“Ingen fred – En våbenhvile i Ukraine er ikke i Danmarks interesse”. Sådan lyder titlen på en artikel Weekendavisen bragte kort inden 4-årsdagen for krigen i Ukraine. 

Gennem sindrige argumenter, og en kreativ fortolkning af nøje udvalgte kendsgerninger, forsøger Weekendavisen at overbevise os om at det faktisk er i “vores” bedste interesser, at trække krigen, som Ukraine ingen chance har for at vinde, i langdrag. I virkeligheden udstiller artiklen det danske borgerskabs kyniske beregninger, der behandler den ukrainske befolkning som spillebrikker i deres spil.

Kynismen blotlagt

I sin iver efter at rationalisere forlængelsen af krigen, er Weekendavisen kommet til at trække sløret af de europæiske regeringers propaganda, der har gentaget følgende anklage i det uendelige: Rusland – og Putin især – er ikke interesseret i fred, og derfor er der intet andet valg end at fortsætte krigen. Men som titlen på Weekendavisens artikel dumt og direkte afslører, er det de europæiske borgerskaber der ikke ønsker fred! Som artiklen opsummerer:

“Man kan ikke bebrejde ukrainerne, hvis de ender med at gå med til en våbenhvile. DET ER BARE ikke i vores interesse, hvis Rusland får en hvilepause […] Det er derfor bedst for alle os her i Norden, hvis russerne fortsat bløder og betaler så høj en pris som muligt for hver en millimeter af Donbas, de prøver at indtage. Hellere bekæmpe dem dernede end heroppe”. (egen kursivering)

“Hvad er overraskende ved det?” spørger du måske dig selv. Er det ikke åbenlyst, at Europas regeringer har forsøgt at trække krigen ud? Og jo, det er åbenlyst: den danske regering – og Mette Frederiksen i særdeleshed – har nærmest gjort det til sin særlige mission, at provokere Rusland mest muligt. Men i modsætning til dem, kommer Weekendavisen til at sige ærligt hvorfor: det er ikke for Ukraines skyld – vi har ingen interesse i fred med Rusland, og derfor skal krigen fortsætte. Borgerskabets kynisme står åbent frem. 

Måden Weekendavisen forsøger at overbevise sine læsere om borgerskabets imperialistiske politik, er med argumentet: “Hellere bekæmpe dem dernede end heroppe”. Alternativet til krigens fortsættelse i Ukraine er altså ifølge Weekendavisen en Russisk invasion af Danmark. Det er imidlertid en påstand som ikke har hold i virkeligheden, og det er sigende at skribenten føler sig nødsaget til at inkludere disclaimeren “[d]et er ikke fri fantasi” i sin analyse. Det er sjældent nødvendigt at påpege i seriøse analyser. 

For det er fri fantasi: forsvarets efterretningsvæsen (FE) skriver i deres trusselsvurdering fra 2025, at selvom NATO’s proxykrig i Ukraine, har provokeret hybridangreb i Europa er der “[…] på nuværende tidspunkt ikke […] en trussel om et regulært militært angreb mod Kongeriget Danmark”. Rusland er ikke interesseret i at indtage Vestukraine, for slet ikke at tale om Vesteuropa.

Det russiske militær er ikke en trussel mod almindelige danskere – men det er en trussel mod danske kapitalisters interesser i Østeuropa, og det er derfor det danske borgerskab er varme fortalere for at sende titusindvis af ukrainere i skyttegravene til den visse død. Alternativet til at “kæmpe der” er ikke at “kæmpe her” – det er at vinke farvel til lukrative forretningsmuligheder i et område som tidligere har stået til rådighed for de danske (og øvrige europæiske) kapitalister, ved det amerikanske militærs nåde.

Ofret i en større sags tjeneste

Årsagen til de europæiske regeringers desperation efter at forlænge krigen er, at de er panisk angste for at blive efterladt af USA til at konfrontere Rusland på egen hånd – noget de tydeligvis ikke ville være i stand til. Derfor forsøger de desperat at trække krigen i Ukraine i langdrag og suge amerikanerne længere ind i konflikten for at binde amerikansk imperialisme til Europa, og give sig selv tid til at opruste.  

Mens europæerne nødtvungent indstiller sig på at skulle klare sig uden amerikanske tropper til at hævde deres interesser i Østeuropa, er de parate til at ofre så mange ukrainere som nødvendigt for at holde krigen kørende, så “russerne fortsat bløder og betaler så høj en pris som muligt for hver en millimeter af Donbas de forsøger at indtage”.

Hvert år krigen fortsætter bliver endnu en generation af ukrainere tvunget i skyttegravene til den visse død – og det er naturligvis en høj pris – men det er et offer som Mette Frederiksen og resten af Europas regeringsledere er villige til at bringe, fra deres magelige regeringskontorer langt fra frontlinjen. Med venner som disse, har Ukraine ikke brug for fjender. 

Til trods for, at de europæiske kapitalister ingen chance har for at vinde krigen, insisterer de på, at den skal kæmpes til sidste dråbe af ukrainsk blod. Eller i hvert fald indtil de ikke kan forsyne Ukraine med våben og penge længere. Når det sker, vil de blive tvunget til at lade Rusland sætte betingelserne for fred.

Hvad er “vores interesser” virkelig?

Formålet med Weekendavisens artikel er naturligvis ikke at udstille det danske borgerskabs kynisme ærligt – det kommer den bare til, i forsøget på at overbevise os om, at det faktisk er i vores egen interesse, at forlænge krigen. Artiklens virkelige formål er at skabe opbakning til en krig, som på ingen måde er i flertallets interesse.

Og noget kunne tyde på, at det er nødvendigt: knap hver tredje dansker synes nu at støtten til Ukraine er for høj, hvortil kommer stigende udgifter til oprustning, hvilket vil betyde yderligere inflation og nedskæringer. Det udstiller tydeligt, hvem der betaler for krigen og mærker dens konsekvenser: de ukrainske og russiske soldater betaler med deres liv, og arbejdere i resten af Europa kæmper med inflation og nedskæringer. 

Når Weekendavisen påstår at det er i “vores” interesse at blodbadet i Ukraine trækkes i langdrag, betyder det altså ikke arbejdere og unges interesse, men det danske borgerskab og resten af samfundets top. 

Artikler som “Ingen fred”, der afslører magthavernes virkelige tankegang, understreger præcis hvorfor fred er en flygtig tilstand så længe kapitalistklassen sidder på magten. Det betyder ikke at fred er umuligt, kun at den første betingelse for fred – ikke en midlertidig våbenhvile, men virkelig fred, fremgang og velstand – er at afvæbne kapitalisterne og politikerne, der ellers vil se os udryddet i gensidig destruktion. Ukraine understreger endnu en gang, at skillevejen vi står ved, er valget imellem socialisme eller barbari.