Friedrich Merz, leder af det konservativt-kristendemokratiske parti CDU, bliver Tysklands næste kansler. På valgaftenen erklærede Merz, at hans regering vil være på plads inden påske, at hans mission er at forene Europa, og at alt afhænger af Tysklands ledelse. Merz drømmer om at være en “europæisk kansler,” som vil stå op imod USA, Rusland og Kina, og omdanne EU til en stormagt.

Men det er umuligt. Den kommende regering vil være endnu svagere og mere ustabil end den forrige koalitionsregering. Grundlaget for Tysklands tidligere styrke er forsvundet, og tysk kapitalisme befinder sig i et hastigt forfald.

CDU’s pyrrhussejr 

Når Merz tiltræder som kansler, vil han allerede være den mest upopulære i tysk historie. Hans popularitet er kun det halve af, hvad den socialdemokratiske kansler Olaf Scholz havde, da han blev kansler i 2021. CDU’s valgresultat på 28,5 procent er heller ikke et udtryk for styrke. Det er det næstværste resultat i partiets historie og kun 4,4 procentpoint bedre end ved valget i 2021.

Det racistiske spørgsmål om migration, der i ugerne inden valget blev oppisket, har splittet og polariseret masserne. Friedrich Merz understregede, at CDU’s ‘åben-dør-politik’ fra Merkel-æraen er forbi, og at CDU i stedet vil føre en stram kurs på migrationsområdet, læs: en udtalt racistisk kurs. Derfor bragte han kort før valget et forslag om asylstramninger til afstemning i Forbundsdagen.

De Grønne og Socialdemokraterne (SPD) lod som om, de var forargede, men det ændrede ikke på, at mistilliden til og afvisningen af begge partier stikker dybt. Den tidligere såkaldte trafiklyskoalition blev straffet i valget. SPD fik 16,4 procent, De Grønne fik 11,6 procent, og FDP fik kun 4,6 procent og kom dermed under spærregrænsen på 5 procent. Den såkaldte “progressive koalition” brød alle sine løfter. Som følge heraf blev CDU’s nedgang midlertidigt standset, og AfD er nu styrket betydeligt.

Merz’ forsøg på at slå AfD på deres egne præmisser hjalp ikke CDU, som fik et dårligere resultat end forventet. Frem for alt har Merz cementeret AfD’s succes, som er valgets egentlige vinder med 20,8 procent af stemmerne. AfD’s kompromisløse anti-establishment-facade bærer i stigende grad frugt, fordi masserne ikke kun afviser trafiklyskoalitionen (SPD, FDP, De Grønne), men også den tidligere koalition (CDU, SPD).

Venstrepartiet Die Linke, som fik 8,8 procent af stemmerne, formåede også at opnå et overraskende comeback takket være utilfredsheden med etablissementet. Partiet er nu det største blandt unge og vandt valget i Berlin. Selv om Die Linkes program langt fra tilbyder et antikapitalistisk alternativ til etablissementet og AfD, har det draget fordel af den radikale stemning, som har spredt sig blandt hundredtusinder af mennesker som respons på Merz og AfD’s forslag om asylstramninger.

Når denne valgperiode er slut, vil Die Linke imidlertid have kørt sig selv i sænk, medmindre de viser sig at være i stand til at organisere en radikal massemodstand mod de nedskæringer og angreb, som den herskende klasse planlægger at gennemføre. Hvis der ikke er nogen kraft, der på troværdig vis kæmper for arbejderklassens og unges interesser, kan AfD blive det største parti ved det næste forbundsdagsvalg. Nu er det igen CDU’s tur til at være ansigtet på krisen i det borgerlige demokrati, statens institutioner og økonomien, eftersom Merz ikke har nogen løsninger på samfundets problemer.

Trump sender chokbølger gennem Europa 

Donald Trump har revet tæppet væk under Europa, og tysk kapitalisme står nu forkrøblet, skrøbeligt og bange tilbage. Ved at få Nord Stream gasrørledningen sprunget i stykker, startede Joe Biden allerede processen med at underminere den tyske herskende klasse. Ved at rive det ‘transatlantiske partnerskab’ i stykker færdiggør Trump nu arbejdet.

Uden en industri i udvikling eller et fungerende NATO er tysk imperialisme blot den største dværg blandt de europæiske småstater. Det er begyndelsen på enden for EU, for uden et stærkt Tyskland er der ikke et effektivt EU. Og uden et effektivt EU har Tyskland ikke noget at basere sig på i internationale relationer.

EU er i gang med at miste sin rolle i den imperialistiske verdensorden, og en ny verdensorden er ved at opstå, hvori Tyskland, og med sig EU, rives i stykker af kapitalismens globale krise og kampen mellem de imperialistiske magter USA, Kina og Rusland.

Intet kan stoppe denne proces og slet ikke de snæversynede mennesker, der nu rækker ud efter regeringsmagten.

