Siden Trump startede sin anden præsidentperiode og øgede presset for at overtage Grønland, har Danmarks forhold til USA lidt et markant knæk. Men de sidste 80 år har det danske borgerskab og hele etablissementet klæbet sig tæt op ad USA politisk, økonomisk og militært. Det har de gjort fordi dansk kapitalisme drog fordel af at være halehæng til amerikansk imperialisme. For at pleje det lukrative forhold til USA har toppen af det danske samfund som underdanige lakajer i årtier gjort alt, hvad Washington bad om – eksempelvis at deltage i USA’s imperialistiske angrebskrige i bl.a. Irak, Afghanistan og Libyen.
Som dansk kapitalismes vigtigste støttepille har Socialdemokratiet siden 2. verdenskrig også omfavnet USA, verdens mest reaktionære stormagt, der mere indædt end nogen anden stat på kloden har bekæmpet arbejdere og undertryktes kamp for frihed og en værdigt tilværelse, både internt i USA og i resten af verden. Socialdemokratiets omfavnelse af USA gik i 50’erne endda så vidt, at de samarbejdede med den berygtede amerikanske efterretningstjeneste CIA.
Som bogen Amerikaniseringen af den danske fagbevægelse beretter, oprettede Socialdemokratiet efter 2. verdenskrig deres egen efterretningstjeneste inde i fagbevægelsen kaldet Arbejdernes Informations Central (AIC). Socialdemokratiets efterretningstjeneste registrerede på ulovlig vis navne, adresser og fødselsdatoer på danske kommunister og radikale arbejderledere, og viderebragte disse oplysninger til både danske og amerikanske efterretningstjenester.
Socialdemokratiets antikommunisme
AIC var i høj grad en fortsættelse af den tidligere Hovedorganisationernes Informations- og Propaganda Afdeling (HIPA), der havde virket fra 1935 til 1941, og formelt set var styret af personer fra Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH, dengang DsF). Det betød, at den i realiteten blev styret af Socialdemokratiet, der udøvede (og stadig udøver) en altdominerende kontrol med fagbevægelsen.
HIPA havde officielt til formål at bekæmpe både kommunisterne og nazisterne, men organisationens virkelige opgave bestod først og fremmest i at bekæmpe DKP’s voksende indflydelse i arbejderklassen som langt størstedelen af HIPA’s arbejde var rettet imod. Det indrømmes i Socialdemokratiets egen partihistoriske hovedværk En bygning vi rejser: “For Socialdemokratiet kom [DKP’s to mandater i Folketinget i valget i 1932, red.] til at virke som et varselsskud, en påmindelse om, at en mere effektiv bekæmpelse af kommunisterne var nødvendig.”
Socialdemokratiet havde allerede dengang for længst opgivet ideen om at kæmpe for et alternativ til kapitalismen. Siden begyndelsen af 1900-tallet var toppen af Socialdemokratiet i stigende grad blevet inviteret indenfor i det gode selskab og indrulleret i etablissementet. Borgerskabet kunne ikke ignorere arbejderbevægelsens voksende indflydelse, og valgte i stedet for at købe de socialdemokratiske ledere med fine selskaber, klækkelige vederlag og prestigefyldte positioner i staten mod løfte om, at lederne ville holde arbejderklassen i ro.
På den måde var de socialdemokratiske lederes rigdom og privilegier baseret på kapitalismen, og ikke mindst deres topposter i fagbevægelsen. Det var netop derfor Socialdemokratiet så DKP som en større trussel end nazisterne: Hvis DKP begyndte at vinde arbejderklassen over fra socialdemokratisk kontrol, hvorfor skulle den herskende klasse så betale for de tusindvis af socialdemokratiske bureaukraters underhold?
Det var derfor HIPA primært bekæmpede kommunisterne, samtidig med at de socialdemokratiske ledere samarbejdede med den nazistiske besættelsesmagt. Denne velvillighed til samarbejde med nazisterne og bekæmpelse af kommunisterne kom nok intet sted bedre til udtryk end da Socialdemokratiet frivilligt overdrog et kartotek over kendte kommunister i Danmark til nazisterne, da de gik i gang med deres forfølgelse af de danske jøder og kommunister – et kartotek, der med stor sandsynlighed var det samme, som HIPA havde opbygget i løbet af 1939.
