Folketingsvalget var intet mindre end en katastrofe for den politiske midte og det borgerlige demokrati. Ved folketingsvalget i 2022 fik SVM-regeringen tilsammen 50,1% af stemmerne, ved dette valg faldt deres samlede opbakning til 39,6%. Det vidner om en historisk upopulær regering.

Venstre fik det dårligste valgresultat i partiets historie med sølle 10,1% af stemmerne og beholdt kun med nød og næppe titlen som det største borgerlige parti. Moderaterne gik også tilbage i forhold til folketingsvalget i 2022, hvor partiet for første gang stillede op.

Selvom Mette Frederiksen forsøger at nedspille Socialdemokratiets elendige valgresultat, ændrer det ikke ved, at valget var en katastrofe for partiet, som med 21,8% af stemmerne står tilbage som valgets helt store taber. Det er svært at se valgresultatet som andet end en protest imod den politik, som i årevis er blevet ført på Christiansborg.

Socialdemokratisk katastrofevalg 

Socialdemokratiet gik tilbage med 5,7% procentpoint og fik dermed det dårligste valgresultat siden 1903. I samtlige af landets valgkredse gik Socialdemokratiet tilbage, og for første gang nogensinde ved et folketingsvalg blev Socialdemokratiet ikke det største parti i Københavns Storkreds, men så sig slået af Enhedslisten. Mette Frederiksen fik også næsten 32% færre personlige stemmer end ved sidste valg.

Toppen af Socialdemokratiet forsøgte at appellere til arbejdere og unge med deres mildt venstreorienterede udspil om formueskat, rent drikkevand, færre elever i landets mindste folkeskoleklasser og forbedring af Arne pensionen. Men i stedet for at fremstå progressive floppede Socialdemokratiets forsøg på at præsentere dem selv som venstreorienterede fuldstændigt.

Socialdemokraternes forslag om en formueskat var oprindeligt populært, og forslaget blev ivrigt taget op af Enhedslisten. Problemet med forslaget var, at det blev en teknisk diskussion, og at de ikke kunne svare på højrefløjens argumenter, fordi de basalt set er enige i den samme kapitalistiske logik.

Alle forslagene, som Mette Frederiksen og resten af den socialdemokratiske partitop fremlagde, kom alt for sent til at virke troværdige. Mette Frederiksen har siddet på magten i syv år og har dermed haft rig mulighed for at implementere sin politik. Der er kort sagt ingen tillid til hende.

Det katastrofale folketingsvalg markerer en ny milepæl i Socialdemokratiets krise og endnu et skridt mod ende på Socialdemokratiets rolle som det store stabile parti i dansk politik. Med Socialdemokratiets nedsmeltning er der ikke længere nogen partier i Folketinget, som kan betragtes som “store” i den traditionelle forstand.

Det vil gøre det sværere for den herskende klasse i Danmark at herske fremadrettet for Socialdemokratiet er en essentiel støttepille for dansk kapitalisme, som nu er mere miskrediteret end nogensinde før. Valget illustrerer, hvordan den politiske midtes erosion har nået et nyt niveau, og at krisen i det danske demokrati kun er blevet dybere.

Polarisering

Udover nederlaget til den politiske midte er en af hovedkonklusionerne fra dette valg, at polariseringen i samfundet har nået til et nyt kvalitativt niveau. Ifølge Kasper Møller Hansen, valgforsker ved Københavns Universitet, er stemmerne “simpelthen blevet flyttet fra midten mod fløjene, og det er vel stort set det, der er valgets tale”.

For første gang nogensinde fik de gamle magtpartier (Socialdemokratiet, Venstre, Radikale og De Konservative) kollektivt under 50% af stemmerne. På venstrefløjen gik både SF og Enhedslisten frem, og selvom Alternativet gik tilbage med 0,7%, så var valgresultatet samlet set det bedste for partierne til venstre for Socialdemokratiet nogensinde. Det betyder imidlertid ikke, at valget var kendetegnet af nogen stor entusiasme for hverken SF eller Enhedslisten: mange har primært stemt på partierne i forhåbning om, at de kan være en modvægt til den mest ekstreme racistiske politik på Christiansborg.

