Allerede inden Trump blev indsat, havde han gentaget sit ønske om at købe Grønland, et land som i over 300 år har været en dansk koloni. Han ville tilmed ikke afvise at bruge militær magt for at tvinge sin vilje igennem. Den danske regering og etablissementet er i komplet vildrede og ved ikke hvordan de skal reagere. Samtidig er der valg i Grønland, hvor spørgsmålet om selvstændighed er omdrejningspunkt for den politiske dagsorden.

Hele den gamle verdensorden, som var ført an af USA, og som dansk kapitalisme i 80 år baserede sig på, er i totalt opbrud, og derfor er Rigsfællesskabet det også.

Ligesom i alle andre spørgsmål er den marxistiske holdning til Grønland bestemt af en klasseanalyse. Vi stiller os hverken på samme side som amerikansk imperialisme eller dansk kolonialisme, men på side med arbejderklassen og de undertrykte.

Hvorfor vil Trump have Grønland?

Trumps tilbud om at købe Grønland, eller trussel om at tage landet med magt, er et udtryk for den generelle krise i det kapitalistiske system, som har skærpet konkurrencen om verdensmarkedet og øget modsætningerne mellem nationerne og deres respektive kapitalistklasser. Vi er vidne til en fornyet stormagtsrivalisering og stigende spændinger mellem de imperialistiske magter, USA, Kina og Rusland, som mærkes over hele kloden i form af krige og konflikter.

USA er verdens absolut stærkeste imperialistiske magt, men det er en imperialistisk magt i relativt forfald. Men på trods af den gradvise forskydning af den internationale magtbalance, så har alle amerikanske præsidenter, særligt Biden, siden Sovjetunionens fald, hvor USA var den eneste supermagt, forsøgt at opretholde amerikansk imperialismes verdensherredømme.

Tiden, hvor USA var verdens ubestridte supermagt og kunne gennemtvinge sin vilje i alle verdens hjørner, er definitivt forbi. Verden i dag minder i stigende grad om situationen op til 1. verdenskrig, hvor kampen mellem en håndfuld imperialistiske magter førte til hele verdens opdeling mellem dem i hver deres indflydelsessfære.

Som Lenin forklarede, så er politik et udtryk for koncentreret økonomi, og Trumps udenrigspolitik er en anerkendelse af amerikansk kapitalismes begrænsninger og den ændrede globale magtbalance. I stedet for på håbløs vis at forsøge at opretholde amerikansk dominans over hele jordkloden har Trump konkluderet, at amerikansk imperialisme bør prioritere at styrke sin kontrol over sit nærområde og de dele af verden, hvor USA har essentielle interesser. Grønland og Arktis er et af de områder.

Arktis, som ligger mellem Rusland og det nordamerikanske kontinent, har stor militærstrategisk betydning for det amerikanske borgerskab, og samtidigt påvirker klimaforandringerne den arktiske region særdeles voldsomt og gør det muligt at udnytte nye handelsruter og udvinde naturressourcer, som tidligere var utilgængelige. Kina, som har skulle tilkæmpe sig en plads på en verdensscene, der allerede var domineret af USA, begyndte allerede for mange år siden at udnytte den arktiske regions økonomiske muligheder. Kinesiske virksomheder udvinder således naturressourcer i den russiske del af Arktis, og Kina har integreret en “polar silkevej” i sit globale infrastrukturprojekt Belt and Road Initiative, som styrker Kinas handelsforbindelser til omverdenen.

Ifølge avisen The Wall Street Journal er Arktis “allerede en zone med intens økonomisk konkurrence”, og de amerikanske kapitalister er sakket langt bagefter sine russiske og kinesiske konkurrenter. Bag Trumps højtflyvende ord, om at få ejerskab over Grønland “for den nationale sikkerhed og frihed i verden”, gemmer sig de amerikanske kapitalisters grådige ønske om at få eneret over Grønlands værdifulde mineraler såsom sjældne jordarter, der bruges i alt fra smartphones til kampfly. Det amerikanske borgerskab er ganske vist ikke helt enige i Trumps metoder, men de støtter hans vision om at overtage Grønland, hvilket de offentligt har udtrykt i deres aviser såsom The Economist, der kalder et potentielt amerikansk køb af Grønland for “århundredets handel”.

