Den danske herskende klasse fremstiller sig selv som en hyggelig, humanitær kraft. Men dens arv i Østeuropa, først i Baltikum og nu i Ukraine, fortæller historien om en lillebitte imperialistisk magt, der uden bekymringer om de humanitære konsekvenser for dem, de fremstår at ville redde, desperat forsøger at genvinde sin svundne magt. 

Lige siden begyndelsen af krigen i Ukraine har Danmark været bannerfører for eskalering og aggression. Danmark er det land, der har givet absolut mest militærstøtte til Ukraine som en andel af BNP. Danmark har gang på gang opfordret til at overtræde enhver “rød linje”, som Rusland måtte have, blandt andet ved at give Ukraine lov til at bruge våben doneret af Danmark på mål inde i Rusland — som, læseren mindes om, er verdens største atommagt.

Denne krigsliderlighed har været tildækket af et slør af “humanitære bekymringer”. Men sammenligner man det danske borgerskabs bekymringer over Ruslands handlinger i Ukraine med deres fuldstændige ligegyldighed over for Israels folkemord mod det palæstinensiske folk, bliver tomheden af dette røgslør tydeligt. Det er blot et dække for et forsvar af dansk imperialismes interesser i Østeuropa.

Faktisk er det ikke første gang, at dansk imperialisme har stået forrest i en aggressiv ekspansion mod øst. I 1990’erne var det dansk imperialisme, der var bannerfører for at trække Baltikum ind i vestlig imperialismes interessesfære med forfærdelige konsekvenser for baltiske arbejdere og unge.

“Kaos er en stige”

Danmark var historisk set en dominerende magt i det baltiske hav. De havde blandt andet monopol på al fragt, der gik gennem Øresund, som er den eneste søvej ind i området. Men over en lang periode er dansk imperialisme skrumpet; man har afgivet kolonier, mistet territorium og indflydelsessfærer, og gennem årene har Danmark bid for bid også mistet sin tidligere dominans i Østersøregionen, særligt til Sverige og stormagterne Rusland og Tyskland.

Nu forsøger dansk imperialisme desperat at vinde noget af sin svundne magt tilbage. Da Sovjetunionen i slut 80’erne begyndte at gå i opbrud, så det danske borgerskab sit snit til at udnytte det resulterende kaos til at genvinde sit tidligere “nabolag”, som daværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen beskrev det.

Til et møde i Dansk Selskab for Virksomhedsledelse i maj 1990 forklarede han, at af alle områder med vækstpotentiale er det økonomiske potentiale i Baltikum det, “der får størst interesse for Danmark”, fordi:

“Der er et stort potentiale for økonomisk vækst i denne region [det Baltiske Hav og Østeuropa]. […] Det er derfor ikke for meget sagt, at udviklingen giver Danmark gode kort på hånden. Efter en lang årrække med en placering i periferien af det europæiske vækstcenter kan vi nu øjne chancen for en placering, om ikke i centrum af det tunge vækstcenter, så dog centralt placeret i et regionalt vækstcenter.” (Berlingske, 14/05/1990)

Derfor lancerede det danske borgerskab sit “baltiske projekt”, for at flå Baltikum væk fra Sovjetunionen. Få uger efter talen annoncerede udenrigsministeriet en nødhjælpspakke til Litauen, finansieret med penge, som var øremærket til humanitære kriser — på trods af, at Røde Kors havde informeret staten om, at der ingen krisesituation eksisterede i landet. Denne “hjælpepakke” var så vigtigt et politisk redskab, at Ellemann-Jensen selv måtte træde ind for at presse den igennem.

Det danske borgerskab var det mest aggressive af de vestlige imperialistiske lande og blæste på enhver protest fra Sovjetunionen. I 1990 opfordrede Danmark det daværende EF til at lægge økonomiske sanktioner på Rusland og forsøge at “påvirke [Litauen] i den retning, som de tolv [europæiske magter] ønskede”, — et forslag, der blev mødt med total stilhed fra de andre EF-lande. 

Resten af de vestlige imperialister var bange for de konsekvenser, en så aggressiv tilgang ville have på Gorbatjovs igangværende liberaliseringer, og deeskaleringen af den kolde krig. Men det danske borgerskab kunne ikke være mere ligeglade. Med samme kynisme som Game of Thrones’ Littlefinger så det danske borgerskab kaosset i Østeuropa som en stige, de kunne bestige for at genvinde noget af sin plads som en regional imperialistisk magt i det Baltiske Hav. 

Men dansk imperialisme er en lillebitte magt. Selvom den herskende klasse har sine egne interesser, er de i det store hele for svage til at forfølge dem uden aktiv støtte fra en eller flere større imperialistiske magter.

I en intern notits påpeger Udenrigsministeriet, at “[…] Danmark alene, selvfølgelig ikke spiller en afgørende rolle. Alt tyder på, at de eneste vestlige lande som Moskva tager seriøst er USA og Tyskland. Men vores tilgang til Sovjetunionen kan måske bidrage til at påvirke vores vestlige partnere…” Altså, den herskende klasses mål var at trække enten USA eller Tyskland med ind i deres baltiske projekt, selv hvis det betød en ny eskalering af den kolde krig!

