Angrebet på lærerne er et angreb på hele arbejderbevægelsen


Marie Frederiksen



10 minutter

Kommunernes Landsforening, KL, har varslet lockout af 52.000 folkeskolelærere pr. 1. april.
KL vil opsige lærernes arbejdstidsaftale og skære i lærernes forberedelsestid, så de skal undervise flere timer.
Da lærerne ikke bare har givet sig, har KL skruet bissen på og varslet lockout, med fuld opbakning fra regeringen. Udover at knække lærernes fagforening, der har en af de højeste organiseringsgrader i Danmark, er målet med lockouten nemlig også, at få lærerne til at betale for regeringens bebudede plan om en heldagsskole.
Uanset hvad man mener om heldagsskolen som pædagogisk redskab, er der nogle ting, der må slås fast med syvtommersøm: 1) Heldagsskolen indføres ikke som følge af pædagogiske argumenter for at få den bedst mulige skole, men kun med det mål at spare. 2) Det sker både ved at presse lærerne til at arbejde mere og dermed samtidig ”spare” både lærere og pædagoger væk. 3) Nedskæringer fører aldrig til en bedre kvalitet. 4) det er fuldstændig urimeligt, at lærerne skal betale for regeringens reform.

KL leger med ilden

KL har, med fuld opbakning fra regeringen, valgt den direkte konfrontation.
Umiddelbart så det ikke ud til, at OK13 ville ende i konflikt. Både fordi den økonomiske situation er, som den er, med den fortsatte dybe krise, der betyder, at der eksisterer en udbredt frygt for fyring. Samtidig tænker mange offentligt ansatte efter strejken i 2008, hvor bl.a. sygeplejerskerne strejkede i 9 uger, at det ikke kan betale sig at strejke, da resultatet var utroligt magert, og resulterede i en tom strejkekasse.
KL har derfor tænkt, at nu var tidspunktet kommet til for alvor at få knækket lærerne. Når det var lykkedes, kunne det bruges som rambuk til at knække andre faggrupper.

Men KL leger med ilden. Det ser ud til, at lærerne havde besluttet ikke at ville strejke i denne omgang, næsten uanset hvad, fordi de ikke kunne se andet resultat end en tømt strejkekasse. De viste sig yderst forhandlingsvillige overfor undervisningsminister Christine Antorini. Det var dog ikke nok for KL, der ønsker lærerne på deres knæ. Lockoutvarslet har i første omgang medført en choktilstand blandt mange lærere, men har også vækket en ulmende vrede. Vreden kom bl.a. til udtryk da 2000 tillidsrepræsentanter mødtes i sidste uge for at diskutere lockouten.

Og ikke bare lærerne er blevet vrede, resten af fagbevægelsen i det offentlige har ikke bare accepteret angrebet på lærerne, da de godt kan se at lærerne bare er de første der står for skud. Et af problemerne i 2008 var, at de forskellige faggrupper bekæmpede hinanden under strejken, i stedet for at stå sammen og kæmpe en fælles kamp. F.eks. argumenterede sygeplejerskernes fagforening for, at de skulle have penge frem for SOSU- assistenterne osv. Det svækkede naturligt kampen og var en vigtig medvirkende årsag til den manglende sejr. Det er derfor meget positivt, at forhandlingsfællesskabet for de kommunalt ansatte (KTO) og Sundhedskartellet, har besluttet ikke at underskive overenskomsten, selvom de var nået til en aftale med KL.

Problemet er dog, at de har sagt, at de nægter at underskrive indtil, der er ”realitetsforhandlinger” med lærerne. Hvad betyder det? Solidariteten må gå fra ord til handling, med løfte om solidaritetsstrejke, hvis lærerne lockoutes.

Angribes lærernes arbejdstid er de næste, der står for tur uden tvivl andre faggrupper, som pædagoger, SOSU’er, politibetjente osv. Henning Pedersen, formand for BUPL forklarer, at der står i finansminister Corydons nye vækstplan, at der skal frigøres 12 milliarder ved yderligere \”modernisering\” i den offentlige sektor. Penge der blandt andet skal hentes gennem ændring af arbejdstidsregler.
”Vores arbejdstidsregler skal finansiere velfærden fremover. Det er ikke noget, som kun gælder for skoleområdet. Det som tidligere var fastlagt i centrale bestemmelser mellem KL og organisationerne skal nu ud til lokale ledelsesbeslutninger”, siger Henning Pedersen.

