Chefredaktørerne på de største medier tilbageholder sandheden for at forsvare dansk kapitalismes interesser.

Hvad gemmer chefredaktørerne for os?

Hvad gemmer chefredaktørene paa

Rasmus Jeppesen



9 minutter

I mere end ét år kørte podcasten “Lykkeberg & Corydon”. Formatet var, at chefredaktørerne for to af de store dagblade, Informations Rune Lykkeberg samt Børsens Bjarne Corydon, skulle lade synspunkter fra hver sin fløj af medieverdenen mødes i en ugentlig diskussion om aktuelle emner. At de ofte var enige er en anden ting. 

Podcasten var en platform, som to fra eliten havde givet til sig selv for at dele deres forkromede tanker om stort og små, på trods af at de er to af de mennesker i Danmark, som i forvejen har mest taletid i den offentlige debat. 

Det her er dog ikke en anmeldelse af podcasten. Vi vil i stedet dykke ned i én enkelt episode fra foråret, Trumps 100 første dage og Bjarnes nye job, fordi der her kom en sjælden ærlighed frem fra toppen af medieverdenen, der udstiller mediernes virkelige rolle i samfundet.

Det var en af podcastens afslutningsepisoder, da Bjarne Corydon nu skulle tage næste skridt op ad karrierestigen. Den daværende chefredaktør på Børsen, og tidligere socialdemokratiske finansminister, havde fået nyt job som generaldirektør for Danmarks største medievirksomhed, DR.

Uærligt og vammelt

Det interessante er, at de i denne afsluttende episode evaluerer podcasten og fortæller om hvad de ikke har turde tale åbent om. Det drejer sig om to store ting: krigen i Ukraine og USA’s forsøg på at indlemme Grønland. Her følger en transskription af en del af deres samtale:

Rune Lykkeberg:

“Vi sidder for 9-10 måneder siden og synes faktisk begge to, at situationen i Ukraine er håbløs. Vi kan ikke se nogen vej, som ikke fører til nederlag for Ukraine, og der er meget langt fra, at det er moralsk ubærligt til at sige, at det er nu realiteten. 

Og vi har en samtale rundt om programmet, som vi ikke tager med i showet, og det er det, der gør det uærligt, som er, at(…) vi er endt det sted nu, hvor det er ligesom Irak. At hvis man siger ‘Vi kan ikke vinde krigen i Ukraine’, så er det ved at blive som Irak. ‘Vi kan ikke vinde krigen i Irak’, og så er modsvaret ‘Jamen så holder du med Saddam Hussein (…) Da vi så diskuterede det i showet, så veg vi tilbage fra den analyse. Det var vammelt”

Bjarne Corydon:

“Jamen, det er rigtigt. Vi har lavet catch up på den, men du har ret.”

Rune Lykkeberg:

“Vi lavede catch up, da omverdenen også var nået til den.”

Bjarne Corydon:

“Ja, lidt før. Du har ret. Er den anden [ting som de ikke har ville tale om] værre?”

(…)

Rune Lykkeberg:

“Det handler om Grønland. Kan du huske det nu?”

Bjarne Corydon:

“Ja, det kan jeg godt.”

Samtalen om emnet stopper ret brat her. Lad os lige tage fat i, hvad det rent faktisk er, de siger. To af de vigtigste mediechefer i Danmark indrømmer, at de har tilbageholdt deres analyser af den virkelige situation i Ukraine, til før “omverdenen” var klar, og vil heller ikke sige, hvad de virkelig mener om Grønland, som man implicit kan fornemme handler om konflikten mellem Danmark og USA.

Når man hører podcastepisoden, er jargonen ret løssluppen. Men hvis man tænker over, hvad de to siger, så har det store implikationer for den forestilling, som toppen af samfundet gerne vil have os til at tro på om det danske samfund, demokratiet og mediernes rolle heri.

Mediernes rolle

Vi bliver opdraget med fortællingen om, at medierne er en af de vigtigste demokratiske institutioner, “den fjerde statsmagt”, som frit og objektivt kritiserer, diskuterer og rapporterer om situationen i Danmark og internationalt, så resten af os kan tage stilling til verden omkring os på et oplyst grundlag.

De etablerede, kapitalistiske medier spiller en stor rolle i at forme “den offentlige mening”. At de vinkler, lyver om nødvendigt, skævvrider og vælger nogle fakta frem for andre, er for mange blevet tydeligt med krigen i Ukraine og folkemordet i Gaza, hvor de etablerede danske medier tydeligvis er partiske. Men samtaler som den her mellem Bjarne Corydon og Rune Lykkeberg afslører, at det stikker dybere end det, og at medierne kun skriver om det, som de mener “omverdenen” er klar til at høre om.

Det smadrer hele illusionen om, at medierne skulle være en af de bærende demokratiske søjler i samfundet. For hvis chefredaktører på de største medier ikke fortæller om den virkelige situation eller om nogle af de vigtigste emner – såsom Ukraine-krigen og Grønland – så vil man, med rette, spørge: Hvis de ikke fortæller sandheden her, hvornår gør de så overhovedet? Hvilke andre ting har de holdt igen med?

Spiller deres rolle i eliten

Chefredaktørerne yder deres indsats i den interne arbejdsdeling, som findes blandt eliten, hvis samlede interesser er at forsvare og bevare dansk kapitalisme.

For hele toppen af samfundet – kapitalister i private virksomheder, højtstående embedsmænd i staten, toppolitikere fra de etablerede partier, de vigtigste fagforeningsledere, kongehuset, ledere af essentielle kulturinstitutioner, toppen af militæret og også chefredaktører fra medierne – er filtret sammen på kryds og tværs. Det er de i bestyrelser, i sociale netværk, i grupper for virksomhedsledere (såsom de såkaldte VL-grupper) og i alle mulige andre fora.

