Enhedslisten fremfører en rød regering som et progressivt alternativ til SVM-regeringen – men hvad betød den seneste ‘røde regering’ for arbejderklassens vilkår?

Er en ‘rød regering’ en løsning?

Mette Frederiksen, Nicolai Wammen og Magnus Heunicke i Folketing Christian Ursilva from København, Danmark, CC BY-SA 4.0, via Wikimedia Commons
Christian Ursilva via Wikimedia Commons (CC BY-SA 4.0).

Freddi Dinsen




Enhedslisten går til valg på at danne en rød regering med Socialdemokratiet i spidsen. Argumentet er, at hvis bare der er et rødt flertal, så kan Enhedslisten presse Mette Frederiksen til at føre velfærdspolitik.

Det er den samme gamle historie, partiet har fortalt de sidste mange år. Enhedslistens projekt er at forsøge at trække Socialdemokratiet til venstre. I år har det taget form af et ultimatum, som de stiller Mette Frederiksen: de vil kun pege på hende som statsminister, hvis hun på forhånd lover at gå efter at danne en rød regering.

Men for at kunne opretholde deres fortælling om, at en Socialdemokratisk regering, baseret på venstrefløjens støtte, på nogen måde vil være en løsning på de problemer arbejdere og unge oplever, må de male hen over den reaktionære politik som den Socialdemokratiske regering fra 2019-2022 førte. Vi må derfor fortælle den historie, som Enhedslisten håber, at vi alle har glemt.

Det ville blive en roman, hvis man skulle opridse alle eksempler på, hvordan den sidste røde regering under Mette Frederiksen afviklede sociale ydelser, underminerede den offentlige sektor og angreb arbejderklassens forhold, så for korthedens skyld vil vi begrænse os til at nævne nogle af de mest kendte eksempler.

Et klimavalg?

Valget i 2019 blev udråbt som et klimavalg. Men det blev ikke til meget andet end tomme hensigtserklæringer, i form af den såkaldte klimalov.

De få konkrete tiltag som denne klimalov indeholdt, var i høj grad baseret på anvendelsen af helt uafprøvede metoder til at trække CO2 ud af landets skorstene. Landets førende forsker i CO2-fangst kritiserede dengang planen i hårde vendinger: “Det kan simpelthen ikke lade sig gøre. Det er umuligt”. I stedet for at udstille regeringens bedrageriske forsøg på greenwashing af deres politik, hjalp Enhedslisten regeringen med at opretholde deres grønne image. Pernille Skipper kaldte i 2019 klimaloven for Enhedslistens “største politiske sejr”.

Det blev senere klart for enhver af den røde regering med Socialdemokratiet ved roret vægtede profit over planetens ve og vel, da det blev afsløret at regeringen havde udført lobbyarbejde på vegne af Mærsk i EU for at få shippingbranchen fritaget fra at betale klimaskatter

Greenpeace kunne også senere afsløre, at den samme regering i 2022 tiggede og bad olieselskaber om at hive mere olie op af nordsøen, for at “accelerere og maksimere produktionen frem mod slutdatoen for olie- og gasproduktionen i 2050”. Erfaringen fra den sidste røde regering er altså en fældende dom over Enhedslistens påstand om, at et rødt flertal skulle være en garanti for grøn politik.

Arnes tur

Under valgkampen i 2019 solgte Socialdemokratiet sin pensionsreform, som blev kendt som Arne-pensionen, som en redningskrans til nedslidte, der havde været på arbejdsmarkedet i mere end 40 år. Men før de satte reformen på papir, udsatte de den for en avanceret omgang bureaukratisk voodoo, der skulle sikre, at så få som muligt faktisk levede op til kravene.

I praksis betød det, at man nærmere skulle være 50 år på arbejdsmarkedet for at få Arne-pension. Selv ud fra regeringens egne estimater ville det kun være en lille gruppe på 29.000, der i 2023 ville komme til at bruge den nye ordning. Men resultatet af deres finte var, at det i 2023 kun var 12.000 personer, der gjorde brug af denet tal, der ifølge Finansministeriet vil være næsten halveret om fire år.

Enhedslisten var et af partierne, der var med til at indføre Arne-pensionen. Med deres støtte, hjalp de Socialdemokratiet med at distrahere fra det faktum, at mens regeringen gav en alt for lille gruppe af nedslidte arbejdere mulighed for Arne-pension, så fortsatte de med at hæve den generelle pensionsalder for os alle.

