I løbet af de senere år har der været utallige nedskæringer
i Frankrig. Sakozy og hans højreorienterede regering er uden tvivl den mest
højredrejede regering siden Anden Verdenskrigs Vichy-regime. Hvordan kan det
være, at denne højreorienterede regering, der er fast besluttet på at redde den
franske overklasse på bekostning af arbejdere, unge og pensionister, er kommet
til, og oven i købet er blevet genvalgt?

Aktive i arbejderbevægelsen i Frankrig spørger sig selv,
hvordan det kan være, at den Sarkozy og den højreorienterede regering er blevet
genvalgt efter en bølge af masseprotester og storstrejker, der har stået på
siden 2005 til i år. Hvordan kan det være, at den venstredrejning, der er sket
med massebevægelser, generalstrejker og studenterprotester ikke er slået
igennem på det parlamentariske plan? Svaret skal findes i den ringe tillid, som
lederne af arbejderbevægelsen nyder.

Socialisternes sejr

Lad os gå tilbage til 1997. Her kom Socialistpartiet (PS) –
det franske socialdemokrati – til magten med et overvældende flertal sammen med
kommunistpartiet PCF. Højrefløjen var splittet og demoraliseret. Den massive
opbakning til venstrefløjen bragte Lionel Jospin til magten. Det var et bredt
ønske om grundlæggende forandring i Frankrig.

Efter årevis med nedskæringspolitik, bolignød, arbejdspres
og løntilbageholdenhed skulle det være slut! Nu skulle der føres
arbejderpolitik, velfærden skulle udbygges og levestandarden hæves. Det var
disse forhåbninger, der bragte venstrefløjen til magten – og det var disse
forhåbninger, der ikke blev indfriet af arbejderbevægelsens ledere. De mistede
regeringsmagten igen i 2002, hvor PCF fik halveret sin opbakning. Det var især
PCF’s vælgere, der blev skuffede over en regering, der kastede de socialistiske
principper over bord.

Manglende opgør

En artikel i Business Week (22.april 2002) gjorde en
knusende status over Socialistpartiets lederes politik: ”Arbejdsløsheden i
Frankrig for unge under 25 er 20,8 procent, en af de højeste rater i Europa, og
mere end det dobbelte af tallet for ældre franske arbejdere. Andelen af
franskmænd i 20’erne, der er fattige, steg fra under seks procent i 1980’erne
til næsten ni procent i slutningen af 1990’erne samtidig med at de ældres
levestandard steg.”

Imidlertid er det, som Business Week skrev om en bedring af
levestandarden for ældre arbejdere, ikke rigtigt. Socialistpartiets
premierminister Jospin havde ganske vist en ”venstreorienteret” retorik, og der
blev gennemført reformer som nedsættelse af arbejdsugen til 35 timer. Men de
vigtigste kendetræk ved den økonomiske politik var hele tiden en liberalistisk,
borgerlig linje, som blev hentet fra den internationale valutafond IMF. De rige
blev rigere, og de fattige blev fattigere. Det, der passer er, at de unge er
blevet særligt hårdt ramt.

Rapport: stigende
ulighed under arbejderregeringen

En rapport fra Camille Landais fra Ecole d’Economie de Paris med titlen ”Top incomes in France
(1998-2006): Booming inequalities?” giver en værdifuld dokumentation af den
sociale ulighed i Frankrig.

Af rapporten fremgår det, at de samlede lønindtægter i
Frankrig er steget med 2,52 procent om året fra 1998 til 2005. Imidlertid er
medianindkomsten (den indkomst som nr. 50 ud af 100 tjener – altså et billede
af den mest almindelige indkomst) kun steget med 0,6 procent årligt.

Den begrænsede økonomiske fremgang, der var i Frankrig i
denne periode, kom først og fremmest et lille mindretal i toppen af samfundet
til gode. De nederste 90 procent på indkomstskalaen oplevede, at deres indkomst
kun er steget meget svagt – og at arbejdspresset samtidig er øget.