De ledende danske socialdemokrater var måske ikke dem, der personligt dræbte omkring 250 danske kommunister og modstandsfolk, men de gjorde alt, hvad der stod i deres magt for at hjælpe nazisterne med at opspore dem. I realiteten kunne det ligeså godt have været dem selv, der dømte dem til døden i form af Hitlers udryddelseslejre eller Gestapos kugler.
Takket være indsatsen fra den sovjetiske arbejderklasse og de enorme ofre, de gjorde under 2. verdenskrig, blev Nazityskland besejret. Efter slaget ved Stalingrad og slaget ved Kursk i 1943 blev det åbenlyst for langt de fleste, at Tyskland ville tabe krigen. For hele verdens arbejderklasse repræsenterede det en kæmpe sejr, men for toppen af Socialdemokratiet var det nærmere et problem, fordi DKP stod til at komme styrket ud af krigen på grund af partiets førende rolle i modstandskampen og Sovjetunionens sejr i krigen.
Derfor stiftede Socialdemokratiet AIC i 1944 og brugte stort set alt deres arbejde frem til befrielsen den 5. maj året efter på at forberede sig på at skabe et solidt netværk af dedikerede socialdemokratiske fagforeningsmedlemmer for at kunne bekæmpe et DKP, som ville stå markant styrket efter krigens afslutning, på et tidspunkt hvor Socialdemokratiet var mere miskrediteret end nogensinde før på grund af sit samarbejde med nazisterne.
DKP’s stalinisme
Efter Sovjetunionens sejr over nazisterne, opstod en revolutionær situation i Danmark. Arbejderklassen krævede et opgør mod de magthavere, der havde samarbejdet med nazisterne, og som havde smadret deres leve- og arbejdsforhold under besættelsen.
Samtidig var den herskende klasses statsapparat totalt ødelagt. Hæren og politiet var stort set ikke eksisterende og den væbnede magt i landet lå hos modstandsbevægelsen, der i høj grad var styret af DKP. Det er svært at forestille sig mere gunstige forhold for en revolution. Det eneste DKP behøvede at gøre, var at udråbe den socialistiske republik, og hele den gamle herskende klasse ville intet kunne stille op. Arbejderklassen ville kunne tage magten uden at affyre ét eneste skud.
Men ledelsen i DKP havde intet ønske om en revolution i Danmark. De var stalinister, hvilket betød, at deres politik flød fra behovet foraf at beskytte det stalinistiske diktatur i Sovjetunionen. Bureaukratiet i Sovjetunionen frygtede en succesfuld socialistisk revolution i et andet land, fordi det risikerede at etablere en sund arbejderstat med arbejderdemokrati, som ville udgøre en trussel mod bureaukratiets privilegerede position i Sovjetunionen.
Hvis arbejderklassen i Danmark eller et andet land tog magten og etablerede arbejdermagt baseret på arbejderklassens egne demokratiske organer ville det udgøre en kraftfuld inspiration for masserne i Sovjetunionen, der ville kræve bureaukratiet væltet og genetableringen af det sovjet demokrati, som eksisterede under Lenin og Trotskij i de første år efter Oktoberrevolutionen.
På ordre fra Moskva modarbejdede DKP derfor aktivt den revolutionære bevægelse i 1945 med det mål at redde dansk kapitalisme. Lederne af DKP smed al den politiske autoritet, som partiet havde vundet blandt arbejderklassen på gulvet og miskrediterede sig selv totalt. Lignende processer fandt sted mange steder i Vesteuropa, som Italien og Grækenland, hvor de nationale stalinistiske partier spillede en lignende rolle på baggrund af instrukser fra Moskva.
Mens DKP hjalp med at redde dansk kapitalisme i 1945, så blev kapitalismen afskaffet i hele Østeuropa i årene efter 2. verdenskrigs afslutning. Med kun 40 kilometer til Østtyskland var Danmark pludselig blevet en frontstat på grænsen mellem det kapitalistiske Vesten og de stalinistiske regimer med planøkonomi mod øst. Den nye situation skabte en forståelig nervøsitet hos den danske herskende klasse.
Historisk havde hele det danske etablissement og i særdeleshed Socialdemokratiet lænet sig op ad Tyskland. Efter nazismens nederlag og Tysklands deling, var det ikke længere en mulighed. Danmarks position som en frontlinjestat i kampen mod østblokken og USA’s de facto besættelse af Grønland, betød, at borgerskabet i Danmark ikke havde andre muligheder end at læne sig op ad USA – og Socialdemokratiet fulgte glædeligt i hælene på det danske borgerskab, som de havde gjort i årtier.
