De lave lønstigninger i den nye overenskomsten for offentligt ansatte (OK26) kræver, at inflationen holder sig på 1-2% om året de næste tre år, hvis vi skal genoprette vores købekraft. USA’s krig mod Iran har imidlertid sendt energipriserne på himmelflugt.
Prisen på benzin er allerede over 15 kroner literen og diesel over 17 kroner. Det er altså svært at tro, at inflationen vil holde sig under 2% de næste tre år, og Nationalbanken har direkte advaret om, at inflationen i løbet af i år kan komme helt op på 4,5%. Men fagbevægelsens forhandlere har gjort sig umage for at maskere de ringe resultater som sejre; hertil bruger de eksempelvis oprettelsen af fritvalgskontoen.
Fritvalgskontoen – vi mister en uges ferie
Med OK26 bliver fritvalgskontoen, som vi har kendt fra det private arbejdsmarked siden 2007, indført i de offentlige overenskomster. En del af lønnen bliver sat til side hver måned, og man kan selv bestemme, om pengene skal gå til løn, fridage eller pension. Ordningen er i høj grad finansieret af arbejderne selv, da midlerne til fritvalgskontoen kommer fra ferietillæg (2,3 %), særlige feriedage (2,6 %), seniorbonus (1,0 %) og kun 0,81 % fra arbejdsgiverne. Ferietillæg, særlige feriedage og seniorbonus sløjfes for i stedet at blive indbetalt på fritvalgskontoen.
De nuværende fem feriefridage, eller ‘særlige feriedage’, som de også kaldes, er oprindeligt tænkt til at skulle holdes som netop det, de hedder: fridage. Hvis ikke man har afholdt sine feriefridage, kan man i stedet vælge at få et beløb udbetalt som økonomisk godtgørelse, men det er ikke det, ordningen er tiltænkt. Det betyder, at alle offentlige ansatte som udgangspunkt har 5 ugers ferie + 5 feriefridage, altså 6 ugers ferie i alt.
Ved at indlemme feriefridagene i fritvalgskontoen bliver det langt nemmere end hidtil at få pengene udbetalt i stedet for at holde fri. Med en inflation, der buldrer derudad, er det ikke svært at forestille sig, at folk – meget forståeligt – vil vælge at få pengene udbetalt. Dermed er den sjette ferieuge i praksis afskaffet.
Klassekamp i stedet for pampernes narresut
I OK26 fodrer man hunden med sin egen hale, og det er desværre undertegnede og alle andre offentligt ansatte, der er hunden i dette tilfælde. Lønstigningerne i OK26 kommer slet ikke til at følge med inflationen de næste tre år og når feriefridagene afvikles til fordel for en fritvalgskonto, betaler arbejderne selv for at afbøde konsekvenserne af den dårlige overenskomst, samtidig med at vi kommer til at arbejde en uge mere.
Det er i virkeligheden kernen i fritvalgskontoen, en narresut opfundet af pamperne. Arbejderne kan bruge pengene dér, hvor de er mest klemt: til løn, hvis de har brug for pengene, eller fritid, hvis de fx er presset på hjemmefronten med små børn.
Fritvalgskontoen maskerer det faktum, at jakkesættene i forhandlingslokalet ikke vinder reelle forbedringer, men blot giver os nogle krummer, som vi så selv kan få lov til at rykke rundt på. Hvis de offentligt ansatte og resten af arbejderklassen skal have bedre forhold, kan vi ikke overlade det til fagtoppen, der i årtier har forhandlet den ene elendige overenskomst efter den anden. I stedet skal arbejderne sparke pamperne på porten og tage fagforeningerne tilbage. Med en radikal kurs for klassekamp kan fagforeningerne omdannes fra de hule skaller, de er i dag, til det, de var engang; kamporganer for arbejderklassen.
