Cuba står nu over for en næsten total strømafbrydelse, efter at Trump har indført en olieblokade mod øen. Målet er klart. Amerikansk imperialisme ser en mulighed for endelig at knuse den cubanske revolution efter 67 års ubønhørlige angreb. Det er den internationale arbejderbevægelses pligt at samle sig om forsvaret af den cubanske revolution.

Det amerikanske militære angreb på Venezuela den 3. januar afskar Cuba fra en af sine vigtigste energileverandører. Salget af venezuelansk olie til den caribiske ø var allerede faldet i løbet af det sidste årti på grund af den økonomiske krise i Venezuela. Nu er det helt stoppet, eftersom USA kontrollerer salget af venezuelansk olie.

Desuden udstedte Trump den 29. januar en skandaløs eksekutivordre, hvor han beskrev Cuba som en “usædvanlig og ekstraordinær trussel” mod USA’s nationale sikkerhed og truede med at indføre straftold på alle lande, der sælger olie til øen. Hovedmålet for den skandaløse imperialistiske mobning var Mexico, som allerede få dage tidligere havde annulleret en olieleverance til Cuba fra det statsejede selskab Pemex.

Efter Venezuelas økonomiske sammenbrud var Mexico blevet Cubas vigtigste leverandør af olie.

Den sidste olieleverance fra Mexico til Cuba ankom til øen den 9. januar.

Landet er afhængigt af olieimport for at dække omkring 60 til 70 procent af sit energibehov, mens resten kommer fra cubansk olie og andre energikilder, herunder solceller. Det betyder, at landet, der er berøvet en afgørende livline, langsomt går i stå, hvilket kan føre til en total humanitær krise.

Humanitær krise

Den cubanske regering har været nødt til at træffe nødforanstaltninger for at prioritere essentielle tjenester og reducere forbruget. Statsejede virksomheder er gået over til en fire dages arbejdsuge, og hvor muligt arbejder folk hjemmefra. Der er foretaget betydelige nedskæringer på den offentlige transport, herunder en reduktion i hyppigheden af intercity-busser, tog og færger.

Store kulturelle begivenheder er blevet aflyst, herunder Havana International Bookfair og Cigar Fair. Salg af brændstof er begrænset og foregår kun i amerikanske dollars. Skoledagen er blevet forkortet, og universiteterne er gået over til fjernundervisning.

Strømafbrydelser, som allerede plagede Cubas byer, er nu blevet mere langvarige og varer i nogle provinser op imod 16 timer. Det påvirker også cubanernes mulighed for at lave mad, opbevare mad i deres køleskabe, bruge ventilatorer eller oplyse deres hjem, arbejdspladser eller skoler. Kirurgiske indgreb, som ikke er akutte, er blevet udskudt. Patienter, der har behov for dialyse, er nu tvunget til at bo på hospitalet, da staten ikke er i stand til at transportere dem.

I nogle tilfælde har manglen på elektricitet ført til vandafbrydelser. Det bliver stadig sværere at transportere fødevarer fra producenterne til markederne i byerne, og importerede produkter kan ikke transporteres fra havnene til distributørerne.

Salget af flybrændstof er blevet suspenderet. Som følge heraf har alle tre canadiske flyselskaber, der flyver til øen, aflyst alle deres flyafgange og vil kun arbejde på at repatriere canadiske turister, der allerede befinder sig på øen. Spanske flyselskaber har meddelt, at de vil tanke op i Den Dominikanske Republik. Russiske flyselskaber har også aflyst flyafgange og meddelt, at de vil repatriere russiske turister. Naturligvis har brændstofmanglen en enorm negativ indvirkning på turismen, som er en af landets vigtigste indtægtskilder.

Hvad vil Trump opnå?

Trump strammer løkken om det cubanske folks hals, så de er ved at blive kvalt. Den 30. januar beregnede Financial Times, at Cuba kun havde olieforsyninger til 15-20 dage.

Da den mexicanske præsident Sheinbaum advarede om, at olieblokaden ville føre til en humanitær krise, svarede Trump på en nonchalant måde:

“Måske vil det ske, måske ikke. Jeg tror, at inden det når til en humanitær krise, ønsker de at forhandle og indgå en aftale”.

Trump har også erklæret, at Cuba “allerede er i forhandlinger” med USA, selvom cubanske embedsmænd har benægtet, at der finder formelle forhandlinger sted.

Hvis nogen kvæler dig, og du derefter afleverer dine værdigenstande, for at han slipper dig, kan det næppe kaldes “en aftale”. Men hvad er det, manden i Det Hvide Hus kræver af Cuba?

