Lørdag den 7. marts blev et medlem af DSU (Danmarks Socialdemokratiske Ungdom) overfaldet på Dronning Louises Bro i København. DSU’eren var i færd med at hænge valgplakater op for justitsminister Peter Hummelgaard, da en demonstration organiseret af Ungdomshuset passerede dem. Det var nogle af disse demonstranter, som begik overfaldet.

Socialdemokraterne og den borgerlige presse har sidenhen brugt overfaldet til at miskreditere den yderste venstrefløj, der fremstilles som farlige og voldsforherligende. I B.T. blev overfaldet stemplet som et decideret “angreb på demokratiet”. Lignende ord kom fra statsminister Mette Frederiksen, som i et Facebook opslag skrev: “Den yderste venstrefløj lod demokratiet falde og volden overtage. […] Lad argumentet vinde. Aldrig volden.”

Socialdemokratiets fordømmelse af vold og forsvar for demokrati klinger imidlertid ekstremt hult, for deres handlinger taler et helt andet sprog.

Socialdemokratiets vold

Da USA den 3. januar udførte et militært angreb Venezuela og kidnappede landets præsident, blev overfaldet ikke mødt med fordømmelse fra Mette Frederiksen, men derimod stiltiende opbakning. Mette Frederiksen, der angiveligt afskyr vold, har heller ikke formået at fordømme USA’s og Israels angreb på Iran eller deres bombning af en pigeskole, som slog 168 mennesker ihjel.

Mette Frederiksen og hendes regering har aktivt støttet Israel – den mest voldelige og destruktive kraft i Mellemøsten – mens det israelske militær har udført et folkemord på palæstinenserne i Gaza. Socialdemokratiet ser også gennem fingrene med Israels aktuelle invasion af Libanon, som på en uge har dræbt mindst 394 mennesker, heriblandt 83 børn.

Mette Frederiksen, Peter Hummelgaard og resten af Socialdemokratiet er tydeligvis ikke imod vold, så længe den bare udøves af de rette.

Mette Frederiksen skriver i sit Facebook opslag, at vi skal lade “argumentet vinde”, men hvordan har hendes regering behandlet folk, som er uenige i Socialdemokratiets politik? 

Socialdemokratiets støtte til Israel er ekstrem upopulær, ikke mindst blandt unge, men heldigvis for de socialdemokratiske ungdomspolitikere slap de for at skulle argumentere for partiets politik til skolevalget, eftersom Folketinget ganske simpelt forbød landets skoleelever at diskutere Gaza. I stedet for at lade “argumentet vinde” gav Socialdemokratiet og Christiansborg dem, der kritiserer deres imperialistiske politik, mundkurv på.

Siden Israels folkemord i Gaza startede, har Christiansborg og toppen af samfundet angrebet Palæstina-solidaritetsbevægelsen med rå vold og undertrykkelse. På Revolution har vi eksempelvis tidligere rapporteret om, at politiet har brudt ind i Palæstina-aktivisters hjem midt om natten, gennemsøgte deres hjem og beslaglagde elektroniske apparater. Efter at have demonstreret uden for våbenproducenten Termas fabrik blev en aktivist tilmed varetægtsfængslet og frihedsberøvet i næsten to måneder. I modsætning til hvad Mette Frederiksen påstår, så er det ikke “den yderste venstrefløj”, som lader “demokratiet falde og volden overtage”, det er hende selv og hendes parti.

Som reaktion på overfaldet på DSU’eren skriver Peter Hummelgaard i et Facebook opslag, at “ingen skal udsættes for politisk vold og trusler” – men Socialdemokratiet er på ingen måde hævet over at true folk til stilhed på grund af deres politiske synspunkter.

Da Nord Stream gasrørledningerne blev sprunget i 2022 igangsatte den daværende socialdemokratiske udenrigsminister Jeppe Kofod en særlig medieovervågning af folk, som på sociale medier antydede, at andre end Rusland kunne have stået bag sprængningerne. Budskabet var ikke til at tage fejl af: hvis I udtaler jer imod regeringens udlægning af sagen, sender vi det hemmelige politi efter jer.

Mette Frederiksen, Hummelgaard og resten af den socialdemokratiske partitop har på hyklerisk vis grebet overfaldet på DSU’eren som en mulighed for at fremføre sig selv som et offer og som fredelige demokrater, men intet kunne være længere væk fra sandheden.

Om kontraproduktive metoder 

Der er ikke noget at sige til, at Socialdemokratiet er forhadt blandt arbejdere og unge. Mette Frederiksen har regeret landet i 7 år og er i manges øjne blevet ansigtet på systemet og al dets uretfærdighed.

Med hende ved magten er de rige kun blevet rigere, mens det store flertal af arbejdere og unge har sværere og sværere ved at betale for basale fornødenheder som mad. I alle de år Mette Frederiksen har været statsminister, er velfærden kun blevet sablet i stykker og sociale ydelser forringet, mens Christiansborg samtidig har hældt hundredvis af milliarder i oprustning for at forsvare det danske borgerskabs imperialistiske interesser.

Socialdemokratiet er et af dansk kapitalismes vigtigste politiske støttepiller, og som revolutionære kommunister kæmper vi aktivt for at vælte dem og det system, de forvalter.

Mange af de folk, som deltog i demonstrationen i lørdags ved Dronning Louises Bro, som var arrangeret af Ungdomshuset, vil sige, at de også kæmper imod magthaverne og kapitalismen, men vi må som kommunister sige helt klart og tydeligt: De metoder, som vi så benyttet, er dybt kontraproduktive. Midler som individuel politisk vold har en direkte skadelig effekt på kampen for kommunisme og hæmmer klassekampen. Det er derfor ikke noget kommunister kan stå inde for.

Langt de fleste arbejdere og unge væmmes over den slags vold. Det politisk motiverede overfald på en 17-årig DSU’er formår derfor kun at skubbe arbejdere og unge væk fra kampen mod systemet og bekræfter blot de fordomme, som borgerskabet spinder om venstrefløjen som voldsparate og farlige. Overfaldet bringer os altså hverken tættere på kapitalismens omvæltning eller den socialistiske revolution, men derimod længere fra den.

Samtidig bruger Mette Frederiksen, Peter Hummelgaard og den borgerlige presse aktivt overfaldet til at male et billede af venstrefløjen som voldelig, som en trussel mod samfundet og som udemokratiske. Overfaldet i lørdags fungerer derfor kun som vand på magthavernes mølle, når de skal argumentere for, hvorfor det er nødvendigt at indskrænke retten til at demonstrere, skrue op for overvågningen og begrænse forsamlingsfriheden.

Individuel politisk vold rammer altså hele arbejderklassen og venstrefløjen generelt, eftersom staten bruger det som en undskyldning for at retfærdiggøre en intensivering af undertrykkelsen.

Læs mere om kommunisters kritik af anarkisters metoder her.

Lige nu forsøger medier og toppolitikere at fremstille venstrefløjen som en kilde til vold, men den virkelige vold i samfundet stammer fra et helt andet sted: Kapitalismen, og hvordan kan det være anderledes, når systemet bygger på et lille mindretals udbytning og undertrykkelse af det store flertal?

Det er dette ekstremt voldelige system, som Mette Frederiksen, Peter Hummelgaard og resten af Socialdemokratiet stolt forvalter.