De amerikanske kapitalister forsøger imidlertid at få deres imperialistiske ønske om at overtage Grønland til at fremstå som en defensiv handling. De forsøger at tegne et billede af USA som offer for en russisk og kinesisk trussel i Arktis.

Rusland har ganske rigtigt oprustet og bygget militærbaser i Arktis, men det er militærbaser på Ruslands eget territorium. Hele 20 procent af Ruslands landareal er placeret i Arktis, og Ruslands nordlige kystlinje udgør 53 procent af det Arktiske Ocean. Der er intet progressivt i Putins regime eller den russiske kapitalistiske stat, men modsat Rusland, så har USA faktisk bygget en militærbase på et andet lands territorium i Arktis, Pituffik Space Base i Grønland, og ønsker nu at skubbe sin grænse endnu længere nordpå ved at annektere Grønland. Så hvem er den virkelige aggressor – amerikansk eller russisk imperialisme?

Konflikten om Grønland er en del af en øget rivalisering mellem de imperialistiske magter på verdensplan, hvor USA i Arktis forsøger at varetage sin egen kapitalistklasses økonomiske interesser i form af kontrol over søveje, naturressourcer og indflydelsessfærer. Der er intet progressivt i Trumps ønske om at overtage Grønland, og det vil ikke skabe frihed for den grønlandske befolkning. Men er der på den anden side noget progressivt i, at Danmark beholder Grønland?

Hvorfor vil Danmark beholde Grønland?

Den danske stat forsvarer det danske borgerskabs interesser. Der er intet progressivt i de danske politikeres ønske om at beholde kontrollen over Grønland.

Trumps forsøg på at gennemtvinge sin vilje overfor det danske borgerskab har imidlertid sat Mette Frederiksen i en yderst vanskelig situation. Det danske borgerskab er alt for svagt og afhængigt af USA, til at kunne modsætte sig Trumps krav om at overtage deres arktiske koloni, så det eneste Mette Frederiksen og hendes regering kan gøre er at protestere offentligt og forsøge at forhandle bag lukkede døre.

Trumps forsøg på at overtage Grønland har allerede fået store konsekvenser for det danske borgerskab. Siden årsskiftet har de danske politikere pludselig været villige til at give hidtil utænkelige indrømmelser til både Færøerne og Grønland. Den danske regering, der som regel gør alt for at fremstå viljefast og handlekraftig, har på den måde fået blottet sin svaghed. Indrømmelserne, såsom grønlændernes ret til at have grønlandsk pas, udstiller desuden politikernes hykleri og rejser nærliggende spørgsmål såsom: “hvorfor fik grønlænderne ikke disse grundlæggende demokratiske rettigheder for længe siden?”

På paradoksal vis har Trumps trusler om at tage Grønland med magt dog også spillet ind i regeringens hænder, da de har styrket fortællingen om, at Grønland har brug for Danmark for ikke at blive opslugt af USA. Det virkelige billede af Danmark som en brutal kolonimagt er derfor midlertidigt blevet overdøvet af myten om Danmark som den “beskyttende storebror”.

Men Danmark har aldrig fungeret som en beskyttende storebror, men kun som en kolonimagt, der har udnyttet Grønland, hvilket de mange milliarder store indtægter fra udvindingen af kryolit tydeligt viser. Samtidig ser det danske borgerskab først og fremmest Grønland som en brik, der giver indflydelse på den internationale scene. Som Martin Krasnik, chefredaktør på Weekendavisen, sagde på rammende vis, så er Grønland “Danmarks VIP-billet til Det Hvide Hus”.

Det danske borgerskabs tætte forhold til USA, verdens stærkeste imperialistiske magt, er netop baseret på det danske borgerskabs kontrol over Grønland, og dette tætte forhold har givet det danske borgerskab adgang til handelsaftaler og diplomatisk indflydelse, som ellers normalt er langt uden for armslængde for ubetydelige småstater som Danmark. 

