Arbejderklassens partier i folketinget er i høj grad økonomisk afhængige af staten. Billede: Fri benyttelseForestil dig et arbejderparti der var uafhængigt af statsstøtte, og hvis ledere fik løn som en almindelig arbejder. Det er svært at forestille sig et bedre politisk våben til at bryde igennem arbejderklassens mistillid og udstille levebrødspolitikerne.
I sidste nummer af Revolution bragte vi en artikel om, hvorfor det er nødvendigt, at lederne af fagforeningerne kommer ned på en arbejderløn. Det mener vi ikke af moralske årsager, men fordi det vil være med til at gøre fagforeningerne til effektive værktøjer for arbejderklassen, når ledernes interesser er sammenfaldende med deres medlemmers.
At arbejderklassens ledere burde være på arbejderløn, bør også gælde den politiske del: arbejderpartierne. I Danmark har vi tre af sådanne partier, som historisk set er kommet ud af arbejderbevægelsen: Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti (SF) og Enhedslisten.
På nuværende tidspunkt er der lange udsigter til, at lederne i de to førstnævnte partier skulle gå ned på arbejderlønninger. Tværtimod virker det til, at målet for toppen af Socialdemokratiet og SF er at hive så mange “ben” hjem til deres topfolk som muligt. Og dem er der rigeligt af i parlamentet.
Der er det sædvanlige fryns, som menige folketingsmedlemmer nyder godt af: høj løn, skattefrie tillæg til omkostninger, lækker pension, ubegrænset sygeorlov, fede eftervederlag, fri transport osv. Men hvis man er en rigtig dygtig levebrødspolitiker, kan man også rage til sig på mere kreativ vis. Eksempelvis formåede Henrik Sass Larsen at blive statsrevisor, som giver 30.000 kr. om måneden oveni hans normale folketingsløn. Han fik denne ekstraløn, selvom han udeblev fra 4 ud af 11 møder. De helt store godbidder kommer naturligvis med ministerposterne, som blandt meget andet giver tårnhøje lønninger og livslang pension.
Enhedslistens partiskat
Mens der ikke er det store håb i Socialdemokratiet og SF, så opererer Enhedslisten faktisk med en såkaldt partiskat, hvor pointen er, at »lønnen i organisationen skal svare til gennemsnitslønnen for faglærde arbejdere i København.« Det som de folkevalgte for Enhedslisten tjener udover det, går til partiet.
Det er en mekanisme, som er sat i verden for at undgå karrieremageri, og som der med god grund er mange medlemmer af Enhedslisten, som er stolte af. Tiltag som partiskatten er lysår foran tilstandene i Socialdemokratiet og SF.
Som revolutionær kan man kun støtte op om partiskatten i Enhedslisten. Men der er også nogle problematikker ved den måde, den fungerer på nu: den har visse huller, gør partiet endnu mere afhængig af statsapparatet og kunne bruges langt mere offensivt politisk set, hvis partiet havde en anden tilgang til spørgsmålet om penge fra staten.
Som en faglært arbejder
Lad os starte med at se på partiskattens begrænsninger. Den tager udgangspunkt i Metal Hovedstaden, og Enhedslistens folketingsmedlemmer ender derfor med en samlet årsindkomst på 458.364,18 kr., som svarer til ca. 38.000 kr. om måneden. Ingen kræver at folketingsmedlemmer i Enhedslisten skal gå til en sulteløn, men de ender i den høje ende af kategorien “faglærde arbejdere”. De placerer sig en del over medianindkomsten, som ifølge Danmarks Statistik ligger på 282.600 kr., og ind på den øverste indkomstkvartil, hvor man skal tjene mere end 420.300 kr. årligt for at være med ifølge Danmarks Statistik.
Hvad der er værre, er at Folketingsmedlemmer, også dem fra Enhedslisten, får et såkaldt omkostningstillæg på 5.254,42 kr. om måneden – skattefrit. Det øger lønnen betydeligt med et snuptag, så den nemt kommer over en københavnsk metalarbejder. Det er underligt, at lønnen bliver reguleret, men at dette skattefrie tillæg går fuldstændig frit.
Folketingsmedlemmer skal heller ikke bekymre sig om livet som arbejdsløs på kontanthjælp eller dagpenge, efter de har siddet i Folketinget. Hvis du fx har siddet i en hel valgperiode på 4 år og træder ud af Folketinget ved et nyvalg, så får du den samme løn hver måned i de næste 2 år, som da du sad i Folketinget for Enhedslisten, uden at skulle plages af a-kasse eller jobcenter. Folketingsmedlemmer har desuden meget lukrative pensionsordninger, som også gælder for deres ægtefælle, og som kun blive bedre, jo flere år de har siddet i Folketinget.
Som nævnt er det tydelig, at der er blevet gjort meget i Enhedslisten for at mindske de folkevalgtes privilegier, når man sammenligner med andre partier. Men hvis ambitionen er at give folketingsmedlemmerne økonomiske forhold, der minder så meget som muligt om faglærde arbejderes, så tyder det på, at partiet ikke er helt i mål.
Den der betaler musikken
De forskellige smuthuller gør partiskatten svær at sælge udadtil. Men i forhold til oververdenen er problemet derudover, at det netop er en partiskat. Det kan godt være, at alle pengene ikke går til de folkevalgte i Enhedslisten, men så er det i stedet bare partiet, der suger pengene til sig.