At det er tilfældet kan man også se, hvis man ser på gymnasielærernes overenskomst, hvor der også gøres op med arbejdstidsbestemmelserne, så der ikke længere er nogen regler om hvor meget forberedelse, der hører til en times undervisning. Gymnasielærernes fagforening, GL, gik først med til denne aftale, men den blev forkastet af repræsentantskabet.

Det ser ud til, at gymnasielærerne stemmer nej til overenskomsten, men det forslår som en skrædder i helvede, for i modsætning til folkeskolelærerne er gymnasielærernes overenskomst kædet sammen med andre overenskomster. GL har forhandlet sammen med Akademikernes Centralorganisation, AC. Det betyder, at når medlemmerne skal stemme om de nye overenskomster, som de altid skal, tælles alle AC’s stemmer sammen, og der plejer at være flertal for et ”ja”. Det var præcis det samme, der skete i 1999, hvor 96 procent af gymnasielærerne stemte imod den nye overenskomst, fordi den betød, at de ikke længere skulle have dobbelt løn for at undervise mere end 28 elever, og der de facto blev gjort op med klassekvotienten på gymnasierne. På trods af det store ”nej” gik overenskomsten igennem. Og på trods af løfterne om, at det ikke betød højere klassekvotienter, har vi set det modsatte ske siden.
Dengang som nu burde det være sådan, at stemmer en faggruppe nej, så falder overenskomsten og så udbryder der konflikt.

Bred kampen ud
Lærernes overvejelser om brugen af strejkekassen viser et grundlæggende problem for de offentligt ansatte, som også blev tydeligt under strejken i 2008: at når de offentligt ansatte strejker rammer det ikke arbejdsgiveren på pengepungen. Det er rigtigt, det skaber problemer i at få samfundet til at fungere, som hvis f.eks. alle skoler lukkes, men en konflikt betyder, at arbejdsgiverne, det vil i dette tilfælde sige kommunerne, faktisk sparer penge, fordi de ikke skal udbetale løn mens der enten er strejke eller lockout.

Det viser behovet for, at de offentligt og privat ansatte står sammen. For de offentligt ansatte er det afgørende, at konflikten bredes ud til de ansatte i den private sektor: når de strejker rammer det direkte arbejdsgiveren på pengepungen.

Sammenholdet er ikke bare et spørgsmål om ”solidaritet”. Det er klart, at angreb på de offentligt ansatte rammer alle arbejdere på flere måder. For det første betyder angreb på f.eks. folkeskolen, at arbejdernes børn får en dårligere uddannelse, mens de rigeste flytter deres børn i privatskole. Derudover er det også tydeligt, at angreb på arbejdstid og løn for en faggruppe bruges som rambuk til at angribe andre faggruppers løn- og arbejdsforhold, uanset hvor de er ansat. Angrebet på lærerne er en del af en generel arbejdsgiveroffensiv, der især har taget til efter krisens udbrud.

Formanden for SAS’ kabinepersonale, Helge Thuesen, har udtrykt solidaritet med lærerne, fordi han ser en tydelig rød tråd mellem angrebet på deres arbejdsforhold og på lærerne.
\”Det her er det samme, som vi var ude for, hvor Corydon sendte en sms til mig\”.
Den dag lockouten starter, må der iværksættes sympatistrejker, først fra resten af de offentligt ansatte, men giver det ikke resultat fra hele den danske arbejderklasse. Arbejdsgiveroffensiven må stoppes.

Der må ikke bare skabes alliance med resten af arbejderklassen men også med elever og studerende, der også rammes af regeringens politik, både med SU-reformen, heldagsskolen og de generelle nedskæringer. For et par uger siden viste elever og studerende deres kampvilje i en demonstration mod SU-reformen. Og i Frederikshavn nedlagde 200 skoleelever undervisningen i sidste uge og demonstrerede mod den bebudede lockout. Eleverne har en interesse i at lærerne har så gode forhold som muligt så de kan skabe den bedst mulige undervisning. Det er netop det KL forsøger at smadre, og derfor er kampen mod KLs planer ligeså meget elevernes, som det er lærernes. Lærerne må appellere til elever og studerende om fælles kamp, og gå imod forsøget på at spille grupperne ud mod hinanden. Energien hos elever og studerende kan give et vigtigt rygstød til kampen.

