(Læs særavisen i pdf eller se mere om situationen i kommunerne på vores tema-side.)
De mange nedskæringer i kommunerne har den ting til fælles, at de alle steder er blevet mødt med massive protester fra ansatte, forældre, gamle osv. Men hvad der er knap så fælles, er arbejderpartiernes stilling til disse protester i de forskellige kommuner.
Intern splittelse i Socialdemokratiet
I bl.a. Roskilde og Århus væltede S ved sidste kommunalvalg det tidligere borgerlige flertal, og kan nu danne et flertal bestående af arbejderpartierne: S, SF og Ø. Alligevel står socialdemokraterne i disse kommuner i spidsen for massive nedskæringer. Deres argument er, at regeringen tvinger dem til nedskæringerne.
Det er tydeligt, at der ikke er enighed i de socialdemokratiske rækker om, hvordan nedskæringerne skal tackles. I Ny Holbæk går Socialdemokraterne i spidsen for protesterne (imod det borgerlige VKR flertal i byrådet), mens de i f.eks. Ny Lemvig kommune, hvor de også er i opposition, er med til at forhandle om besparelserne.
At der foregår en diskussion internt i det gamle arbejderparti, er tydeligt. Det har ført til frustration blandt socialdemokratiske byrådspolitikere landet over, at deres egen partitop var med til at indgå aftalen mellem KL og regeringen om kommunernes økonomi.
SF og Enhedslisten
For SF og Enhedslisten er det mest karakteristiske ved deres andel i kampen mod de kommunale besparelser deres fravær. Det burde være så nemt at være i opposition – det er titusindvis af utilfredse offentligt ansatte, forældre og gamle, og andre brugere af den kommunale velfærd – heriblandt må der være tusindvis af Socialdemokrater.
I både Århus og Roskilde kan arbejderpartierne danne flertal – det eneste det kræver for SF og Ø, er at foreslå at danne flertal med S om at afvise enhver forringelse af velfærden, og gå ind i åben kamp mod regeringen. Det ville både appellere til de mange socialdemokrater, der ville lægge pres på lederne i deres egne partier, og ville samtidig kunne tiltrække masser af utilfredse borgere til disse partier.
Vejen frem – vælt regeringen
Argumentet fra arbejderpartierne er, at der ikke er noget at gøre – regeringen dikterer nedskæringer – “så folk må huske på det, næste gang de sætter deres kryds”. Men folk kan ikke vente 3 år til næste Folketingsvalg – det er nu og her at børn, gamle og syge forsømmes og tusindvis af offentligt ansatte slides ned. Det er nu, der må gøres noget!
Ved at stå i spidsen for spareplanerne er det arbejderpartierne, der sikrer den borgerlige regerings fortsatte eksistens, og i øvrigt også svækker sig selv. De gør hvad regeringen håber – den kan skyde skylden og ansvaret fra sig, over på de kommunale politikere.
Men hvad ville der ske, hvis kommunerne sagde stop, og brød de økonomiske rammer? Hvis regeringen gjorde brug af sin trussel om at sætte kommunerne under administration, ville det stå helt klart, at de var ansvarlige for nedskæringerne, samtidig med at regeringen ville stå i en helt uholdbar situation, hvis det meste af landet blev sat under administration.
I stedet for at administrere nedskæringerne, burde arbejderpartierne stille sig i spidsen for et kommunalt oprør mod kommunerne. De burde i samarbejde med fagforeningerne arrangere demonstrationer og strejker på landsplan, og kræve flere penge fra statskassen og virksomhedernes overskud nu – på den måde kunne enhver besparelse undgås. Vil regeringen ikke det, må den gå!
Derfor er der brug for at alle arbejdere, ikke mindst de offentligt ansatte, starter kampen nu. Og ikke mindst er der brug for, at alle arbejdere og unge bliver aktive i deres partier, og derigennem presser dem til rent faktisk at bruge arbejderflertallene til at føre arbejderpolitik. At det kan lykkes, og allerede er startet, er tydeligt i f.eks. Århus kommune, hvor den socialdemokratiske borgermester er blevet presset noget af vejen.
Arbejderpartierne må gå sammen og bruge deres flertal til at føre arbejderpolitik!
