Krisen i 20ernes økonomi var hård mod arbejderne. Som altid var det dem der måtte betale med deflation, massearbejdsløshed og fattigdom. Til trods for et kort opsving mellem 1922 og 1926 var 20erne præget af krise. Arbejdsløsheden lå i gennemsnit på ca. 17% og lønningerne faldt med 40% mens priserne kun faldt med 33%. Som altid når et land rammes af deflation har lønningerne en tendens til at falde mere end priserne.
Socialdemokraterne styrkes
Den socialdemokratiske bevægelse voksede sig yderligere stærk i 20erne. Socialdemokratiet havde 150.000 medlemmer i 1925 og ved valget i 1924 fik partiet 470.000 stemmer. Kommunisterne havde på samme tidspunkt kun 1.000 medlemmer og fik kun 6.200 stemmer ved valget. Socialdemokraterne sad på næsten hele fagbevægelsen og i 1924 blev landet statsminister Thorvald Stauning. Men krisen i økonomien gjorde at socialdemokraterne hurtigt blev skiftet ud med en ny borgerlig regering under ledelse af venstremanden Thomas Madsen Mygdal. Denne regering blev igen skiftet ud i 1929 hvor socialdemokraterne igen fik regeringsmagten. Denne konstante udskiftning af regeringerne vidnede om den ustabile situation der var.
Konflikt
Ved overenskomstforhandlingerne i 1925 kom arbejdsmændene (Dansk Arbejdsmands Forbund, i dag SiD) endnu engang i strid med DSF (De Samvirkende Forbud, i dag LO). Arbejdsgiverne, ført an af bogtrykker Langkær, stillede krav om kraftige lønreduktioner. Dette bukkede ledelsen af DSF under for, men arbejdsmændene sagde stop og dermed udbrød der konflikt for 100.000 arbejdere. Stauning som jo på det tidspunkt var statsminister lagde et omfattende pres på Lyngsie der var formand for DAF og det samme gjorde DSF. De ville have ro på arbejdsmarkedet. Men Lyngsie svarede, ”det er kapitalmagten, der har spillet op til dans. Og vi har måttet danse med. Men nu er vi to om at slutte dansen. Jeg er ikke sikker på, at den slutter den dag, de andre tager fløjten af munden. Vi kan jo danse krammet af gulvet, så deres skanker blåner derved!” Til trods for DSFs og socialdemokratiets talrige forsøg på mæglinger gav arbejdsmændene sig ikke.
Arbejdsmændene bryder med DSF
Efter strejken havde kørt på sin 11. uge og 4 millioner arbejdstimer var gået tabt gav arbejdsmændene sig til sidst. Et flertal i DAF’s ledelse besluttede imod Lyngsie at stoppe konflikten. Samme dag havde Stauning forberedt et regeringsindgreb, blandt andet efter at det lå klart at man ikke kunne losse den danske landbrugseksport i England. Dette var med til at forstærke arbejdsmændenes utilfredshed med de ledende kræfter i arbejderbevægelsen. Derfor brød de i efteråret 1925 med DSF. De gik dog med igen i 1929.
Kommunisterne
I foråret 1921 lykkedes det at slå det unge Danmarks Kommunistiske Parti sammen med Fagoppositionens Sammenslutning i organisationen Kommunistisk Føderation. KF udgav bladet Arbejderbladet men det var kun DKP dele der var med i Kommunistisk Internationale. Men i januar 1922 blev føderationen sprængt igen. Til sidst blev de to grupper forenet igen i DKP. Men der var stadig hårde kampe internt i partiet mellem en højrefløj og venstrefløj. Kommunistisk Internationale som mere og mere kom under indflydelse af Stalin støttede højrefløjen indtil 1927 hvor Stalin slog over på en ultravenstre kurs. I takt med degenereringen af Sovjetunionen degenererede også Kommunistisk Internationale (KI) som til sidst bare blev et instrument for bureaukratiet i Sovjet. KI begyndte derfor i 1927 at støtte venstrefløjen som til sidst fik magten i partiet. KI havde en repræsentant i Danmark som skulle sørge for at de ”rigtige” folk sad i ledelsen. I 1929 sendte KI et brev til alle medlemmer af partiet som kritiserede ledelsens manglende lydighed over for den nye venstrelinje. Derefter udskiftede man ledelsen med folk man mente man kunne regne med. I 1931 endte det med at ledelsen blev givet til Aksel Larsen, Martin Nielsen, Arne Munch-Petersen m.m.
Læs i næste nummer om Nakskov oprøret og den videre udvikling i den danske arbejderbevægelse.