Da Berlinmuren faldt, og Sovjetunionen kollapsede i starten af 90’erne, erklærede den borgerlige historiker Francis Fukuyama, at historien var ovre: Kommunismen havde fejlet, og kapitalismen havde vundet. Fremtiden ville fra da af byde på ubrudt fremgang. 

Historien har siden vist, at den ikke var så let at gøre det af med, som så.

I dag sidder det kapitalistiske system fast i sin dybeste krise nogensinde, og ideen om socialisme og kommunisme bliver mere og mere populær blandt unge over hele verden, selv i kapitalismens højborg, USA. Donald Trump har – ligesom flere amerikanske præsidenter før ham – erklæret krig mod kommunisme. Kommunismens spøgelse vil ikke dø, og den herskende klasse er rædselsslagen. De forsøger med alt i deres magt at overbevise arbejdere og unge om, at kommunisme er farligt. 

Problemet for kapitalisterne og deres håndlangere i diverse regeringer er, at kommunisme er en ret attraktiv idé for alle andre end dem selv. Langt de fleste, uanset hvordan de ellers definerer deres politiske ståsted, er enige i, at alle mennesker bør have mulighed for at få mad at spise, tøj på kroppen, tag over hovedet, et ordentligt job og et klima, der ikke slår dem ihjel. 

Det kan det kapitalistiske system imidlertid ikke levere: Det skyldes, at det nuværende system er indrettet efter at give et lille mindretal af virksomhedsejere de bedste betingelser for at tjene astronomiske mængder profit, uanset konsekvenserne for alle andre. Derfor ser vi enorm sult, fattigdom og krige plage milliarder af mennesker, samtidig med at der bliver produceret nok til, at alles behov kan blive opfyldt. 

Men hvordan vil kommunisme løse problemerne? Hvad kæmper kommunister faktisk for?

Helt kort sagt skyldes samfundets problemer, at økonomien er koncentreret i hænderne på et finansielt oligarki. For at løse dem er det nødvendigt at ophæve det monopol og administrere samfundets velstand demokratisk efter flertallets behov: Det kræver et opgør med bankerne, oligarkerne og deres håndlangere i politik. I modsætning til alle andre politiske tendenser er vi ikke bange for at tage det opgør: Det er kernen i vores politik.

Behov over profit

I det samfund kommunister, kæmper for, vil formålet med økonomien ikke være profit til de få, men derimod at opfylde alles fysiske og mentale behov. Ved at ekspropriere de største banker og monopoler vil det blive muligt at planlægge økonomien rationelt og fordele ressourcer efter behov. På den måde kommer økonomien til at tjene mennesker og ikke omvendt.

I modsætning til hvad kapitalismens forsvarere skyder kommunismen i skoene, er det hverken noget, vi kan eller vil kuppe os til: Vi kæmper for at vinde tilliden fra et flertal af befolkningen til vores program, og for deres aktive involvering i at skabe et bedre samfund.

Demokratisk planlægning af økonomien efter flertallets behov afhænger nemlig af arbejdere og unges aktive deltagelse. Vi vil ikke på forhånd bestemme, hvordan arbejderklassen skal organisere sig for at drive samfundet videre uden virksomhedsejere og finansfyrster: Vi har set igennem historien, hvordan den spontant organiserer sine egne demokratiske organer i kampen for sine mål. Under de russiske revolutioner organiserede arbejdere og bønder sig i ‘sovjetter’ (der blot betyder ‘råd’). 

Arbejderklassens egne magtorganer er ikke nogen fremmed idé i Danmark, hvor arbejdermagt er opstået under store massebevægelser flere gange. Fx i form af ‘tillidsmandsringe’ under generalstrejken i 1985, for bare at nævne ét eksempel. Vi kæmper for, at arbejderklassen vælger sin egen regering, baseret på denne form for demokrati, og etablerer en arbejderstat til at planlægge økonomien.

Demokratisk planøkonomi

Ved at planlægge økonomien efter behov frem for profit vil vi hurtigt kunne løse de problemer, der skyldes kapitalismens kunstige mangel. Tag fødevaremangel: 160.000 danskere springer dagligt måltider over, fordi de ikke har råd til mad. Det sker til trods for, at den danske landbrugsjord konservativt anslået kan brødføde 10-15 millioner mennesker, altså hele 2-3 gange den danske befolkning. 

Ved at ekspropriere den danske finanssektor, som dansk landbrug står i enorm gæld til, vil arbejderstaten få kæmpe indflydelse over landbruget. I dag ejer de største 8 % af bedrifterne 49 % af landbrugsjorden og drives som industri, med storbønder og landarbejdere. Ved at nationalisere disse og lægge dem under arbejdernes egen kontrol kan alle garanteres rigeligt at spise.

De mindre, familiedrevne landbrug vil få mulighed for at tilslutte sig den planlagte økonomi, men hvis de foretrækker selvstændighed, vil arbejderstaten kunne give dem langt bedre lånebetingelser, end de har nu.

