De seneste par år har stigende fødevarepriser fyldt mere og mere i den offentlige debat. Man snakker om det med sine kollegaer, medstuderende og endda fremmede, som man møder ved køledisken i supermarkedet. De høje priser spiller allerede en stor rolle i det kommende folketingsvalg.

Hylderne bliver ribbet, når helt almindelige varer som brød, smør og kød kommer på tilbud. Antallet af butikstyverier er eksploderet med 50 procent i løbet af de sidste tre år. Det er gået så vidt, at flere supermarkeder nu låser deres hakkede oksekød inde.

Selvom prisstigningerne er aftaget i fart, kan alle almindelige arbejdere og unge mærke, at det er blevet dyrere blot at være til. De etablerede mediers rolle har aktivt været at forsøge at nedtone ødelæggelsen af arbejderklassens købekraft. Eksempelvis har Berlingske tidligere beskrevet, hvordan en gennemsnitlig børnefamilie kunne se frem til en vækst i deres rådighedsbeløb på omkring 1.766 kr. om måneden. 

Det lyder jo dejligt. Problemet med den historie er bare, at den kun ser isoleret på udviklingen for slutningen af sidste år. 1.766 kr. mere om måneden gør ikke op for den enorme udhuling af lønnen, som har fundet sted siden priserne eksploderede i foråret og sommeren 2022. På det tidspunkt viste en beregning fra PFA for eksempel, at prisstigningerne ville betyde, at de fleste gennemsnitlige arbejderfamilier kunne stå med 7.500 kr. mindre mellem hænderne hver måned.

Uanset hvor meget taljonglering den etablerede presse kaster sig ud i, ændrer det ikke på, at folk ikke kan købe de samme dagligvarer, som de kunne før inflationskrisen. Seks ud af ti danskere køber mindre eller billigere fødevarer ind på grund af de stigende priser. Det er et faktum, at arbejdere, studerende og folk på overførselsindkomst siden inflationskrisen har fået færre penge mellem hænderne.

Stiger lønnen?

Det er på dette bagtæppe, at de igangværende overenskomstforhandlinger for de offentlige arbejdere (også kaldet OK26) falder. De nye overenskomster skal sætte rammen for over 900.000 arbejdere i det offentliges forhold de næste tre år i staten, regionerne og kommunerne. For fagforeningers medlemmer har det altoverskyggende krav været mere i løn.

De foreliggende aftaler lægger op til lønstigninger på 6,37 procent over de næste tre år på statens område. For de kommunalt ansatte og de ansatte i regionerne er det tal 6,27 procent. Det er værd at bemærke, at dette ikke er ensbetydende med, at arbejderne i slutningen af måneden, efter alle udgifter er betalt, nu står med hhv. 6,37 og 6,27 procent flere penge i hånden. Spørgsmålet om lønstigningerne er ikke det interessante her, det er spørgsmålet om reallønnen – altså om arbejderklassens løn reelt er steget i forhold til prisstigningerne.

Og falder priserne?

Allerede nu lyder det fra flere fagforeninger, at forligene faktisk betyder en stigning i arbejdernes reallønninger. Mona Striib, formanden for FOA (de offentligt ansattes fagforbund), siger for eksempel: “Med det her forlig er der reallønsfremgang over hele linjen. Så folk får altså flere penge mellem hænderne, og det er afgørende vigtigt – ikke mindst i denne tid, hvor en tur i supermarkedet kan være en bekostelig affære.”

Ligesom andre faglige ledere peger hun på, at selvom det måske ikke er prangende lønstigninger i sig selv, så er prisstigningernes himmelflugt taget en smule af (godt nok kun inden for sidste kvartal), og på den måde vil det betyde flere penge mellem arbejdernes hænder.

Det var også budskabet fra DR, der i december sidste år udgav en artikel med den nærmest jubeloptimistiske titel “Prisen på fødevarer falder og falder”. Artiklens hovedbudskab er, at prisen på fødevarer ganske rigtigt er faldet siden juli 2025.