En vinkel på Trumps seneste angreb på Cuba er den, der er skitseret i den amerikanske nationale sikkerhedsstrategi, som har til formål at fjerne Amerikas fjender fra den vestlige halvkugle. Den eksekutive ordre fra 29. januar nævner specifikt en russisk efterretningsfacilitet på øen. Washington ønsker, at Cuba kommer under amerikansk imperialismes fulde dominans og afbryder sine økonomiske, politiske og militære bånd til Rusland og Kina.

I sine seneste udtalelser om Cuba har Trump nævnt, at der er mange cubansk-amerikanere i USA, der blev “meget dårligt behandlet”. Det er en henvisning til Helms-Burton-loven, der omhandler de personer og virksomheder, der fik deres ejendom eksproprieret af revolutionen, som amerikansk imperialisme længe har brugt som en undskyldning for at angribe Cuba.

Det er tydeligt, at gusano-mafiaen i Miami spiller en uforholdsmæssig stor rolle i amerikansk politik (både hos demokraterne og republikanerne). De er primært repræsenteret i Trump-administrationen af Marco Rubio personligt.

I virkeligheden er det, vi ser, en fortsættelse og massiv intensivering af amerikansk imperialismes årtier lange blokade af Cuba, som blev formaliseret af præsident Kennedy den 3. februar 1962.

For at give en ‘begrundelse’ for blokaden skrev viceudenrigsminister Mallory i 1960, at den cubanske revolution var så populær, at “det eneste forudsigelige middel til at underminere den interne støtte er gennem desillusionering og utilfredshed baseret på økonomisk utilfredshed og trængsler.” For at opnå det foreslog han “en handlingsplan, der… gør det størst mulige indhug i at nægte Cuba penge og forsyninger, at sænke de monetære og reelle lønninger, at skabe sult, desperation og vælte regeringen” (egen fremhævelse).

Målet er klart: at vælte den cubanske revolution. Midlerne er også klare: at skabe sult og desperation for at provokere social uro, der fører til, at regeringen bliver væltet, eller som tvinger den cubanske regering til at forhandle revolutionen væk.

Vil der komme en ‘Delcy Rodríguez’ i Havana?

De kapitalistiske medier spiller internationalt den rolle, de skal spille, ved at sprede alle mulige rygter. Det højreorienterede reaktionære blad ABC i Madrid hævdede, at der allerede fandt højtstående kontakter sted mellem Cuba og USA i Mexico gennem Alejandro Castro Espín, der spillede en rolle i de hemmelige forhandlinger, der førte til Obamas optøning i 2014.

Den ‘liberale’ avis El País, også i Madrid, er travlt optaget af at lede efter en person i den cubanske regering, der kunne være “Havanas Delcy Rodríguez” på øen. Det vil sige en person, som USA “kan arbejde med”. De har sat deres lid til Óscar Pérez-Oliva Fraga, Fidel og Raúl Castros grandnevø:

Det ser ikke ud til at falde de ‘liberale’ i El País ind, at USA ikke har nogen som helst ret til at bestemme, hvem der skal være præsident i Cuba, og at Delcy Rodríguez kun blev fungerende præsident i Venezuela efter et brutalt militært angreb fra Washington, hvor landets statsoverhoved blev kidnappet!

Den cubanske regerings officielle holdning er, at den er åben for dialog med USA, så længe denne foregår uden “pres eller forudsætninger”, på “lige fod”, med fuld respekt for Cubas suverænitet og uden “indblanding i landets interne anliggender”.

Det er tydeligvis ikke det, som Washington ønsker. De kræver underkastelse, og de er parate til at opnå det ved hjælp af en total olieblokade, uanset dens indvirkning på det cubanske folks liv. Implikationen er, at hvis de ikke kan undertvinge sig Cuba gennem disse midler, er amerikansk imperialisme også parat til at bruge direkte militær aggression. Amerikanske flådefartøjer sejler rundt nær Cubas nordkyst, og militære overvågningsfly cirkulerer over den caribiske ø.

I løbet af den aktuelle eskalering af militær mobning har amerikanske talsmænd, herunder Rubio og Trump, sagt, at det, de ønsker, er, at Cuba “åbner” sin økonomi og gennemfører “økonomiske reformer”, der vil give amerikanske virksomheder mulighed for at investere i sektorer som turisme, bankvæsen og telekommunikation.

Med ‘åbning’ mener de ikke blot at tillade amerikanske investeringer. Hvis amerikanske virksomheder ikke investerer i Cuba – som virksomheder fra Europa, Canada og andre lande gør – skyldes det de årtier gamle amerikanske blokadelove!

Hvad de virkelig mener med ‘reformer’ og ‘åbning’ er intet mindre end afviklingen af den planøkonomi, som revolutionens landvindinger er baseret på.