Strejkebryderi og meningsdiktatur
Den kolde krigs entré betød, at AIC’s virke for alvor tog fart. AIC oprettede klubber for socialdemokratisk-sindede arbejdere på alle de større arbejdspladser, hvorfra de skulle udføre antikommunistisk propaganda med det ene formål at sørge for, at DKP ikke vandt indflydelse blandt arbejderne. Alt andet blev underlagt dette mål.
Hvis DKP ledte en strejke for bedre forhold til arbejderne, var det AIC-medlemmernes pligt at bekæmpe den (som det var tilfældet med storstrejken i 1956 og B&W-arbejdernes strejke i 1963). Hvis en kommunist blev anbefalet som tillidsmand af hans kollegaer, fordi han var den bedste til jobbet, var det AIC-medlemmernes pligt at køre smædekampagne mod ham og opstille en modkandidat. Hvis DKP forsøgte at holde faglige møder eller kurser, skulle AIC-medlemmerne aktivt gøre alt i deres magt for at forpurre dem.
Arbejdernes forhold var slet ikke inde på AIC’s radar. I bogen Arbejderbevægelsens Informations Central, Socialdemokratiets kamp mod kommunismen 1944-1973, der citerer fra et omfattende kildemateriale af AIC-møder og -cirkulærer, finder man ikke ét sted, hvor en forbedring af arbejdernes forhold ligger til grund for AIC’s aktiviteter.
Klubberne blev regeret med en jernnæve. Ve den uvidende socialdemokratiske arbejder, der stemte for et forslag, der udsprang fra DKP. I 1951 i Nakskov blev der dannet en tværpolitisk faglig klub af arbejderne selv. AIC blev rædselsslagne og kastede sig over de lokale socialdemokrater, der havde været med til at danne klubben. Resultatet var, at klubben blev ophævet. AIC’s formand rapporterede til det følgende bestyrelsesmøde, at synderne i Nakskov havde virket “lidt skræmt” over, at AIC greb ind, og siden havde forholdt sig passive. For AIC og Socialdemokratiet var det vigtigere at beholde et jerngreb om arbejderklassen end at arbejderne forenede sig på tværs af politiske tilhørsforhold og dermed stod stærkere over for arbejdsgiverne og resten af den herskende klasse.
Nakskov var ikke det eneste eksempel på AIC’s diktatoriske tilgang. Til et AIC møde i 1952 blev det besluttet, at medlemmer, der så meget som stemte for en resolution fremlagt af arbejdere med tilknytning til DKP skulle ekskluderes fra Socialdemokratiet, og hvis den lokale socialdemokratiske formand ikke var antikommunistisk nok, skulle han væltes. Hvis man kritiserede Socialdemokratiets politik, fik man en skarp irettesættelse af AIC. Det ironiske i det hele var, at AIC’s diktatur over arbejderbevægelsen og sågar sine egne socialdemokratiske medlemmer nærmest var identisk med det stalinistiske meningsdiktatur i Sovjetunionen, som Socialdemokratiet hyppigt fremhævede i deres antikommunistiske smædekampagner.
Et redskab for amerikansk imperialisme
AIC førte et tæt samarbejde med amerikanerne nærmest helt fra begyndelsen. Allerede fra 1945 begynder to af AIC’s bestyrelsesmedlemmer – og hvidglødende antikommunister – Eiler Jensen, formand for FH, og Hans Hedtoft, folketingsmedlem og statsminister fra 1947-50, at have regulære møder med den amerikanske ambassadør. I 1948 til et af disse møder, hvor Eiler Jensen bliver spurgt, om Socialdemokratiet har styr på kommunisterne i fagbevægelsen, siger Eiler Jensen, at amerikanerne kan være helt rolige; socialdemokraterne har et kartotek over alle fagligt aktive kommunister.
Amerikanerne brugte deres gode forhold til toppen af Socialdemokratiet til at sikre, at den danske arbejderklasse ikke aktivt modarbejdede amerikansk imperialisme. For eksempel brød der i forbindelse med Koreakrigen en række strejker ud blandt europæiske havnearbejdere, der nægtede at håndtere krigsmateriel for amerikanerne. AIC kørte en hård propagandakampagne blandt havnearbejderne i Aarhus og Esbjerg, hvor de blandt andet løj om amerikanske og påståede kommunistiske krigsforbrydelser. Herefter kunne de danske socialdemokrater stolt melde tilbage til deres herrer på den amerikanske ambassade, at der ikke ville blive nogen problemer med at håndtere krigsmateriel i Esbjerg og Aarhus.