Økonomisk chokterapi

At en ny eskalering ikke blev aktuel, har vi ikke de danske imperialister at takke for. Sovjetunionen kollapsede, inden det kunne ske, hvilket kastede den østeuropæiske arbejderklasse for imperialismens hunde, som straks sprang på sit nye bytte.

Med henblik på at gøre økonomierne attraktive for investorer, blev hele det tidligere Sovjetunion pålagt voldsomme nedskæringsprogrammer, historiens mest vidtrækkende privatiseringskampagner og liberalisering af alt fra arbejderrettigheder til fødevarer og boliger, som hidtil havde været en menneskeret med priser fastsat så alle havde husly og mad.

Denne såkaldte “chokterapi” kastede hele Østeuropa ind i den største recession nogensinde set i fredstid. I de heldigste lande kunne recessionen sammenlignes med depressionen i 30’erne, men for det gennemsnitlige land var den langt dybere. Ukraines BNP pr. indbygger kollapsede med 54% og Letland og Litauens med 46%, og først efter 15-20 år nåede disse landes BNP tilbage til niveauet i 1989.

Folkeslag, for hvem arbejdsløshed og inflation i årtier havde hørt fortiden til, blev nu kastet hovedkulds ud i den værste af slagsen. I 1995 var andelen, der ofte eller sommetider manglede mad, 50% i Litauen, 38% i Estland og 57% i Letland. Samtidig berigede et lille lag af korrupte statsbureaukrater sig, i samarbejde med vestlig imperialisme, på at plyndre planøkonomien for alt af værdi.

Fra det danske borgerskab var der fuld opbakning til denne politik. Til et møde med den tyske udenrigsminister i 1991 understregede Ellemann-Jensen, at økonomisk bistand ikke kunne komme på tale, hvis ikke markedsreformerne blev implementeret, da det ellers bare ville “være at holde systemet i live”. Fra at sende nødhjælp til et land, hvor der ingen humanitær krise var, gik dansk imperialisme over til selv at skabe en. 

Danske kapitalister satte sig straks for at udnytte deres nye “guldgrube“, som én direktør kaldte det. I dag er Carlsberg en af de to største alkoholproducenter i de baltiske lande; Danish Agro ejer 40-45% af landbrugsmarkedet i Estland og mellem 18-24% af grynmarkedet i Letland og Litauen. Og I år købte Salling Group en af Baltikums store supermarkedskæder, Rimi, hvilket giver dem 13% af markedet. 

Men dansk imperialismes indtog i Baltikum blev ikke den stige, som de havde håbet. Allerede i ’97 begyndte det danske borgerskab at bekymre sig om, at Sverige var ved at overhale dansk imperialisme indenom i sine investeringer i Baltikum. 

Qua sin lille størrelse var dansk kapitalisme kun i stand til at lave specialiserede investeringer i specifikke sektorer, hvorimod svensk kapitalismes store industrier sank langt dybere rødder. Svensk bankkapital kom til at dominere regionen med kontrollen over 65% af Estlands bankmarked, 49% af Letlands og 59% af Litauens. Danske Bank forsøgte at gøre dem kunsten efter, men fik i sin iver efter indflydelse rodet sig ud i en kæmpe hvidvaskskandale, som i 2019 tvang dem til at trække sig helt ud af Baltikum.

Nyt krigsbytte i Ukraine

Besejret i Baltikum føler dansk imperialisme, at de med Ukrainekrigens kaos har fået en chance til. Som vi har rapporteret før, opsatte regeringen sidste år den største direkte eksportstøtte til et enkelt land nogensinde til at finansiere danske virksomheders investeringer i Ukraine — 5,6 milliarder kroner! Som tak har danske virksomheder fået en “fast-track-ordning”, der giver dem forrang i køen på det ukrainske marked. 

Men sjældent bliver der snakket om det faktum, at størstedelen af den “støtte”, som vesten yder til Ukraine, kommer i form af lån: mellem 2022-2027 kommer EU til at låne Ukraine i alt 58,2 mia. euro. Men allerede nu er landet ude af stand til at betale lånet tilbage, så EU og IMF har været så generøse at yde dem endnu et lån på 45 mia. euro til at betale renter og afdrag på de tidligere lån! Ukraine står altså overfor at blive fanget i en gældsspiral. 

For at sikre profitabiliteten af disse lån og investeringer, forberedes en ny runde af chokterapi mod den ukrainske befolkning. Allerede nu planlægger vesten et vidtrækkende program om at privatisere og sælge statsejede banker, sundhed, transport og infrastruktur til private investorer og sænke skatten og fjerne arbejderrettigheder, der beskytter arbejdere mod fyringer, fagforeningsrettigheder og mere.For dansk imperialisme er al tale om et forsvar for “ukrainernes nationale suverænitet” blot et slør for et forsvar af danske erhvervsinteresser i landet. Hverken Mette Frederiksen, Trump eller Putin har ét gran af gode intentioner for ukrainske arbejdere og unge. Alle udnytter de dem blot som skakbrikker i et spil om markeder og indflydelsessfærer. Som den franske forfatter Victor Hugo skrev: “Den riges paradis er skabt på den fattiges helvede.”