Cuba forladt af sine borgerlige ‘allierede’

Stillet over for en så overhængende trussel, må spørgsmålet besvares: Hvordan kan den cubanske revolution forsvares?

Set fra et institutionelt synspunkt har Cuba aldrig været så isoleret som nu. En leder i det revolutionære venstreorienterede cubanske tidsskrift La Tizza beskriver situationen som en, hvor:

“næsten alle de ‘neutrale’ regeringer, eller dem med ‘progressiv’ retorik, ser den anden vej; såkaldte alliancer, fora, fælleskommissioner og kongresser undgår praktiske og materielle forpligtelser over for Cuba og tilbyder højst erklæringer om deres forfærdelse og magtesløshed.”

Det er en rammende beskrivelse af den cubanske revolutions nuværende situation. Den venezuelanske regering under Delcy Rodríguez befinder sig, på trods af påstande om suverænitet, i en position med halvkolonial underkastelse under Washington. Det ses tydeligt ved, at den har afbrudt sin olieforsyning til Cuba, som udgjorde omkring 34 procent af øens energiimport. Caracas har ikke engang erkendt, at den har afbrudt forsyningerne, og har ikke givet nogen offentlig forklaring på det.

I Mexico har Claudia Sheinbaums regering efterkommet Trumps instrukser og trusler ved også at afbryde olieforsyningen til Cuba, som udgjorde yderligere 44 procent af landets import af råolie. Hendes regering har sendt meget tiltrængt humanitær hjælp (hovedsageligt fødevarer), men har offentligt erklæret, at den ikke kan sætte “Mexicos interesser på spil” ved at fortsætte olieforsyningen.

Lige nu er det netop olie, Cuba har mest brug for. Fødevarer er bestemt meget velkomne, men mad kan ikke transporteres uden brændstof og kan ikke opbevares uden elektricitet. På dette afgørende spørgsmål er Sheinbaum ikke parat til at hævde Mexicos suveræne ret til at handle med et andet suverænt land. Den borgerlige nationalismes begrænsninger bliver brutalt afsløret.

Andre latinamerikanske lande har udtrykt deres støtte og offentligt kritiseret Trumps olieblokade, men ingen af dem har taget konkrete skridt for at bryde den. Kina og Rusland har også protesteret, men indtil videre er det kun ord. Den meget omtalte multipolære verden, som angiveligt skulle sikre bedre betingelser for små nationers suverænitet, har vist sig at være tom retorik, når den står over for styrken af den amerikanske Southern Commands styrker, der er samlet i Caribien.

Ifølge en rapport i Izvestia har kilder i den russiske ambassade i Havana fortalt, at “I den nærmeste fremtid forventes Rusland at levere olie og olieprodukter til Cuba som humanitær hjælp”.

Rusland er allerede underlagt strenge amerikanske sanktioner, så Trumps trussel om straftold har mindre betydning, men spørgsmålet er stadig, hvordan olien skal transporteres, når den russiske flåde er underlagt amerikanske sanktioner, og når russisk-tilknyttede tankskibe bliver beslaglagt i Caribien, det Indiske Ocean, Nordatlanten og Middelhavet.

Som La Tizza forklarer:

“Kina og Rusland udtrykker støtte og fordømmelse gennem retorik, men ingen af dem har vist vilje til at dele det cubanske folks skæbne i lyset af direkte aggression. Symbolsk støtte, strategiske beregninger og en ø, der næsten alene er tvunget til at konfrontere den omhyggeligt provokerede krigseskalering. Vi forventer intet fra eksterne magter. Som Antonio Maceo sagde: ‘Det er bedre at rejse sig eller falde uden hjælp end at pådrage sig taknemmelighedsgæld til så magtfulde naboer.’ Vi havde allerede for længe siden lært, at Cuba i afgørende øjeblikke kun kan regne med sit eget folk.”

Kun verdens arbejdere kan redde Cuba!

Hvem ellers kan den cubanske revolution regne med for at få hjælp i denne nødens stund? Lederen i La Tizza peger i den rigtige retning: “Verdens folkeslag – rejs jer sammen med Cuba!”, proklamerer den i overskriften. “Hvem ellers skal vi henvende os til hvis ikke folkeslagene for at konfrontere denne imperialistiske belejring, der intensiveres, jo mere alene og forladt Cuba befinder sig?”

De appellerer med rette til det amerikanske folk:

“Vi er forpligtet til at konfrontere planen om at gøre Cuba til Caribiens Gaza og henvender os først til jer, det amerikanske folk, i al jeres uendelige mangfoldighed. Til alle borgere, der ikke længere kan udholde den diktatoriske vanvid, der hersker i Det Hvide Hus. Til jer, der lever belejret af de utallige problemer i et samfund, der langt fra er ‘great again’. Vi henvender os til jer, der husker hver eneste af de krige, hvor de rige blev rigere og de fattige fattigere, og hvor det eneste, der vendte hjem – hvis der overhovedet kom noget hjem – var jeres børns livløse kroppe. Krige, der ikke var jeres, besluttet på kontorer, udkæmpet af unge mænd, der for at tjene til livets ophold blev tvunget til at ødelægge andre.”

