Allerede inden nytårsklokkerne varslede indgangen til 2019, må champagnepropperne have poppet hos Dansk Arbejdsgiverforening. Kort før nytår havde de underskrevet en aftale med LO, fagbevægelsens hovedorganisation, der bl.a. betød, at bøden for at strejke “ulovligt” blev hævet med 40 % til 56 kr i timen for faglærte og 50 kr for ufaglærte.
Strejkeretten er begrænset til et absolut minimum – det er kun lovligt at strejke i forbindelse med overenskomstforhandlinger. Imellem forhandlingerne kan arbejdsgiverne forringe arbejdsforholdene, som de vil, uden at arbejderne “lovligt” kan svare igen. Arbejderne i DSB har lært det på den hårde måde. Her annoncerede ledelsen helt uden om OK-forhandlingerne voldsomme forringelser af arbejdsforholdene. Da arbejderne svarede igen, ja, så var det “ulovligt”, og de blev pålagt at betale bod. En bod som fagtoppen lige har været med til at hæve.
Tidspunktet er ikke tilfældigt. Efter ti år med ekstremt få arbejdskonflikter begyndte arbejderne igen at røre på sig i 2018: OK18, blokade af BIO4 og arbejdsnedlæggelse både i DSB og blandt lærerne på TEC var de mest markante konflikter. Fronterne trækkes op til klassekamp.
Den højere bod kommer, netop som OK20 forhandlingerne for de privatansatte begynder. Der er lagt op til et sammenstød. Arbejdsgiverne ønsker et opgør med arbejdsugen på 37 timer, men allerede nu er flere faggrupper begyndt at forberede sig på at kæmpe imod. Mange har draget den konklusion fra OK18-forløbet, at det eneste, der nytter noget, er at stå sammen og holde fast.
Mens de mest aktive fagforeningsmedlemmer begynder at ruste sig til kamp, lægger fagtoppen sig igen og igen på maven for arbejdsgiverne. Deres argument for at hæve boden var, at det var prisen for at hæve den godtgørelse, som arbejdsgiverne skal af med, hvis de uberettiget afbryder en såkaldt uddannelsesaftale (f.eks. med en lærling). Det må være årtiets dårligste byttehandel, og det stinker langt væk af en dårlig undskyldning for at forsøge at svække arbejderklassens kampkraft og mindske risikoen for “ulovlige” strejker op til OK20. Fagtoppen er en fuldstændig integreret del af systemet og ser deres fornemste opgave i at holde ro på arbejdsmarkedet. De frygter enhver bevægelse fra neden, fordi de er bange for, at den vil bevæge sig ud af deres kontrol.
Fagtoppens forhøjelse af boden viser, at de ingen intentioner har om at stå i spidsen for en kampagne, der reelt kan presse arbejdsgiverne op til OK20. Det er op til de menige medlemmer, aktivister og tillidsfolk at organisere modstanden uden om de formelle strukturer, der er underlagt “det fagretslige system”. En kraftfuld kampagne inklusiv “ulovlige”strejker, som for én gangs skyld tager kampen til arbejdsgiverne, vil også være den bedste måde at mobilisere medlemmerne til et internt opgør med den følgagtige klassesamarbejdspolitik i toppen af dansk fagbevægelse.
Kapitalismen er et internationalt system, og arbejderklassen er under angreb overalt: F.eks. blev de kollektive overenskomster opsagt i Finland, og i Sverige er strejkeretten under angreb. Frustrationerne ophobes, og de begynder at komme op til overfladen. I Frankrig viste bevægelsen “de gule veste” vejen frem. På trods af manglende opbakning fra fagforeninger og partier gik arbejdere, unge, småhandlende m.fl. på gaden i protest og ikke bare mod højere benzinpriser men mod hele det etablerede politiske system i Frankrig. De formåede at presse indrømmelser igennem, fordi eliten frygtede en bevægelse, som den ikke kunne kontrollere.
Det viser, hvad der skal til: ikke flere rådne kompromisser men massekamp mod arbejdsgivernes offensiv. Stol ikke på fagtoppen, der er brug for en massebevægelse, der ikke holder sig inden for de “lovlige” rammer for strejke. Der er brug for handling.