Også en politisk kamp
Ikke mindst blandt de offentligt ansatte var der forhåbninger til det at få en ny regering. Efter strejken i 2008 blev fokus rettet ind mod den politiske kamp. Desværre er det blevet mere end klokkeklart, at den nuværende regering ikke bare fortsætter de borgerliges nedskæringspolitik på velfærden, men fører en benhård arbejdsgiverpolitik.

Regeringen har ført en direkte skandaløs kampagne imod lærerne. De har ikke holdt sig tilbage for at fremstille lærerne som dovne og forkælede. Margrethe Vestager har sågar kaldt lærerne ”mytemagere” og sagt at de ”tager reformen som gidsel i overenskomstforhandlingerne” samtidig med at hun afviser lærernes påstand om, at reformen vil resultere i ringere undervisning. Den socialdemokratiske undervisningsminister Christine Antorini har bakket Margrethe Vestager fuldstændig op.
De har den frækhed, at beskylde lærerne for at blande politik og faglig kamp sammen, mens det netop er dem selv, der gjorde dette ved at finansiere deres heldagsskole-reform med lærernes arbejdstid.
De siger indirekte, at lærerne er dovne og ikke har lavet nok, når de påstår, at det at lærerne skal undervise mere af deres arbejdstid ikke går ud over undervisningen – uden at fortælle hvad det er lærerne så ikke skal lave i stedet. Allerede nu arbejder mange lærere mere end de får løn for, for at nå alt det der skal nås af forberedelse, kontakt til forældre, indkøb til undervisningen, team-møder osv.

Der er ingen tvivl om, at starter lockouten, vil regeringen gribe ind med henvisning til, at ”samfundsordenen forstyrres” og ved lov diktere lærernes fremtidige arbejdsforhold. Og regeringen har indtil nu vist med al tydelighed, at den står på KL’s side og ikke lærernes. Det må ikke accepteres – griber regeringen ind må hele fagbevægelsen svare med strejke dagen efter.

Det er nødvendigt at stoppe den nuværende regerings politik, hvor der skæres på velfærden og pengene gives til erhvervslivet i skattelettelser. Skal nedskæringspolitikken stoppes er der brug for en politisk kamp i partierne. For det første må Enhedslisten på ingen måde acceptere, at regeringen griber ind. Derudover er det nødvendigt, at fagbevægelsen diskuterer, hvordan den kan kæmpe gå ind i kampen om den politiske linje i arbejderpartierne. I England har det store fagforbund UNITE besluttet at sende flere tusinde medlemmer ind i Labour for dér at kæmpe for en arbejderpolitik. Det eksempel må den danske fagbevægelse følge.

Angrebet må afvises
Lige nu forhandler KL og lærerne i forligsinstitutionen. KL har lagt massivt pres på lærerne. Det er fuldstændig afgørende, at lærerne ikke bakker tilbage nu. Al erfaring viser, at giver man arbejdsgiverne en lillefinger, tager de hele armen, og mere til. Angrebene stopper ikke ved et kompromis nu.
Bryder konflikten ud, er det afgørende, at der fra dag startes en offensiv fra lærerne. Der må holdes daglige stormøder, der diskuterer, hvilke skridt lærerne skal tage fremad. KL har startet kampen, men det betyder ikke, at lærerne ikke skal tage kampen op og gå til modstand. Der må arrangeres demonstrationer, blokader og rundture til arbejdspladser for at forklare om konflikten og bede om sympati og indsamle penge.

Lærerne må tage næste skridt efter stormødet for 2000 tillidsrepræsentanter d. 5. marts og indkalde til stormøde for repræsentanter for alle større arbejdspladser i Danmark og faggrupper for at diskutere, hvordan kampen kan bredes ud til først den offentlige sektor og efterfølgende hele den danske arbejderklasse.
Vi opfordrer alle til at støtte lærernes kamp.
Første skridt er at møde op til de landsdækkende demonstrationer på onsdag d. 20 marts kl. 17 i Danmarks 4 største byer. Se mere her: http://www.dlf.org/nyheder/visnyhed?id=26534

Enhed mellem lærere og studerende!
Der er brug for fælles kamp for at stoppe arbejdsgiveroffensiven!
Angrebet på lærerne er et angreb på hele den danske arbejderklasse!