Tegn abonnement på REVOLUTION
Leder: Frankrig Maj 68. I denne måned er det præcis 50 år siden “ungdomsoprøret” i 1968. Bevægelsen har fået en nærmest mytisk status. “Dengang i 68, der forstod vi virkelig at gøre oprør”, kan man høre gamle venstrefløjsaktivister henført referere til. Ofte fulgt af en pessimistisk jamren over ungdommen af i dag: “Hvorfor gør de dog ikke noget!” Fra deres velbetalte jobs er de blinde for, at ånden fra 1968 igen er ved at vækkes.
Maj-68 er myten om ungdomsoprøret, der gør op med professorvælde på universiteterne. Men Maj-68 var langt mere end et ungdomsoprør. Bevægelsen i Frankrig startede rigtig nok blandt de studerende; men det bredte sig hurtigt til millioner af franske arbejdere, der gik i generalstrejke og besatte fabrikkerne. Præsidenten, de Gaulle, flygtede ud af landet, og arbejderne stod reelt med magten i hænderne.
Og bevægelsen i Frankrig i maj 1968 var bare én bevægelse ud af mange i den periode. Perioden fra slut tresserne og et årti frem var en revolutionær periode over hele verden med radikalisering af unge og arbejdere, massedemonstrationer og strejker samt befrielsesbevægelser i det tidligere koloniale lande.
Bevægelsen i 1968 rejste spørgsmålet om magten, men lod i sidste ende kapitalismen med alle dets indbyggede modsætninger og kriser bestå.
I dag står vi igen i den allerførste spæde begyndelse af en ny revolutionær periode. I disse dage er flere franske universiteter besat, og flere grupper af franske arbejdere er i strejke mod Macrons arbejdsmarkedsreformer. Det er langt fra at være på niveau med Maj-68, men processen er den samme. Også i dag ser vi eksempler på, at bevægelsen blandt de studerende og arbejderne inspirerer hinanden og smelter sammen. Som i 1968 er bevægelsen absolut ikke reduceret til Frankrig. De samme processer, der har ført til bevægelsen i Frankrig, findes overalt, hvor vi ser unge og arbejdere gå på gaden. Herhjemme er bevægelsen omkring OK18 et tegn på, at klassekampen også er på vej tilbage på dagsordenen.
Her på 50 året for Maj-68 vil der blive skrevet masser af nostalgiske artikler. Men for marxister er der intet nostalgisk ved Maj-68 – vi fejrer bevægelsen ved at lære af den. Først og fremmest ved at forstå dens styrker og svagheder. Styrken var en forening af kampen blandt unge og arbejdere. Svagheden var manglen på en revolutionær ledelse. Ikke bare 1968, men hele den internationale arbejderklasses historie viser, at uden et revolutionært parti er det ikke muligt for arbejderklassen at tage magten.
I maj 1968 var det store parti i Frankrig Kommunistpartiet, som blev ledet af reformister, der var omtrent lige så revolutionære som vores socialdemokrater. De ønskede ikke en socialistisk revolution og lukkede bevægelsen ned. Da lederne trak sig, var der intet alternativ, der kunne lede kampen. Arbejderne var overladt til sig selv, isolerede på fabrikkerne. Der var intet i vejen med de franske arbejderes kampvilje – problemet var ledelsen. Den millionstore bevægelse løb ud i sandet, og præsident de Gaulle vendte tilbage. Intet grundlæggende ændrede sig. Det samme skete over hele verden. Bevægelserne led nederlag i manglen på en revolutionær ledelse. Og blev til sidst i 80’erne afløst af højreorienterede regeringer og en demoralisering af venstrefløjen.
Den gamle generation af venstreorienterede drog de forkerte konklusioner. De lagde skylden på arbejderklassen, ikke dens ledelse (hvilket i mange tilfælde ville betyde dem selv). De har nu travlt med at belære ungdommen om, at det der med revolution, det kan lade ikke sig gøre. “Det har vi prøvet – det er intet andet end en smuk utopi”. Men de tager fejl.
Vi står nu i starten af en periode, der vil minde om 1968 – en periode med klassekamp på dagsordenen på globalt plan. En periode, hvor arbejderne vil få muligheden for at tage magten flere gange. Men der eksisterer et ekstremt vakuum på venstrefløjen. Over hele verden radikaliseres unge. Men når de leder efter alternative revolutionære ideer, møder de den gamle demoraliserede venstrefløj. Mange tror, at de er de eneste i verden, der ønsker at kæmpe for en socialistisk revolution. Det er ikke rigtigt. Mens vi overlader det til den gamle demoraliserede venstrefløj af fortabe sig i nostalgiske anekdoter om 1968, er det op til os unge at bygge den revolutionære ledelse. Den er nødvendig for at sikre, at de kommende kampe ender i sejr. Ingen gør arbejdet for os – gå med i Revolutionære Socialister!