Danmark er kun en arktisk nation på grund af kontrollen over Grønland, og det eneste som det danske borgerskab har, som andre magter er interesseret i, er Grønland. Det ville derfor være en kæmpe svækkelse for det danske borgerskab, hvis Grønland blev fravristet fra deres kløer. Uden Grønland vil Danmark blive reduceret til en fuldstændig ubetydelig lilleputnation.

Men konflikten om Grønland har endnu mere vidtrækkende eksistentielle konsekvenser for dansk kapitalisme. Konflikten har knust den faste grund, som det danske borgerskab i 80 år har baseret deres sikkerheds- og udenrigspolitik på – nemlig ideen om at USA garanterede Danmarks sikkerhed.

Det danske etablissement har forsøgt at bortforklare deres amerikanske allieredes aggressive ageren ved at påstå, at det bare er Trump som er impulsiv og utilregnelig, men Trump er ikke kilden til den kaos og ustabilitet, der kendetegner verdenssituationen. Trump accelererer blot alle de processer, som allerede eksisterede, og udstiller den pæne og respektable politiske midtes hykleri. Trump har påtalt den racistiske undertrykkelse, som grønlændere oplever både i Grønland og i Danmark, og har dermed udstillet dansk kolonialismes råddenskab. En råddenskab, som Mette Frederiksen endda så sig nødsaget til at gå ud og undskylde for offentligt. Det er en ydmygelse og en svækkelse af det danske borgerskab, både overfor den danske arbejderklasse og internt i Rigsfællesskabet. 

Hvorfor Enhedslisten tager fejl

Situationen er altså, at Trump vil købe Grønland, og at det danske borgerskab er blevet taget på sengen, men hvad har den etablerede venstrefløj i form af Enhedslisten sagt til situationen?

Enhedslisten har for længst opgivet en klasseanalyse, både når det gælder indenrigspolitik i Danmark og begivenhederne på verdensplan. Udenrigspolitik er blot en fortsættelse af indenrigspolitik, og, præcis på samme måde som den enkelte kapitalist forsøger at øge sin mængde kapital og maksimere afkastet af sine investeringer på verdensplan, så gør den borgerlige stat det samme på vegne af sin nationale kapitalistklasse.

Enhedslisten vil uden tvivl omtale sig selv som anti-imperialister, men de er reformistiske “anti-imperialister”, hvilket betyder, at de tror det er muligt at skabe en “mildere” og mere “human” kapitalisme uden militarisme, udplyndring og undertrykkelse. Men imperialismen har en klassebase og er ikke produktet af “onde individer” eller “inhuman politik”. Imperialisme er det uundgåelige resultat af kapitalismens klassedeling, markedsøkonomien og verdens opdeling i nationalstater.

Når Pelle Dragsted i stærke vendinger stempler Trumps politik som imperialistisk, så antyder han samtidigt både, at Danmarks politik ikke er imperialistisk, og at USA’s politik inden Trump ikke var imperialistisk. Som reaktion på Trumps ønske om at overtage Danmarks koloni har Pelle Dragsted bl.a. skrevet, at “USA kan ikke være vores tætteste allierede længere.” Pelle Dragsted siger altså indirekte, at der var engang, hvor det var ønskværdigt, at Danmark havde USA som sin tætteste allierede, fordi USA tilsyneladende spillede en progressiv rolle, inden Trump sad i Det Hvide Hus. Med udtalelser som disse sætter Pelle Dragsted de facto amerikansk imperialisme, den mest reaktionære magt på jorden, i et progressivt skær.

Det er belejligt for Enhedslisten, at det netop er Trump, der ønsker at købe Grønland, for de fleste i Danmark afskyr ham. Pelle Dragsteds tordnen imod ham vil derfor uden tvivl få et ekko blandt mange arbejdere og unge. Men bag Pelle Dragsteds højlydte angreb på Trump skjuler sig den kendsgerning, at Enhedslisten har stillet sig fuldt og fast til forsvar for Rigsfællesskabet.

Og hvilke interesser tjener Rigsfællesskabet? Det tjener det danske borgerskabs interesser ved at holde Grønland og Færøerne i et tvangsægteskab med dansk kapitalisme. Pelle Dragsteds politik er altså alt andet end progressiv og er i realiteten den samme som regeringens, som er at forsvare dansk dominans over Grønland.

