Anmeldelse: Gør oprør!


Reinout Bosch



2 minutter

At politiske manifester stryger til tops på bestseller listen er en sjældenhed. En undtagelse til dette er Stéphane Hessels Gør Oprør!. I Frankrig har den under titlen Indignez vous! solgt to millioner eksemplarer, i Tyskland trehundrede tusind, og nu er den endeligt blevet oversat til dansk.

Hessel er gammel modstandsmand. Han har været pågrebet af Gestapo, siddet i Kz-lejr og været med til at formulere FN’s menneskerettighedserklæring. Ud fra disse 94 års livserfaring strømer manifestets simple budskab: bliv indigneret.

Manifestet lægger ud med et forsvar for de principper det franske modstandsråd ønskede at efterkrigens Frankrig skulle hvile på. At ”Frugten af det fælles arbejde, energi kilderne, rigdommene i undergrunden, forsikringsselskaberne og de store banke bør vende tilbage til nationen” fordi ”oprettelsen af ægte økonomisk og socialt demokrati forudsætter at de store økonomiske og finansielle magtgrupper udelukkes fra økonomi styringen.”

Hr. Hessels to millioner franske læsere, og de kommende danske, vil forhåbentlig være enige med ham i, at dette er langt fra nået. Og at de sejre, foregående generationer har vundet, er truede.

Manifestet er en appel til den yngre generation om at se sig om og blive indignerede. Startende fra modstandsrådets drømme og forhåbninger, over finansmarkedets diktatur, deportationer af romaer, til Gaza-stribens blodstænkte sand. Der er nok at blive harm over. Det er kun et spørgsmål om at se sig om og løsrive sig fra ligegyldighedens tunge slør.

Forfatteren gør dette på en vellykket måde. Han forfalder ikke til emotionelle banaliteter, men viser sig også dybt berørt af verdens tilstand. Efter 38 siders let læsning står budskabet klart, og man lukker bogen med en lyst til at handle. Hessel viser ved den lette fremstilling en stor tiltro til sine læsere. Det er måske netop dette der adskiller ham fra andre af hvor tids politiske forfattere.

Når det er sagt, nærer Hessel store illusioner til det borgerlige samfund. I særdeleshed til sin gamle arbejdsplads, FN. Men også til Obama og EU og deres forsøg på at standse den globale opvarmning.

Det er måske disse idealistiske illusioner der forhindrer ham i at give et klare bud på vejen til modstand. Hessel nævner enkeltsagsorganisationer og græsrodsbevægelser som organisationsformer. Han drager derved ikke den konsekvens, som modstandsbevægelsen drog. Politik kan ikke splittes op i enkelte sager. En kamp mod en enkelt del af dette syge samfund kan kun vindes, hvis den bliver en kamp mod samfundet selv.

Men budskabet er ikke desto mindre lige så relevant i Danmark i dag, som det var for modstandsbevægelsens pionerer i Frankrig. Køb bogen, spred ordet og vigtigst af alt indignez vous!

Stéphane Hessel: Gør Oprør. 38 sider 38 kroner, Tiderne Skifter Oversat af Agnete Dorph Stjernfelt. Kan købes hos boghandleren eller hos Tiderne Skifter