Vestens fallit

Den liberale elite fra CDU, De Grønne og SPD kæmper for deres overlevelse imod den nye verdensorden, og Ukraine-krigen er den arena, hvor slaget lige nu udkæmpes. Hele deres verdenssyn er ved at kollapse. Ukraine er med hastige skridt på vej mod et nederlag, og nu har Trump, hen over hovedet på europæerne, påbegyndt fredsforhandlinger, fordi det ikke er i amerikansk imperialismes interesse at forlænge krigen.

Det europæiske etablissement ønsker derimod at fortsætte krigen, indtil Ukraine har vundet, for et ukrainsk nederlag vil også være et nederlag for EU, NATO og de såkaldte ‘vestlige værdier’. De har ikke råd til at blive udstillet som en komplet falliterklæring over for hele verden  – særligt ikke over for arbejderklassen og unge i Europa.

Det europæiske etablissement behandler allerede krigen, som om den er en verdenskrig, fordi den er med til at cementere den nye verdensorden, hvor magtforholdet mellem USA, Rusland, Kina og Europa har forskudt sig markant. Ukraine-krigen har indledt genopdelingen af Europa mellem disse magter.

AfD’s fremgang 

Den anden arena, hvor etablissementet kæmper for sin overlevelse, er hjemme i selve Tyskland. Der foregår en kamp om kontrollen over statsapparatet og landets politiske kurs.

Af frygt for at miste sin magt i statsapparatet og i Europa appellerer CDU til enhed i etablissementet. For eksempel har ledende skikkelser i CDU, såsom Jens Spahn, gentagne gange advaret om, at AfD ikke vil kunne stoppes, med mindre SPD og De Grønne støtter CDU’s program fuldt ud.

Men CDU vil ikke kunne forsvare sin kontrol over statsapparatet imod AfD ret længe. Tværtimod, AfD’s opbakning vil fortsætte med at vokse, jo mere Merz kopierer AfD’s politik på spørgsmålet om migration og samtidig placerer den økonomiske byrde for krisen og oprustning på arbejderklassens skuldre. 

AfD’s anti-establishment-demagogi bærer netop frugt, fordi eliten i årtier har undermineret landet, samtidig med at massernes liv er blevet hårdere og hårdere.

Reformismens krise 

I sidste ende er det reformismen, som bærer ansvaret for AfD’s fremgang og den sociale krise i Tyskland. Vi er kommet hertil på grund af SPD, toppen af fagbevægelsen og Die Linkes forsøg på at forvalte kapitalismen “ansvarligt” sammen med kapitalisterne.

SPD har betalt prisen for det i form af en valgmæssig nedsmeltning. Scholz førte sit parti til det værste nederlag siden 1887. Men lederne af SPD har tydeligvis ikke lært noget som helst og forbereder sig nu på at være en juniorpartner i CDU’s regering. SPD’s opgave vil være at binde fagforeningerne til regeringen, så den kan gennemføre omfattende nedskæringer med mindst mulig modstand.

Valgresultatet viser imidlertid, at der blandt unge er massiv modstand mod både etablissementet og højrefløjen. Die Linke blev det største parti blandt 18-24 årige med over 25 procent af stemmerne, og blandt unge kvinder er opbakningen endnu højere. Kampen mod nedskæringer, den kommende regering og AfD kan imidlertid kun vindes, hvis den forener unge med arbejderklassen.

Ledelsen af Die Linke vil blive testet nådesløst af de kommende begivenheder. Partiets vælgere og medlemmer vil holde nøje øje med, hvorvidt det faktisk kan tilbyde andet end verbal opposition på TikTok og i parlamentet.

Over de sidste ti år har Die Linke været en konsekvent bremse på klassekampen, hvilket har kastet partiet ud i en dyb krise. Partiets politiske program giver ikke anledning til at tro, at det kommer til at spille en anden rolle, men det vil Merz give partiet mange muligheder for at modbevise.

Unge i offensiven!

Valgresultatet for 18-24 årige viser, at polariseringen blandt unge hovedsageligt udtrykker sig til venstre, hvor Die Linke som det eneste parti fik mere end 25 procent af stemmerne. Blandt unge er der en vilje til at kæmpe mod forringelse af leveforhold, stigende huslejer, arbejdsløshed, inflation, afindustrialisering, racisme og krig.

Men hvis kampen skal være succesfuld, må den rettes mod kapitalismen. Det viser udviklingen i USA, Østrig og særligt Østtyskland. Kampen mod højrefløjen og alle kapitalismens dårligdomme kan ikke vindes ved at følge i hælene på den politiske midte og resten af det liberale etablissement. CDU, De Grønne og toppen af SPD er vores fjende, ligesom AfD.

Den socialistiske revolution modnes dag for dag. Det giver os grund til at være optimistiske. Polariseringen til venstre blandt unge er et essentielt skridt i processen og et forvarsel om arbejderklassens opvågnen.

Vi er i gang med at bygge en virkelig revolutionær opposition, som kan fremme klassekampen på arbejdspladserne og i resten af samfundet for at bekæmpe og besejre Merz, AfD og kapitalismen. For det er, hvad der er brug for i den nuværende situation.