Ross Walker fra Socialist Appeal i SkotlandSkotterne skal stemmeurnerne torsdag den 18. september. Her skal de tage stilling til om Skotland skal bryde ud af Storbritannien og erklære sig uafhængigt. Vi har mødt den skotske marxist Ross Walker, 29 år gammel og aktivist i Socialist Appeal i Skotland, til en kort snak om den politiske situation i Skotland, afstemningen og de udfordringer som de skotske arbejdere og unge står overfor. En snak der her udgives i sammenfattet form.

Den kapitalistisk krise har skabet en stemning af mistillid til systemet i hele Storbritannien. Særligt blandt unge ser fremtiden mørk ud. Det er svært at finde et arbejde, og det gælder også for nyudannede akademikere.

Regeringen i London forsøger at privatisere NHS (offentlige sundhedssystem, red.), angriber skolerne osv. osv.. Alt det som arbejderklassen er blevet vant til er en fast del af livet står for skud.

Den herskende klasse i Storbritannien er én af de ældste og mest konsoliderede. I generationer har de haft enorm autoritet. Ingen satte tidligere spørgsmålstegn ved dommerne, aviserne, BBC, Parlamentet. Ja, folk lavede måske vittigheder om dem, men de så op til dem og satte ikke spørgsmålstegn ved deres autoritet. Men nu er vi nået til et punkt, hvor alle disse institutioner er gennemsyret af skandaler. Elitens autoritet er blevet afløst af væmmelse. Råddenskaben hos den britiske elite er åbenlys.

Ét af stederne denne proces har manifesteret sig selv i Skotland, er gennem nationalisme. Folk ser til nationalisme, på grund af mangel på et solidt venstre-alternativ, på grund af de forræderier som er blevet begået af ledelsen af Labour ledelsen og toppen af fagbevægelsen. Det sker på grund af deres fuldstændige manglende evne til at forbinde sig med den virkelige stemning, for slet ikke at tale om at organisere den.

På grund af denne mangel på et alternativ fra arbejderklassens organisationer, så er det let for mange, særligt unge, at falde i den fælde der hedder: det er den engelske stat der er problemet, det er dem der ødelægger vores forhold osv.

Den stigende opbakning til løsrivelse har fuldstændig taget det britiske parlament på sengen.

Igennem lang tid gik de ud, fra at det ville blive NEJ ved afstemningen om uafhængighed – de tog det som en selvfølgelighed. Men vi er rent faktisk nået til et punkt nu, hvor begge sider balancerer hinanden i meningsmålingerne og det kan gå begge veje.

Men man skal også tage meningsmålingerne med et gran salt. For bureauerne er vant til at undersøge stemningen i forhold til parlamentet. De er ikke vant til at undersøge dette spørgsmål, så der er en stor usikkerhed forbundet med dem.

Konsekvenser af uafhængighed

Hvad vil det betyde for arbejderklassen hvis Skotland bliver uafhængig? Der har været en del debat om spørgsmålet om møntfoden, om end det er et mere perifert spørgsmål. Tidligere var der snak om at et uafhængigt Skotland ville tilslutte sig Euroen. Men med krisen i Eurozonen er den mulighed ikke længere så attraktiv for Scottish National Party (SNP). Derfor snakker de nu om at beholde Pundet. Det har NEJ-siden brugt imod dem. Finansminister George Osborn afviste således at tillade dette, hvis Skotland blev uafhængigt, så spørgsmålet er på ingen måde afklaret.

Der er desværre mange der har illusioner til SNP. Men SNP er åbenlyst pro-kapitalistisk og opererer helt inden for de rammer som kapitalismen sætter. Hvis Skotland bliver en ny selvstændig kapitalistisk stat, er den tvunget til (som alle andre kapitalistiske stater) at kæmpe for at tiltrække kapital. Allerede nu er SNP i gang. De kører kampagner for at ”fjerne forhindringer” for erhvervslivet (hvilket ofte er det samme som arbejderrettigheder), de vil sænke selskabsskatten, fryse de offentlige lønninger, med andre ord: flere nedskæringer i den offentlige sektor, flere besparelser. Og hvordan skulle det kunne være anderledes? For at kunne tiltrække kapital, i konkurrence med de andre stater, må de nødvendigvis angribe arbejderklassen.

