Et enkelt telefonopkald blev enden på den såkaldte vestlige alliance og sammenbruddet af det system af internationale relationer, der har kendetegnet verden siden Anden Verdenskrig. Opkaldet var, selvfølgelig, mellem Trump og Putin.

Det var ikke bare en formel åbningsdialog. Det var, i følge dem begge, et ekstremt venligt opkald. I halvanden time diskuterede de to på venskabelig vis deres to nationers fælles historie om samarbejdet, der går tilbage til Anden Verdenskrig, og deres fælles ønske om ikke kun at bevæge sig hen imod fred, men også mod en normalisering af økonomiske og politiske relationer.

Trumps opkald til Putin blev efterfulgt af et andet og meget kortere opkald til Zelenskij for at informere ham om, at USA vil åbne op for forhandlingerne om at ende krigen i Ukraine, og at hverken europæerne eller ukrainerne vil få plads ved forhandlingsbordet. Det er ikke til at sige, hvor venligt stemt det opkald var.

Alene med disse handlinger har Trump med ét afsløret løgnen om, at denne krig skulle være noget andet end en stedfortræderkrig mellem Vesten og Rusland. Hvis krigen i Ukraine udelukkende var, som etablissementet konstant har gentaget, en forsvarskrig mellem en lille nation og en stor aggressor, og ikke én mellem stedfortrædere, hvordan kan man så forklare, at enden på krigen bliver forhandlet uden tilstedeværelsen af en de krigsførende parter?

I det mindste fik Zelenskij et telefonopkald. Europas herskende klasser fik sig derimod en ubehagelig overraskelse. Kun få uger tidligere havde Keith Kellogg, USA’s særlige udsending til Ukraine, rejst frem og tilbage mellem Kiev og europæiske hovedstæder for at lytte til de højest rangerede diplomater og premierministre, mens han lovede dem hårdere sanktioner mod Rusland.

Det er nu tydeligt, at europæerne er blevet snydt og bedraget. Trump havde slet ikke sådanne intentioner, og hvis Kelloggs samtaler havde et formål, så var det at overbevise Trump om, at europæerne skulle holdes så langt væk fra forhandlingsbordet som muligt.

Efter deres venlige samtale satte Trump og Putin straks gang i forhandlingerne. Mens Kellogg styrtede rundt i Europa, havde en anden af Trumps udsendinge, Steve Witkoff, været i Moskva for at forhandle en venlig gestus i form af en fangeudveksling! Efter det blev offentliggjort, præsenterede den amerikanske forsvarsminister, Pete Hegseth, offentligt USA’s forhandlingsposition. Her er hvad den indebærer:

• Ukraine bliver nødt til at opgive deres “urealistiske mål” om at genetablere landegrænserne, som de var før 2014. Fremtidige grænser vil i stedet skulle baseres på “en realistisk vurdering af slagmarken”;
• Fremtidige “sikkerhedsgarantier” for Ukraine vil ikke inkludere amerikanske tropper på ukrainsk jord. I stedet for vil det være europæiske tropper, der må træde til, også selvom de ikke ville være dækket af NATOs artikel 5;
• En fremtidig fredsbevarende styrke vil også inkludere ikke-NATO-tropper – det vil de facto betyde russisk allierede tropper udstationeret i Ukraine;
• Det kommer ikke på tale at udvide NATO mød øst ved at inkludere Ukraine.

Det her er USA’s startposition i de indledende forhandlinger, og Trump har allerede imødekommet alle Ruslands primære krigsmål: hans territoriale mål og, endnu vigtigere, en ende på NATO’s udvidelse mod øst.

Det her er en krig, som Trump ganske enkelt ikke er interesseret i. En krig som har påført Vesten et pinligt nederlag. Ukrainerne er slået. Deres hær mangler tropper og er demoraliserede. Nye brigader falder fra hinanden, lige så hurtigt som de ankommer til slagmarken. Tingene er nu i så forfærdelig en tilstand, at specialiserede styrker fra luftvåbnet bliver sendt til fronten for at kæmpe som infanterister. Rusland er ved at stramme løkken.

