Kapitalismen er, med Lenins ord, rædsel uden ende. Intet andet sted på jorden er det tydeligere end i Mellemøsten, og den største eksportør af denne rædsel er USA.
Arbejdere og unge verden over havde knap nået at fordøje chokket fra amerikansk imperialismes uprovokerede angreb på Venezuela og Trumps forsøg på at overtage Grønland, før USA og Israel startede en krig mod Iran. Lørdag den 28. februar indledte USA den næsten komisk navngivne operation “Operation Epic Fury” ved at bombe over 900 mål i landet, inklusiv en pigeskole som slog mindst 153 børn ihjel.
Den nye krig har ramt verden som et jordskælv, og overskygger fuldstændig det igangværende folketingsvalg. Det er ikke til at spå om, hvad udviklingen i Mellemøsten har ført til, på det tidspunkt du læser dette. Krigen eskalerer time for time og bliver mere og mere omfattende. Senest har Israel invaderet Libanon og Hormuzstrædet er blevet lukket for al skibstrafik – konsekvenserne for verdensøkonomien vil blive enorme. Hvad der imidlertid er stensikkert er, at krigen endnu en gang har udstillet det danske etablissementets ekstreme hykleri og loyale opbakning til amerikansk imperialisme.
Få dage inden angrebet på Iran stod Mette Frederiksen i Kiev på fire-årsdagen for Ruslands invasion af Ukraine og talte om behovet for at respektere nationers suverænitet og forsvare folkeretten. Men ifølge de danske politikere gælder der på verdensscenen to sæt regler; ét for Vesten og dets allierede, og et andet for alle andre.
Når det er USA eller andre af Danmarks allierede, som overfalder suveræne nationer, bliver deres handlinger ikke mødt med fordømmelse, men i stedet forsøgt retfærdiggjort. Kort efter angrebet på Iran lød budskabet fra Mette Frederiksen, at “vi bakker op om et regimeskifte” med den efterfølgende begrundelse om at Irans regime er “illegitimt” og “et af de mest brutale i verden”.
Det iranske præstestyre er uden tvivl dybt reaktionært og enormt forhadt blandt en stor del af den iranske befolkning, som massedemonstrationerne i januar med al tydelighed viste, men Mette Frederiksens foragt over for det iranske regime skyldes ikke at det er illegitimt, udemokratisk eller brutalt.
Mette Frederiksens regering er begyndt at samarbejde med det nye regime i Syrien, som ledes af den tidligere al-Qaeda- og ISIS-kommandør al-Jolani, som kuppede sig til magten i 2024. Hendes regering har heller ikke haft andet end rosende ord at sige om deres allierede i Saudi-Arabien; et brutalt, enevældigt monarki, hvor der aldrig har været afholdt et valg og hvor myndighederne myrder kritiske journalister og hakker dem i småstykker.
Og hvis Mette Frederiksen oprigtigt var forarget over brutale styrer i Mellemøsten, så ville hun for længst have opfordret til en invasion af Israel, som i mere end to år har begået folkedrab i Gaza og dræbt tusindvis af mennesker på den besatte Vestbred, i Syrien, Libanon og Yemen.
Propagandaen i overdrive
Efter fire års krig i Ukraine, et folkemord i Gaza og et angreb på Venezuela er entusiasmen for en ny imperialistisk krig ikke ligefrem høj blandt danske arbejdere og unge. Derfor er mediernes propaganda også desto vildere.
Når Vestens rivaler, såsom Rusland, angriber andre lande, tøver de danske medier og politikere ikke med at stemple deres handlinger med ord som “kriminelle”, “uprovokerede” og “angrebskrige”. Men når det er USA eller andre af Danmarks allierede, som overfalder suveræne nationer, er det ifølge de danske medier aldrig uprovokeret eller aggressivt. I stedet har USA og Israel blot udført et “forebyggende angreb på Iran”.
Som noget af det mest manipulerende har de danske medier forsøgt at skabe opbakning til USA’s krig gennem talrige indslag, som giver indtryk af, at alle iranere her i landet støtter angrebet. På DR har man bl.a kunnet se videoer af folk med iransk baggrund, der iført MAGA kasketter og amerikanske flag fejrer angrebet på Iran foran den amerikanske ambassade i København. Den dominerende stemning blandt de fleste iranere er dog nok primært bekymring over deres pårørendes sikkerhed, der er i fare for at blive dræbt af amerikanske og israelske bomber.
Efter fire år med tyk propaganda om først krigen i Ukraine og derefter folkemordet i Gaza har mediernes propaganda ikke den samme effekt. Der er en udbredt fornemmelse i samfundet af at politikerne og medierne manipulerer og lyver for os. Deres åbenlyse støtte til krigen udstiller endnu en gang deres hykleri og miskrediterer blot etablissementet og deres system yderligere.
