I over fire år har krigen i Ukraine stået på. Den nuværende situation er blevet desperat for den ukrainske befolkning. Zelenskyj-regeringen bliver mere og mere upopulær for hver dag, der går, og en truende økonomisk katastrofe hænger over hovedet på landet, mens udskydelse og afskaffelse af demokratiske processer samt den ene korruptionsskandale efter den anden udstiller den ukrainske elite.

Det bliver stadig mere tydeligt, hvad krigen faktisk handler om. Vestens kapitalister og politikere har aldrig kæmpet for »Ukraines frihed« eller demokratiet, men for at ramme deres russiske rival. For disse interesser har de i samarbejde med den korrupte ukrainske elite sendt ukrainske arbejdere i døden ved fronten.

Historien om den snarlige ukrainske sejr, og at Rusland synger på sidste vers, er en historie, som Vestens regeringer, politikere og medier ihærdigt forsøger at fastholde. Virkeligheden er dog det omvendte: Rusland har overhånden i krigen og er i gang med at pålægge Vesten et enormt nederlag. Krigen er de facto tabt for Vesten, og det er blot et spørgsmål om tid, inden det bliver formelt. Mens der ved krigens begyndelse var massiv opbakning til den ukrainske krigsindsats, er der nu begyndt at ske et skift i bevidstheden blandt befolkningen, både i Ukraine og i Danmark.

Stemningen skifter

Det største skift har fundet sted blandt den ukrainske befolkning. Situationen for den ukrainske regering er nu så slem, at et flertal af ukrainerne mener, at korruption er et større problem end russisk militær aggression (54 % mod 39 %).

Det er ikke svært at se, hvorfor den ukrainske befolkning er så frustreret over krigen, som de har betalt den største pris for. I en artikel fra The Nation, et amerikansk magasin, beskrives det, at fra to til seks millioner mænd jages som vilde dyr på tværs af hele landet af rekruttører for den ukrainske hær, der kidnapper dem på åben gade og tvinger dem til fronten.

Hvis dette kommer som et chok for dig, må du være lovlig undskyldt, da alt det aldrig kommer i nærheden af de vestlige mediers forsider, og bestemt ikke de danske medier. 

Ligesom stemningen blandt ukrainerne ændrer sig drastisk, er stemningen blandt den danske arbejderklasse også ved at tage en drejning. Et spørgsmål trænger sig på: Hvorfor har vi postet uanede mængder af penge i en tabt krig, når vi kunne have brugt de penge på at hjælpe arbejdere og unge, der lider her i Danmark?

Et eksempel på det begyndende stemningsskifte blandt danskere kan man se under et opslag på Facebook fra Viktor Bunk Ekelund — miljøordfører og bestyrelsesmedlem i Dansk Folkepartis Ungdom (DFU). Opslaget er rettet mod os i Revolutionært Kommunistisk Parti (RKP) og en artikel, vi skrev, ved navn ”Hvordan Vesten ødelagde Ukraine”. I sit opslag forsøger han kort at forklare vores position på krigen i Ukraine som en imperialistisk proxykrig mellem Rusland og Vesten. Derefter skriver Ekelund forarget i sit opslag: ”De [RKP] mener også, at vi burde stoppe vores støtte til Ukraine, fordi det kun fortsætter krigen.”

At en fremtrædende DFU’er søger stof i vores artikler er da rørende, men det interessante er kommentarsporet. Her er holdningerne i direkte modstrid med Ekelunds egne synspunkter om krigen:

”Behøver ikke være kommunist for at have det syn på krigen. Jeg mener stort set det samme som artiklen, jeg er ikke kommunist. De har vist bare åbnet øjnene op for sandheden angående krigen i stedet for at tro og bidrage til det forskruede narrativ, alle I andre forsøger jer frem med.”

”Der skal IKKE flere milliarder danske skattekroner til det fascistiske gangsterregime i Ukraine!”

”Utroligt at de har ret.”

For blot et par år siden ville kommentarer som disse næsten være utænkelige — især på et opslag fra en DF’er. I krigens første år havde det danske borgerskab nemlig succes med at fremstille krigen i Ukraine som en ”frihedskrig” og en ”kamp for demokratiet”. Men virkeligheden er svær at skjule. I dag bliver skepsis over for krigen mere og mere normal.

For helt almindelige danskere er nedskæringer på velfærden og besparelser i kommunale budgetter, hvad krigen i Ukraine har medført. De kan se, at når det gælder helt grundlæggende velfærdsydelser, er pengene knappe, men når det handler om bevillinger og bomber til krig, er pengene lige pludselig uendelige.

