Medo Halimy var en 19-årig palæstinenser med mange følgere på sociale medier, som postede om sit daglige liv i Gaza. På trods af de umenneskelige forhold, som kan være svære at forestille sig at leve under, så dækkede han sin hverdag i en positiv tone. Han postede TikToks med sin morgenmad, og hvordan han plantede en lille have som et symbol på, at han bringer liv til verden, imens besættelsen bringer død.
Midt i et folkedrab gik en ung mand rundt og holdt hovedet højt og viste omverdenen, hvordan han stadig satte pris på livet. Men der kommer ikke flere posts fra Medo, for den 29. august blev han dræbt af en israelsk bombe. Dette er kun en af de mange historier, som vi hver dag har kunne følge på vores telefoner — der er titusindvis ligesom Medo, som har lidt samme skæbne.
Det igangværende folkemord i Gaza har nu foregået i et helt år, og den danske regering har støttet det siden første dag. Israels brutale handlinger har fyldt os unge med raseri og afsky, ikke kun overfor det israelske regime, men også over for de politikere, der støtter det. En indædt følelse af, at der må gøres noget nu, har grebet mange af os.
Klassekamp er vejen frem
I mange måneder er vi gået på gaden og demonstreret. Nogle har nedlagt undervisningen på deres skole eller universitet i solidaritet med Gaza, og andre har prøvet at boycotte israelske varer eller virksomheder. Men massakren fortsætter.
Trangen til at tage affære og kæmpe er tydeligvis til stede blandt unge og arbejdere, men spørgsmålet er, hvor vi skal rette den hen for at gøre en reel forskel i kampen for et frit Palæstina.
Appeller til politikernes samvittighed får dem tydeligvis ikke til at stoppe deres støtte til Israels krigsmaskine. Ligeledes har forhåbninger til FN også vist sig at være nyttesløse. På trods af utallige FN-resolutioner om våbenhvile så fortsætter Israels folkemord — selv den internationale straffedomstols arrestordre på Benjamin Netanyahu har Vesten ignoreret.
Det er klart for alle, at der skal meget mere til, for vi er ikke blot oppe imod nogle usympatiske politikere, grådige virksomheder eller sløve internationale institutioner. Vi er oppe imod hele systemet.
Erfaringerne fra kampen mod apartheidregimet i Sydafrika viser os, at kun arbejderklassens kollektive kamp imod et undertrykkende regime kan få det til at falde. Hvis vi handler samlet som klasse, så kan den herskende klasse i Danmark, i USA, i Israel og resten af Vesten ikke stille noget op. Hvis arbejderklassen nægter at producere de bomber, som regner ned over Gaza, eller nægter at læsse de skibe, der sejler dem derhen, så har Israel ingen våben til at begå sit folkemord med.
Men det er ikke nok midlertidigt at standse imperialisternes evne til at føre krig. Hvis vi vil se et frit Palæstina, så må vi organisere os i kampen for at vælte imperialisterne og deres system, der har krig og elendighed indbygget i sit fundament.
Kapitalismens krig og elendighed
På trods af de myter om Danmark, vi bliver fortalt i skolen, så spiller den danske stat en imperialistisk rolle i verden. De danske politikere er nogle af de mest krigsliderlige i NATO-alliancen med USA i spidsen, og de har altid vendt det blinde øje til Israels forbrydelser mod palæstinenserne.
Politikernes imperialistiske politik er imidlertid ikke et resultat af deres subjektive ønske, men udspringer af det system, som de forsvarer. I sidste ende er det kapitalismen, med sin uslukkelige tørst efter profit, som er årsag til alverdens krige og massakrer. For at sikre deres kontrol over Mellemøstens værdifulde markeder og ressourcer støttede vestlig imperialisme, og særligt USA, Israels oprettelse i 1948.
Dermed fik vestlig imperialisme en stabil base i Mellemøsten, som forsvarede de vestlige kapitalisters økonomiske interesser i regionen. Det er denne rolle, som Israel fortsat spiller i dag, og som forklarer Vestens stålfaste opbakning til landet på trods af dets forbrydelser.
Så længe kapitalismen består med sin konstante kamp om verdens markeder og ressourcer, vil kapitalisterne i Danmark — som en del af Vestens imperialistiske blok — støtte op om den israelske stat, som er bygget på undertrykkelsen af det palæstinensiske folk. Kapitalismens eksistentielle krise garanterer endda, at der i fremtiden vil opstå nye konflikter som den i Gaza, med mindre systemet lægges i graven.
For en revolution
I et år har Israel nu sønderbombet børn og unge som Medo Halimy. De og deres familier har betalt den allerstørste pris for imperialismens fortsatte hærgen, og det ser ikke ud til, at mareridtet slutter foreløbigt for Gazas befolkning.
Det sidste års kamp mod politikernes støtte til folkemordet har gjort det klart, at vi ikke kan nøjes med at skifte den ene regering ud med den anden. Alle politikerne på Christiansborg står samlet, når det gælder støtten til Netanyahus morderiske regime.
Hvis vi her i Danmark vil gøre en forskel i palæstinensernes kamp for frihed, så må vi kæmpe for en revolution, som kan smide imperialisterne og krigsforbryderne på Christiansborg på porten.
Men vi kan ikke stoppe der, vi må lægge deres system i graven og vælte den kapitalistiske danske stat. Det ville være et mærkbart slag mod den israelske krigsmaskine, og det ville vise vejen frem for arbejdere og unge i resten af verden.
Derfor inviterer vi alle, som vil kæmpe for et frit Palæstina til at gå med i kampen for en revolution i Danmark og være med til at slå et slag imod imperialismens grimme ansigt!