Hvis et selvstændigt Skotland gennemfører alt dette, vil det nødvendigvis lede til konkurrence med England, som på sin side vil forsøge at fastholde kapital ved også at angribe arbejderklassen og den offentlige sektor dér. Det samme gælder selvfølgelig andre lignende lande, som fx Norge. En nedadgående spiral.

Stemningen blandt unge og på venstrefløjen

Blandt unge er der store illusioner til selvstændighed. Det er heller ikke så underligt, når man tager i betragtning at NEJ-kampagnen er voldsomt reaktionær. Det er en fælles kampagne for de Konservative, det Liberale Parti og Labour… én stor treenighed. Det er en forfærdelig kampagne, der er helt ude af stand til at tiltrække nogen som helst. Rent faktisk er der mange unge der siger til sig selv; ”hvis dette er hvad NEJ betyder, så stemmer jeg JA!”. Næsten alle radikaliserede unge tiltrækkes derfor i stedet til nationalismen. Og langt de fleste stemmer JA ud fra et venstreorienteret perspektiv. De har så at sige hjertet på rette sted. Der for har vi også en venlig tilgang til dem. Vi ved at den nuværende stemning af nationalisme er midlertidig.

De virkelige skurke er Labours ledelse, der fuldstændig har forrådt folket. Samtidig er der en hel række grupper på den yderste venstrefløje, også såkaldte trotskister, som er hoppet i nationalismens lejr med begge ben: der er fx en ”Radikal Independence Campaign”, og Scottish Socialist Party, der taler om ”en ny progressiv stat”. Problemet med disse kampagner er, at de giver den britiske stat skylden for alle problemer. Vi er selvfølgelig imod alt hvad den britiske stat står for, men sagen er, at hvis Skotland bliver uafhængigt på kapitalistisk basis, så vil den skotske stat gøre præcis det samme!

Der er nogen af grupperne der kræver en uafhængig socialistisk stat. Men som vi ved, og som historien har bevist, så kan man ikke have socialisme isoleret i ét land. Og for et lille land som Skotland er det fuldstændig utopi.

Marxistisk position

Vores position er: Vi forsvarer Skotlands ret til uafhængighed. Stemmer Skotland for at blive uafhængigt, så forsvare vi denne stemme. Lenin forklarede det fint i relation til nationernes ret til selvbestemmelse. Det er ikke progressivt at splitte landene op. Vi ønsker frivillig enhed. Men hvis et folk ønsker at splitte ud, så er det sådan. Vi ønsker ikke enhed opretholdt ved magt. Hvis nu det bliver et JA og det bliver afvist fra London, vil det kun medføre mere had og skærpelse af de reaktionære, nationale opdelinger af arbejderklassen. Det er vi fuldstændig imod.

Helt lavpraktisk opfordrer vi til at stemme NEJ. Men det er i virkeligheden et mindre vigtigt element i vores politik. For ligegyldigt om det bliver JA eller NEJ, vil problemerne bestå. Intet vil blive løst. Kun en socialistisk omdannelse af Skotland og England og videre endnu; over resten af verden, kan løse alle de sociale problemer som folk står ansigt til ansigt med.

Hvad de præcise konsekvenser af afstemningen vil blive, om det så bliver et JA eller NEJ, er svært at spå om. Bliver det et JA til uafhængighed, så tror jeg vi vil se en periode med national eufori blandt nationalisterne. Nationalismen på begge sider af grænsen vil stige. Den borgelige presse vil forsøge at spille på splittelsen.

Men euforien vil blive fulgt af en hård nedtur, hvor vi formentlig vil se en høj grad af demoralisering, når folk indser, at alle de problemer man håbede ville forsvinde stadig er der, og måske endda vokser hurtigere. Bliver det et JA, så vil der uundgåeligt komme angreb på arbejderklassen. Men dette i sig selv vil igen kunne starte en bølge af stigende klassekamp. Problemet er i dag, at arbejderbevægelsen er så splittet mellem England og Skotland. Når der fx indkaldes til strejker, så strejker de forskellige på dage, hvilket svækker strejkens styrke, i stedet for at gøre det sammen. Så nationalismen er på ingen måder progressiv!

Men vi må også gøre klart: om det bliver et JA eller NEJ, vil ikke være jordens, ej heller klassekampens undergang. Der er langt større kræfter på spil i den nuværende periode. Den socialistiske revolution vil også komme til Skotland.

For mere baggrund om det nationale spørgsmål i Skotland, læs bl.a. denne artikel (i 2 dele på engelsk)