De seneste år har vi været vidne til en kæmpe vrede og bevægelse mod Israels brutale folkemord i Gaza og aggressive krige i Mellemøsten. Mens unge og arbejdere i titusindvis har protesteret over Israels forbrydelser og Danmarks medskyldighed, har politikerne gjort alt, hvad de kunne, for at sætte kritik af den israelske stat lig med antisemitisme.

Israel er USA’s tætteste allierede, og derfor er Israel også det danske borgerskabs tætteste allierede i Mellemøsten. For ikke at skade forholdet til USA, og dermed pleje deres egne snævre interesser, forsøger politikerne at lukke munden på enhver, der kritiserer den israelske stat og dens handlinger.

Dele af venstrefløjen, såsom Enhedslisten, har bukket under for presset fra etablissementet og deres beskyldninger om antisemitisme. I stedet for at svare igen på anklagerne, har de været undskyldende, udvandet deres position på spørgsmålet om Palæstinas befrielse og accepteret etablissementets præmis om, at kritik af Israel er antisemitisme. Det sås tydeligt, da Enhedslisten i 2024 stemte for SVM-regeringens aftale om antisemitisme.

Som kommunister nægter vi at bukke under for etablissementets pres. Der er behov for at udstille de politiske motiver bag antisemitismebeskyldningerne og gøre helt klart, at kritik af Israel på ingen måde er antisemitisme. Israels brutale krige mod Iran og Libanon de seneste måneder, som politikerne har nægtet at fordømme, har kun gjort det endnu tydeligere, at der er behov for nogen, der ikke er bange for at kritisere og kæmpe mod den zionistiske stat som del af kampen mod vores egne magthavere.

Hvad er antisemitisme?

Antisemitisme er fordomme og had mod jøder, blot fordi de er jøder, og gennem historien er jøder blevet undertrykt, forfulgt og massemyrdet på den mest brutale vis. Helt op til 2. verdenskrig brugte magthaverne i Europa, inklusiv i Danmark, jøder som syndebuk for alle samfundets problemer, og promoverede antisemitisme for at splitte arbejderklassen og dermed forhindre en forenet kamp mod systemet. Hitlers nazisme var det mest ekstreme udtryk for netop det. 

Kommunister står ubetinget imod antisemitisme – ligesom vi kæmper imod enhver form for undertrykkelse og diskrimination. Det var eksempelvis kommunisterne i Danmark, der ledte modstandsbevægelsen mod nazisterne under 2. verdenskrig, mens Socialdemokratiet, Radikale Venstre, Det Konservative Folkeparti og Venstre alle samarbejdede med den nazistiske besættelsesmagt. Det stinker derfor af hykleri når politikerne i dag anklager venstrefløjen for at være inficeret med antisemitisme, mens de på belejlig vis ignorerer deres egne partiers rolle i historien.

Gennem historien har kommunister altid stået forrest i kampen mod undertrykkelsen af jøder i Danmark og i resten af verden. I Rusland kæmpede Lenin og det kommunistiske bolsjevikparti aktivt mod zarstyrets brutale jødepogromer. Lenin forklarede gentagne gange at alle arbejdere uanset religion og etnicitet har en fælles interesse i at kæmpe side om side:

“Det er ikke jøderne, der er arbejdernes fjender. Arbejdernes fjender er kapitalisterne i alle verdens lande. Flertallet af jøderne er arbejdere. De er vores brødre i kampen for socialisme, kammerater, fordi de er undertrykt af kapitalismen.” (Lenin, Grammofonoptagelse fra 1919)

Kampen mod israelsk imperialisme – for et frit Palæstina – er først og fremmest kampen for en verden uden død og ødelæggelse og uden nogen former for undertrykkelse. Den kamp har intet med antisemitisme at gøre.

Politikerne misbruger antisemitisme på kynisk vis

De danske politikeres definition af antisemitisme går imidlertid langt ud over had mod jøder. I politikernes aftale om bekæmpelse af antisemitisme fra 2024 blev “den nye antisemitisme” defineret som “en foragt for staten Israel”.

Det er tydeligt, hvad politikernes formål er ved en sådan definition af antisemitisme: at gøre det mere risikofyldt for aktivister og venstrefløjen at kritisere Israels forbrydelser, og at skræmme folk væk fra at udtrykke solidaritet med palæstinenserne. Der eksisterer antisemitisme i Danmark, som vi naturligvis er imod, men politikerne bruger på kynisk vis hadforbrydelser mod jøder som undskyldning for at angribe venstrefløjen og Palæstina-solidaritetsbevægelsen, og til at indskrænke ytringsfriheden.