Men man behøver faktisk blot at scrolle en smule længere ned i artiklen, før man får et meget illustrativt billede af virkeligheden – bogstaveligt talt. Som det fremgår af grafen for løn- og prisudvikling i artiklen, er det ganske rigtigt, at prisstigningen har lidt et lille knæk siden juli sidste år, men som DR selv skriver i artiklen: “Fødevarepriserne er steget mere end 30 procent på fem år og dermed vokset mere end en typisk lønseddel i den periode.”

Ifølge tallene fra Danmarks Statistik, som anvendes i artiklen, er lønnen i samme periode kun steget med 22,1 procent. Når prisen på noget som fødevarer, som er en post, der optager en betydelig del af de fleste arbejderfamiliers månedlige budget, er steget så meget mere end lønnen, står størstedelen af de fleste familier nu med færre penge mellem hænderne.

Men de 22,1 procent lønstigninger er også et tal, der skal tages med et gran salt. For det første er løntallene fra industrien, altså den private sektor, hvor lønnen generelt set er noget højere end i den offentlige sektor. Ifølge Danmarks Statistiks egne tal er lønnen for offentligt ansatte i samme periode kun steget med 20,5 procent.

For det andet er tallene en sammenblanding af sektorer, og derfor siger de intet om lønnen for de specifikke faggrupper. Det vil sige, at lønstigningen på 20,5 procent er for alle offentligt ansatte, om de så er sygeplejersker eller departementschefer. Man kan sagtens forestille sig, at sidstnævnte har oplevet klækkelige lønstigninger, mens det nok er de færreste normale arbejdere i den offentlige sektor, der har oplevet en lønfremgang på over 20 procent de sidste fem år.

Derudover er der også problemet med at bruge forbrugerprisindeks generelt til at sige noget om, hvorvidt folk har fået flere eller færre penge mellem hænderne. Forbrugerprisindekset omfatter nemlig prisen på stort set alle varer – det vil sige for eksempel fødevarer, elektricitet, mobiltelefoner, biler, hotelophold, komfurer, smykker, frisørbesøg osv. Langt de fleste arbejdere køber nok fødevarer ind stort set dagligt, men det er de færreste, der køber en ny bil hver måned.

Hvis man isolerer indekset til de varer, som folk betaler for relativt regelmæssigt som fødevarer, husleje, benzin og offentlig transport, tegner der sig et noget anderledes billede. Ifølge tallene fra Danmarks Statistik er priserne i den periode, som DR-artiklen behandler i det tilfælde steget med 22 procent. Det vil altså sige, at hvis vi tager tallene for faste udgifter, så er der ikke tale om at lønnen er gået frem for offentlige arbejdere – selv ikke hvis man bruger Danmarks Statistiks totalt sammenblandede løntal. Og den er desuden basalt set stagneret for arbejdere ansat i den private sektor.

Endelig skal det også nævnes, at der ikke er nogen garanti for at priserne vil falde i den kommende periode, hvilket jo er det, som fagtoppen sætter deres lid til, når de siger, at OK26 sandsynligvis vil føre til reallønsfremgang.

Nationalbanken udgav i september sidste år en analyse, der forklarede, at ustabiliteten i verden er med til at drive priserne op. 2026 har kun budt på mere ustabilitet: USA’s angreb på Iran og toldtrusler; Ukrainekrigen, som Europa er fast besluttet på skal fortsætte; endnu flere milliarder, der skal sprøjtes ind i militæret og en ny bundrekord i kursen på Danmarks vigtigste virksomhed, Novo Nordisk samt fyringer i de øvrige største danske virksomheder. Der kan ikke være nogen som helst tale om stabilitet i verden, hverken politisk eller økonomisk.

Kapitalismen smadrer vores samfund

Vi ser altså, at fagtoppen og de offentlige arbejdsgivere med dette forlig på ingen måde kan sikre arbejdernes realløn. Det er heller ikke noget nyt. Sidste år blev det også lovet, at nu skulle inflationskrisen overkommes og lønnen indhentes for de offentligt ansatte, men det skete ikke. Overenskomstforhandlinger i 2023 førte også til en reallønsnedgang for de offentlige arbejdere.

Der er ingen tvivl om, at både fagtoppen, politikere og medierne vil plapre løs om, hvor ‘ansvarligt’ og ‘fornuftigt’ forliget er; at det sikrer de offentliges vilkår samtidig med, at vi ‘fremtidssikrer’ landet i ‘en farlig tid’.

