Socialdemokratiet står i spidsen for en historisk beskidt smædekampagne imod venstrefløjen i København. Ligesom i New York City er de hunderæd for, hvad et magtskifte i København kan inspirere.

På tirsdag bliver kommunalvalget afgjort. I København ser det ud til, at Socialdemokratiet bliver slået. Mens det ligner, at SF og Enhedslisten kommer til at stå stærkt med omkring 50 % af stemmerne, står Socialdemokratiet til omkring 10 % – en enorm tilbagegang for det traditionelle magtparti.

Socialdemokratiet står til at tabe overborgmesterposten, som de har haft besat i mere end 120 år. Det vil være en katastrofe – ikke kun i København, men på landsplan for et parti, som i forvejen står i store problemer. Socialdemokratiets opbakning er faldet markant, siden Mette Frederiksen stiftede SVM-regeringen med sig selv i spidsen. De nylige sager om mink og (mulige) dronerflyvninger har heller ikke ligefrem givet indtryk af, at vi har et stærkt og stabilt parti ved magten.

De er hunderæd for et nederlag i København. Det er årsagen til den desperate og paniske smædekampagne, som Socialdemokratiet nu kører imod SF og Enhedslisten – med støtte fra de borgerlige og medierne. Kampagnen er kun taget til i styrke og er blevet stadig mere skinger de seneste uger.

Red scare

Alle beskidte kneb bliver taget i brug. Socialdemokratiets overborgmesterkandidat, Pernille Rosenkrantz-Theil, langer ud efter SF, som hun kalder et umodent “yderfløjsparti”. Line Barfod, Enhedslistens overborgmesterkandidat, bliver mistænkeliggjort som en farlig “kommunist”. Socialdemokratiske ministre bliver én efter én en del af hylekoret, og partiet har endda brugt en halv million kroner på at sende et brev til samtlige københavnske husstande for at advare mod Enhedslisten og SF.

De borgerlige og medierne har hele vejen igennem støttet op om hetzen, især imod det største parti i København, Enhedslisten. De forsøger at oppiske et enormt hysteri – som f.eks. da Rasmus Jarlov, tidligere konservativ minister, skrev: “Hvis København bliver styret alene af den ekstreme venstrefløj, får vi brug for Folketinget til at holde hovedstaden på sporet.”

Især Line Barfod får “gravet hele sin fortid frem fra gemmerne”. I en artikel fra Berlingske Tidende, der hævder at have fundet nye dokumenter fra arkiverne om Line Barfods fortid, kan man læse:

“Spørgsmålet er, om Line Barfod som landsformand for FKU [Fælles Kurs Ungdom] og siden som medlem af Danmarks Kommunistiske Parti (DKP) og faglig sekretær for Kommunistiske Studerende selv har stået på den forkerte side af historien.”

Denne kampagne bringer mindelser om den red scare, som amerikanerne forsøgte sig med under Den Kolde Krig. At Enhedslisten og Line Barfod ikke er benhårde kommunister, er tydeligt for de fleste – de siger det endda selv. I virkeligheden adskiller Enhedslistens politik i København sig ikke synderligt fra de øvrige rådhuspartier, hvilket er grunden til, at Line Barfod selv har rakt ud til de borgerlige for at samarbejde.

Alle og enhver kan se, at denne kampagne er et åbenlyst forsøg på at sværte venstrefløjen til.

Men frem for at skræmme folk fra at stemme på venstrefløjen har kampagnen den modsatte effekt. Mange arbejdere og unge hader de borgerlige, medierne og ikke mindst Socialdemokratiet. Når sådanne tilsmudsningskampagner kommer netop fra kernen af etablissementet, ender det med at skubbe folk direkte i armene på SF og Enhedslisten.

At Enhedslisten bliver karakteriseret som radikalt og yderliggående er for mange et plusord, når det kommer fra Socialdemokratiet – som mere end nogen anden repræsenterer status quo og en elite, folk ikke kan fordrage. I den nuværende situation gavner kampagnen Enhedslisten mere, end den skader dem. Det vidner om det store skifte i bevidstheden blandt mange arbejdere og unge, at de ikke lader sig påvirke af en moderne red scare – tværtimod.

Murens fald er længe siden, og det der i dag former folks tænkning, er kapitalismens forbrydelser – ikke den såkaldte “kommunismes”. De samme magthavere har siddet på magten i årtier, men tingene bliver kun værre og værre. Derfor virker idéen om et radikalt alternativ tillokkende på et større og større lag. Mange stemmer ikke på Enhedslisten, fordi de har nærstuderet deres valgprogram eller elsker deres slogans. De stemmer på dem, fordi de vil have noget nyt.

Mamdanis effekt i København

Samtidig med at der er blevet skruet op for skræmmekampagnen herhjemme, fandt et politisk jordskælv sted et andet sted i verden, som også har skabt efterskælv i København.

Zohran Mamdani, en selverklæret socialist, blev valgt som borgmester i New York med over halvdelen af stemmerne. Det er fuldstændig uset i amerikansk politik. Selvom der er store forskelle mellem Mamdani i USA og venstrefløjen i København, afspejler deres opbakning den samme proces: flere og flere kan ikke holde status quo ud og vil prøve noget nyt.

At Mamdani faktisk vandt borgmestervalget har skabt et vist håb, som smitter af i København: at det faktisk kan lade sig gøre at vinde over gamle politiske dynastier. Mange tænker: Hvis det kunne lade sig gøre i USA, af alle steder, så kan det måske også ske herhjemme? Flere og flere søger efter et alternativ til de gamle magtpartier og vil i stedet prøve noget nyt, anderledes og uprøvet.

En sejrsfølelse

Det vil uden tvivl være en progressiv begivenhed, hvis Socialdemokratiet lider nederlag i København. I Danmark er Socialdemokratiet den herskende klasses vigtigste parti, som den bruger til at bevare sin magt. I den nuværende situation vil et hårdt slag imod Socialdemokratiet gøre kapitalistklassens styre endnu mere ustabilt, end det allerede er.

Mange vil, helt forståeligt, være begejstrede over, at de bliver væltet af pinden – at der endelig sker noget nyt i København – og mange vil stå tilbage med en følelse af sejr. At Enhedslisten og SF ikke kan levere de forandringer, som folk forventer af dem, vil først blive tydeligere senere.

Men den vigtigste konsekvens her og nu af et magtskifte i hovedstaden vil være, at flere kan se, at tingene ikke behøver at være, som de altid har været. Tingene kan forandres. Magtbastioner, som før virkede forstenede og evige, kan væltes.

Sådanne lektioner indeholder kimen til revolutionære konklusioner – hvilket er det, magthaverne i virkeligheden frygter allermest.