Politikernes argument for at hæve den generelle pensionsalder er, at det kun er retfærdigt, at når vi lever længere, må vi arbejde længere. Udover at den regel åbenbart ikke gælder for politikere, hvis pensionsalderen stadig er på 60 år. Sandheden er, at den stigende levealder er en dybt misvisende måling for danskernes sundhed. Ifølge en rapport fra Lavendla, er antallet af sunde leveår for danskerne faldet med 4,6 år, fra 60,5 til 55,9 år mellem 2013 og 2022. Lang de fleste bliver altså nedslidte og nedkørte lang tid inden de når pensionsalderen, og de kan derfor se frem til en elendig alderdom. Hvor er retfærdigheden i det?

Sygeplejerskerne får prygl

Efter at sygeplejerskerne i over et år under Corona havde båret det danske samfund på deres skuldre, fik de kun et tørt honninghjerte som tak — en gestus, der mere end noget andet må have føltes som en hån. I årevis har sygeplejersker nemlig flygtet fra faget grundet dårlige arbejdsforhold og følelsen af ikke at kunne stå inde for patientsikkerheden. Det har kun øget presset på de tilbageværende i faget.

Derfor gik sygeplejerskerne i 2021 i strejke, efter de to gange havde afvist deres fagforenings forslag til en overenskomst, da den på ingen måde indfriede de forbedringer som det ville kræve at redde sundhedssystemet. Her var det “Røde Mette”, der greb ind og erklærede strejken for ulovlig og påtvang sygeplejerskerne den selvsamme overenskomst, de havde afvist.

Enhedslisten stemte imod regeringsindgrebet, men selv efter sygeplejerskerne fortsatte strejken sad Enhedslisten bare på sidelinjen i stedet for at hjælpe dem med at bekæmpe regeringsindgrebet. Efter Mette Frederiksen havde knust sygeplejerskerne fortsatte Enhedslisten efterfølgende med at støtte og agere venstredække for hendes regering.

Fra almene boliger til de riges boliger

I 2018 vedtog VLAK-regeringen, med Socialdemokratiets støtte, den såkaldte Ghettopakke, som krævede, at almene boliger i områder med for høj andel af folk med ikke-vestlig oprindelse skulle rives ned eller frasælges. Men det blev den socialdemokratiske regerings opgave at udføre dette racistiske frontalangreb på hele arbejderklassen, som besluttede at nedrive og privatisere over 4000 almene boliger i de såkaldte ghettoområder.

Ifølge avisen Mandag Morgen betød planen, at 11.000 mennesker blev tvunget til at gå fra hus og hjem. En af de områder, der var i regeringens sigtekorn, var Mjølnerparken. Her besluttede regeringen i 2021, at over halvdelen af de almene lejligheder skulle privatiseres og sælges til ejendomsspekulanten NREP, som siden da har hævet huslejen fra 7000 til 19.000 kr. om måneden!

Også her har Enhedslisten valgt at holde sig til passivt at kritisere planen i stedet for at sætte handling bag deres ord og bryde åbent med Socialdemokratiet og hjælpe med at organisere kampen mod angrebet. Det ville nemlig være at opgive hele deres håbløse projekt om at trække Socialdemokratiet mod venstre.

Frem med pisken!

Regeringen fremlagde også i denne periode reformpakken med nok danmarkshistoriens mest klodsede navn: “Danmark kan mere I”. Med den forsøgte regeringen at piske flere i arbejde ved at smadre forholdene for folk udenfor arbejdsmarkedet.

Dimittendsatsen, altså dagpengesatsen for nyuddannede, blev reduceret med 4000 kroner om måneden, og dagpengeperioden for dimittender blev reduceret fra to til et år. Reformen introducerede også en racistisk arbejdstvang på 37 timer om ugen for alle, der er på kontanthjælp, men ikke er født i Danmark. De skal arbejde for en ydelse, der svarer til en timeløn på mellem 39 og 54 kroner, hvilket svarer til statsorganiseret løntrykkeri, som rammer hele arbejderklassen.

Enhedslistens tilgang til dette spørgsmål er eksemplarisk for deres tilgang til socialdemokratiets reaktionære politik: Mai Villadsen kritiserede korrekt denne reformpakke for at være et generationsangreb på unge. Men hun måtte også i samme omgang påpege, at “ikke al politik fra regeringspartiet er ungdomsfjendsk”.

Enhedslisten kan nemlig ikke indrømme, at essensen af Socialdemokratiets politik er borgerlig nedskæringspolitik. Derfor må alle disse åbenlyse angreb på arbejdere og unge fremstilles som exceptionelle undtagelser til regeringens ellers normale velfærdspolitik. Men hvornår bliver listen af undtagelser så lang, at undtagelsen bliver reglen?

