Den 23. december 2024 meddelte Trump for alvor sin ambition om, at USA skulle overtage Grønland. Nu, et år senere, er Trump og hans administration endnu mere insisterende på at få Grønland på amerikanske hænder. Folk i Trumps administration taler om at købe landet, og Trump selv vil ikke udelukke at tvinge sin vilje igennem med militær magt.

Sidste år sagde udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen på famøs vis, at man skal tage Trump seriøst, men ikke bogstaveligt. Det sidste år med Trump i Det Hvide Hus har imidlertid vist, at Trump faktisk mener det, han siger, og at han har tænkt sig at gøre det. Der har derfor bredt sig en stemning af komplet panik i det danske etablissement, som efter 300 års herredømme nu risikerer at miste deres arktiske koloni. 

Regeringen har udstedt utallige appeller til Trump om at ændre kurs, men alle deres appeller er faldet for døve ører. Trump virker fast besluttet på at overtage Grønland på den ene eller anden måde.

Det er den største udenrigspolitiske krise for Danmark siden 2. Verdenskrig og en eksistentiel krise for rigsfællesskabet. Martin Krasnik, chefredaktør på Weekendavisen, satte på rammende vis ord på den erkendelse, som breder sig i toppen af samfundet: “Der vil sandsynligvis komme et offensivt amerikansk træk, og det vil være dumt at regne med afgørende hjælp fra den amerikanske kongres, forfatning eller Danmarks allierede. Vi er ved en skillevej i danmarkshistorien med udsigt til opløsning af det danske kongerige.”

På mange måder ligner den nuværende situation en gentagelse af, hvad der skete sidste år, men krisen er på et højere niveau. Den danske regering står langt svagere nu end for et år siden, og samtidig har USA med deres angreb på Venezuela fyldt den amerikanske regering med selvtillid og bevist, at de ikke er blege for at bruge rå magt for at gennemtvinge deres interesser.

Men hvorfor er Trump så fast besluttet på at få kontrollen over Grønland?

Imperialistisk stormagtsrivalisering

Trumps ønske om at overtage Grønland er et udtryk for den generelle krise i det kapitalistiske system, som har skærpet konkurrencen om verdensmarkedet og øget modsætningerne mellem nationerne og deres respektive kapitalistklasser. Vi er vidne til en fornyet stormagtsrivalisering mellem de mest betydningsfulde imperialistiske magter, især USA og Kina, men også Rusland, som mærkes over hele kloden i form af krige og konflikter.

USA er verdens absolut stærkeste imperialistiske magt, men det er en imperialistisk magt i relativt forfald. Tiden, hvor USA var verdens ubestridte supermagt og kunne gennemtvinge sin vilje i alle verdens hjørner, er definitivt forbi. Verden i dag minder i stigende grad om situationen op til 1. Verdenskrig, hvor kampen mellem en håndfuld imperialistiske magter førte til hele verdens opdeling mellem dem i hver deres indflydelsessfære.

Trumps udenrigspolitik er en anerkendelse af amerikansk kapitalismes begrænsninger og den ændrede globale magtbalance. I stedet for at forsøge at opretholde amerikansk dominans over hele jordkloden har Trump konkluderet, at amerikansk imperialisme først og fremmest bør prioritere at styrke sin kontrol over sit nærområde og de dele af verden, hvor USA har essentielle interesser. Grønland i Arktis er et af de områder.

USA kan derfor heller ikke acceptere et selvstændigt Grønland af frygt for, at Kina eller Rusland vil få et fodfæste på det nordamerikanske kontinent. Samtidig står det lysende klart for alle, at lille, svage Danmark på ingen måde er i stand til at forsvare Grønland og håndhæve dansk suverænitet over øen. Siden 2. Verdenskrigs afslutning har suverænitetshåndhævelse været udliciteret til USA, som på vegne af Danmark forsvarer landet militært. Trump er ikke den første amerikanske præsident, som har konkluderet, at hvis det er USA, der betaler for at forsvare Grønland, som ligger et geopolitisk vigtigt sted for USA, så burde territoriet også tilhøre USA.

