Når vi hører om revolutioner i skolen eller på film, bliver det altid fremstillet som noget blodigt og brutalt. I virkeligheden er en revolution intet andet end, at helt almindelige mennesker, der ellers blot lever et liv uden at udfordre systemet, tager magten over deres egen skæbne og træder ind på historiens scene. Som Trotskij sagde: “Det mest utvivlsomme træk ved en revolution er massernes direkte indgriben i historiske begivenheder”.
Den herskende klasse prøver desperat at bilde os ind, at kapitalismen er et system, som vil bestå i al evighed, men som alle socioøkonomiske systemer før det, vil kapitalismen gå under før eller siden. Kapitalismen har for længst udtjent sin historiske rolle og er ikke længere i stand til at hæve levestandarden for menneskeheden. Det er den blindgyde, som gør den socialistiske revolution uundgåelig.
Hvilken fremtid kan kapitalismen tilbyde os?
Kapitalismens senile forfald giver sig til udtryk i faldende levestandard, økonomisk usikkerhed og inflation. Her i Danmark ser vi velfærden smuldre for øjnene af os. Skolerne, sundhedssystemet og uddannelserne skal spare og bliver værre og værre, mens regeringen poster milliarder i at opruste militært. Samtidigt med at velfærden forsvinder, gør inflationen det sværere og sværere for unge at få deres økonomi til at hænge sammen. Fra 2021 til 2023 steg andelen af unge, der havde en presset økonomi, fra 9% til 22%.
Men det er ikke kun økonomisk, at krisen giver sig til udtryk. Det trænger ind i enhver afkrog af samfundet. Krigen i Gaza viser tydeligt, at kapitalismen ikke længere avler fremgang og udvikling, men ødelæggelse og død. Unge i Danmark har det værre end nogensinde før. For unge kvinder mellem 16–24 år var det i 2023 hele 35%, der havde en lav score på den mentale helbredsskala, mere end en fordobling siden 2010.
Der plejede at herske en idé om, at Danmark var noget exceptionelt; at vi her havde fundet opskriften på en human kapitalisme. Danmark blev fremstillet som et velfærdsparadis, hvor et godt liv var garanteret for alle, og hvor klassemodsætningerne i samfundet var overkommet. Men velfærdsstaten var en historisk undtagelse, og de sidste tyve år har alle regeringer ført den samme politik; nedskæringer i velfærden og skattelettelser for de rigeste. Intet land, end ikke Danmark, kan sætte sig ud over det kapitalistiske systems begrænsninger.
De sidste par år har budt på dramatiske begivenheder: coronakrisen, krig i Ukraine, inflation, folkemord i Gaza og globale varmerekorder hver eneste måned i over et år. Det er ikke muligt at sige med sikkerhed, hvordan verden vil udvikle sig de næste par årtier, men der er ingen tvivl om, at de processer, som vi har set, vil fortsætte, og at kapitalismens krise kun vil forværres. Det vil øge spændingerne mellem de imperialistiske magter og betyde flere krige og konflikter over hele verden. Derudover truer klimaforandringerne selve menneskehedens fremtid.
Under overfladen ulmer utilfredsheden. Nedskæringer, krig og udsigten til en fremtid, hvor klimaforandringerne fundamentalt vil ændre måden, vi lever på, radikaliserer et kæmpe lag af unge mennesker. Men på nuværende tidspunkt har det intet organiseret udtryk.
Det skaber enorme eksplosioner af vrede. I Kenya og Bangladesh har masserne rejst sig, trådt ind på historiens scene og med en enorm styrke væltet forhadte diktatorer, der ellers så ud til at sidde solidt på magten. Det viser den enorme kraft, som arbejderklassen besidder. I revolutionære situationer gennem historien har arbejderklassen spontant dannet arbejderråd, sovjetter og strejkekomitéer som organer til at organisere deres revolutionære kamp. De kan danne grundlaget for en helt ny type stat, en arbejderstat, der kan ændre samfundet fundamentalt.
Hvordan sikrer vi revolutionens sejr?
Disse bevægelser vil ikke kun opstå i såkaldte “tredjeverdenslande”, men i takt med at kapitalismens krise forværres, vil arbejderklassen her i landet også træde ind på historiens scene i kampen for et andet samfund.
Det betyder dog ikke, at de vil have et færdigt kommunistisk program eller et perspektiv for at vælte kapitalismen. Der er behov for en revolutionær ledelse, der kan binde kampen mod forringelser i levestandarden, en brutal diktator eller den forestående klimakatastrofe sammen med behovet for en socialistisk revolution.
I en revolutionær situation er det derfor vores opgave som kommunister, gennem agitation, at forklare nødvendigheden af, at arbejderklassen tager magten i sine egne hænder og tager kontrollen over samfundsøkonomien.
Kapitalismen skaber, heldigvis for os revolutionære, 99% af forudsætningerne for sin egen undergang. Det kriseramte kapitalistiske system er ude af stand til at sikre folk et tilfredsstillende liv, og de angreb og forringelser, som den herskende klasse er nødt til at gennemføre, presser folk til at kæmpe tilbage.
Derfor opstår der revolutionære situationer som dem i Kenya og Bangladesh, uanset om der eksisterer kommunister eller ej. Men for at disse bevægelser kan ende i en socialistisk transformation af samfundet, og ikke blot med at erstatte en repræsentant for kapitalistklassen med en anden, er det bydende nødvendigt, at der eksisterer et revolutionært masseparti som Bolsjevikpartiet i 1917, og det er derfor, at vi bygger RKP.
Kapitalismens krise leder uundgåeligt mod en socialistisk revolution. Vi kan se, at det kapitalistiske system ikke kan overleve meget længere. Derfor er det vores opgave at bygge det parti, der er nødvendigt for at sikre revolutionens sejr og endeligt lægge det syge kapitalistiske system i graven.
