Hvis du aldrig har hørt om den amerikanske forfatter Richard Brautigan (1935-1984), er det ikke så mærkeligt. Han er nemlig mere kultfigur end kanonliste. Han er mere den slags digter, en ven fortæller om, end én man møder i skolen. Mange af hans digte ligner på en måde bare noter –  som det her:

Lige ved siden af morgenkaffen
Hvis jeg skriver det her ned nu,
har jeg det i morgen.
Spørgsmålet er bare: Har jeg
lyst til at starte dagen med
det?

Lige nu udgiver to mikroforlag ham på dansk. Hans Samlede digte er udkommet på forlaget Ekbátana, oversat af Anders Bonnesen. Samtidig udgiver Atlanten hans lille roman fra 1982 med titlen Så vinden ikke blæser det hele væk. Den er oversat af Søren Visti Kjeldgaard Hansen og er i øvrigt den sidste roman, Richard Brautigan skrev.

Det er en ren tilfældighed, at de to bøger udkommer samtidigt. Men tilfældigheden betyder, at der her i Danmark lige nu bliver kastet lys på et andet USA, end det vi møder i medierne. Hos Richard Brautigan kan vi læse om de fattiges USA i stedet for kun at høre fra de ustyrligt rige i USA. Vi kan læse om de mænd fra arbejderklassen, der bliver sendt i krig, i stedet for kun at høre om de mænd, der starter krigene. 

Richard Brautigan skriver om det USA, han voksede op i, som var præget af de krige, USA deltog i – Anden Verdenskrig og Vietnamkrigen især. I Richard Brautigans USA lider børn afsavn, og voksne er på vej for at finde et nyt sted at bo. Hans USA fra for et øjeblik siden giver os perspektiv til at forstå USA i dag, fordi han giver os en indsigt i arbejderklassens liv. Han skriver om de millioner af mennesker, der altid er blevet glemt, og som ikke fik del i det efterkrigsopsving i 1950’erne og frem, som de liberale taler om. En af de millioner mennesker kunne hedde Ben. Her er et digt om ham:

Ben
Denne aften ringer jeg til Oklahoma. Telefonen
ringer otte-ni gange, men der er ingen der tager den. Ben
er ikke i sit mobilehome på en mark lige uden for
Oklahoma City.

Richard Brautigans USA er de fattiges USA. Han blev født i et arbejderklassekvarter i Tacoma, Washington. Hans mor arbejdede som tjener. Hans far var fabriksarbejder og forlod moren, inden Brautigan blev født. Hans opvækst var tumultarisk, og når han i romanen Så vinden ikke blæser det hele væk lader den 12-årige jegfortæller sige om sin familie, at de bor på motel uden at have en bil, så minder det om hans egen opvækst. I romanen står der: »Vi var billøse gæster fra bistandskontoret. Det var mærkeligt at se alle de her mennesker komme og gå, når vi aldrig kom nogen vegne.«

Det er nærliggende at kalde Richard Brautigan for uskolet. Hans digte kræver ikke den store poesieksamen. De er skrevet på møntvaskerier og på caféer, på vej fra et sted til det næste. Ofte handler de om hans venner og de mennesker, han møder. Om kærlighed selvfølgelig – og om Marcia især.

Brautigan stoppede skolegangen efter high school i 1953, og alt det han siden læste – og det var virkelig ikke så lidt – læste han af lyst og nysgerrighed. Hans forfatterskab er befolket af alle de døde digtere, han læste og de musikere, han hørte. Det er præget af en enorm fantasi og af virkelige menneskers oplevelser. Hans karakterer er gerne på røven, uden at man kan kalde ham socialrealist. Det er hans sproglige billeder alt for syrede og overraskende til. Richard Brautigan er faktisk kendt for at være umulig at sætte i bås. Man kan heller ikke sætte ham i en politisk bås, men hans forfatterskab kan give os en forståelse for, hvorfor arbejderklassen har fået nok af det politiske etablissement og af de liberales verden, og dermed også en forklaring på, hvorfor Trump kunne vinde frem. Den amerikanske drøm lever ikke hos Brautigan, men det gør levede erfaringer og en enorm detaljerigdom fra den helt konkrete verden.

Blandt de mange konkrete detaljer fra et arbejderklasseliv er en 12-årig drengs tennissko. Han er den jegfortæller, der bor på motel med sin mor og to søstre i Så vinden ikke blæser det hele væk. Han færdes i en forstad i Oregon på jagt efter penge. Om sine sko fortæller han sådan her: 

»De var midt i livet, hvilket er den bedste tid for tennissko. De føltes virkelig som en del af mig, som en forlængelse af mine fodsåler. De var levende under mine fødder. Jeg kunne ikke lide, når mine tennissko blev slidt op, og vi ikke havde penge nok til et nyt par. Jeg havde det altid, som om jeg havde gjort noget dumt og nu blev straffet for det.«

Den 12-årige er bevidst om sin egen økonomiske situation i et kapitalistisk system. Han samler flasker langs motorvejen og kalder det et »ølflaskeimperie«. Han kalder sig selv for en »ølflaskekapitalist«, og da han får fat i en kasseret barnevogn med plads til endnu flere flasker, siger han, at han ånder: »John D. Rockefeller i nakken.«

Både den 12-årige og læseren ved, at det gør han lige præcis ikke. Men Brautigan lader sin hovedperson bevare værdigheden uden at udviske problemet. Barnets knugende følelse af afmagt og erfaringer med at skulle hustle sig igennem tilværelsen er helt nærværende i den konkrete skildring.

Brautigan skriver en del om børn og gamle. Nogle af de gamle er krigsveteraner. En af dem har deltaget i Første Verdenskrig og bor ved en sø i en hytte, han har bygget af pakkasser. De andre børn siger, at han hader børn, men den 12-årige »ølflaskekapitalist« besøger ham alligevel og genkender en klassefælle, da den gamle fortæller, at han har boet i hytten »siden Depressionen.« Han er én af dem, for hvem Den Store Depression aldrig sluttede helt. Også han får en stemme i Brautigans roman.

En anden krigsveteran optræder i en længere fortællende tekst, der indleder Richard Brautigans sidste digtsamling, som han skrev i Japan i 1976. Japan kom til at få en stor betydning for ham, på trods af at han som barn lærte at hade japanerne. Hans onkel Edward, »familiens stolthed«, blev indirekte »slået ihjel af det japanske folk, som var i krig mod Amerikas Forenede Stater.« Onklen var på Midwayøen i 1941, da japanerne angreb. Et år efter døde han, og familiens historie om onklen var, at han døde af mén fra bomben. Brautigan skriver om sig selv som barn:

Jeg hadede japanerne gennem hele krigen.
Jeg betragtede dem som laverestående væsner, som var nødt til at blive udryddet, så civilisationen kunne sejre med frihed og retfærdighed for alle.
I avisernes tegneserier blev de fremstillet som aber med overbid.
Propaganda stimulerer børns forestillingsevne.

Richard Brautigan overvandt hadet. Han begyndte at læse japanske digtere fra det syttende århundrede, og han rejste til Japan. Han opdagede, at det had han havde lært som barn igennem den racistiske propaganda, viste sig at være nogle andres had. Ligesom krigen viste sig at være nogle andres krig. Den erfaring og det perspektiv giver os mulighed for at se, at de krige, der er i verden i vores egen tid, heller ikke er massernes krige, men magthavernes.

Kamilla Löfström har skrevet forord til Richard Brautigans Samlede digte.