Lige nu er der i både Danmark og Grønland regeringer ved magten, som støtter amerikansk imperialisme, men for amerikansk imperialisme er blot muligheden for, at det kan ændre sig, og der kan komme amerikansk-fjendtlige regeringer til magten, en risiko, som de ikke har råd til at tage i den nuværende globale situation. USA føler derfor et behov for at få direkte kontrol over Grønland for at sikre sig, at der ikke kommer en ‘uansvarlig’ regering til magten, som kan sætte USA’s interesser over styr.

De amerikanske imperialister forsøger at få deres ønske om at overtage Grønland til at fremstå som en defensiv handling. De forsøger at tegne et billede af en akut russisk og kinesisk trussel i Arktis og påstår, at det er nødvendigt, at USA ejer Grønland for at forhindre Kina og Rusland i at indtage landet.

Det billede, som Trump tegner af Grønland som værende omringet af russiske og kinesiske skibe, er en åbenlys løgn, som er opfundet for at retfærdiggøre en annektering af landet. Det er tydeligt hvem, der er den virkelige aggressor: USA, som åbent snakker om at annektere Grønland og dermed skubbe sin grænse endnu længere nordpå for at få fuld kontrol over ‘sin’ verdensdel.

Øger alle sprækker

USA’s forsøg på at overtage Grønland har pustet til alle splittelser i toppen af det danske samfund og skærpet den politiske krise i dansk kapitalisme. Mette Frederiksen kritiseres både for at være for blød over for Trump og for at være for hård og optrappe konflikten. Uanset hvad hun gør, så er det forkert.

Trumps forsøg på at overtage Grønland har også øget splittelserne mellem den danske og grønlandske regering. Efter valget til det grønlandske landsstyre sidste år blev Jens-Frederik Nielsen fra partiet Demokraatit ny landsstyreformand. Demokraatit er det parti, som taler mindst om selvstændighed i det grønlandske landsstyre, og Jens-Frederik Nielsen har efterfølgende slået en mere forsonende tone an over for København, end hvad der i årevis har lydt fra Nuuk. 

Den 13. januar afholdte Mette Frederiksen og Jens-Frederik Nielsen et fælles pressemøde, hvis formål var at udstråle enhed mellem de to regeringsledere. På pressemødet sagde Jens-Frederik Nielsen, at “Hvis vi skal vælge mellem USA og Danmark her og nu, så vælger vi Danmark.” Jens-Frederik Nielsens budskab, som blev leveret ved dette pressemøde, er imidlertid langt fra konsensus blandt den grønlandske elite.

I stedet for at udstråle enhed på tværs af kongeriget har de sidste to ugers begivenheder afsløret, at forholdet mellem Nuuk og København nok sjældent har været mere anspændt, end det er netop nu. Det kom bl.a. tydeligt til udtryk under et Teams-møde tirsdag den 6. januar. Det var meningen, at mødet skulle bruges til at dele fortrolige informationer, som de danske folketingspolitikere havde fået, men som ikke var blevet delt med de grønlandske politikere. I stedet for at informationerne blev delt, kogte uenighederne mellem de danske og grønlandske politikere over.

Efter mødet sagde Pipaluk Lynge, formand for Grønlands Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Udvalg, til de danske medier: “Hvad er det for et rigsfællesskab, de forestiller sig? Skal vi være undersåtter, der skal oplyses senere – bag lukkede døre – eller skal vi være lige?”

På klassisk bedrevidende og nedladende manér har det danske Folketing fraholdt fortrolige informationer for de grønlandske politikere. Pipaluk pointerede derfor, at det er hykleri, når Mette Frederiksen siger, at beslutninger om Grønlands fremtid skal træffes af grønlænderne, for hvordan kan grønlænderne træffe nogle beslutninger, når afgørende informationer ikke bliver delt med dem?

Det er ikke noget at sige til, at de grønlandske politikere er frustrerede. Det er trods alt deres land, som USA forsøger at overtage. Men hvordan har det danske etablissement så reageret på kritikken fra Grønland? De har beskyldt grønlænderne for at skabe splittelse i rigsfællesskabet.