Selvom Enhedslisten ved dette valg gik frem med 1,2% procentpoint og fik 6,3% af stemmerne, så er resultatet stadig under deres resultat ved folketingsvalget i 2019, og kan derfor næppe betragtes som en egentlig sejr. SF gik frem med 3,3% procentpoint, og er nu det næststørste parti i Folketinget. SF’s voksende opbakning var primært båret af, at de ganske enkelt ikke var Socialdemokratiet.

Selvom nogle partier gik lidt frem, og Borgernes Parti sneg sig over spærregrænsen, så var der kun et parti som faktisk havde et vis momentum. Med en fremgang på 6,5% procentpoint blev DF valgets højdespringer. DF har fremstået som den hårdeste opposition til SVM-regeringen, og i månederne op til valget kørte Morten Messerschmidt på spørgsmålet om de høje fødevarepriser, og i valget kørte han på benzinpriserne; to spørgsmål, som arbejdere, unge og fattige mærker særligt hårdt og bekymrer sig om.

Det billede, som valgresultatet tegner, er dermed, at den politiske midte kollapser, men uden at der rigtig er noget parti til at opfange den vrede og utilfredshed, fordi der findes ikke nogen virkelig opposition til det politiske etablissement.

For de fleste menneskers vedkommende var valget derfor primært kendetegnet af et fravalg, og ikke et positivt tilvalg af nogen partier eller deres politik. Og med en valgdeltagelse på kun 84% har det største lag af vælgere i 36 år fuldkommen fravalg alle partierne, som med rette ses som det samme.

De er alle ens

Kort efter valget blev udskrevet, udsendte TV2 et program, hvor alle partiledere var taget på højskole sammen. I de hyggelige omgivelser var alle de skarpe kanter og uenigheder tilsyneladende forsvundet som dug fra solen.

Mens flere og flere arbejdere, unge og fattige kæmper for at få hverdagen til at hænge sammen, udstillede programmet, at politikerne lever i en hyggelig boble. De er ikke modstandere, der repræsenterer modstridende interesser, men først og fremmest “gode kollegaer”. Følelsen af, at der eksisterer en afgrundsdyb kløft mellem politikerne og det store flertal af befolkningen, har næppe nogensinde været mere udbredt.

En artikel i Weekendavisen satte på passende vis ord på den følelse som mange sidder med:

“Det forestående valg kan således vanskeligt fremstilles som et egentligt politisk valg med stridende samfundsopfattelser. Det ligner måske snarere et valg mellem personer, der med offentliggjorte karriereplaner bejler til en række attraktive, administrative lederstillinger. I dansk politik er man overvejende enige. Utilfredshed bunder ofte i hierarkier og karriereudsigter – eller mangel på samme.”

I realiteten er det marginale nuanceforskelle, som adskiller partierne. Forskellen mellem dem er så lille, at de praktisk talt alle kunne være i det samme parti. Det afspejles tydeligt i den måde de stemmer på, hvor de fleste partier stemmer med regeringen i 90% af alle lovforslag. Uanset hvem man stemmer på, får man altså praktisk talt den samme politik.

At der ingen opposition er i dansk politik, bliver især tydeligt på spørgsmålet om oprustning, som de alle går ind for. Selv Enhedslisten støtter nu at hæve forsvarsudgifterne til 5% af BNP. På trods af, at der er 12 partier i Folketinget, er der altså intet parti at stemme på, hvis man er imod oprustning og militarisering af samfundet.

Ideologisk vakuum

Der er et generelt komplet ideologisk vakuum på Christiansborg. Der er ingen partier, inklusiv Enhedslisten, som fremfører nogle store visioner for samfundet, der inspirerer eller vækker begejstring.

I årevis er Enhedslisten blevet rullet mere og mere ind i det parlamentariske spil og deres logik om at støtte Socialdemokratiet, som det “mindre onde”. Folk kan ikke fordrage Mette Frederiksen og Socialdemokratiet, og i netop den situation har Enhedslisten og Pelle Dragsted bundet sig helt og aldeles til socialdemokraterne.

