I hvad der kun kan betegnes som en eskalering af undertrykkelsen af den internationale Palæstina-bevægelse, har journalisten og grundlæggeren af red. media, Hüseyin Doğru, fået frataget sin mest grundlæggende rettighed af Europa-Kommissionen. Karakteren af sanktionerne mod Doğru er virkelig ekstraordinære. I praksis har Europa-Kommissionen givet sig selv ret til fuldstændigt at fratage enhver person sine demokratiske- og menneskerettigheder.

Doğru har blandt andet fået sine bankkonti indefrosset, han har forbud mod at rejse og foretage pengeoverførsler af enhver art. Dermed er han blevet gjort ude af stand til at forsørge sig selv og sine små børn. Han har endda advaret andre om, at det at forære ham mad kan være en overtrædelse af EU’s sanktioner.

Det hele er blevet gennemført uden sigtelse, uden retssag eller beviser og uden mulighed for at anke dommen på trods af, at Doğru er en fuldgyldig tysk statsborger.

Som begrundelse for sanktionerne har EU tilsyneladende henvist til Doğrus journalistiske arbejde og specifikt hans dækning af og støtte til den palæstinensiske bevægelse. Der er altså tale om et åbent angreb på den palæstinensiske solidaritetsbevægelse – men det er kun begyndelsen. Hvis ikke der kæmpes imod EU’s brug af disse metoder, vil de blive brugt til at undertrykke enhver, som et EU-land anser for at udføre samfundsnedbrydende aktiviteter.

Det skandaløse angreb er blevet mødt med tavshed fra størstedelen af arbejderbevægelsen i Tyskland og resten af Europa. Ifølge Doğru er tiltaget endda blevet støttet af flere fagforeningsrepræsentanter.

“Beviser”

Doğru er anklaget for at støtte Rusland og sprede misinformation med henblik på at “true stabiliteten og sikkerheden i Den Europæiske Union og i en eller flere af dens medlemsstater”. Det medie, som han er ledende medlem af, red. media, påstås at have “tætte økonomiske og organisatoriske forbindelser til russiske statslige propagandainstitutioner og -aktører”.

URGENT: The @EUCouncil rejected my lawyers' application to "reconsider" the sanctions imposed on me.

The evidence is shocking and dangerous, which forces me now to publish the entire evidence used to sanction me.

The EU forbids me from publishing their evidence dossier.🧵… pic.twitter.com/2e3gpQGWM7

— Hüseyin Dogru (@hussedogru) September 3, 2025

Man skulle tro, at denne hemmelige forbindelse var blevet afsløret gennem en eller anden form for efterforskning. Der findes dog imidlertid ingen beviser. Det er netop derfor, at EU-Kommissionen har vedtaget sanktionerne mod Doğru. Da der ikke er rejst nogen formel tiltale, er der heller ikke behov for beviser. Det er EU-Kommissionen, og ikke den tyske stat, der har vedtaget sanktionerne, hvilket betyder, at det er umuligt for Doğru at indbringe sagen for en domstol.

Men hvad er det Doğru har foretaget sig som angivelig russisk agent?

De “beviser”, som Europa-Kommissionen har sendt til Doğru og hans advokat, består hovedsageligt af en håndfuld opslag på sociale medier fra red. media samt Doğrus personlige konto.

Opslagene indeholder en beskrivelse af den historiske kendsgerning, at nazister blev optaget i højtstående stillinger i NATO-landene kort efter organisationens grundlæggelse; en reportage om en lov, der blev vedtaget i det tyske parlament; en video, der karakteriserer krigen i Ukraine som en stedfortræderkrig; et billede fra en fredelig antifascistisk demonstration i Storbritannien.

Som Doğru forklarer, er der i de “beviser”, som EU-Kommissionen har fremlagt, “ikke et eneste ord, for slet ikke at tale om beviser eller dokumentation (heller ikke forfalskede) for mine påståede økonomiske forbindelser til den ‘russiske stats propagandaapparat’ – hvilket er hele begrundelsen for, at jeg er blevet pålagt sanktioner”.

Påstandene om at red. media har forbindelser til Rusland blev, uden beviser, bragt af mediet Tagesspiegel, hvorefter aviserne Die Tageszeitung (taz) og The Jerusalem Post gentog påstanden uden noget belæg. Affæren kan ikke beskrives som andet end en smædekampagne.

Avisernes artikler blev derefter citeret som “bevis” af Europa-Kommissionen! Dét, der oprindeligt blot var ‘spørgsmål’ om ‘mulige’ forbindelser, blev på magisk vis omdannet til fakta!

Faktisk har red. media åbent kritiseret Rusland, som det karakteriserer som en imperialistisk magt. Doğru var imidlertid tidligere ansat hos Redfish, som var ejet af Berlin-baserede Ruptly TV, et datterselskab af det russiske statsmedie RT. Voilà!