Fx skrev Berlingske Tidende i en leder med titlen ‘Grønlænderne fodrer USA med gode argumenter for en annektering’, at Pipaluks “adfærd er helt utrolig kontraproduktiv, det vidner om en manglende grønlandsk forståelse for situationens alvor. Jo mere grønlandske politikere puster til splittelsen mellem Danmark og Grønland, jo svagere bliver hele rigsfællesskabet over for USA.” Det er altså ifølge Berlingske grønlænderne, som opfører sig uretfærdigt og uansvarligt, i modsætning til Danmark, den fornuftige voksne. Det danske borgerskabs gamle, nedladende og formynderiske attitude over for Grønland stråler ud af hvert et ord.

Lederen fortsætter: “I det hele taget er grønlænderne i fuld gang med at fodre USA med gode argumenter for, hvorfor en amerikansk annektering er nødvendig. Det gælder, når de taler om en stadig udefinerbar og dermed i NATO-sammenhæng dybt risikabel selvstændighed fra Danmark.” Ifølge Berlingske er det grønlændernes snak om selvstændighed og kritik af Danmark, som er problemet, og ansvaret for Trumps ønske om at overtage Grønland placeres således på deres skuldre. Det falder aldrig det danske etablissement og magthavere ind, at det kunne være Danmarks bedrevidende og diskriminerende behandling af grønlænderne, som skaber splittelse, og et legitimt ønske om løsrivelse fra dansk herredømme.

I kølvandet på Teams-mødet har grønlandske politikere talt om at etablere en direkte forbindelse til USA, uden om Danmark, som er et brud på princippet i grundloven om, at det er Danmark, som fører udenrigspolitik på vegne af hele rigsfællesskabet.

Forslaget er blevet mødt med rædsel af de danske politikere, som er skrækslagne over, at Danmark risikerer at blive skåret ud som mellemmand. De danske politikere insisterer derfor på at være til stede i alle samtaler og forhandlinger af frygt for, at grønlænderne vil takke ja til en aftale med USA, som betyder, at Danmark mister ejerskabet over Grønland. Mette Frederiksen satte på et pressemøde ord på denne danske insisteren på at være klæbet tæt til Grønland i enhver forhandling: “Vi kommer sammen, vi bliver sammen, og vi går sammen.”

Men Danmarks nedladende og bedrevidende tilgang til Grønland har bare bekræftet den grønlandske regering i, at de har behov for at tale med USA uden om Danmark.

Nogle dage efter Teams-mødet sagde Grønlands minister for udenrigsanliggender, Vivian Motzfeldt fra partiet Siumut, at Grønland bør stå forrest i møder med USA, og at Grønland egentlig bør kunne have samtaler med USA uden Danmark. Der er ved at brede sig en konsensus på tværs af nogle af de store partier i Grønland (IA, Siumut og Naleraq) om, at Grønland har behov for at føre sin egen udenrigspolitik – uden om Danmark – som det danske etablissement får svært ved at rulle tilbage.

Samtidig med, at det danske etablissement forsøger at klamre sig til Grønland og farer op hver gang, grønlandske politikere viser den mindste åbenhed over for USA, så har danske politikere som Martin Lidegaard nerverne til at sige ting som: “Grønland kunne ikke ønske sig en bedre partner end Danmark i spørgsmålet om selvstændighed.”

En mulig købsaftale

Den 7. januar slog den amerikanske udenrigsminister, Marco Rubio, fast over for den amerikanske kongres, at et købstilbud er på vej forud for mødet med Grønland og Danmark. Det er endnu uklart, hvad aftalen vil lyde på, men ifølge det grønlandske medie Sermitsiaq er der forlydender om, “at enhver grønlænder sandsynligvis vil blive tilbudt mere end 6 millioner kroner pr. næse”.

USA’s forsøg på at købe Grønland er tydeligvis en imperialistisk politik, som ikke handler om at sikre det grønlandske folk en rig og tilfredsstillende tilværelse inden for USA’s grænser, men som kun handler om at sikre de amerikanske imperialisters økonomiske og sikkerhedspolitiske interesser i Arktis. 

Det kan mange arbejdere og unge i Danmark sagtens se, og væmmes derfor over Trumps forsøg på at købe Grønland og landets befolkning, som var de løsøre i en ejendomshandel.

Den eneste årsag til, at ideen om at blive købt af USA kan virke tillokkende hos et lag i den grønlandske befolkning, er på grund af den elendige eksistens, som livet under dansk kapitalisme tilbyder dem, og det faktum, at de stadig behandles som en koloni af Danmark.