Når Enhedslisten ikke blankt afviser at forsvare borgerskabets interesser, ender de med at blive revet med af den national-chauvinistiske stemning, som oppiskes i krisesituationer som den nuværende. Det ses tydeligt med Pelle Dragsteds udtalelser såsom: “Hvis valget af Trump har haft én positiv effekt, så er det da at skille fårene fra bukkene, mellem os der faktisk elsker Danmark, og så de falske patrioter”.

Enhedslistens position vil uden tvivl få et ekko blandt mange arbejdere og unge i Danmark, som har et progressivt ønske om enhed på tværs af landegrænser, men hvad er konsekvensen af Pelle Dragsteds forsvar for Rigsfællesskabet? Hans ensidige fokus på at kritisere Trump ender med at legitimere 300 års dansk undertrykkelse af Grønland, for Trump har ret, når han på demagogisk vis siger, at Danmark undertrykker Grønland, behandler befolkningen elendigt og forhindrer landet i at udvikle sig. Det er netop alt dette, som mange grønlændere først og fremmest forbinder med Rigsfællesskabet og som på ingen måde afspejles i Pelle Dragsteds position.

Enhedslisten manglende kritik af dansk kolonialisme og forsvar for Rigsfællesskabet ender derfor med at øge afstanden mellem grønlænderne og de danske arbejdere, for når folk i Grønland hører hvad Enhedslisten siger, så ser de blot endnu et parti, som forsvarer dansk imperialismes undertrykkelse af deres land, og at der de facto ikke er nogen politiske partier, som er i opposition til det.

Hvad er situationen i Grønland?

Mere end 300 års dansk kolonial undertrykkelse og udbredt fattigdom har skabt et dybfølt ønske om forandring i Grønland. Inden Trumps tilbud om at købe Grønland, og trussel om at tage landet med magt, var der omkring 67 procent af adspurgte grønlændere, som svarede at de ønskede selvstændighed. Trump har imidlertid sat hele situationen på spidsen. Ifølge en meningsmåling foretaget den 29. januar var opbakningen til selvstændighed faldet til 56 procent af adspurgte grønlændere. 

Partier som De Konservative og Dansk Folkeparti har åbent sagt, at de vil modsætte sig et grønlandsk forsøg på løsrivelse fra Rigsfællesskabet, men selv den politiske midte, som i ord accepterer Grønlands ret til løsrivelse, fremfører altid et væld af undskyldninger for, hvorfor selvstændighed er urealistisk. Grønland er, ifølge dem, ikke i stand til at klare sig selv og bør derfor fortsat være under dansk dominans. Når det danske borgerskab siger, at grønlandsk selvstændighed ikke er en realistisk mulighed, så siger de det altså for at bibeholde kontrollen over Grønland og pleje deres imperialistiske interesser.

Som marxister i en undertrykkende nation har vi et særligt ansvar for at udrydde enhver form for mistillid blandt arbejdere fra de forskellige nationer og for at sikre arbejderklassens enhed på tværs af nationalitet. Derfor forsvarer vi grønlændernes ret til selvbestemmelse – inklusiv retten til løsrivelse fra Rigsfællesskabet. Forsvaret af undertrykte nationers demokratiske ret til at danne deres egen stat er afgørende for at kunne skabe enhed mellem arbejdere fra en undertrykkende nation og en undertrykt nation.

Med Trumps forsøg på at overtage Grønland er det blevet klarere end nogensinde før, at hvis Grønland løsriver sig fra dansk imperialismes kløer, så vil de amerikanske imperialister stå på spring for at overtage Danmarks rolle. Det er tydeligt, at selvstændighed på kapitalistisk basis ikke vil lede til frihed, men blot udskifte én undertrykker med en anden.

Hvordan kan Grønland så faktisk blive frit? Det kan det kun gennem en samlet kamp mod det kapitalistiske system og mod vores fælles undertrykker – det danske borgerskab.

Der er intet progressivt i hverken dansk eller amerikansk dominans over Grønland, men hvad vil grønlandsk løsrivelse betyde i den imperialistiske epoke? Det vil blive en brik i et stormagtsspil.