Men det her markerer meget mere end bare et nederlag for Vesten i Ukraine. Det er enden på “Vesten”, som vi kender det. Trump har signaleret, at han ikke er bekymret for russisk indflydelse i Østeuropa eller kontinentets skæbne som helhed. Hele formålet med NATO som en militær alliance er netop at inddæmme Rusland for at bekæmpe dets indflydelse i Europa. NATO består stadig som en tom skal, men alliancen er de facto stoppet med at fungere.

Gik ikke efter planen

Der kunne ikke have været en større kontrast mellem, hvordan den her krig faktisk er ved at ende, og hvordan etablissementet tidligere drømte om, at den ville ende. Det var meningen at den skulle ende med et svækket Rusland, endda Putins fald og opbruddet af den russiske føderation. Hvad ser vi i stedet for? Afslutningen på den her krig er blevet afslutningen på hele den verdensorden, der har eksisteret siden slutningen af Anden Verdenskrig.

Det er slutningen på årtiers forhold mellem USA og Europa, hvor USA politisk, økonomisk og kulturelt har støttet dets europæiske allierede. Det blev gjort som del af den såkaldte liberale ‘regelbaserede verdensorden’, som blot dækkede over, at amerikansk imperialisme påtvang resten af verden sin vilje.

Trump har ikke kunne være tydeligere om sin politik: America first. Amerikanske interesser i Europa er små sammenlignet med andre dele af verden, men alligevel er det amerikanske militær massivt til stede her, samtidig med at den amerikanske statsgæld er på sit højeste nogensinde. Ved at lade europæerne snylte på USA’s militære magt under NATO-paraplyen, har USA subsidieret de europæiske sundhedsvæsener og velfærdsydelser – og for hvad? Det er Trumps tankegang.

For Trumps skyld kunne europæisk industri og europæisk militær “sikkerhed” gå til grunde. Det er nemlig meget bedre at lave en aftale med Putin om at øge gas- og olieproduktionen, for dermed at sænke energipriserne og sørge for, at Trump kan indfri sit valgløfte om at sænke inflationen.

Trump har altså ikke bare aflivet den transatlantiske alliance, der i 80 år har understøttet Europa, men er i bund og grund gået sammen med Putin imod Europa!

Europæerne har forståeligt nok en kollektiv nedsmeltning. Efter den chokerende nyhed om telefonopkaldet mellem Trump og Putin, håbede de ellers, at de kunne albue dem frem til forhandlingsbordet ved at prale af “delte amerikansk-europæiske værdier” til den internationale sikkerhedskonference i München.

Som modsvar erklærede Trumps vicepræsident, JD Vance, basalt set krig mod hele Europas herskende liberale etablissement.

“Den trussel, Europa står overfor, som bekymrer mig mest, kommer ikke fra Rusland eller Kina. Den kommer indefra,” sagde Vance. Han kunne lige så godt have peget på sit publikum og sagt: “I er truslen!”

Selvom hans tale var pakket ind i kulturkrigsretorik, så var indholdet af hans tale tydeligt: den transatlantiske alliance er over, og enhver snak om “fælles værdier” kommer ikke til at holde sammen på den. Han udstillede EU’s hykleri ift. deres såkaldte “demokratiske værdier”, og der var mere end antydningen af hån, da han revsede EU-kommissionen over dens indblanding i det rumænske præsidentvalg: “hvis jeres demokrati kan blive ødelagt af et par hundrede tusinde dollars digitale reklamer fra et fremmed land, så var det ikke særlig stærkt til at begynde med.”

Hele talen var fyldt med foragt, især for tyskerne, og Vance gjorde det klart, at Trump-administrationen støtter Alternative für Deutschland (AfD) i valgkampen.

I stedet for at afslutte konferencen med at vise europæisk politisk styrke, så sluttede den med at ordstyreren brød sammen i gråd!

Europa forsøger at vise styrke

Forhandlingerne er nu begyndt i Riyadh, hovedstaden i Saudi-Arabien. På forhandlingernes første dag blev russerne og amerikanerne enige om at “adressere irritationerne” i deres fælles relationer… hvilket er en ret uhøflig måde at referere til Zelenskij, Starmer, Macron og resten af slænget, der følger forhandlingerne ligesom resten af os: gennem medierne.

Ukrainerne og europæerne har helt bestemt gjort sig selv irriterende – og der er ikke meget andet de kan gøre! Zelenskij forsøgte at tiltuske sig adgang til forhandlingerne, men uden held måtte han i stedet affinde sig med at tale til pressen fra Tyrkiet.

