I Syrien er en massakre på Rojava og kurderne under opsejling. Det islamistiske regime, ledt af Ahmed al-Sharaa, har med Vestens støtte iværksat en offensiv i den nordøstlige del af landet og har omringet den historiske kurdiske fæstningsby Kobane ved den nordlige grænse til Tyrkiet.

ISIS-flag er blevet hejst over Raqqa. Jihadistiske krigere er undsluppet fra fangelejre. Statuer, som blev opført til minde om kurdiske krigere, bliver væltet. Et mareridt, der minder om den terror, ISIS for 10 år siden spredte i Syrien, er blevet udløst.

Efter at have brugt kurderne, der er organiseret i De Syriske Demokratiske Styrker (SDF), som en brik mod Assad i den syriske borgerkrig, overlader amerikansk imperialisme under Donald Trump dem nu på kynisk vis til deres egen skæbne. I dette kritiske øjeblik er det afgørende at forklare, hvordan begivenhederne er endt i denne reaktionære blindgyde, og drage de nødvendige konklusioner for at fremme kurdernes frihedskamp.

Vestens bedrageri 

Da Assad i slutningen af 2024 faldt til Hayat-Tahrir al-Sham (HTS), var imperialisterne i Vesten hurtige til at forsikre verden om, at man skulle lade tvivlen komme det nye regime til gode, på trods af at det blev ledt af Abu Mohammad al-Jolani, som han dengang hed. Den tidligere al-Qaeda- og ISIS-kommandør blev ikke kun budt velkommen i Vesten, men også hyldet som en frontfigur for demokrati i Syrien.

“Min fjendes fjende er min ven”, lød det fra europæerne og amerikanerne. De fejrede Assads fald og talte i storslåede vendinger om mulighederne for et “frit, stabilt, pluralistisk og suverænt” Syrien. Det var selvfølgelig alt sammen ren nonsens. Med Assad – og dermed Rusland og Iran – ude af billedet var den egentlige årsag til deres pæne ord at positionere sig, så de kunne fremme deres egne imperialistiske interesser i det mellemøstlige nøgleland. Som sædvanlig foregik det hele under dække af at “udbrede demokrati”.

Men den opstand, som væltede Assad, var ikke baseret på noget, der mindede om demokrati eller ønsket om fred og stabilitet i Syrien, hvilket Vesten var udmærket klar over. Det var netop Vestens indblanding i den syriske borgerkrig gennem økonomisk støtte og våbenleverancer, der førte til det syriske samfunds totale sammenbrud og dermed banede vejen for HTS’ opstand. Det eneste mulige resultat – som vi er vidne til i dag – var en fornyet sekterisk kamp i det magttomrum, som Assads fald efterlod.

Al-Jolani og HTS kom til magten med hjælp fra tyrkisk imperialisme. På trods af en masse tom snak fra de jihadistiske ‘oprørere’ om at oprette en inkluderende overgangsregering, har al-Jolani vist sig at være enehersker. Han har besat alle de øverste regeringsposter og udnævnt familiemedlemmer og sine tidligere ISIS-allierede til de resterende nøgleposter.

I stedet for at stille krav til HTS eller bryde de diplomatiske relationer, overtalte Vesten blot Jolani til at skifte sin turban ud med et velstrøget politikerjakkesæt, trimme sit skæg og droppe sit tidligere krigsnavn til fordel for det mere moderate al-Sharaa. Sanktionerne blev løftet, og ambassaderne blev genåbnet, mens han blev modtaget med åbne arme ved FN’s Generalforsamling i september og senere i Det Hvide Hus.

Men bortset fra det rent symbolske, hvad har al-Sharaa så egentlig gjort for Syrien i løbet af det sidste år?

I stedet for at forsøge at forsone sig med sine fjender, har HTS begået adskillige massakrer mod de etniske minoriteter i Syrien; først mod alawitterne i marts sidste år, efterfulgt af druserne et par måneder senere. De jihadistiske fraktioner og andre ekstremistiske grupper, der udgør kernen i det nye syriske militær, har spillet en central rolle i at gennemføre forbrydelserne. De har slagtet tusindvis af mennesker. Selvom al-Sharaa ved, at han er nødt til at snakke om et ‘forenet Syrien’, har han gennem sine handlinger gjort det stik modsatte. Hans styre truer med at rive Syrien fra hinanden i blodig sekterisk vold.