Der er meget sandhed i disse ord. Den cubanske revolutions skæbne vil i sidste ende blive afgjort af den internationale klassekamp. Det er værd at påpege, at den nuværende situation er en bekræftelse af, at man ikke kan opbygge socialisme i et enkelt land, og endnu mindre på en lille caribisk ø 150 kilometer fra verdens stærkeste imperialistiske magt. I næsten tre årtier efter 1959 kunne den cubanske revolution regne med et meget gunstigt økonomisk forhold til Sovjetunionen. Forholdet var ganske vist forbundet med en række politiske kompromiser og førte til alvorlige forvrængninger i den cubanske økonomi. Men ikke desto mindre gav det revolutionen et pusterum.

Da Sovjetunionen kollapsede som følge af sine egne bureaukratiske stalinistiske deformationer, stod den cubanske revolution alene tilbage under de ekstremt barske forhold i den særlige periode. Starten på den venezuelanske revolution gav den endnu en livline, både økonomisk og politisk. Da den venezuelanske revolution igen kom i krise som følge af, at den ikke havde formået at ekspropriere den herskende klasse, blev Cuba igen mere isoleret. Presset mod genopretningen af kapitalismen øgedes.

Nu kan Cuba igen kun regne med sit eget folk, men også med verdens folk, det vil sige arbejderklassen, de fattige bønder og verdens revolutionære ungdom. Det er ikke en abstrakt talemåde, men et konkret spørgsmål.

Det eneste, der kan tvinge den mexicanske regering til at bryde sin underkastelse under sin magtfulde nordlige nabos imperialistiske diktater, ville være en massiv bevægelse fra det mexicanske folk, dets fagforeninger og masseorganisationer, landets unge og dets bønder. Det samme gælder Colombia og Brasilien, to olieproducerende lande med regeringer, der er valgt af arbejderne og de fattige. Den magtfulde Føderation af Oliearbejdere i Brasilien har krævet, at Lula-regeringen sender olie til Cuba. Den brasilianske sektion af RCI har lanceret en kampagne med samme slogan.

Trump har selvfølgelig truet med straftold mod ethvert land, der sælger olie til Cuba, men hvis lande som Mexico, Colombia og Brasilien trodsede en sådan trussel, og hvis de gjorde det på baggrund af en magtfuld massebevægelse mod imperialismen, ville det sætte amerikanske imperialisme i en vanskelig position. En sådan bevægelse ville finde genklang i selve USA blandt de titusinder af unge, der har mobiliseret sig mod folkemordet i Gaza, blandt de millioner, der har modsat sig ICE’s brutale razziaer mod migranter, blandt de millioner af arbejdere, der stemte på Trump, da han lovede at sætte en stopper for ‘evighedskrige’ og udenlandske militære eventyr, og som er blevet skuffede.

Alternativet til dette, en kraftfuld mobilisering af de arbejdende masser på tværs af kontinentet og udenfor, er ødelæggelsen af den cubanske revolution og alle dens landvindinger.

Vi taler ikke kun om de materielle landvindinger, især inden for bolig, uddannelse og sundhed – som nu er alvorligt undermineret af årtiers blokade, revolutionens isolation og de snigende kapitalistiske kontrareformer. Vi taler også om national suverænitet, altså landets uafhængighed af imperialistisk dominans.

Som kammeraterne fra La Tizza udtrykker det: “Revolutionen måtte være socialistisk for at være en national befrielsesrevolution.” Den eneste måde, som Cuba kunne frigøre sig fra USA på, var gennem ekspropriering af kapitalisterne og godsejerne. En genindførelse af kapitalismen i Cuba vil betyde, at øen igen blev en halvkoloni under USA, som den var før 1959.

En sejr for USA i Cuba vil også betyde et yderligere fremskridt for den såkaldte Donroe-doktrin, som tilsigter at genoprette af USA’s halvkoloniale herredømme over hele kontinentet. Det, der står på spil, er ikke kun den cubanske revolution, hvor vigtig den end er set fra den internationale arbejderbevægelses synspunkt, men også det aktuelle angreb fra amerikansk imperialisme for at underlægge sig det, de betragter som deres egen baghave.

Af denne grund slutter vi os til vores cubanske kammeraters opråb: Arbejderbevægelsen i alle lande, rejs jer! Rejs jer sammen med den cubanske revolution!