Som det er nu, har partiskatten mest af alt en defensiv og afvæbnende funktion: »Se, vores folketingsmedlemmer er ikke pampere, og de frasiger sig de parlamentariske privilegier.« Pengene fra partiskatten forsvinder ind i opbyggelsen af apparatet i partiet og bliver derfor et rent internt anliggende.
Og hvis man skal være lidt hård, så kunne man argumentere for at partiskatten, som den bliver brugt i dag, ikke blot har en passiv, intern funktion, men faktisk har en skadelig effekt for partiet.
Enhedslisten er allerede dybt økonomisk afhængig af den borgerlige stat og parlamentarismen. I partiets regnskab for 2019 er den største indtægtspost uden sammenligning “statsstøtte, stemmepenge” på lidt over 9 mio kr. Andre indtægter fra parlamentarismen er “statsstøtte til EU-oplysning og EU-valg” på over 500.000 kr. og “indtægter fra valgtilforordnede” på ca. 430.000 kr.
Hertil kommer partiskatten, som næsten beløber sig til 2 mio. kr., oven i det og styrker blot afhængigheden af penge fra staten. Ud af partiets samlede indtægter på ca. 20 mio. kr. kommer mere end halvdelen, ca. 12 mio. kr., direkte fra staten herunder partiskatten, som udgør omtrent 10 % af partiets indtægter
Det medvirker til et overdreven fokus på parlamentet i toppen af Enhedslisten, da det er, hvad hele partiets økonomi er baseret på. I stedet for at partiet bygger sin økonomi på kontingenter fra sine medlemmer og bidrag fra arbejdere og unge, som støtter partiet, så er Enhedslistens daglige drift dybt afhængigt af det parlamentariske valgcirkus og af at suge penge ud af staten. Vi må lægge kortene på bordet og sige, at når partier og politiske lederes økonomi er så afhængig af staten, så er der en risiko for, at man tilpasser sig statsapparatet frem for at udfordre det. Det er som bekendt den, der betaler musikken, som bestemmer melodien.
Arbejderledere på arbejderløn
Det er en skam, at det skal være en skat til partiet med de efterfølgende negative effekter fordi nogle af grundtankerne har et langt større potentiale, og kunne bruges som et politisk våben.
I stedet for burde tilgangen være langt mere offensiv: »Vi er et arbejderparti, og vores valgte ledere får ikke én krone med end en faglært arbejder, hverken i løn, pension eller noget andet. Vi, som enkeltpersoner eller som organisation, vil ikke være økonomisk afhængige af det nuværende borgerlige statsapparat, som i sidste ende står på arbejdsgivernes side. De overskydende penge som vi får fra staten, skal derfor direkte kanaliseres ud som støtte til arbejderklassens kamp.«
Sådan en tilgang ville stolt kunne bruges ekstremt aktivt, og vil være et trækplaster for mange, der er trætte af at sidde og kigge på, hvordan politikere og deres partier har snablen dybt nede i statskassen. Det kunne eksempelvis gøres ved, at pengene gik til en klassekampsfond. Fonden kunne bruges aktivt til at give strejkestøtte til arbejdere i kamp – den ville blive en fremragende bro mellem parti og arbejderklasse.
Med de nuværende “ulovlige” arbejdsnedlæggelser blandt sygeplejerskerne ville det have været ekstremt stærkt at kunne sige: »Vi støtter jer ikke blot i ord, men også i handling. Her er en donation til at betale boderne af med.« Det ville meget håndfast vise hele arbejderklassen hvilken side af barrikaden, som partiet står på i klassekampen.
En del af arbejderklassen
Mange opfatter dem, som sidder i Folketinget som en gruppe mennesker, der først og fremmest virker interesseret i at fremme deres personlige karriere, mens principper og løfter om reelle samfundsforbedringer ryger overbord. På trods af coronakrise, som gav tilliden til politikerne et midlertidigt boost, så endte politikerne i slutningen af sidste år som nr. 26 ud af 26 fagrupper vurderet på troværdighed.
Det er en mistro, som ikke er rettet mod enkelte politikere, partier eller regeringen, men bredt mod Christiansborg – også venstrefløjen. Det blev bekræftet af en anden meningsmåling fra april i år, som viste, at kun 28,5 % af befolkningen havde tillid til det politiske system. Den her mistillid kommer ikke ud af ingenting, men på baggrund af at “demokratiet” ikke gør tingene bedre for det store flertal, men forhaler eller forværrer de problemer, vi står overfor.
De har ret i deres mistro. Partier der vil bryde igennem denne, må bevise sig i praksis. Hvis arbejderpartierne ikke var afhængige af staten men af arbejderklassen – i stand til at stå på egne ben – ville deres politikere kunne bevise, at de ikke bare er i politik for at pleje deres egeninteresser, men arbejderklassens. Det ville desuden udstille den hykleriske “liberale” højrefløj, som selv suger som en igle på arbejderklassens skattekroner.
Arbejderpartier med arbejderledere på arbejderløn ville for alvor kunne have en positiv effekt på klassekampen. De ville ikke længere stå over eller ved siden af arbejderklassen men blive en del af klassen.