Martin Krasnik udtrykte for nyligt på rammende vis etablissementets koloniherrermentalitet, da han indledte en leder i Weekendavisen med ordene: 

“Der har været et tidspunkt for de fleste danske børn, hvor de har siddet og set på en globus og kigget på Grønland. Hen over den enorme, flotte, hvide ø har der stået Greenland efterfulgt af den dragende parentes (Denmark). Og man fik et lille sug i maven og tænkte: »Hvor er det vildt og mærkeligt, at det er vores«.”

Ifølge Krasnik er det altså ‘vores ø’, og ikke Grønlændernes land. Og hvad er det så for en tilværelse, livet under dansk styre kan tilbyde det grønlandske folk?

Livet for langt de fleste grønlændere er karakteriseret af armod og et komplet fravær af positive fremtidsudsigter. Hen over weekenden den 19. – 21. december var der intet mindre end 6 unge, som begik selvmord i Grønland. Den forventede levealder for mænd i Grønland er 69 år, og for kvinder 73 år, hvilket er ti år lavere end i Danmark, og på samme niveau som Syrien, som gennemgik en 13 år lang borgerkrig!

Normalt taler medierne og politikerne aldrig om Grønland. Etablissementet er kun blevet interesseret i Grønland, nu hvor Danmark er ved at miste det. Selv i den nuværende situation insisterer de danske politikere på at stå forrest, hvorimod Grønland forventes at stå og vente pænt ude i kulissen, mens ‘de voksne’ taler med USA. Danmark har altid behandlet Grønland nedladende og bedrevidende, og det er også tilfældet nu.

Vi deler på ingen måde politiske holdninger med den grønlandske politiker Kuno Fencker fra partiet Naleraq, men da han blev spurgt af en journalist om, hvad Danmark burde gøre anderledes i tilgangen til Grønland, ramte han alligevel hovedet på sømmet: “Gør ligesom USA, og sig, at I har brug for Grønland. Det har Danmark aldrig sagt. Danmark har bare sagt, at Grønland er en udgift, og de skal være taknemmelige”.

Der er i Grønland ikke et udbredt ønske om at blive underlagt USA, men derimod et ønske om at være herrer i eget hus efter i over 300 år at have været underlagt Danmark som koloni. 

Men der er samtidig en udbredt følelse i Grønland af, at status quo er fuldstændig uholdbar, som amerikansk imperialisme forsøger at udnytte til at love positive forbedringer, hvis blot landet underlægges amerikansk dominans.

Et lag af den grønlandske befolkning vil se en mulige tilknytningsaftale til USA som en måde at forbedre tilværelsen på. Kan man bebrejde dem? Næppe. Mens USA lover en forbedring af folks liv, så er det Danmark, der bærer ansvaret for den armod, som kendetegner tilværelsen for grønlændere i dag.

En mulig invasion

Der har været meget spekulation om, hvorvidt USA kunne finde på at angribe Grønland militært. Det virker som et mindre sandsynligt scenarie, men med angrebet på Venezuela har Trump bevist, at han ikke er sky for at gennemtvinge sin imperialistiske politik med rå magt.

Trump har gentagne gange udtalt sin trussel mod Grønland, såsom: “Lige nu kommer vi til at gøre noget ved Grønland, uanset om de kan lide det eller ej. Hvis vi ikke gør det på den nemme måde, så gør vi det på den hårde måde.” Det er derfor også forståeligt, at knap fire ud af ti danskere tror, at USA vil invadere Grønland. Der er heller ikke noget at sige til, at der er mange i Grønland, som er nervøse og frygter for en amerikansk invasion. Udover den usikkerhed og kaos som en militær invasion vil medføre, så er mange også udmærket klar over, at et liv under amerikansk herredømme ikke vil indvarsle en lys fremtid for Grønlands befolkning, på trods af Trumps løfter om guld og grønne skove.

Lige nu er der stemmer fra både højrefløjen og fra venstrefløjen i Danmark, som kræver, at Danmark øger sin militære tilstedeværelse i Grønland for at afskrække USA. Kravet kommer bl.a. fra den konservative politiker Rasmus Jarlov, men den, som presser aller hårdest på for at sende danske soldater til Grønland, er Enhedslistens Pelle Dragsted.