Det klinger ufatteligt hult, når det offentlige er i totalt forfald. Folkeskolerne er i både overført og bogstavelig betydning ved at falde fra hinanden, sundhedsvæsenet lider af kronisk elendige arbejdsforhold og fastholdelsesproblemer og vi står med akut mangel på SOSU’ere. Når de offentlige arbejdsgivere – som i sidste ende er politikerne – nægter at give arbejderne i disse fag ordentlige lønninger, vil det kun fortsætte og forstærke det forfald.

Samtidig hører vi næsten aldrig andet fra Finansministeriet og forskellige økonomiske eksperter end at dansk økonomi klarer sig skidegodt. Og det er da heller ikke fordi staten har holdt tilbage med at kaste penge ned i det ene sorte hul efter det andet.

Over 350 milliarder kroner på oprustning; over 80 milliarder kroner til Ukraine, så russiske og ukrainske arbejdere kan fortsætte med at nedslagte hinanden; over en milliard på topskattelettelser og ministerlønstigninger på næsten 500.000 kr. Det er altsammen ting, som politikerne hellere vil bruge penge på end at sørge for de mennesker, der dagligt forsøger at få vores skrantende samfund til at være bare nogenlunde udholdeligt for almindelige mennesker.

Nu fremhæver Nicolai Wammen (arbejdsgiveren for de offentlige arbejdere)  OK26-forliget som en kæmpe forbedring af vilkårene for arbejderne i det offentlige. Set i lyset af det valg, der i skrivende stund netop er blevet udskrevet, er der ingen tvivl om, at det er endnu et forsøg fra Socialdemokratiets side på at høste vælgere. Og deres partikammerater i fagtoppen, der på ingen måde hylder resultatet i mindre grad, er bevidst med til at føre deres medlemmer bag lyset og fremstille Socialdemokratiet i et langt mere arbejdervenligt skær, end noget der blot minder om den virkelige situation.

For mens almindelige mennesker må vende hver en mønt, når de er nede og handle ind, overdynger politikerne den herskende klasse og deres imperialistiske interesser med penge.

Det er arbejderklassen, der får samfundet til at køre rundt. Det er de offentlige arbejdere på hospitalerne, plejehjemmene, hjemmehjælpen, folkeskolerne og børneinstitutionerne, der hver dag går på arbejde med det formål at gøre tilværelsen blot en smule mere tålelig for almindelige mennesker i det her syge samfund. Det er de mennesker, som kapitalismen nu vil gøre endnu fattigere, mens toppen af samfundet fortsat kan rage til sig.

Fritvalgsordningen faktuelt set

Spørgsmålet om en fritvalgsordning har også fået en del plads i debatten – især fra arbejdsgivernes og fagtoppens side. Derfor mener vi, at det ville være relevant at ridse det aspekt af forligene op, særligt fordi de to ting faktisk hænger sammen.

Fritvalgsordningen har eksisteret i den private sektor siden 2007 og indføres nu med OK26 i hele den offentlige sektor. Den bliver ofte fremlagt som en pulje ekstra penge, som arbejdsgiver betaler til sine arbejdere, som så “frit” kan “vælge” at bruge dem på en række forskellige ting som at holde fri, få dem udbetalt eller bruge dem på omsorgsdage. Langt de fleste vælger at få dem udbetalt, og derfor hører man af og til, at de burde regnes til lønnen.

Men der er en række gode årsager til, at det ikke er tilfældet, og at det er i langt højere interesse for arbejderklassen at kæmpe for lønstigninger eller pension frem for mere på fritvalgskontoen. Først og fremmest fordi fritvalgskontoen er bestemt efter en procentdel af lønnen, så en lønstigning er automatisk også en stigning på fritvalgskontoen. Men det samme gør sig ikke gældende omvendt. Det vil sige, at det er en langt billigere omgang for arbejdsgiveren at betale til fritvalgskontoen end direkte til lønnen. Det samme gælder i forhold til pensionen. I den fritvalgsordning der er aftalt i OK26, skal der ikke betales pension af det beløb, der går ind på fritvalgsordningen. Altså sparer arbejdsgiverne yderligere penge her.