Nationaliseringen af de store landbrug under arbejdernes egen kontrol vil samtidig være den mest effektive måde at gøre en ende på forureningen af grundvand og fjorde med nitrat og pesticider, og stoppe andre uansvarlige produktionsmetoder, som de store bedrifter tager i brug for at jagte profit på verdensmarkedet. 

Kombineret med eksproprieringen af de største supermarkedskæder, hvor ganske få koncerner har delt hele markedet mellem sig (Salling Group, Coop og Rema1000 sidder på over 70 % af markedet), går mad fra at være en vare at tjene profit på til en basal ret for alle. På den måde kan priserne for dagligvarer sænkes øjeblikkeligt. Spild kan reduceres enormt: Arbejdere i supermarkeder vil ikke blive beordret til at smide brugbar mad ud hver eneste dag, bare for kunstigt at indskrænke udbuddet, som tilfældet er nu.

Ved at oprette et netværk af offentlige restauranter, som samarbejder direkte med lokale landbrug, kan god, sund mad lavet på lokale råvarer gøres tilgængelig for flertallet på daglig basis.

På spørgsmålet om boliger tegner der sig et lignende billede: Med 10.000-vis af tomme boliger i de større byer ville det være muligt at få alle hjemløse huset omgående. Ved at nationalisere de store boligspekulanter som Heimstaden, Blackrock og Jeudan ville mængden af almene boliger udvides markant, og huslejen kunne fastsættes politisk som en fast, lav andel af ens løn på omkring 5 %. 

I det omfang det er nødvendigt at udvide boligmassen – fx i storbyerne, hvor tilflytningen er stor – vil det være nødvendigt at opføre et væsentligt antal nye almene boliger i høj kvalitet. I stedet for det bras, som private ejendomsselskaber banker op og udbyder til svimlende priser, vil der blive bygget kvalitetsboliger med en fast lav husleje. 

Udover mad og bolig vil vi kunne genoprette velfærden, hvis potentiale vi kun har set en flig af. Sundhedsvæsenet, uddannelsessystemet, daginstitutioner, ældrepleje og offentlig transport vil få en hårdt tiltrængt tilførsel af ressourcer for at rette op på årtiers nedskæringer. Det vil blive muligt at have gode og gratis børnehaver, uddannelser, sygehuse, plejehjem og et effektivt offentligt transportsystem i hele Danmark. 

Men det vil ikke være begrænset til disse områder: Nye initiativer, som offentlige vaskerier og offentlige kantiner og restauranter, vil være med til at flytte den huslige arbejdsbyrde væk fra hjemmet og især kvinders skuldre. På den måde vil vi også kunne skabe et langt mere ligestillet samfund.

Ved at overtage bankerne vil det være muligt at lukke kassen for investeringer i fossilindustrien og profitering på folkemord. Grøn omstilling, betalt med midlerne fra de største klimasyndere, vil relativt hurtigt kunne nedbringe CO2-udledninger og give lavere energipriser. 

Mærsks flåde, der alene udleder dobbelt så meget CO2 som resten af Danmark tilsammen, kunne ombygges til at sejle på moderne, emissionsfri brændsler, og deres nuværende forsyning af Israels folkemord kunne stoppes omgående.

Selvom borgerlige politikere kalder kapitalismen for det mest effektive system, forspilder det i praksis et enormt menneskeligt potentiale. Lige nu er 470.000 mennesker ubeskæftigede (læs: arbejdsløse), selvom økonomien topper, og de gerne vil arbejde. Med en planlagt økonomi, hvor opgaverne fordeles rationelt, kan vi eliminere arbejdsløsheden med det samme. Resultatet vil være en drastisk kortere arbejdsuge på 20 timer eller mindre – med fuld lønkompensation.

Nødvendigheden af arbejderdemokrati

Til forskel fra den nuværende stat vil en arbejderstat være drevet af arbejdere, ikke karrieremagere og professionelle politikere. Demokratisk valg af ledere på alle niveauer ville promovere de bedste, frem for de antisociale typer med spidse albuer, der hersker nu.

De grundlæggende vilkår for arbejderdemokrati er, at alle offentlige embeder er på valg, og repræsentanter kan trækkes tilbage med øjeblikkelig virkning. Desuden vil der ikke være nogen privilegier forbundet med at varetage et embede: Alle repræsentanter vil modtage gennemsnitslønnen for faglært arbejde. 

På den måde vil alle involverede have en fælles interesse i at udvikle samfundet, fordi de selv skal bruge de samme ydelser og produkter som alle andre – i modsætning til de nuværende karrieremagere, der vælger private løsninger til sig selv efter at have ødelagt de offentlige.

Hvordan betaler vi for det hele?

Vi hører tit, at kommunisme “lyder godt på papiret, men fejler i praksis”. “Hvor skal pengene komme fra?” vil folk vide.