Så længe kapitalismen består, har grønlænderne kun to valg i sigte – enten at forblive under dansk dominans eller blive underlagt USA. Vi repræsenterer en tredje mulighed, som er det eneste, der kan lede til reel frihed for undertrykkelse.

Klasse over nationalitet

Forsvaret for Grønlands ret til selvbestemmelse udtømmer ikke kommunisters position på spørgsmålet om potentiel grønlandsk selvstændighed. Efter A, B og C kommer der andre bogstaver i alfabetet, og som Lenin sagde, så må det nationale spørgsmål ikke behandles abstrakt, men altid konkret. Desuden går klassespørgsmålet altid forud for spørgsmålet om selvstændighed.

Den vigtigste skillelinje i samfundet går ikke på nationalitet, men på klasse. Borgerskabets interesser er ikke bare forskellige fra, men fuldstændigt modsatrettede af arbejderklassens interesser, og ligesom USA og Danmark er Grønland et klassesamfund. Trumps tilbud og trussel i forhold til Grønland har imidlertid tilsløret den kendsgerning og skubbet forskellige lag af befolkningen op bag forskellige fløje af den grønlandske elite.

De forskellige fløje af den grønlandske elite, som alle forsvarer kapitalismen, forsøger at kanalisere befolkningens frustration over elendige leveforhold og ønske om forandring væk fra klassekampen og ind i spørgsmålet om selvstændighed.

En del af den grønlandske elite forsøger således på kynisk vis at udnytte befolkningens vrede mod dansk kolonialisme og frustration over den uholdbare status quo til at tjene deres egne personlige interesser. Ved at sælge ud af landets mineraler og naturressourcer til amerikanske virksomheder øjner flere politikere og departementschefer en gylden mulighed for at berige dem selv på det grønlandske samfunds bekostning.

En af disse kyniske pro-amerikanske politikere er Kuno Fencker fra partiet Naleraq, der i januar var på besøg i Washington for at bejle til de amerikanske kapitalister. Under sit besøg i Washington mødtes Kuno bl.a. med politikeren Andy Ogles, som har stillet lovforslaget i den amerikanske kongres om, at USA kan købe Grønland, og Kuno satte tilmed en købspris på Grønland! Modsat Kuno, der uden tvivl er blevet stillet en lukrativ belønning i sigte for at sælge Grønland til amerikansk imperialisme, så er hele 85 procent af den grønlandske befolkning imod at blive en del af USA.

Ligesom at det danske borgerskab og deres politiske repræsentanter i Folketinget i generationer har sået mistillid mellem grønlandske og danske arbejdere ved at sprede racistiske fordomme om grønlændere, så gør den pro-amerikanske fløj af den grønlandske elite også deres for at splitte arbejderklassen i Grønland på tværs af nationalitet.

Formanden for Naleraq, Pele Broberg, har blandt andet foreslået at oprette et register over inuitter i Grønland, og at det kun er inuitter, der bør have ret til at stemme om selvstændighed. Folks demokratiske rettigheder skal altså afgøres af deres etnicitet, og Pele understreger, at personer med etnisk dansk baggrund, der har boet hele deres liv i Grønland, ikke skal kunne stemme, da det ifølge Pele “er ligegyldigt, hvor meget danskere har integreret sig heroppe. De er ikke en del af det grønlandske folk”. 

Det dybt reaktionære budskab fra Pele er ikke til at tage fejl af: grønlandske arbejdere har intet til fælles med danske arbejdere, tværtimod; etnicitet er den vigtigste skillelinje i samfundet.

Spørgsmålet om selvstændighed kan ikke adskilles fra klassespørgsmålet, som handler om, hvilket liv man faktisk bliver stillet i sigte. I undersøgelsen fra januar svarede 45 procent af de adspurgte, at de kun ønskede selvstændighed, hvis det ikke ville have en negativ indflydelse på levestandarden. Tilmed er det kun 8 procent der mener, at Grønland er klar til at blive en selvstændig stat inden for et år, mod 52 procent der mener, at det først kan ske indenfor 10-20 år. 