Det er også langt fra garanteret, at en arbejdsgiver giver lov til at en arbejder kan afspadsere for sine egne penge, når det passer dem. Det samme gør sig gældende i forhold til den såkaldte “ret” til barns nulte og tredje sygedag, som også indgår i forliget. For det er totalt misvisende at tale om, at arbejderne i det offentlige nu har fået “ret” til barns nulte og tredje sygedag, for det er i virkeligheden kun en “mulighed”. Det vil sige, at man skal have godkendelse til at hente ens syge barn eller blive hjemme fra sin arbejdsgiver. Man kan spørge enhver sygeplejerske, sosu’er eller jordemoder, om det er let at få fri med kort varsel. De fleste vil nok svare nej, fordi normeringen efter årevis med besparelser efterhånden er så elendig i det offentlige.

Selv om arbejderne i det offentlige nu får mulighed for at holde fri for sine egne penge fra fritvalgskontoen, forpligter det samtidig ikke arbejdsgiverne til at ansætte flere arbejdere eller bare vikarer til at tage det arbejde, som nu engang stadig skal udføres. Det vil sige, at det automatisk vil være med til at presse arbejdstempoet op. Det gør sig særligt gældende i det offentlige. Arbejderne i en industrivirksomhed kan i princippet være ligeglade med, om der er en drejebænk, der ikke kører i en uges tid, men det er noget helt andet, når det handler om mennesker, der ligger på en fødegang, i en hospitalsseng eller sidder i en folkeskoleklasse.

Fritvalgsordningen er altså i det store hele en meget billig – nærmest gratis – omgang for arbejdsgiverne. Det samme gør sig gældende for barns nulte og tredje sygedag. Der er intet i overenskomsterne, som garanterer, at arbejderne faktisk får mulighed til at benytte sig af denne “forbedring”. Al fagtoppens snak om, at fritvalgsordningen og de ekstra barns sygedage er en kæmpe sejr, er en lodret løgn!

Det er derfor, at arbejdsgiverne lagde så stort fokus på disse spørgsmål ved overenskomstforhandlingerne. Fordi det er langt billigere for dem end at betale mere i løn til deres arbejdere. Og det er intet mindre end en skændsel, at fagtoppen hylder dette som et enormt fremskridt for deres medlemmer. I stedet for lønstigninger på 6,3 procent og så 2,5 procent til selvfinansierende fridage og “muligheden” for at få lov til at tage sig af sine syge børn, burde fagforeningerne have kæmpet for det hele som lønstigninger og arbejdernes ret til at være hjemme for at tage sig af deres børn, når de er syge.

Forliget pisser både på soldater og offentlige arbejdere

Siden forliget landede, er der blevet skrevet og snakket en del om de 275 millioner kr., som er blevet afsat til en særlig pulje til ekstra lønstigninger til soldaterne i Forsvaret. Det er heller ikke tilfældigt. Disse penge har fyldt uforholdsmæssigt meget i debatten, netop fordi det er dem, som fagtoppen og de offentlige arbejdsgivere gerne vil have, at vi fokuserer på i et forsøg på at dække over, hvor ringe forliget i sig selv er.

De 275 millioner er penge, der er taget ud af forhandlingerne, og ikke kan blive brugt til lønløft af de andre offentligt ansatte. Samtidig forslår beløbet som en skrædder i helvede i forhold til at sikre soldaterne en bedre løn. Formanden for officerernes fagforening udtalte til Kristeligt Dagblad, at der var behov for lønstigninger for alle soldater på omkring 5.000 kr. månedligt. Finansministeriets forslag betyder en lønstigning på lige omkring 1.500 kr.

Derudover er det langt fra sikkert, at selv disse latterligt lave lønstigninger vil tilfalde de lavestlønnede i Forsvaret. De 275 millioner er sat af til et lønløft af ansatte i Forsvaret generelt, men ikke specifikt de almindelige soldater (konstabler), som har en månedlig grundløn på omkring 25.000 kroner. Det er nu op til Forsvarets Personelkommando at fordele pengene, og der er ingen garanti for, at de ikke vil vælge at forgylde officerer og bureaukrater frem for konstabler og de andre lavest lønnede.

Det lader altså til, at forhandlerne på imponerende vis har formået at lave et forlig, der pisser både soldaterne og de offentlige arbejdere af.