Det er en helt grundlæggende modsætning i kapitalismen, at alle nationer er en del af en udelelig helhed – verdensmarkedet – mens nationalstaten på den anden side er en essentiel og nødvendig del af kapitalismen.

Lige nu er borgerskabet ved at rulle meget af den globalisering, der ellers har karakteriseret en hel historisk epoke, tilbage. Trump fører handelskrig, mens europæiske ledere hævder, at “Europa står sammen” – men virkeligheden er, at der ikke er nogen, der står sammen. Modsætningerne mellem de nationale kapitalistklasser i hele verden vil forværres i den kommende periode – ikke forbedres. 

Det kaos, der udspiller sig overalt i verden, senest med de enorme udsving i aktiemarkedet, er ikke noget, som er opstået på grund af én persons vanvid, men på grund af det kaos, som er indbygget i kapitalismen, og den grundlæggende modsætning, der eksisterer mellem nationalstaten og den globale produktion.

Kommunisme har altid været international

Kapitalistklassen er en nationalt forankret klasse, men arbejderklassen har, som Marx forklarede, intet hjemland.

Helt fra begyndelsen i det stiftende dokument for vores bevægelse, Det Kommunistiske Manifest, beskriver Marx og Engels, hvad der kendetegner en kommunist:

Kommunisterne er ikke et særligt parti, som står i modsætning til de andre arbejderpartier.

…

Kommunisterne adskiller sig kun fra de andre proletariske partier ved, at de på den ene side i proletarernes forskellige nationale kampe fremhæver hele proletariatets fællesinteresser, som de fremhæver uafhængigt af nationalitet, og gør disse interesser gældende, og på den anden side ved, at de på de forskellige udviklingstrin, som kampen mellem proletariat og bourgeoisi gennemløber, stadig repræsenterer hele bevægelsens interesse.

Citatet taler for sig selv. Internationalismen har altså været en grundlæggende del af den kommunistiske bevægelse siden dens spæde start, og manifestet slutter med det berømte kampråb: “Arbejdere i alle lande foren jer!” I 1864 førte Marx og Engels disse ord ud i livet og stiftede den internationale arbejdersammenslutning, bedre kendt som Første Internationale. Her blev selve grundlaget for den internationale arbejderbevægelse lagt, og dette var et referencepunkt for de mest bevidste lag af arbejderklassen. Det danske socialdemokratiske parti blev i sin tid stiftet som en sektion af Første Internationale – Socialdemokratiet har ændret sig meget siden da.

De erfaringer og lektioner, der blev gjort i Første Internationale, blev videreført i den Anden Internationale. Anden Internationale var ikke blot et referencepunkt, men bestod af enorme massepartier. Den omfattede hele Europa, Nordamerika, Japan og Australien, og bestod af millionvis af medlemmer. Her så vi de internationale traditioner nå ud til masserne af arbejdere. Anden Internationale stod før første verdenskrig for en socialistisk verdensrevolution med sit grundlag i Det Kommunistiske Manifest.

Men trods Anden Internationales enorme størrelse og indflydelse, var der sket en reformistisk degenerering af toppen af Internationalen, der var vant til at kunne arbejde indenfor kapitalismens rammer. Især i det tyske SPD, som var det største parti, var dette tilfældet.

Det betød, at da 1. verdenskrig startede, brød hele Internationalen sammen. De reformistiske dele af ledelsen støttede op om den imperialistiske krig på deres egen kapitalistklasses side. International klassesolidaritet blev afløst af national patriotisme. De internationalistiske kræfter var reduceret til et lille mindretal.

Revolutioner kender ingen grænser

Den Russiske Revolution i 1917 genoplivede internationalismen fra de døde. Socialistisk revolution var brudt ud i Rusland, og en bølge af revolutioner spredte sig hurtigt fra land til land. Det var i virkeligheden disse revolutioner i Europa, som stoppede første verdenskrig. 

I januar 1918 var der generalstrejker i Østrig-Ungarn, og i november 1918 startede den tyske revolution, som væltede kejseren og satte en officiel stopper for krigen.