Det syriske militærs nuværende offensiv mod den kurdisk ledede SDF i samarbejde med arabiske stamme- og klanmilitser er den naturlige kulmination på denne proces. Vesten har indsat og støttet en håndlanger, der kan tjene deres interesser i regionen. For hvilken pris? At kaste Syrien ud i en ny borgerkrig og ofre kurderne på imperialismens alter.

Tyrkiets rolle

Assad-regimets fald i slutningen af 2024 kan spores tilbage til Tyrkiet, som har en tæt forbindelse til HTS. Tyrkiet har længe støttet og finansieret HTS – som nu udgør en af Erdoğans vigtigste allierede – fordi de giver dem mulighed for at fremme deres overordnede interesser i regionen.

En af disse er Erdoğans ambitioner om et nyt Osmannisk Rige. Han sigter mod at udvide Tyrkiets økonomiske kontrol mod syd ved at forbinde landet med Den Persiske Golf gennem Irak og den østligste del af Syrien. Endnu vigtigere er dog udsigten til at få en forlænget arm i Damaskus, som kan bekæmpe kurderne i Rojava. Det er den store gevinst.

Erdoğan betragter kurderne – hvoraf mange bor i Tyrkiet – som en femte kolonne i det tyrkiske samfund. På grund af deres nationale aspirationer udgør de en af de største trusler mod hans styre og hans mål om at oprette et ‘Stortyrkiet’. For ham og al-Sharaa ville selv en formelt uafhængig kurdisk stat i Rojava underminere deres mål om fuldstændig kontrol over alle regionens religiøse og etniske grupper.

Da HTS i slutningen af 2024 slog til mod det svage Assad-regime og indsatte et fundamentalistisk islamistisk regime – der var fuldstændig afhængigt af Tyrkiet for at konsolidere statsmagten – var det først og fremmest en mulighed for at knuse og afvæbne kurderne. Tyrkiet har i løbet af de sidste 40 år brugt 1,8 billioner dollars på at opnå det mål.

Nu hvor den syriske hær udfører en offensiv i de selvstyrende kurdiske områder og fordriver de SDF-militser, der er tilknyttet PKK, er det tyrkiske og syriske regime utvivlsomt kommet tættere på deres mål. Ikke alene er SDF blevet fortrængt øst for Eufrat-floden, men udsigten til en opløsning af den USA-støttede koalition synes også at blive mere sandsynlig for hver dag, der går. Allerede nu deserterer ikke-kurdiske SDF-enheder til det syriske regime.

Trumps dobbeltspil 

Donald Trumps og amerikansk imperialismes rolle i begivenhederne udstiller deres rå kynisme, men det bør ikke komme som nogen overraskelse. Det er ingen hemmelighed, at amerikansk imperialisme ikke har meget tilovers for loyalitet, når det gælder om at forfølge sine interesser rundt om i verden. Forræderiet mod kurderne er blot det seneste kyniske træk i en lang historie, hvor man har dolket sine allierede i ryggen, når det har været belejligt.

Ifølge den amerikanske regering er behovet for SDF og dermed også for amerikansk militær tilstedeværelse i Syrien ‘udløbet’. Som Trumps udsending til Tyrkiet, Tom Barrack, følelseskoldt skrev i en erklæring om Syrien, har situationen “fundamentalt ændret sig”, hvilket betyder, at USA “skifter grundlaget for partnerskabet mellem USA og SDF”. I virkeligheden siger de, at de sætter deres lid til at al-Sharaa kan kontrollere ISIS, og at kurderne simpelthen må acceptere Amerikas nye sherif i byen. De menneskelige omkostninger, som det på både kort og lang sigt vil koste kurderne, er for USA blot utilsigtede følgeskader.

