Situationen i Afghanistan, som nu på 8. år er under invasion af NATO, kan beskrives som kaos, død og ødelæggelse og kun med udsigt til forværrede forhold.

Præsident Hamid Karzai, som netop er blevet ”genvalgt”, sidder på grundlag af over en million falske stemmer og uden nogen form for mandat eller opbakning. Dette blev understreget den 4. januar, hvor det afghanske parlament afviste mere end to tredjedele af Karzais 24 ministerkandidater.

Der er en fuldstændig uholdbar politisk situation i landet, med en korrupt regering, der ikke kan styrer noget som helst. Mange års træning af det afghanske politi og militær, med det formål at de selv skulle kunne holde ro i landet, har slået fuldstændig fejl.

Endeløse myrderier
Ifølge nyhedsbureauet AFP dræbte NATO i de første ti måneder af 2009 468 civile afghanere. Det var før den seneste offensiv begyndte, så dødstallet kommer ganske givet til at stige voldsomt. Det kommer oven i de tusindvis, der allerede er blevet dræbt i krigens første otte år. Ifølge Mark Herold, Ph.D. ved New Hampshire Universitet, har 8.165 civile afghanere mistet livet som følge af NATO’s krig. NATO fører ikke selv regnskab med, hvor mange afghanere, de slår ihjel.

Der kommer hele tiden nyheder om danske soldater, der har mistet livet eller er blevet såret i krigen. I januar var antallet af danske soldater, der er døde i krigen, nået op på 30. Krigen har på den måde ramt hundredvis af danskere, der har mistet deres kære.

Imperialistisk krig
Den danske regering, samt de andre besættelsesmagter retfærdiggjorde i sin tid krigen med, at de ville ”bekæmpe terrorisme”. Men krigen i Afghanistan har aldrig handlet om at fjerne terrorrister eller om at indføre ”demokrati”. Den handler om imperialistiske interesser De tre vigtigste årsager til krigen var:

For det første: at sikre amerikansk kontrol over et strategisk placeret land, der grænser op til både Kina, Iran og en række tidligere sovjetiske republikker, som traditionelt er under russisk indflydelse.

For det andet: at sikre amerikansk kontrol over de store reserver af naturgas i Centralasien. I oktober 1995 indgik den turkmenske regering (Turkmenistan råder over verdens største uudnyttede naturgasreserver) en aftale for to milliarder dollars med USA og Saudi Arabien om at bygge en gasledning gennem Afghanistan til Pakistan. Det skete samtidig med, at Taleban belejrede Kabul, som de indtog året efter. Imidlertid kom russerne USA i forkøbet og byggede i 2006 en rørledning fra Turkmenistan via Aserbajdsjan, Georgien og Tyrkiet.

For det tredje: var der de indenrigspolitiske faktorer i USA. George W. Bush og den snæversynede klike omkring ham havde brug for at styrke deres politiske position ved at ”samle nationen” og føre krig imod en ydre fjende.

Krig for at redde politikernes ansigt
Det er fuldstændig utænkeligt, at de mange problemer i landet vil blive løst så længe, de allierede er der og skaber øgede spændinger. På trods af, at medierne lejlighedsvis rapporterer om nye landvindinger for besættelsesmagten, er faktum, at der ikke er sket nogen nævneværdige fremskridt og, at selv i ”den sikre” del af Kabul udsættes tropperne for angreb.

Forfatteren Carsten Jensen (der ikke kan beskyldes for at være marxist) har rejst meget i Afghanistan, og han udtrykker situationen således i et interview til dagbladet Information: ”Det bør siges til alle unge danskere, der fra nu af melder sig til at gøre militærtjeneste i Afghanistan: Hvis I dør eller bliver sårede, sker det udelukkende for at redde ansigtet på politikere, der selv inderst inde er holdt op med at tro på, hvad de siger.”

Carsten Jensens kommentar – og lignende klagesange fra intellektuelle middelklassefolk – udtrykker en holdning som er ved at rodfæste sig, ikke blot i den danske befolkning, men blandt befolkningerne i alle de allieredes lande. Krigen i Afghanistan er rædsler uden ende. De mest seriøse militære ledere, som for eksempel ISAF-chefen Stanley McChrystal, har gentagne gange advaret om, at NATO er på vej til at tabe krigen imod de afghanske guerillastyrker.

Revolutionære traditioner
Den nuværende situation er en katastrofe for afghanerne. Den bande af korrupte og stenrige gangstere, som Vesten holder ved magten i Afghanistan, er korrupte og forhadte af befolkningen. Den afghanske befolkning ønsker at bestemme sin egen skæbne uden udenlandske tropper i deres land. Det er et krav, som arbejderbevægelsen må støtte. SF må gå forrest i kampen for at trække tropperne hjem.

Samtidig med kampen for at trække besættelsestropperne ud af Afghanistan, må SF gå i spidsen for støtte til arbejderbevægelsen og de sociale organisationer i Afghanistan, så de nuværende gangstere, der sidder på magten, kan blive væltet. Den afghanske befolkning har stolte, socialistiske traditioner. I 1978 gennemførte afghanerne under ledelse af en gruppe venstreorienterede officerer en revolution, hvor de smed det gamle monarki på porten og begyndte en proces med hurtig modernisering af landet med socialistiske metoder, fordeling af jord til bønderne og planlægning af økonomien. Tiden under det nye regime var – på trods af styrets mangler og bureaukratiske deformiteter – den lykkeligste i Afghanistans historie.

USA, Saudi Arabien og Pakistan førte i fællesskab en krig imod dette styre, hvilket tvang Sovjetunionen til at intervenere for at beskytte deres allierede i Kabul. I denne krig blev Al Qaeda og andre ekstremistiske grupper oprettet, finansieret og støttet af den vestlige imperialisme. Lars Løkke Rasmussen, der dengang var formand for Venstres Ungdom, red personligt på æselryg fra Pakistan til Afghanistan for at aflevere 600.000 kroner, som de borgerlige ungdomsorganisationer havde samlet ind til de hellige krigere.

Det er den internationale arbejderbevægelses pligt at støtte arbejderbevægelsen i Afghanistan. En væsentlig del af denne støtte er at kæmpe for, at NATO’s tropper bliver trukket hjem omgående.