Det er tydeligere end nogensinde, hvilke klasseinteresser politikerne og medierne forsvarer: den herskende klasses.
Saver grenen de sidder på over
Da Trump forsøgte at overtage Grønland råbte politikerne fortørnet op om, at Danmarks og Grønlands suverænitet skulle respekteres. Men hvad blev der af Irans suverænitet?
Ved ikke at fordømme USA’s krig mod Iran støtter Mette Frederiksen, Lars Løkke, Troels Lund Poulsen og resten af de danske politikere de facto op om USA’s krig mod Iran. Budskabet er ikke til at tage fejl af: Internationale regler gælder ikke når det er USA’s interesser, der skal forsvares. I den sags tjeneste er alt tilladt, inklusivt at udføre uprovokerede angreb på andre nationer. Det er der dog intet nyt over.
Det stiller imidlertid politikerne i en akavet position, når det kommer til spørgsmålet om Grønland, for hele argumentet om, hvorfor Danmark skal bevare kontrollen over landet hviler på henvisninger til folkeret og den såkaldte regelbaserede verdensorden. Men med deres støtte til USA’s kriminelle krig bidrager de selvsamme politikere nu til at underminere illusionen om de internationale spillereglers legitimitet, som de er afhængige af for at forsvare dansk imperialisme i Arktis. De saver altså den selvsamme gren over, som de sidder på.
Samtidig er Trump enormt forhadt i Danmark, og 60 % af danskere ser nu direkte USA som en modstander. At hele det danske etablissement forsøger at retfærdiggøre endnu en blodig amerikansk krig, der destabiliserer hele Mellemøsten vil miskreditere dem yderligere, og udstiller dem for hvad de virkelig er: loyale skødehunde, der står bag amerikansk imperialisme og Trump.
Med sin kommentar om at det er for tidligt at sige noget om, hvorvidt vi skal forvente at Danmark bliver involveret i krigen, har Mette Frederiksen tilmed åbnet en kattelem for at politikerne vil trække Danmark med i krigen. Hvis det sker, vil det accelerere alle spændinger i det danske samfund, skærpe polariseringen og øge krisen i systemet enormt.
Politikernes opbakning til amerikansk imperialisme udstiller desuden, hvor indskrænket demokratiet er under kapitalismen. Vi kan “frit” vælge mellem politikere som alle forsvarer de nøjagtigt samme klasseinteresser. Uanset hvem vi stemmer på, får vi den samme pro-imperialistiske politik.
Det er også tilfældet med Enhedslisten. Efter angrebet på Iran skrev Trine Mach fra partiet et opslag på X, hvor hun startede ud med at fordømme, ikke USA’s angreb på landet, men derimod det iranske styre! Enhedslisten støtter op om USA’s politik over for Iran, som er et krav om komplet kapitulation og at landet igen skal blive en semi-koloni.
Enhedslisten siger blot at det skal opnås gennem “politiske forhandlinger”, men som bekendt er krig blot politik ført med andre midler. Og de midler som USA nu har taget i brug overfor Iran er en videreførelse af den politik de har ført i årtier. Enhedslisten støtter de facto op om krigen, men gemmer det bag et tyndt slør af naiv pacifisme.
Som kommunister har vi intet tilovers for regimet i Iran, men det er vigtigt at vi åbent og ærligt udstiller, hvad der foregår: USA og Israel har indledt en imperialistisk krig mod et suverænt land for at etablere komplet israelsk dominans over hele Mellemøsten, og for at smadre ethvert land, der ikke underkaster sig USA og efterlever deres krav.
Bekæmp imperialistisk krig med revolution
Medierne og politikerne fortæller os at USA’s forsøg på regimeskifte i Iran er entydigt godt for det iranske folk, men der kommer ikke noget som helst positivt ud af amerikansk imperialismes angreb på landet. Hvis man er i tvivl, kan man bare spørge befolkningen i Irak eller Libyen. Resultatet af NATO’s intervention og regimeskifte var, at de to lande imploderede i borgerkrig og sekterisk vold.
Der er ingen kraft i verden, som har skabt mere ødelæggelse og lidelse i Mellemøsten end vestlig imperialisme og deres regionale håndlanger Israel.
Der kan derfor heller aldrig komme noget positivt ud af, at Israel og USA forsøger at foretage et regimeskifte i Iran. Den eneste kraft, der kan skabe en positiv forandring i Iran, er de iranske masser. Vi siger derfor: ned med amerikansk og israelsk imperialisme og ned med alle deres lakajer i Europa som støtter deres imperialistiske krig. De er alle medskyldige.