På absurd vis erklærede Barrack, at opløsningen af SDF ikke er en dødsdom for kurderne, men derimod deres “største mulighed”. Dette sker, mens Kobane – den kurdiske by, der i 2014 holdt stand mod ISIS’ belejring – igen er omringet, denne gang af HTS. Syriske regeringsstyrker har blokeret for byens adgang til mad, vand og elektricitet. Byen er i en tilstand af belejring, med tusinder af mænd, kvinder og børn på randen af en humanitær krise.

Den amerikanske centralkommando har besluttet at overføre de tusindvis af ISIS-krigere, som holdes fanget af SDF og amerikanske styrker i det nordøstlige Syrien, og sende dem til Irak. Ifølge USA er 150 fanger allerede blevet transporteret dertil, og USA planlægger at flytte mere end 7.000 i alt. Men det er ikke nogen nem sag. Der er allerede forlydender om, at ISIS-krigere midt i al kaosset er lykkedes med at flygte fra deres fangenskab, med hjælp fra HTS og de militser, der er loyale over for dem.

Efter at have brugt kurdiske krigere, som udgjorde rygraden i SDF, til at bekæmpe ISIS – et Frankenstein-monster skabt af amerikansk imperialisme – behandler USA nu kurderne som et offerlam og flytter sin opbakning til, ja, du gættede det… al-Sharaa, et tidligere ledende medlem af ISIS! Virkeligheden overgår fantasien…

For al-Sharaa er udviklingen kun positiv, da en styrkelse af jihadisternes kontrol i det nordøstlige Syrien vil styrke hans base og hans greb om staten.

Trumps beslutning må ses i lyset af det nye nationale sikkerhedsdokument, hvor det klart fremgår, at Mellemøsten ikke længere er det primære fokus for amerikansk imperialisme. Som der står i dokumentet: “De dage, hvor Mellemøsten dominerede amerikansk udenrigspolitik både i den langsigtede planlægning og i den daglige udførelse, er heldigvis forbi.”

Men det, at USA forskanser sig på sin egen halvkugle, vil ikke bringe fred til Mellemøstens befolkning. Tværtimod, hvis USA vælger at trække sig ud af Syrien, hvilket Trump har tilkendegivet, vil det blot skabe grobund for yderligere kaos.

At USA er ved at løsne sit greb om situationen bemærkes af aktørerne i regionen. De ønsker at udfylde det delvise magttomrum og udnytte de sekteriske splittelser, som USA’s intervention i første omgang har fremkaldt, til deres egne formål. Det gælder for Tyrkiet, men også for Israel, som er begyndt at spille en mere selvstændig imperialistisk rolle i regionen.

Siden Assads fald har Netanyahu konsekvent mindet al-Sharaa (og dermed også Tyrkiet, som han ser som en rival om herredømmet i Mellemøsten) om, at ethvert forsøg på at konsolidere sin magt vil blive mødt med militær intervention. Israel har med sin sædvanlige immunitet handlet mod Syrien for at holde landet i en svag tilstand og fremmet enhver mulig sekterisk splittelse. Israel har udvidet sin besættelse af syrisk territorium og bombet landet, herunder Syriens militærhovedkvarteret i Damaskus, under påskud af at ‘beskytte’ druserne.

Den kurdiske modstandskamp

Der kan ikke være nogen tvivl om, at udsigterne for kurderne er ekstremt dystre. Men det skyldes ikke kun HTS’ magtovertagelse og USA’s forræderi.

Politisk set har kurdernes ledelse, i form af PKK, ført den kurdiske frihedskamp på et rent nationalt grundlag og betragtet spørgsmålet om at finde militære allierede som et rent taktisk spørgsmål. Det var denne politik, som fik dem til at indgå en alliance med amerikansk imperialisme under den syriske borgerkrig – et skridt, som vi på det daværende tidspunkt advarede imod. I dag viser det sig at have været fatalt.

Den samme tilgang blev gentaget i foråret, da den fængslede PKK-leder Abdullah Öcalan meddelte, at PKK ville opløse sig selv og nedlægge våbnene. Dette er ikke stedet at gå ind i en analyse af PKK’s politiske mangler og udvikling, men det er tilstrækkeligt at sige, at Öcalans tillidserklæring til Erdoğan, i troen på at han ville tillade kurderne at forfølge deres mål gennem ‘demokratiske’ midler, nu viser sig at have været et katastrofalt træk.