Stemningen omkring krigen i Ukraine i Ukraine er hos et bredt lag af den danske befolkning ved at skifte. Politikernes og mediernes propaganda får sværere ved at slå igennem, og deres forsøg på at manipulere befolkningen og tvinge deres fortælling ned over hovedet på folket udstiller kun deres krigshysteri endnu mere. Selvom propagandaen stadigvæk fører mange bag lyset, begynder fortællingen at slå sprækker.

Men det er bestemt ikke alle, som har opdaget, at krigen i Ukraine bliver mindre og mindre populær blandt mange danskere. Det er næsten, som om de danske politikere lever i en helt anden verden end den, resten af befolkningen befinder sig i.

De danske politikeres hykleri og kynisme

Ved offentliggørelsen af den 30. militære støttepakke på 4,4 milliarder kroner til Ukraine den 1. juni i år udtalte forsvarsminister Jeppe Bruus (S) blandt andet, at ”Europas forsvar starter i Ukraine. Derfor er regeringen fast besluttet på at fortsætte støtten til Ukraine og sammen med allierede og partnere arbejde for at stille Ukraine i en så stærk position som muligt…”

I en tid, hvor der spares på velfærden, hvor folkeskoleelever ikke får den undervisning, de skal have, fordi skolerne og lærerne mangler de nødvendige ressourcer, og hvor helt almindelige mennesker kæmper med stadig stigende leveomkostninger — for ikke at tale om universiteterne, sygehusene, hospitalerne, boligmarkedet og meget mere, som lider under kapitalismens altomspændende krise — i den tid poster de milliarder i en tabt krig.

Til trods for at politikerne bliver ved med at sprede den samme propaganda om, at vi alle sammen må spænde livremmen ind for at beskytte ”vores sikkerhed” — som de har forsøgt at bilde os ind siden krigens start — bliver det mere og mere tydeligt for arbejderklassen i Danmark, at der er en verden til forskel på os og dem. Altså forskellen mellem arbejderklassen og den herskende klasse.

Det er tydeligt, at de danske politikere ønsker at blive ved med at poste penge i krigsmaskinen, selvom det blot trækker krigen i Ukraine i langdrag og trods de enorme humanitære konsekvenser for ukrainerne. Men hvorfor?

Hvorfor trække krigen i langdrag?

Den rigtige årsag blev udtrykt på kynisk vis af den belgiske general og chef for det belgiske forsvar, Frederik Vansina:

“2030 will be a difficult time for Europe. By then, we hope the war in Ukraine will be over. Russia will still be there with an army of between 650,000 and 700,000 experienced soldiers. So by 2030, we must be able to tell Vladimir Putin that even without the Americans, he will not win a war against Europe. We still have a few years ahead of us. Thanks to the courage and blood of Ukrainians, who are buying us this time. That is why we support them so resolutely.”

Disse ord udstiller den europæiske herskende klasse. Ved at købe sig tid med ukrainernes blod og finansiere krigen med den europæiske arbejderklasses penge håber man at nå at opruste militært for desperat at beskytte sine egne imperialistiske interesser og indflydelsessfære i en periode præget af økonomisk og politisk krise.

Vansina har ret i, at Rusland vil stå med en stor, krigserfaren hær ved krigens afslutning. Hundreder af tusinder af soldater har fået erfaring med moderne højintensitetskrigsførelse, hvilket forrykker magtbalancen i Europa.

Dette vil have enorme konsekvenser for Europas evne til at gennemtvinge sine interesser i Østeuropa. Et styrket og sejrrigt Rusland vil betyde et enormt nederlag for vestlig imperialisme i en tid, hvor kapitalismen globalt er i en dyb krise. Nederlaget vil have kolossale implikationer for klassekampen på hele kontinentet — noget, de europæiske eliter bestemt ikke har nogen interesse i.

Hvad skal der til for at stoppe blodbadet i Ukraine?

Regeringen fortsætter gerne blodbadet og ofrer ukrainske unge for imperialismen. Det er ikke dem selv, der betaler prisen, men de ukrainske arbejdere med deres liv, og de europæiske arbejdere gennem nedskæringer i velfærden og høj inflation i alle aspekter af deres liv.

Mens regeringerne i både Ukraine og Europa presser på for at fortsætte krigen, koste hvad det vil, har hverken den ukrainske, europæiske eller russiske arbejderklasse nogen interesse i at fortsætte en krig, som, hvis den ikke slår dem ihjel, smadrer deres arbejds- og levevilkår og splitter dem ad på nationale linjer.

For at stoppe vanviddet må vi rette blikket mod krigsmagerne i vores egen regering og den herskende klasse. Krigen i Ukraine er deres, ikke vores.

Mette Frederiksen og co. er villige til at trække os alle i afgrunden for at forsvare europæisk imperialismes interesser. Hvis du heller ikke er villig til at acceptere dette, er det på tide, at du organiserer dig, så vi sammen kan smide krigsmagerne på Christiansborg og det system, de repræsenterer, på porten.