Privatiseringer og
angreb på arbejderklassen

Det højborgerlige engelske finansmagasin The Economist
bemærkede 20. april 2002, at Frankrig under Jospin-regeringen ”hældte mere i
retning af en ’angelsaksisk’ måde at gøre tingene på. Mere af den franske stat
er, endda under en socialistisk premierminister, blevet privatiseret end
nogensinde før. Omkostningerne til arbejdskraft er blevet beskåret.”

35-timers ugen

Indførelsen af en 35-timers arbejdsuge var uden tvivl det
vigtigste tiltag, som var med i regeringsgrundlaget for Socialistpartiet og PCF
i 1997. Det var afgørende for venstrefløjens valgsejr. Men efter fem år med
arbejderregeringen var det kun hver tredje arbejder i Frankrig, der havde en 35
timers arbejdsuge.

Indrømmelser til
overklassen

Loven om 35-timers arbejdsuge indeholdt en lang række
indrømmelser til arbejdsgiverne. Det betød blandt andet, at hvis ikke
fagforeningerne var stærke nok til at forhindre det, kunne arbejdsgiverne tage
langt mere tilbage fra arbejderne ved at udregne de 35 timer som et årligt gennemsnit
og lade arbejderne arbejde mere i visse perioder, mindre i andre perioder.
Desuden kunne arbejdsgiverne påtvinge arbejderne en række produktivitetskrav og
andre tiltag, der langt oversteg, hvad arbejdsgiverne måtte opgive i
forbindelse med en kortere arbejdsuge.

Gaver til
arbejdsgiverne

For yderligere at berolige den franske overklasse,
iværksatte PS-PCF regeringen et massivt program, hvor de delte milliarder ud
til arbejdsgiverne. Alene i 1999 gav de 104 milliarder franc (langt over en
mia. kroner) til kapitalisterne som ”kompensation” for 35-timers arbejdsugen.
35-timers arbejdsugen skulle skabe flere arbejdspladser, men regeringen nægtede
at ansætte flere i den offentlige sektor, hvilket betød, at offentligt ansatte
skulle udføre det samme arbejde på kortere tid. På alle punkter blev 35-timers
arbejdsugen vendt indført på bekostning af arbejderklassen og til gavn for
kapitalisterne.

PCF blev straffet

Arbejderregeringen adskilte sig ikke fra den tidligere
borgerlige regering på nogen betydelige punkter. Udenrigspolitikken forblev
stort set den samme, og især det store arabiske mindretal i Frankrig blev
frastødt at Jospin-regeringens pro-israelske politik.

Det er karakteristisk, at det var det mest radikale parti,
som blev straffet hårdest. De største forhåbninger om en alternativ politik og
ægte forandring i Frankrig var til PCF. Da PCF-lederne skuffede disse
forhåbninger, kvitterede vælgerne i 2002 ved mere end at halvere partiets
stemmeandel.

Diskussioner i PCF

For tiden er der store diskussioner i PCF om, hvilken
politik, partiet skal fremføre. Partiets absolutte højrefløj har ønsket at
opløse partiet i en bred venstrefløjskoalition uden klare principper eller
program, men dette er blevet afvist af medlemmerne på den seneste kongres.
Partiets venstrefløj – herunder den marxistiske tendens omkring avisen La Riposte – gik stærkt frem
på den sidste kongres. Arbejdere i og omkring PCF ser sig i stigende grad om
efter et alternativ til den højredrejede linje, som har hersket i partiet i en
årrække, og som de korrekt ser som ansvarlig for nederlaget i 2002, som de har
lidt under lige siden.

Arbejderpartierne har ikke brug for en forsonlig linje over
for overklassen eller ledere, der kun er drevet af deres egne hensyn til
karrierer og privilegier. Arbejderne har brug for ledere, der er ærlige klassekæmpere
for arbejdernes sag, som i kamp har bevist, at de står fast, og har en solid
marxistisk forståelse af opgaverne, bevægelsen står overfor. Det er vejen frem.