Til dette har vi et konkret og utvetydigt svar: Vi vil ekspropriere de samfundskritiske dele af økonomien uden kompensation til storkapitalisterne, der lige nu ejer dem. 

Blot ved at nationalisere de seks største banker (alle med en balance på over 100 mia. kroner) kommer arbejderstaten til at råde over de 6.000 mia., der står på disse bankers balance – hos Danske Bank alene står der 3.900 mia. (svarende til 125 % af Danmarks BNP).

Det er værd at understrege, at de virksomheder, vi vil ekspropriere, ikke er små familieejede virksomheder, men monopoler, der dominerer vores liv: DSV og Mærsk har ingen konkurrence i Danmark og dominerer selv på verdensmarkedet for transport. Vestas, Ørsted og Andel er giganter i energisektoren, LEGO og Bestseller hiver milliarder ind på legetøj og tøj, Arla og Carlsberg på mad og drikke, og listen fortsætter. Og så er der selvfølgelig den danske medicinalindustri og dansk industris kronjuvel, Novo Nordisk. Disse virksomheder er skabt af titusinder af arbejderes slid og bør være under arbejderklassens kontrol.

Den omfattende planlægning, der allerede foregår inden for de enkelte virksomheder, kan udvides til hele sektorer: I stedet for sabotage af konkurrenter og hemmeligholdelse af teknologiske fremskridt, vil viden blive delt og produktionsenhederne udnyttet rationelt som del af en samlet, harmonisk plan for hele økonomien. Dette vil drive omkostningerne drastisk ned til alles fordel. 

Det er nøjagtigt gennem investeringer i uddannelse, udvikling af teknik, industri og nye produktionsmetoder at produktiviteten kan forøges i sådan en grad, at der på sigt vil være en overflod af brugsgenstande og det vil være muligt at lade alle “yde efter evne og nyde efter behov”. Ved at tage ejerskabet over økonomien og begynde at planlægge den, vil vi tage kontrollen over vores liv tilbage fra markedskræfterne. 

Det er det materielle grundlag for at give alle tid til at nyde de ting, der gør livet værd at leve: at bruge tid sammen med venner og familie, nyde kunst og kultur og have tid til og mulighed for at forfølge sine drømme. Det vil være muligt for hvert enkelt individ at opnå sit fulde potentiale. Samfundet vil faktisk have en interesse i det, så alle kan komme til at bidrage til i fællesskab at gøre vores liv smukkere, sjovere og lettere. 

Internationalt, eller intet

Selvom den danske økonomis overflod viser, hvor let alles behov kunne dækkes, er det tydeligt, at det ikke kan gøres uafhængigt af verdensmarkedet. En arbejderstat i Danmark vil være fuldstændig afhængig af resten af verdensøkonomien, hvilket gør revolution i resten af Europa, og verden, til en bydende nødvendighed for kommunismens succes.

Potentialet i EU’s samlede industri, ressourcer og højtuddannede arbejdskraft er grænseløst. I Europa vil en socialistisk føderation af arbejderstater begynde at planlægge bæredygtig energiproduktion, standardiseret transport og optimal udnyttelse af landbrugsjord og industri på tværs af kontinentet. Uden at være hæmmet af nationale kapitalisters modstridende interesser, vil den kommunistiske udvikling af Europa være eksplosiv. I stedet for at spille arbejdere i forskellige lande ud mod hinanden i et ræs mod bunden, vil socialistiske stater sørge for, at rettigheder og arbejdsforhold justeres efter det højest opnåede niveau.

På grund af de danske monopolers globale omfang, ville en socialistisk revolution i Danmark også være en sejr for de millioner af arbejdere verden over, som dansk imperialisme udbytter. Kapitalismens forsvarere verden over fremhæver Danmark som en form for kapitalisme med et “menneskelig ansigt”, mens det i virkeligheden er en af amerikansk imperialismes mest tro tjenere og dybt involveret i vestlig imperialismes undertrykkelse og udbytning af resten af verden. I stedet for det nuværende udbytteriske forhold mellem vestlig imperialisme og de nationer den udbytter, ville et kommunistisk Europa indgå i et ligeværdigt samarbejde med arbejderstater i resten af verden med formålet om gensidig udvikling. 

Blot i løbet af de seneste få år har vi set revolutionære bevægelser opstå og sprede sig på tværs af kontinenter, hvoraf flere er lykkedes med at vælte reaktionære, kapitalistiske regeringer: Indonesien, Nepal, Bangladesh, Sri Lanka osv. Men ingen steder er det lykkedes arbejderklassen at tage magten, og derfor er de gamle herskere blot blevet erstattet af nye. 

Det vil vi ændre i Revolutionary Communist International, og det er derfor vi organiserer os, ikke bare i Danmark, men på tværs af kloden. Vi kæmper for at opbygge det parti, arbejderklassen fortjener og har brug for, for at kunne tage magten i egne hænder, gøre en ende på klassesamfundets ydmygelser og tage springet ind i kommunismens tidsalder.