Forbeholdene over for selvstændighed viser, at spørgsmålet om leveforhold spiller en stor betydning i folks bekymringer, og for mange er det mindst lige så vigtigt som spørgsmålet om formel selvstændighed. Desuden vil formel selvstændighed i sig selv ikke løse noget for grønlandske arbejdere og unge.

Vi forsvarer Grønlands ret til selvbestemmelse for at vinde grønlandske arbejdere og unge til en fælles kamp mod kapitalismen og væk fra eliten, der bruger spørgsmålet om selvstændighed til at afspore klassekampen ad nationale linjer. Det at støtte retten til selvbestemmelse betyder imidlertid ikke, at vi i alle tilfælde anbefaler selvstændighed. Det er et konkret spørgsmål om, hvorvidt selvstændighed vil styrke klassekampen eller spiller en reaktionær rolle ved at holde den tilbage.

Uden et klasseperspektiv risikerer kampen mod undertrykkelse at blive afsporet i reaktionær identitetspolitik, hvilket er en risiko i Grønland. Hovedansvaret for dette skred ligger imidlertid på skuldrene af den danske venstrefløj, som har fejlet fuldstændig i at bekæmpe dansk imperialisme og fremføre en selvstændig klasseposition, som kan forene danske og grønlandske arbejdere i fælles kamp.

Det er dog ikke kun Naleraq, som bruger spørgsmålet om selvstændighed til at afspore hele diskussionen om leveforhold og dermed klassespørgsmålet. Det samme gør venstrefløjen i form af Siumut og Inuit Ataqatigiit.

Partierne, som i ord kalder sig socialister, nægter at bryde med kapitalismen, og dens indbyggede imperialisme, og forvalter i stedet loyalt systemet med alt hvad det indebærer af nedskæringer og forringelser af leveforholdene for grønlandske arbejdere og unge. På kynisk vis bruger de spørgsmålet om selvstændighed til at fjerne fokus fra deres upopulære politik, som kan koges ned til et forsvar for status quo, som deres magt og privilegier er baseret på.

Hele spørgsmålet om selvstændighed afsporer debatten i Grønland, om hvordan arbejdere og unge får et godt liv, fordi alt bliver kogt ned til spørgsmålet om selvstændighed eller ej. Hvad vi imidlertid kan se i meningsmåling er netop, at arbejdere og unge faktisk bekymrer sig markant om hvilke forhold, de kan se frem til. Men lige nu bruger begge fløje af eliten, som forsvarer fjendtlige klasseinteresser, spørgsmålet om selvstændighed til at fjerne opmærksomheden fra kampen for bedre leveforhold.

Hvis vi kan tegne klasseskellet tydeligt op i både Grønland og i Danmark, så vil vi stå uendeligt meget stærkere imod vores fælles fjende; det danske borgerskab og det kapitalistiske system.

Det grønlandske folk kan kun opnå frihed fra undertrykkelse som en del af kampen mod det kapitalistiske system, og som revolutionære i Danmark står vi skulder ved skulder med grønlandske arbejdere. De danske arbejdere har ingen interesse i at undertrykke Grønland og gennem en fælles kamp for en frivillig socialistisk føderation kan vi bygge en ny verden baseret på reel lighed og solidaritet.

Skille det progressive fra det reaktionære

På trods af at det danske mediebillede er fyldt af politikere og meningsdannere, som fortørnet forsvarer Rigsfællesskabet og den danske stats fortsatte kontrol over Grønland, så er det ikke den samme stemning, som dominerer blandt danske arbejdere og unge.

Der er blevet lavet en række meningsmålinger om, hvad danskerne mener om Rigsfællesskabet og forholdet til Grønland, og i en af målingerne som har været særligt fremhævet i medierne svarede 70 procent af de adspurgte, at de ønsker at Rigsfællesskabet fortsætter i en eller anden form. Meningsmålingen er blevet fremhævet af politikere i Danmark for at fremme deres egen reaktionære dagsorden, om at beholde dansk dominans over Grønland, men vi bliver nødt til at adskille, hvad der er progressivt, fra hvad der er reaktionært.