Trump svarede tilbage ved at fortælle Zelenskij, at han ikke burde være overrasket over, ikke at være inviteret med til samtalerne, eftersom han har haft flere år til at forhandle med russerne, hvilket han ikke har gjort! Hvis han ønskede at give ukrainerne en legitim stemme til at tale på deres vegne, så rådede Trump ham til at udskrive valg, hvilket har været suspenderet igennem hele krigen.

Oven i dette, i et forsøg på at få deres stemme hørt af amerikanerne og russerne, indkaldte Macron en række europæiske statsledere til et hastemøde i Élyséepalæet. Det var dog ikke alle europæiske ledere, der blev inviteret, men kun dem, der var størst sandsynlighed for at han kunne enes om en fælles position med. Der var fx ikke en invitation til Orban fra Ungarn eller Fico fra Slovakiet.

Hvordan gik det så med at blive enige? Komisk dårligt. Det endte med at afsløre det europæiske kontinents totale fragmentering og impotens.

Amerikanerne havde bedt europæerne om at træde til som fredsbevarende styrker for at garantere Ukraines sikkerhed, ved at bevogte de nye landegrænser, men europæerne kunne ikke engang blive enige om en fælles position på dette område. Italiens Meloni kom for sent. Tysklands Scholz udtrykte irritation over, at emnet overhoved blev diskuteret, inden han gik før mødet var slut. Selv de agressive polakker udtrykte deres modvilje ift. at biddrage med fredsbevarende styrker.

Kun Macron og Starmer var dumme nok til at udtrykke deres velvilje for at sende tropper afsted. Men det var tom snak, taget i betragtning af, at Starmer gav sit løfte på betingelse af, at amerikanerne ville sende tropper som bagstoppere – noget Trump allerede havde afvist.

Faktum er, at den britiske hær er i så forfærdelig tilstand, at det er tvivlsomt, om Starmer overhovedet kan sende tropper afsted, selv hvis han ville. Pensionerede britiske generaler har pointereret, at sådan en militæroperation ville kræve mindst 30.000 britiske tropper, men givet, at Storbritannien kun har 70.000 tropper, hvoraf mange er kontorfolk, ville det betyde udstationering af det meste af den britiske hær i Ukraine!

Den russiske udenrigsminister Lavrov har gjort det klart, at han ikke vil acceptere udstationering af europæiske tropper i Ukraine efter krigens afslutning – et krav som er meget nemt for amerikanerne at acceptere, eftersom europæerne ikke engang kan enes om spørgsmålet.

Alle europæerne er dog blevet enige om, at de vil øge forsvarsudgifterne, hvilket Trump længe har krævet. Men selv her er enheden ved at falde helt fra hinanden. Macron har presset på for, at EU finansierer oprustningen gennem optagelse af fælles gæld, men det er den tyske herskende klasse ikke villig til at betale for.

Hvor skulle alle våbnene desuden komme fra? Det er nu blevet tydeligt, at europæerne ikke kan regne med, at deres interesser flugter med USA’s interesser. Den eneste løsning ville være at opbygge sin egen luftfartsindustri, uafhængig af amerikanske standarder, software og teknisk support. Det er netop hvad Macron foreslår, men andre europæere er ikke helt så begejstrede. Trump har sagt i utvetydige vendinger, at hvis de ved, hvad der er godt for dem selv, så køber de store mængder amerikansk-producerede våben, og de vil derfor forblive lænket til den amerikanske forsvarsindustri.

Game over for Europa

Hvad er meningen med alt det her? De sidste ugers hæsblæsende begivenheder, som er ved at ændre verden fuldstændigt, er kulminationen af en proces, der har været i gang i årtier.

Det kapitalistiske system er vaklet fra krise til krise siden finanskrisen i 2008, hvor staten gik ind og reddede systemet fra et totalt kollaps. Kæmpe mængder uholdbar gæld er blevet opbygget. Nye kriser, som fx covid-19 pandemien, øgede denne allerede enorme byrde, der konstant er vokset. Regnskabets time, hvor gælden skulle tilbagebetales, blev udskudt og udskudt – tilsyneladende i det uendelige.

Samtidigt har amerikansk imperialisme gradvist tabt terræn gennem en langtrukken proces af relativt forfald, i takt med at nye modstandere som Rusland og Kina opstod og udfordrede dem.