Gennem de seneste år er alt fra kampråb som “from the river to the sea” til valgplakater som “befri København fra zionismen” blevet stemplet som antisemitiske. Palæstina-demonstrationer er gang på gang blevet anklaget af politikere og medier som opfordrende til vold mod jøder. De utallige beskyldninger om antisemitisme handler ikke om, at politikerne har en oprigtig interesse i at stoppe had mod jøder. Beskyldningerne er derimod et forsøg på at fjerne fokus fra Israel og Vestens forbrydelser i Mellemøsten.

For en hel generation har Danmark og Vestens direkte støtte til Israel smadret Vestens humane og demokratiske facade og udstillet den reaktionære og imperialistiske rolle, Vesten spiller i Mellemøsten. Unge og arbejdere har indset, at staten og politikerne ikke repræsenterer almindelige mennesker og på ingen måde bekymrer sig om menneskeliv, men kun går op i at sikre indflydelsessfærer, vigtige alliancer og markeder for de rige kapitalister. Vreden mod Israels folkemord repræsenterer en vrede mod hele systemet, og den vrede frygter politikerne mere end noget andet.

Forskel på Israel og jøder

Der er mange problemer i logikken med at sætte kritik af staten Israel lig med antisemitisme. Først og fremmest bliver jøder og den israelske befolkning sat lig med den israelske stat, dens regering og handlinger, hvilket i sig selv er en kæmpe fornærmelse mod helt almindelige jøder i Israel og verden over, som dermed bliver gjort ansvarlige for Israels handlinger. Hvis der er nogen, der er ansvarlige for at skabe grobund for had mod jøder, så er det politikerne, der med deres manglende skelnen mellem Israel og jøder risikerer at rette vreden over Israels folkemord og krige over mod jøder i al almindelighed. 

Politikernes logik svarer til, at hvis man kritiserer den danske stat, regeringen eller Mette Frederiksen, så er det ensbetydende med, at man opildner til had mod den danske befolkning og alle kristne mennesker, da den kristne tro er indskrevet i grundloven. Enhver ville se sådan et argument som absurd, men det er ikke desto mindre, hvad politikerne gør, når det gælder Israel.

Politikerne snakker højt om, hvor forfærdeligt fordomme mod jøder er, men alligevel gør de sig selv skyldige i den groveste generalisering af jøder, når de skærer alle jøder over én kam. De ignorerer fuldstændigt, at tusindvis af jøder er antizionister og aktivt deltager i kampen mod Israels folkemord og krige.

Den zionistiske stat er ikke et jødisk frihedsprojekt 

Ofte bliver påstanden om, at antizionisme og kritik af Israel er antisemitisme begrundet med argumentet om, at Israel og hele det zionistiske projekt blot repræsenterer det jødiske folks frihedsbevægelse og retten til selvbestemmelse og et hjemland. I Netavisen Pio, der er tæt knyttet til Socialdemokratiet, kan man fx læse:

“Den moderne zionisme kulminerede i 1948 med staten Israels fødsel. Det var ikke kolonialisme, men den mest konsekvente antikoloniale bevægelse i det 20. århundrede: et folk, der vendte hjem, mens imperierne faldt.”

Udlægningen er en fuldstændig forvrængning af det zionistiske projekt, som undlader at nævne, at skabelsen af en jødisk stat i Palæstina kun kunne ske ved at benægte palæstinenserne retten til en stat og systematisk udrense dem fra deres historiske hjemland.

Hvorvidt en kamp for national selvbestemmelse er progressiv eller ej, er først og fremmest et konkret spørgsmål, der kræver en analyse af dens klassekarakter og omstændighederne. Den zionistiske bevægelse opstod i slutningen af 1800-tallet som ét ud af mange svar på, hvordan jøder kunne blive frie for den århundredelange undertrykkelse. Hvor de jødiske arbejdere ofte blev tiltrukket af perspektivet om en forenet kamp med resten af arbejderklassen for socialisme, repræsenterede zionismen de dele af det jødiske borgerskab og småborgerskab, som så oprettelsen af en jødisk nationalstat på kapitalistisk basis som løsningen.

I modsætning til mange andre undertrykte folkeslag, var jøderne spredt og havde ingen nation, territorium eller fælles sprog. Oprettelsen af en jødisk stat i Palæstina krævede en jødisk massemigration, opkøb af jord, voldelig fordrivelse af palæstinenserne og etableringen af et stærkt militær og statsapparat, som kunne danne grundlag for en nationalstat – alt sammen umuligt uden aktiv støtte fra stærke imperialistiske magter.

