I oktober 1929 brød børsen Wall Street i New York sammen. Dette var katalysator for en verdensomspændende krise. I Danmark slog krisen ikke igennem før i slutningen af 1931. Før det nød kapitalisterne godt af de store prisfald på råvarer, som krisen medførte. Men i sidste ende kunne Danmark ikke holde sig fri. Dette skyldtes det voksende verdensmarked, som Danmark eksporterede sine varer til. Efterhånden som flere lande kom i krise, blev eksporten af danske varer besværliggjort af faldende efterspørgsel og dannelsen af toldmure, og dette medførte til sidst, at krisen også slog igennem i Danmark. Udover at arbejderne i 20erne havde betalt for kapitalismens ”lyksaligheder” ved nedgang i reallønnen, måtte arbejderne nu se deres jobs forsvinde i titusindvis. I 1932 var 32% af de arbejdere, der var medlem af en a-kasse arbejdsløse. I 1933 faldt arbejdsløsheden svagt til 29%, kun for at stige igen året efter til 43,8%! Med andre ord var 30ernes krise også kommet til Danmark.
Madsen Mygdal ryger ud
1929 var udover startskuddet på den verdensomspændende krise i den kapitalistiske økonomi også året hvor socialdemokratiet genvandt regeringsmagten, som de havde tabt i december 1926 til den borgerligere Madsen Myghdal regering. Denne regering havde gennemført en lang række angreb på arbejdernes leveforhold såsom tilskud til sygekasserne, invalidepensionen, arbejdsløshedsunderstøttelsen, aldersrenten og på antallet at ansatte i det offentlige. Socialdemokratiet var stadig ledet af Stauning, og efter valgsejren dannede han en koalitions regering med det radikale venstre, der var ledet af P. Munch.
Oprøret i Nakskov
Efterhånden som krisen spredte sig, spredte utilfredsheden sig også. Især i Nakskov kom der kog i gryden. I takt med den stigende arbejdsløshed havde man startet De Arbejdsløses Organisation (DAO). I Nakskov var 1.000 arbejdere blevet fyret i januar og februar 1931. Nakskov havde på det tidspunkt kun 15.000 indbyggere, så man kan hurtigt regne ud, at det var en meget stor del af arbejdsstyrken, der på få måneder var blevet arbejdsløse. Dette medførte, at man i foråret 1931 under ledelse af DAO mødte op til et aftenmøde i byrådet. Byrådet bevilligede på grund af dette fremmøde 20.000,- kr. ekstra til de arbejdsløses hjælpekasse. Men byrådet ombestemte sig hurtigt. Dagen efter blev lederne af de arbejdsløse arresteret, og man trak bevillingen tilbage. Samtidig forbød man arbejdernes 1. maj møder.
Hæren sættes ind
Arbejderne i Nakskov havde dog ikke tænkt sig at efterleve dette forbud og afholdt deres demonstration som planlagt. Dette førte til heftige kampe mellem politiet og arbejderne, men til sidst lykkedes det dog med drøje hug fra kniplerne at drive arbejderne hjem. Men dermed var kampen ikke sluttet, den var faktisk bare begyndt. Dagen efter indkaldte man på ny til demonstration imod angrebet på arbejdernes ret til at demonstrere og byrådets ligegyldighed med de arbejdsløse. Politiet regnede med, at det ville blive en gentagelse af gårsdagens begivenheder, hvor arbejderne havde fået prygl.
Men sådan gik det ikke. Efterhånden var arbejderne i Nakskov blevet godt vrede over den måde, de var blevet behandlet på, og det fik politiet nu at mærke. Og det i en sådan grad at de efter hårde kampe måtte flygte fra de kæmpende arbejdere og forskanse sig på den lokale politistation. Denne politistation blev nu bombarderet med sten, og politibetjentene fandt det derfor mest praktisk at blive inde bag de tykke mure. Men i løbet af natten tilkaldte man forstærkninger fra politistationerne i Maribo, Nykøbing Falster og Vordingborg og soldater fra garnisionen i Vordingborg, samt betjente fra København. Det blev for stor en overmagt for arbejdern,e der i dagene efter måtte se sig som jaget vildt blandt andet af bevæbnede soldater med bajonetter på geværerne. En lang række af de ledende kræfter blandt arbejderne blev arresteret og flere blev idømt bøder og fængselsstraffe på op til 2,5 år.
Lyngsie dør
I 1932 døde arbejdsmændenes leder Michael Christian Lyngsie. Han havde med en lille håndfuld mænd i 1891 startet organiseringen af de ufaglærte arbejdsmænd, som på det tidspunkt kun havde 340 medlemmer. Denne organisation (Dansk Arbejdsmænds Forbund, nu SiD) var siden i spidsen for kampen for de danske arbejderes rettigheder og leveforhold. Ved Lyngsies død talte DAF 100.000 medlemmer. Omkring 50.000 mennesker deltog i begravelsen.
Stauning, som mere end én gang havde ønsket Lyngsie og arbejdsmændene hen hvor pebret gror, udtalte: ”En høvdingestol står tom. Lyngsie efterlader et dybt sår i den organisation, der var hans storværk, i det parti, hvis fremgang var hans livsglæde… Vi tager afsked med den djærve kæmpe, som viede sit liv i vor klasses og vort samfunds tjeneste. Vi siger tak for alt stort og godt, der er frugten af Lyngsies arbejde, og vi lover at værne hans værk og føre hans arbejde videre.” Men disse fine skulle hurtigt følges af endnu et kompromis med borgerskabet, betalt af arbejderne. Det er siden blevet kendt som Kanslergade forliget, og det kan du læse om i næste nummer af Socialistisk Standpunkt.