Disse processer kan fortsætte i lang tid uden tilsyneladende at forårsage nogle fundamentale ændringer. Men pludselig eksploderer det hele på en gang, og et vendepunkt indtræffer. Hvad vi lige nu oplever er netop sådan et vendepunkt.

Trump har fuldstændigt endevendt amerikansk imperialismes etablerede politik, som over årene var blevet mere og mere virkelighedsfjern. Den liberale ‘regelbaserede verdensorden’ – det dække, hvorunder amerikansk imperialisme forsøgte at dominere hele verden på samme tid – var blevet fuldstændig uholdbar.

Trump står for tilbagetrækning og isolationisme. Det betyder også en tilbagetrækning af støtten til europæisk kapitalisme, som er blevet en fodnote i amerikansk kapitalismes interesse. I 80 år har støtten fra USA været omdrejningspunktet for Europas sikkerhed, dets økonomi, dets politik og endda dets kultur. Men det er nu slut. USA har vigtigere steder at fokusere på end Europa. Uden den tidligere støtte står det europæiske kontinent nu tilbage fuldstændigt blotlagt og udsat.

Selvom NATO officielt ikke er død, så er der kun en skal tilbage, og dermed må europæerne påtage sig mere gæld for at finansiere en febrilsk oprustning. Men de sidste par dage alene har udstillet, hvad der i sidste ende tynger europæisk kapitalisme: Europa er et kludetæppe af små økonomier, som ikke er konkurrencedygtige på verdensplan, som er uden gennemslagskraft og med meget forskellige nationale interesser, og som uden amerikansk støtte hurtigt divergerer. Disse små nationer kommer til at blive trukket i forskellige retninger, som tingene skrider fremad.

Før i tiden trådte EU og Den Europæiske Centralbank til for at redde lande på grænsen af bankerot for at holde sammen på EU. Vi så det blandt andet under “Eurokrisen”. I nyere tid har vi set det med genopretningsprogrammet efter covid-19-pandemien. Italien var et af de EU-lande, der var tættest på bankerot, og partiet Italiens Brødre nærmede sig magten. Kæmpe summer blev derfor sendt til Italien for at fastholde dem i EU.

Men vil og kan de gentage det i dag? Stemningen, der spreder sig blandt de herskende klasser i Europa, er, at de bliver nødt til at redde sig selv først på bekostning af resten af kontinentet, hvis det bliver nødvendigt. Vi ser altså ind i en fremtid, hvor “Tyskland først”, “Frankrig først” og så videre begynder at blive mere udbredte holdninger. I de kommende år kan vi muligvis komme til at se en fuldstændig opløsning af EU.

Mens Trump har snakket om at fjerne sanktionerne på Rusland, har han ikke droppet sin told-trussel mod Europa. Uden USA’s beskyttelse er Rusland nu den helt store militærmagt på grænsen til Europa, og det kommer europæerne også til at skulle betale prisen for. De små europæiske lande vil hver især blive underlagt stormagterne USA, Kina og Rusland.

Europa er kontinentet, hvor kapitalismen blev født. Nu, midt i kapitalismens forfaldsperiode, befinder Europa sig i orkanens øje, i krise og uden en fremtid inden for dette system.

Alt dette har enorme sociale konsekvenser for Europa, som selv inden de ekstra militærudgifter allerede var fanget i en gældskrise. Den herskende klasse ved godt, hvad der må gøres: de bliver nødt til at angribe arbejderklassen brutalt. Men Macron er så godt som færdig, i Storbritannien stryger Reform til tops i meningsmålingerne, AfD ser ud til at få næstflest stemmer i Tyskland, og det samme gør sig gældende i mange andre lande.

Fremkomsten af disse partier er ikke blot et symptom på en “højredrejning” i samfundet. Det er et udtryk for den enorme vrede, der opbygges i samfundet mod hele den herskende klasse og etablissementet. De har fået vind i sejlene grundet manglen på et venstreorienteret alternativ – eller rettere, pga. af den etablerede venstrefløjs totale forræderi, som siden 2008 har bundet sig til etablissementet. Men det baner vejen for nye og endnu skarpere sving til venstre på tværs af kontinentet, og for revolutionære eksplosioner, der vil ryste kapitalismens fundament i Europa – et fundament, der allerede slår sprækker.