I 1938 sagde David Ben-Gurion, en af Israels grundlæggere, på berømt vis: “Hvis jeg vidste, at det var muligt at redde alle [jødiske] børn i Tyskland ved at overføre dem til England, og kun halvdelen ved at overføre dem til Eretz-Israel, ville jeg vælge det sidste”. Ordene taler for sig selv og viser klart, at det zionistiske projekt ikke handlede om at redde og frigøre jødder, men om at de jødiske kapitalister ønskede deres egen nationalstat for at pleje deres personlige ambitioner.

De europæiske magter og USA så oprettelsen af Israel som en mulighed for at etablere et brohoved i Mellemøsten – en strategisk vigtig region med enorme mængder naturressourcer – hvorfra de kunne sikre deres imperialistiske interesser. Som Joe Biden på ærlig vis forklarede på USA’s vegne, så er Israel “den bedste investering på 3 milliarder dollar, vi foretager”, og “hvis der ikke fandtes et Israel, ville vi være nødt til at opfinde ét”. Det er netop Israels rolle som vestlig imperialismes forlængede arm i Mellemøsten, som er årsagen til, at Vesten og Danmark giver Israel uendelig lang snor til at begå de mest forfærdelige forbrydelser.

Har en stat ret til at eksistere?

Den israelske stat og zionismen er et reaktionært og imperialistisk projekt fra top til tå, der hverken repræsenterer den israelske arbejderklasses interesser eller en fredelig anti-kolonial befrielseskamp. 

Trotskij skrev, at “det jødiske folks befrielse er uløseligt forbundet med omstyrtelsen af det kapitalistiske system”, og det har aldrig været tydeligere end i dag. Israel har ikke skabt mere sikkerhed for jøder, men har kastet Mellemøsten ud i den ene krig efter den anden, som har gødet jorden for terrororganisationer som Hamas – som Israel i øvrigt finansierede i 80’erne. 

Når vi kommunister rejser behovet for at vælte den zionistiske stat, så har det intet at gøre med dens selverklærede jødiske identitet. Vi er imod alle kapitalistiske stater og kæmper for at vælte dem, fordi de alle bygger på udbytning og undertrykkelse af arbejderklassen. Den israelske kapitalistiske stat har lige så lidt ret til at eksistere som den danske kapitalistiske stat. På den måde “diskriminerer” vi ikke den israelske stat mere end andre stater. 

Når vi råber sloganet “intifada indtil sejr” og kæmper for at befri Palæstina gennem en socialistisk revolution i Mellemøsten, betyder det ikke vold og terror mod israelske jøder, som politikerne ellers ynder at fremstille det som. Tværtimod betyder det arbejderklassens fælles kamp på tværs af alle religioner, etniciteter og folkeslag mod den israelske stat og de undertrykkende arabiske regimer i regionen. 

Vi nægter at bukke under for presset 

Politikerne herhjemme bekymrer sig angiveligt om antisemitisme, men når medlemmer fra Venstre og Liberal Alliances ungdomspartier i marts blev afsløret i at synge nazi-sange til deres fester, afslører det, hvor hule deres bekymringer i virkeligheden er. Det er desuden tydeligt, at politikerne ikke er imod undertrykkelse af minoriteter generelt, eftersom de bruger enhver lejlighed til at puste til mistroen og fremmedhadet mod indvandrere i almindelighed og i særdeleshed mod muslimer.

Det vigtigste element i det danske borgerskabs udenrigspolitik er at sikre et godt forhold til amerikansk imperialisme, som dansk kapitalisme er fuldstændig afhængig af. Det er også dette hensyn, som er afgørende for Danmarks forhold til Israel, der er USA’s vigtigste allierede. Motivationen bag etablissementets forsøg på at kvæle al kritik af Israel bunder i sidste ende i ønsket om at forblive i kridthuset hos USA – i denne hellige sags tjeneste vender politikerne glædeligt det blinde øje til uprovokerede angrebskrige, folkemord og indskrænker ytringsfriheden herhjemme. 

Som kommunister nægter vi at bukke under for magthavernes løgnagtige smædekampagne om, at kritik af Israel er antisemitisme. Vi vil til enhver tid udstille deres hykleri og bagvedliggende imperialistiske interesser.

Vi kan ikke lade frygten fra etablissementets løgne bremse kampen mod Israels forbrydelser og det imperialistiske system, som magthaverne her i landet er en del af, og som hver dag trækker menneskeheden ned i en dybere og dybere afgrund. Den eneste løsning på arbejdere og unges problemer i Mellemøsten, i Danmark og i resten af verden, er at vælte den herskende klasse i alle lande – i den henseende diskriminerer vi ikke, når vi rejser behovet for en socialistisk verdensrevolution.