AIC havde ingen formel forbindelse med CIA. Alligevel er der ingen tvivl om, at de oplysninger, som AIC viderebragte til den amerikanske ambassade om stalinister i fagbevægelsen, landede på CIA’s bord. Men i 1950’erne blev der etableret en mere direkte forbindelse. Den danske fagtop indledte et samarbejde med den amerikanske fagforeningssammenslutning AFL, som gjorde de danske fagforeninger til en del af den såkaldte “Komité for Frie Fagforeninger” (FTUC). FTUC var ledet af AFL og var en samling af ikke-kommunistiske fagforeninger, altså fagforeninger der støttede op om regimerne i deres respektive lande.
Det betød, at de danske fagforeningsledere kom i selskab med medlemmer af Franco-diktaturet, medlemmer af diktaturet i Argentina, medlemmer af militærjuntaen i Grækenland osv. Det behøver næppe nævnes, at det ikke ligefrem var lande, hvor arbejderne havde verdens bedste forhold. Til gengæld var det lande, der alle bakkede op om amerikansk imperialisme. Det var heller ikke tilfældigt. Hovedsponsoren bag FTUC var nemlig selve CIA. FTUC var i langt højere grad et udenrigspolitisk redskab for amerikansk imperialisme end et værktøj for internationalt samarbejde mellem fagforeninger.
Til gengæld for dette samarbejde fik AIC oplysninger af amerikanerne, som de kunne bruge til deres antikommunistiske kampagner, såsom lønstatistikker fra Sovjetunionen. Omvendt stille var de imidlertid når det gjaldt arbejderklassens forhold i Vesten. Eksempelvis skrev AIC intet om sorte arbejderes forhold i 50’ernes og 60’ernes USA, eller forholdene for arbejdere i Franco-diktaturet eller i nogle af de mange lande, som USA organiserede kup i, hvis nu befolkningen kom til at vælge en lidt for venstreorienteret regering (Guatemala, Congo, Chile osv.).
Fortsat støttepille
Historien om AIC er vigtig, for den giver et unikt indblik i Socialdemokratiets rolle i samfundet. For dem kom forsvaret for dansk kapitalisme og deres egne privilegier foran alt andet, om det så betød, at smadre arbejdernes selvstændige kampe, samarbejde med nazisterne eller underlægge sig amerikansk imperialisme.
Da Socialdemokratiet opgav kampen mod kapitalismen, bandt det sig til et forsvar for den herskende klasses interesser, som faldt sammen med amerikansk imperialisme. Det er stadig tilfældet i dag. Selvom Trump truer med at annektere Grønland, ser vi Mette Frederiksen og resten af det danske etablissement vride og sno sig for ikke at fornærme deres herrer på den anden side af Atlanten.
Den politik, som historien om AIC så tydeligt illustrerer med at læne sig op ad amerikansk imperialisme, bliver i realiteten fortsat af Socialdemokratiet og hele etablissementet i dag. Det har vi utallige eksempler på: Mette Frederiksens forsvar for dansk deltagelse i USA’s krigseventyr; hendes søforklaringer i valgkampen om, at USA stadig er vores vigtigste allierede og det faktum, at Danmark fortsætter det militære samarbejde med USA i form af baseaftalen og indkøb af amerikansk militærisenkram, selvom det ville være ubrugeligt i en konflikt med USA.
Den herskende klasse i Danmark er stadig forbundet med tusindvis af tråde til amerikansk imperialisme, og det betyder, at dens vigtigste lakajer i form af toppen af Socialdemokratiet stadig vil forsvare og støtte amerikansk og generelt vestlig imperialisme til det yderste. Det sker samtidig med, at hele 93 procent af den danske befolkning har fået et mere negativt syn på USA, og kun 13 procent af den danske befolkning ser USA som en allieret. Det er vanvittigt progressivt. Amerikansk imperialisme er den mest reaktionære kraft på kloden. Hvis vi vil bekæmpe den, må vi starte med at bekæmpe vores egne magthavere herhjemme.