I et interview med TV2 siger Pelle Dragsted: “Det skal ikke være sådan, at man bare kan lande med en helikopter i Nuuk og plante det amerikanske flag. Vi er nødt til at gøre det klart, at det vil blive en væbnet konflikt, hvis amerikanerne går den vej.” I et interview med Information indrømmer Pelle Dragsted efterfølgende, at det er urealistisk, at det danske militær ville kunne vinde en konflikt med det amerikanske. Som han selv formulerer det, så “vil [det] formentlig være hurtigt afgjort.”

På det opfølgende spørgsmål “Betyder det så, at man ofrer danske soldater i et slag, man ved er tabt på forhånd?” lyder svaret fra Dragsted: “Når man har et forsvar, så er det jo for at bruge det, og når man melder sig til Forsvaret, så er det selvfølgelig også en kendt risiko, at man skal i krig” – altså ja, det vil være at sende soldater i den visse død fuldstændig forgæves.

Pelle vil altså være klar til at gå i krig mod verdens største supermagt og sende soldater i døden, velvidende at kampen ikke kan vindes. For hvad? I et desperat og udelukkende symbolsk forsøg på at forsvare dansk imperialismes herredømme over Grønland. Det siger noget om, hvor langt til højre Pelle Dragsted, sammen med resten af toppen af Enhedslisten, er skredet, når han stiller sig i forreste række for at forsvare ‘Kongeriget’.

Det er desuden fuldstændig verdensfjernt. Danmark vil aldrig kunne slå det amerikanske militær. Selv hvis Danmark fordoblede eller tidoblede sin militære tilstedeværelse, så ville de ikke udgøre nogen modstand over for det amerikanske militær.

Faktum er, at Danmark ikke kan forsvare Grønland mod hverken USA, Rusland, Kina eller noget andet land. Det er netop en del af problemet og en årsag til, at USA føler et behov for at få den direkte kontrol over landet.

De danske politikere var meget forargede over, at J.D. Vance kritiserede Danmark for at have forsømt sit ansvar for at sikre Grønland. Men Vance har en pointe, for den danske regering lyver åbent om deres militære kapaciteter i Grønland og har ikke overholdt ét eneste af de løfter, som de gav den amerikanske regering om oprustning i Grønland under Trumps første præsidentperiode.

Regeringen påstår, at de har investeret for 90 milliarder kroner i at styrke forsvaret af Grønland, men den danske regering har kun planer om at investere for 42 milliarder kroner – så langt under de 90 milliarder. De er samtidig langt fra at implementere de nye våbensystemer, som de har afsat penge til at købe.

Pelle Dragsted har også sagt, at Danmark skal efterspørge en styrke af udenlandske soldater i Grønland fra lande som Frankrig og de nordiske lande – men det er fuldstændig virkelighedsfjernt.

De europæiske lande kan ikke engang blive enige om at sende en styrke til Ukraine for at modstå Rusland, så hvordan skulle det kunne lade sig gøre med Grønland mod en NATO allieret?

Adskillige europæiske lande, heriblandt Storbritannien, Frankrig og Tyskland, har udtrykt støtte til Danmark og forsvaret Grønlands suverænitet. Etablissementet i Danmark håber, at støtteerklæringerne kan være med til at overtale USA til at ændre kurs, men bag den udtalte støtte til Danmark fra diverse europæiske regeringsledere gemmer sig den realitet, at Europa er svag, kriseramt og fuldstændig afhængig af USA. Det afsløres tydeligt ved, at ingen fordømmer USA eller nævner Trump med navn.

Magthaverne i Europa forsøger netop at binde amerikansk imperialisme til Europa ved at holde USA engageret i Ukraine-krigen, fordi de europæiske imperialister ikke selv er i stand til at bekæmpe Ruslands voksende indflydelse i Østeuropa.

Der er derfor tydelige grænser for, hvor langt støtten til Danmark fra Europas ledere rækker, for der er større interesser på spild, som de ikke vil risikere at sætte over styr på grund af Grønland. 