Det samme gør sig gældende med vores to chefredaktører. Bjarne Corydon er eksempelvis leder af “VL-gruppe 3 – København”. Gruppens medlemmer tæller blandt andet koncernchefen for Nordea, generaldirektøren for DR (før Bjarne Corydon fik jobbet), Nationalbankdirektøren, Managing Director for Black Rock og CEO for Terma.

Andre gange er det mere ugennemsigtigt. I en artikel om chefredaktørers omgang med resten af eliten kommenterede en journalist fra Berlingske: “Når magtfulde mennesker omgås hinanden, er det langtfra altid på måder, offentligheden kan gennemskue.”

Det er fuldstændig korrekt. For nogle år siden blev det afsløret, at vores anden chefredaktør, Rune Lykkeberg, var en del af en prestigefuld bogklub. Forud klubmedlemmer, Jes Stein Pedersen, der er litteraturredaktør for Politiken, og Bo Lidegaard, der er tidligere chefredaktør på Politiken, så var Barbara Bertelsen også en del af klubben; den meget omdiskuteret departementschef i Statsministeriet og Mette Frederiksens højre hånd.

De to chefredaktører er tydeligvis en del af eliten i Danmark, hvor de gnider skuldre med samfundets absolutte spidser og mest magtfulde mennesker. Det betyder ikke, at der findes én stor konspiration i et hemmeligt selskab, som mange sølvpapirshatte konkluderer. Alle disse mennesker kan sagtens have konflikter internt, fordi de har forskellige særinteresser på grund af konkurrence, konfliktende brancher eller personlige præferencer. 

Men hvad der skærer på tværs af enkelte interessekonflikter, er de overordnede klasseinteresser. Om de sidder i den ene eller anden del af eliten, så er de alle sammen en del af, eller tæt forbundet med, den herskende klasse og lever en privilegeret tilværelse under dansk kapitalisme. De har derfor en objektiv interesse i at opretholde det nuværende samfund, hvilket mediernes chefredaktører spiller deres egen rolle i.

For som vi hører i podcasten med Corydon og Lykkeberg, så vil de hellere tilbageholde sandheden end at bryde med den herskende klasses disciplin. Det ser vi på spørgsmålet om Ukraine.

Hvorfor må vi ikke høre om Ukraine?

Da krigen startede i Ukraine, var der konsensus i hele toppen af samfundet om at støtte Ukraine ubetinget. På Christiansborg var det eksempelvis alle partierne, fra den yderste højrefløj til Enhedslisten, som var enige i dette.

Krigen blev portrætteret som en kamp på liv og død mellem “demokrati” over for “diktatur”. Men den virkelig årsag bag enheden i eliten i Danmark er, at dansk kapitalisme har store interesser i og omkring Ukraine.

På grund af sin geografiske placering har Danmark historisk set forsøgt at gøre sin indflydelse gældende i Øresundsregionen og Østeuropa, som vi også så under Murens Fald, hvilket dog er svært for en lille imperialistisk magt som den danske. For de danske kapitalister er der store økonomiske interesser på spil i Ukraine, da et fuldstændig sønderbombet og smadret land skaber nogle særdeles lukrative muligheder for dansk erhvervsliv, som er fuld i gang med at investere, købe op og udplyndre Ukraine. 

Mette og zelensky
Dansk kapitalisme har store interesser i Ukraine. Foto: Creative commons

En anden årsag til, at Danmark er gået forrest i støtten til Ukraine, er, at den danske herskende klasse desperat forsøger at bevare den tætte alliance med USA, som glider mere og mere væk. Det er et kæmpe problem for Danmark, som er stærkt afhængigt af USA økonomisk, militært og diplomatisk.

Det er årsagerne til, at de to chefredaktører ikke vil dele deres analyse af, at Ukraine taber krigen, før at “omverdenen også var nået til den”. For alle disse interesser, som den danske elite har i Ukraine, gør sig stadig gældende, selvom landet taber krigen. Men det vil være svært at opretholde befolkningens fortsatte støtte til at pumpe milliarder af skattekroner i en krig, der ikke kan vindes.

Hvad gemmer de ellers?

Det andet emne, som de ikke har turde tale ærligt om i deres podcast, er Grønland. Her får vi dog ikke at vide, hvad de faktisk mener, med undskyldningen om, at det ikke længere er muligt at tale om emnet på grund af Bjarne Corydons nye topjob i DR.

Selvsamme Bjarne Corydon siger ellers, at han i sin nye funktion i DR skal være der for at: “(…) styrke den demokratiske samtale. At sikre det kan fungere faktabaseret, det kommer til at stå meget højt på min dagsorden.” Vi skal bare ikke være faktabaseret, når det gælder slagmarken i Ukraine eller Grønlands fremtid.

Det hele bliver kun desto mere absurd af, at de senere i podcastafsnittet taler om, at mens den “demokratiske samtale” har svære vilkår i USA, så trives den i Danmark. Men hvis det var tilfældet, hvorfor holder de så igen med at sige deres virkelige mening?

At en af disse herrer nu rykker op i graderne og kommer til at besidde chefstolen hos Danmarks absolut største medie, DR, gør det ikke mere betryggende. At den anden, Rune Lykkeberg, sidder for bordenden for et medie, der fremstiller sig selv som venstreorienteret og progressivt, siger noget om hvor begrænset udsynet er, og hvor sammenfaldende interesserne er i de etablerede medier.

Historier som disse viser, at de etablerede medier hverken er objektive eller neutrale, men aktivt spiller en rolle i at forme den offentlige mening i befolkningen. Tilbage står et spørgsmål: Hvad gemmer chefredaktørerne ellers for os?