Det er den samme vrangforestilling, der ligger bag partiets tilgang til Socialdemokratiet under valget i år. De peger på Socialdemokratiets valgflæsk som et bevis for, at socialdemokraterne faktisk inderst inde gerne vil være røde, men bliver ført bag lyset af højrefløjen. Som en vraget partner, hvis kæreste har været dem utro, skyder de al skylden på “forførerens” fristelser.

Pelle Dragsted kaldte i et interview med TV2 Mette Frederiksens valgflæsk for “en masse rød og grøn politik — hun vil bekæmpe uligheden, hun vil have et sprøjteforbud, hun vil gøre noget ved pensionsalderen”. Hans eneste kritik er, at hun ikke vil udelukke at lave en regering med de borgerlige partier, som er imod denne politik. Men Socialdemokratiets taktik har altid været at love guld og grønne skove før et valg for blot at føre borgerskabets politik, når de vælges ind.

Inden valget i 2019 skrev statsministeren en artikel i Socialdemokratiets medlemsblad, hvori hun gyste ved tanken om, hvor forfærdeligt det havde været, hvis den daværende blå regering havde indført sit program. Men læser man det i dag, minder det mest af alt om en opsummering af Mette Frederiksens egen politiske track-record:

Det kunne være gået endnu værre, hvis den nuværende borgerlige-liberale regering havde evnet at gennemføre sit program: Lavere topskat. Højere pensionsalder. Færre vindmøller. Mindre SU. Færre billige boliger.

Det var Mette Frederiksens SVM-regering, der lavede skattelettelser for et tocifret milliardbeløb. Under hendes regeringer er pensionsalderen steget fra 67 til 70 år. Det var hende, der i 2023 fjernede det sjette SU-år. Mens hun har været statsminister, er boligpriserne eksploderet med 47%. Det eneste Enhedslisten formår med deres ynkelige forsøg på at tale Socialdemokratiet til fornuft, er at så illusioner til, at Mette Frederiksen kan være en statsminister, der investerer i velfærden og fører politik for arbejderklassens interesser, hvis bare hendes regering har den rigtige farve, altså hvis bare Enhedslisten sad med ved bordet.

Kapitalistklassens politik

Årsagen til, at hele Enhedslistens projekt er håbløst, er ikke, at de har valgt den forkerte politiker at forsøge at trække til venstre. Mette Frederiksen kan ikke overbevises om at føre velfærdspolitik — ikke fordi hun som individ hader velfærd, men fordi hun, og alle partierne på Christiansborg, har accepteret kapitalismen. Derfor er deres vigtigste opgave at forsvare og forvalte systemet; at forsvare den herskende klasses interesser. 

Kapitalismen er i dag i en historisk blindgyde. Det skaber kaos og nye kriser på ugentlig basis, som politikerne — den herskende klasses lakajer — vil tvinge arbejdere og unge til at betale for. Selvom alle partierne gør deres bedste for at holde sig til de valgmanuskripter, de havde forberedt på forhånd, og ignorere elefanten i rummet, har USA og Israels krig mod Iran endnu engang vendt op og ned på hele verdenssituationen.

Allerede før krigen balancerede verdensøkonomien på kanten af en ny økonomisk krise. I januar alene faldt den danske eksport til USA med 26 procent! Men med eksploderende olie- og gaspriser, samt mangel på gødning til afgrøder, står en ny — og potentielt langt værre — omgang inflation og banker på døren. Denne krig kan meget hurtigt give verdensøkonomien det afgørende spark ned i afgrunden.

Sandheden er, at vil man varetage kapitalismen, må man også følge dens spilleregler. Det betyder angreb på arbejdere og unges forhold, så kapitalistklassen kan bevare sine profitter.

Vi må sige det som det er: så længe kapitalismen består, vil virksomhedsejerne, direktørerne og bankerne have det sidste ord. Lige meget hvilken regering, der er ved magten, må den håndtere kapitalismens krise, og arbejderklassen vil blive tvunget til at betale regningen. Vi kan ikke stole på en eneste af den herskende klasses politikere – uanset om de er i en rød eller blå konstellation. De eneste, vi kan stole på til at sikre os velfærd, en ordentlig pension, billige boliger, en ordentlig SU og virkelig klimahandling, er os selv. Kun ved at organisere os for at vælte hele det kapitalistiske system, kan vi faktisk skabe et værdigt liv, for det store flertal.