De europæiske lande hverken kan eller vil komme det danske kongerige til undsætning mod USA. Det ved USA også godt. Som Stephen Miller, en af Trumps tætteste rådgivere, sagde, så er der “ingen [som] ønsker at kæmpe militært mod USA over Grønlands fremtid”.

Truslerne fra amerikansk imperialisme er seriøse, men vi kan ikke svare igen ved at appellere til, at den danske kolonimagt skal skrue op for sin militære tilstedeværelse eller appellere til, at andre imperialistiske magter i NATO skal forsvare Grønland mod USA. 

Det er både naivt, men politisk set er det også dybt kritisabelt. Hvordan kan der nogensinde komme noget progressivt ud af at styrke den danske stats militære tilstedeværelse i Grønland, et land som det har undertrykt i over 300 år?

Vi bekæmper ikke imperialisme ved at appellere til en anden imperialisme. Hvis den danske stat formår at bevare sin kontrol over Grønland, vil det blot betyde en fortsættelse af den uholdbare status quo i Grønland, som for flertallet af grønlændere betyder et liv i fattigdom og undertrykkelse

Verden i opbrud

USA’s forsøg på at overtage Grønland har udstillet den danske herskende klasses svaghed. De har hverken noget at tilbyde USA eller musklerne til at forhindre USA i at overtage Grønland. Hele toppen af det danske samfund er derfor i vildrede og panik.

I starten af januar sagde Mette Frederiksen i et interview, at “hvis USA angriber et andet Nato-land, hører alting op”. Det afspejler både magthavernes paniske angst og den reelle situation for dansk kapitalisme. Hele den gamle verdensorden, som var ført an af USA, og som dansk kapitalisme i 80 år baserede sig på, er ganske rigtigt i totalt opbrud.

Bare tanken om en anden verden, hvor USA ikke dominerer suverænt, og hvor Danmark ikke længere kan flyve med under amerikansk imperialismes vinge, er utænkeligt for de danske magthavere, for de har intet andet alternativ.

Det er udelukkende i kraft af herredømmet over Grønland, at det danske borgerskab har haft nogen som helst relevans og indflydelse på den internationale scene. Det danske borgerskab nød nemlig siden 2. Verdenskrigs afslutning godt af at have et særligt tæt forhold til USA, som var baseret på Danmarks ejerskab over Grønland – et territorium hvor USA havde vigtige sikkerhedspolitiske interesser. Samtidig spillede det danske borgerskab velvilligt rollen som amerikansk imperialismes forlængede arm i Europa.

Det var på grund af det tætte forhold til USA, at regeringsledere og magthavere i resten af Europa blev nødt til at lytte, når Danmark talte. Blandt andet som udtryk for dette blev Mette Frederiksen kåret til Europas næstmest magtfulde person i 2025 af mediet Politico.

Men nu hvor Danmarks betydning på verdensscenen står til at blive nedjusteret til landets reelle størrelse, er det højst tvivlsomt, hvorvidt diverse regeringsledere fremover kommer til at tage telefonen, når Mette Frederiksen ringer.

Vi befinder os i en ny tidsalder – en tidsalder med utilsløret imperialisme, hvor stormagterne opdeler hele verden i hver deres indflydelsessfærer. Vi kan kun bekæmpe Trump og amerikansk imperialisme ved at bekæmpe det kapitalistiske system, som er selve drivkraften bag imperialismen.

Det er tydeligere end nogensinde før, at verden styres ud fra, at might is right, altså de stærkes ret over de svage. Det vil altid være tilfældet, så længe den grundlæggende drivkraft i verden er jagten på profit, og at jorden er inddelt i stormagter, der konkurrerer om kontrollen over markeder, ressourcer og indflydelsessfærer. Med andre ord så kan der ikke være nogen frihed for små nationer som Grønland (og Danmark), så længe det kapitalistiske system består.

Vi må derfor organisere os i kampen for at vælte dette rådne kapitalistiske system gennem en socialistisk revolution. Som kommunister her i Danmark må vi først og fremmest kæmpe for at vælte dansk kapitalisme og kæmpe for, at sådan en revolution spredes, ligesom vores amerikanske søsterorganisation, Revolutionary Communist of America, gør det i USA. Det er det største bidrag danske arbejdere og unge kan give til grønlændernes kamp for frihed fra imperialisme, kolonialisme og undertrykkelse.