Al-Sharaas besked til kurderne er utvetydig: “Opløs jer og ‘integrer’ jer i min hær under min kommando, eller bliv angrebet”. SDF-lederen Mazloum Abdi – også kendt som Mazloum Kobani – har i praksis valgt at kapitulere og appellerer til udenlandske magter.

Abdi har gentagne gange udtalt, at “alle, der kan hjælpe med at støtte vores rettigheder”, kan hjælpe med at ‘forsvare’ kurderne. Dette gælder også Israel, hvis hjælp Abdi har sagt vil blive budt “velkommen” og “værdsat”. Man behøver blot at se på, hvordan Israel har undertrykt det palæstinensiske folk i 80 år for at forstå, at det ville være en alvorlig fejl.

Israel bekymrer sig ikke det mindste om kurderne og ville vende sig mod dem fra den ene dag til den anden. Og hvad vigtigere er: Hvilken indvirkning har Abdis eftergivenhed over for de mest reaktionære vestlige imperialister på de arabiske og ikke-kurdiske arbejdere og fattige i hele regionen? I virkeligheden fortæller det dem, at kurderne holder med deres klassefjende – som har ødelagt Syrien, Irak, Libanon og Palæstina – i stedet for deres klassefæller af anden tro og etnicitet. Det er en fatal fejl, der kun vil marginalisere den kurdiske kamp.

Denne uprincippielle strategi fører til en de facto kapitulation, som det fremgår af den våbenhvile- og integrationsaftale, der er indgået af Abdi og offentliggjort af den syriske regering. I aftalen ophæves næsten alle de beføjelser som den kurdiske autonome administration tidligere besad– aftalen svarer til en dødsdom over Rojava.

De mange tusinde kurdiske arbejdere og soldater i YPG vil ikke acceptere en overgivelse til HTS. Men Rojavas skæbne kan i sidste ende kun sikres ved at placere kampen på et grundlag med en selvstændigt klassepolitik og opgive alle illusioner om, at der kan findes en fredelig løsning på det kurdiske spørgsmål ved at indgå aftaler med enten amerikansk, israelsk eller tyrkisk imperialisme.

Behov for en modoffensiv 

Mens Erdoğan og al-Sharaa måske gnider sig i hænderne, så viser historien, at kurderne ikke bare vil gå passivt i døden. Der er allerede protester på tværs af regionen og blandt den kurdiske diaspora over hele verden. Men hvad, der er brug for, er ikke samarbejde og eftergivenhed over for Tyrkiet og HTS – hvis mål altid har været at knuse kurderne – eller imperialisterne, men at placere kampen på et revolutionært klassesgrundlag.

Den nuværende situation er en direkte konsekvens af imperialismen. Der kan ikke være fred i Mellemøsten, hverken for kurderne eller andre undertrykte grupper, så længe de kapitalistiske klasser i verden og regionen sidder på magten. HTS demonstrerer over for hele verden, at enhver form for demokratisk stat med autonomi og lige rettigheder for kurderne – for ikke at tale om ideen om selvstændighed og en kurdisk stat – aldrig vil komme på tale, så længe de har magten.

Den eneste vej ud af det nuværende reaktionære mareridt er ved at ændre kurs og erkende, at kampen for et kurdisk hjemland ikke kan løses på basis af en national-militær kamp støttet af imperialistiske såkaldte ‘venner’. Den eneste løsning er en revolutionær kamp for at vælte Erdoğan og islamisterne i Syrien. På basis af en forenet revolutionær kamp fra både de kurdiske og ikke-kurdiske masser vil deres svage regimer begynde at mærke jorden ryste under deres fødder.

Potentialet for sådan en revolutionær kamp findes ikke kun i Syrien og Tyrkiet, men i hele regionen. For at fremme det er det nødvendigt at bryde fuldstændigt med imperialismen og klassesamarbejdet, som endnu en gang viser sig at føre kurdernes kamp ned i en blodig blindgyde.