Men som Doğru forklarer, hvis dette gør ham til en pro-russisk agent, så gælder det samme for Gemma Terés Arilla, tidligere producer hos Ruptly TV og nu direktør for taz Panter Foundation – en filial af taz!

‘Russisk misinformation’ bruges som en bekvem juridisk dækning for den politiske undertrykkelse af en konsekvent modstander af Israels folkemord på palæstinenserne. Siden 2014 har EU udviklet og styrket juridiske værktøjer til at bekæmpe ‘russisk misinformation’, og siden Ruslands invasion af Ukraine i 2022 har EU intensiveret indsatsen.

Et tegn på svaghed

Anklagerne mod Doğru er meget sigende. Det svarer til en åben indrømmelse fra den europæiske herskende klasse om, at den blotte handling at rapportere om begivenheder, der finder sted, med deres egne ord, kan “true Unionens stabilitet og sikkerhed”.

The @EUCouncil accuses me also of "spreading false information" through my "own social media account."

Let's look at what the EU brands "false information" to maintain sanctions which have been imposed on me extra-judicially: i.e. by politicians NOT by judges or a court. pic.twitter.com/tM1Hnqo0gD

— Hüseyin Dogru (@hussedogru) September 3, 2025

Det er årsagen til at red. media er kommet under kraftige angreb for at have dækket pro-palæstinensiske demonstrationer samt den tyske stats brutale undertrykkelse af aktivister. Gennem deres dækning af solidaritetsbevægelsen anklages red. media for at give Hamas en platform – i virkeligheden er deres forbrydelse, at de har sat fokus på begivenheder som magthaverne helst ville holde skjult.

Et andet “bevis”, der bruges mod red media, er deres kritik af en udtalelse fra en konservativ politiker, der sagde, at biologiske tyskere er mere arbejdsomme end tyrkiske indvandrere. Europa-Kommissionen kalder kritikken for misinformation, selvom politikerens udtalelse blev optaget på video!

Hvad vi ser er et forsøg fra den europæiske herskende klasse på at kriminalisere journalistik, der ikke er regeringsvenlig, pro-zionistisk eller pro-imperialistisk.

I modsætning til hvad det ser ud til, så er sanktionerne mod Doğru et udtryk for magthavernes svaghed. Ved at angribe folk som sandfærdigt rapporterer om begivenheder, indrømmer de, at deres system er i krise, og at de ikke kan kontrollere situationen.

I virkeligheden er det ikke indblanding fra eksterne aktører – hvad enten det er den russiske stat, journalister osv. – der er årsagen til Europas tiltagende destabilisering, men derimod den dybe, organiske krise, som kapitalismen befinder sig i på globalt plan.

Den herskende klasse i Europa kan se, hvordan ingredienserne til en eksplosiv klassekamp samles for øjnene af dem. De kan mærke, at deres greb om situationen bliver stadig mere usikkert. Derfor skærper den herskende klasse sit undertrykkelsesredskab i form af staten som forberedelse til de kommende kampe.

Ingen indrømmelser

På skandaløs vis har arbejderbevægelsen i Tyskland stort set forholdt sig tavs om sanktionerne på Doğru.

For at skære det ud i pap: at kritisere regeringen, eller blot at rapportere om faktiske begivenheder og udtalelser, er blevet kriminaliseret uden respekt for selv de mest grundlæggende menneskerettigheder. I virkeligheden er dette værre end kriminalisering – en kriminel har stadig visse rettigheder, som retten til en retfærdig rettergang og mulighed for at anke.

Arbejderbevægelsen må svare kraftigt igen på det seriøst angreb.

Kammerater fra Revolutionary Communist International i Tyskland er også blevet angrebet for at have forsvaret et principielt standpunkt på spørgsmålet om Palæstina. To kammerater fra Revolutionäre Kommunistische Partei blev retsforfulgt for at have båret et banner med sloganet ‘intifada indtil sejr’ under en demonstration. Ligesom i Doğru-sagen begyndte angrebet med en grundløs beskyldning fra et medie, der hævdede, at sloganet hyldede angrebet den 7. oktober.

Efter at sagen havde eskaleret til en retssag, fik kammeraterne mulighed for at indgå et forlig med en bøde eller droppe sloganet. Men ved at indgå forliget ville brugen af ordet ‘intifada’ de facto blive gjort ulovligt. Kammeraterne iværksatte i stedet en energisk modoffensiv, som førte til deres frifindelse. Det var en sejr ikke kun for dem, men for hele solidaritetsbevægelsen med Palæstina.

Lektionen er af afgørende betydning. Vi kan ikke give nogen indrømmelser på spørgsmålet om vores ret til at udtrykke vores politiske holdninger.

Kampagnen for solidaritet med Hüseyin Doğru må tages energisk op af arbejderbevægelsen i hele Europa!

Et angreb på én er et angreb på alle!

Intifada indtil sejr!