Sovjetter (det russiske ord for arbejderråd) sprang op sted efter sted, hvor arbejderklassen tog magten vha. klassekamp og strejker. Det var i den situation, Lenin og Trotskij stiftede den kommunistiske Tredje Internationale, også kendt som Komintern. De russiske kommunister så i virkeligheden kun den russiske revolution som startskuddet til verdensrevolutionen. 

Komintern havde til formål at samle de mange revolutionære strømninger, som fandt sted overalt i verden og skabe et internationalt parti, som kunne gøre en ende på kapitalismen globalt.

Lenin og Trotskij brugte deres meget enormt begrænsede kræfter på at bygge Tredje Internationale. Det gjorde de, fordi de vidste, at et socialistisk samfund kun kan eksistere baseret på princippet om, at der er nok til alle. Noget der nødvendigvis kræver, at revolutionen spreder sig til resten af verden. En isoleret revolution vil blive kvalt økonomisk og militært, medmindre den får støtte fra revolutioner i især udviklede lande.

Den kapitalistiske produktion foregår over hele kloden. Det samme er nødvendigt i et socialistisk samfund. Socialisme er internationalt eller også er det intet.

Revolutionære over hele verden blev inspireret af Tredje Internationale, og nye kommunistpartier blev stiftet i flere lande. Ved den anden kongres var partier i 54 lande repræsenteret. Men uden de erfaringer, som bolsjevikkerne havde fået igennem mange år, to revolutioner, og særligt pga. Lenins uddybning og forsvar for marxismen, havde den russiske revolution aldrig sejret. Derfor var den vigtigste opgave for Lenin og Trotskij i den nye Internationale at uddanne det næste lag af kommunister i marxismen.

Internationalisme i dag

Diskussionerne på de første fire kongresser i Komintern er et skatkammer af erfaringer for revolutionære unge og arbejdere i dag, og hvis vi skal vælte kapitalismen, er det essentielt at studere dem.

Men trods lektionerne fra Komintern, og den bølge af revolutioner der gik igennem hele verden i årene efter 1. verdenskrig, slog revolutionen fejl i de vigtigste europæiske lande: Tyskland, Italien, Østrig, Ungarn – primært på grund af reformisternes forræderi og fordi kommunistpartierne ikke var deres opgave moden. Manglen på en international revolution i et udviklet kapitalistisk land er den vigtigste grund til, at revolutionen i Rusland i sidste ende degenererede, og at det stalinistiske bureaukrati kom til magten. Den antimarxistiske ide om “socialisme i et land” karakteriserede nu Sovjet og komintern blev nedlagt i 1943.

Igen blev arbejderklassens internationalistiske traditioner reduceret til et lille mindretal, som kun blev holdt i live af Leon Trotskij og den internationale venstreopposition under ekstremt svære omstændigheder. 

I Revolutionary Communist International går vores rødder helt tilbage til Marx og Engels, videre gennem Lenin og Trotskij, og i dag holder RKP stadigvæk internationalismens banner højt. Vi har lige nu sektioner i over 40 lande – fra England til Pakistan, Argentina til Taiwan og USA. I alle disse lande bygger vi på samme måde, som Lenin og Trotskij gjorde i deres tid, fordi det er de ideer og metoder, der har vist sig i stand til at vælte kapitalismen.

Borgerskabet udgør et forsvindende mindretal. De kan kun herske over flertallet ved at udnytte arbejdernes diversitet og opdele os på tværs af alle tænkelige skel i forsøget på at svække vores solidaritet og kampkraft. Arbejderklassen må modgå dette. Vi har mere til fælles med russiske, kinesiske og amerikanske arbejdere, end vi har med borgerskabet i Danmark. 

Virkelig internationalisme i marxistisk forstand betyder at se arbejdere over hele verden – uanset nationalitet – som en del af samme klassekamp og aktivt støtte deres kamp for frigørelse. Der findes ingen “dansk vej til socialisme,” som stalinisterne påstår. Der findes kun én vej: at arbejderklassen tager magten først i ét land og spreder revolutionen internationalt – som en gnist, der tænder en brand.

Derfor bygger vi i dag Revolutionært Kommunistisk Parti som den danske sektion af Revolutionary Communist International for at sikre, at den socialistiske verdensrevolution vil sejre.dag Revolutionært Kommunistisk Parti som den danske sektion af Revolutionary Communist International for at sikre, at den socialistiske verdensrevolution vil sejre.