Hele Pelle Dragsteds projekt har været at hive Socialdemokratiet til venstre, men det har været en fiasko. I stedet for, at Pelle Dragsted har hevet Socialdemokratiet til venstre, er Enhedslisten blevet hevet langt ind mod den politiske midte. I valget har Enhedslisten ikke fremlagt en klar socialistisk politik eller præsenteret sig selv som noget anderledes end de andre partier. Tværtimod har de forsøgt at nedtone dem selv og tilpasse deres politik til, hvad Socialdemokratiet kan acceptere.

Under valget lancerede Enhedslisten kampagnen “verdens rigeste land”, som talte ind i den helt samme lovprisning af dansk kapitalisme som resten af partierne. På spørgsmålet om racisme har partiet også givet store indrømmelser. I stedet for at udstille, hvordan Socialdemokratiet og de borgerlige partier bruger racisme og stråmanden om kriminalitet til at splitte arbejderklassen, så har Pelle Dragsted købt ind på samme præmis. I interviews har han talt om at “de bander som kommer og laver tricktyveri” skal udvises og taler dermed inde i det samme racistiske skræmmebillede af indvandrere som resten af etablissementet.

Hos flere og flere er Enhedslisten med den nuværende kurs ikke et alternativ til det bestående. De har ikke formået at forbinde sig med den vrede og frustration, der eksisterer blandt et bredt lag af især unge.

Ny krise og ny svag regering

Mette Frederiksen sluttede sin tale på valgaftenen af med at sige, at Danmark har brug for en “stabil regering og en kompetent regering”. Men det modsatte bliver tilfældet.

Den sidste snert af stabilitet i dansk politik er ved at forsvinde. I stedet tegner der sig et billede af et folketing, som består af en myriade af små, svage partier, og hvor den herskende klasses to bærende søjler i dansk politik – Socialdemokratiet og Venstre – er markant svækket. Med undtagelse af Socialdemokratiet er hele Christiansborg fragmenteret i 12 små partier med mellem 2-12% opbakning. Allerede nu er politiske kommentatorer begyndt at tale om faren for belgiske tilstande, hvor det tager halve eller hele år blot for at danne en regering.

Valgresultatet må derfor vække bekymring for den herskende klasse, for det kommer på et tidspunkt, hvor kapitalismen på verdensplan vakler imod en alvorlig økonomisk krise. Gennem hele valgkampen har krigen i Mellemøsten, energiprisernes himmelflugt og nedturen på verdens aktiemarkeder spøgt i kulissen. 

Det har dog kun i minimalt omfang været reflekteret i valgkampen. Men det kan ikke længere ignoreres. I medierne kan man læse, hvordan diverse eksperter advarer om, at verdensøkonomien bevæger sig på vej ind i en alvorlig krise, og at Nationalbanken advarer om, at inflationen kan stige til 4,5% i år.

For at overleve i den tilspidsede konkurrence om verdensmarkedet har borgerskabet brug for, at der bliver gennemført seriøse reformer, altså angreb mod arbejderklassen, men det bliver svært at gennemføre med en svag regering. Den tidligere SVM-regering havde sat sig selv som opgave at lave gennemgribende reformer, men det formåede den ikke. Den nye regering, uanset hvordan den kommer til at se ud, vil have behov for at lave endnu voldsommere reformer, men de vil have endnu sværere ved at gennemføre det.

Valget er forbi. For de fleste er det en lettelse, fordi Christiansborg-politik, efter fire ugers valgkamp, hænger dem langt ud af halsen. Men hvis vi vil have en ordentlig fremtid for os selv og vores børn, så kan vi ikke overlade politik til den herskende klasses politiske repræsentanter på Borgen.

Valget viser, at der mere end nogensinde før er behov for en opposition til dem alle. Der er behov for et revolutionært parti, som har en vision om et helt andet samfund. Et samfund uden milliardærer, uden imperialistiske krige, uden racistisk del-og-hersk-politik; hvor børn kan få en ordentlig skolegang og hvor man ikke skal arbejde til man dør. 

Hvis du deler den vision, så skal du organisere dig i Revolutionært Kommunistisk Parti.