stabile arbejdspladser af høj kvalitet”, må fagforeningerne kræver afgørende indgreb mod kapitalisternes magt, det vil sige, deres kontrol over økonomien. Vi må omdanne den defensive kamp mod arbejdsloven til en offensiv kamp mod de store kapitalisters “200 familiers” magt og privilegier, som kontrollerer alt og beslutter alt i dette land.
Oprindeligt bragt på i den franske avis Révolution