Det er velkendt, at man får svar, som man spørger, og det spørgsmål som danskerne skulle tage stilling til var: “Mener du, at Grønland fortsat skal være i rigsfællesskab med Danmark og Færøerne, eller skal Grønland være en selvstændig stat?”. Altså lyder spørgsmålet i realiteten, om folk ønsker at kappe båndene til Grønland.

Meningsmålingen viser ikke, at danskerne ønsker at undertrykke Grønland, men reflekterer et progressivt instinkt om, at det er godt at stå sammen, samarbejde og hjælpe hinanden. Det er derfor, at hele 70 procent svarer, at de ønsker at Grønland forbliver i union med Danmark, og ud af disse 70 procent svarede 43 procent desuden, at “Rigsfællesskabet bør fortsætte, men ændres, så Grønland og Færøerne får mere selvstyre”.

Der er i den danske arbejderklasse et naturligt ønske om enhed, hvilket er et sundt og brugbart klasseinstinkt. Men det sunde instinkt misbruges af regeringen, som fremfører det som om, at der i befolkningen er en udbredt opbakning til Danmarks krav på fortsat dominans over Grønland.

De bruger bevidst dette til at splitte danske og grønlandske arbejdere, for mens ord som ‘rigsfællesskab’ for mange danskeres vedkommende associeres med et lidt diffust samarbejde, hvor Danmark hjælper Grønland, så associeres ‘rigsfællesskab’ i Grønland i høj grad med den undertrykkelse og de begrænsninger, der ligger i at være underlagt Danmark. En meningsmåling som viser at 70 procent af danskerne ønsker at Rigsfællesskabet fortsætter, risikerer derfor i Grønland at blive tolket som en bekræftelse af, hvad de grønlandske politikere påstår, nemlig at den danske befolkning ønsker at undertrykke grønlænderne.

Hvad er konsekvenserne af Trumps handlinger?

Trumps købstilbud og trusler om at bruge militær magt har været som en bombe under den politiske situation i Grønland. Det har udelukkende haft en reaktionær effekt, da det har presset befolkningen, som ikke ønsker at blive underlagt amerikansk imperialisme, om bag de forskellige fløje af eliten i landet, hvilket midlertidigt har udvisket klasseskellet i samfundet.

De forskellige fløje af eliten, som ikke ønsker at bryde med kapitalismen og imperialismen, har på nuværende tidspunkt formået at bruge spørgsmålet om selvstændighed til at afspore kampen for bedre leveforhold. Men før eller siden vil klassespørgsmålet komme frem til overfladen igen, for dansk kapitalisme er ude af stand til at tilbyde grønlandske arbejdere og unge fremgang eller en inspirerende fremtid.

Samtidig har Trumps handlinger fået store konsekvenser for det danske borgerskab. Hvis det danske borgerskab mister Grønland, vil det være et enormt nederlag for dansk kapitalisme, men uanset hvad der sker fremadrettet, så står de danske kapitalister svækket. Trump har for at fremme egne interesser udstillet dansk imperialismes råddenskab, racisme og hykleri, samtidig med at USA’s forøgede interesse for Grønland har forskudt magtbalancen internet i Rigsfællesskabet. 

Nuuk har fået en styrket forhandlingsposition over for den danske koloniherrer, da de kan læne sig op ad USA på en anden måde end tidligere. Alle disse elementer har yderligere undermineret dansk kapitalismes tyndslidte stabilitet og er således med til at bane vejen for store sociale og politiske rystelser i fremtiden.

Som marxister er vi både imod amerikansk imperialisme og dansk kolonialisme. Men vi er ikke blot imod de imperialistiske magters undertrykkelse af Grønland, vi fremfører også behovet for fælles kamp, for arbejdere på tværs af verden har langt mere til fælles med hinanden end med “deres egen” herskende klasse.

I kampen mod imperialisme og undertrykkelse rejser vi derfor behovet for forenet kamp på tværs af nationalitet, i dette tilfælde de grønlandske og danske arbejdere og unge; en kamp for at rive kapitalismen op med roden og etablere en socialistisk verdensorden. Det er den eneste vej til at befri menneskeheden for klassesamfundets barbari og elendighed, og til at gøre en ende på nationers undertrykkelse af andre.